Kontakt Henrik List - henrikvonlist@gmail.com
KØB PUSSYLAND EXPRESSFlavourKØB TILBAGE TIL TANGERRed StripeKØB KÆRE FUCKING DAGBOG

Sidste nat i kødbyen

Fem lange provokerende, polemiske og poetiske essays om det 21. århundredes underliv af porno, prostitution og seksuelle subkulturer – og ikke mindst fem skarpe, sammenhængende debatindlæg imod dén nypuritanisme, der er vokset frem som reaktion herpå.

Porno, prostitution, unges seksualitet, frække reklamer og seksuelle subkulturer kan stadig i dén grad forarge, piske stemningen op i medierne og få kønsfeminister og venstrefløjspolitikere til at forlange forbud, regulering og mere statskontrol. Tabuiserede temaer, der ikke nogensinde før i dansk litteratur eller journalistisk er blevet undersøgt så fordomsfrit nysgerrigt, personligt ærligt og seriøst researchet som i denne længe udsolgte bog fra 2007, der nu kun kan købes som e-bog.

***

For 40 år siden ændrede Danmark verdenshistoriens gang ved først i 1967 at frigive skriftpornografien og derefter i 1969 billedpornografien. Frisindet blev dermed et dansk brand, og syndfloden af porno fik hurtigt fik større indflydelse på moderne menneskers tilværelse end den samtidige Månelanding!

I starten af det 21. århundrede er hele landet tilsyneladende spændt op til lir. Det offentlige rum seksualiseres til op over tagrenderne. Internettet er for længst blevet portal for en bundløs malstrøm af begær. Tidligere pornostjerner og prostituerede udgiver bøger om deres liv. Der eksperimenteres med det erotiske overalt fra swingerklubber til parcelhus-soveværelser, og selv ganske almindelige, heteroseksuelle par henter nye impulser til sengekanten fra såvel dekadente fetich-fester i storbyens undergrund som folkelige sexmesser i provinsens håndboldhaller.

Men samtidig vokser forargelsen over denne fortsatte seksuelle revolution. Der er omkring millenniumskiftet sket et paradigmeskifte i mainstream-medierne, der i stadig højere grad er begyndt at skildre tidens kønsliv ud fra opskræmte, dæmoniserende og sensationalistiske vinkler på især pornografi, prostitution og de unges seksualitet. Et paradigmeskifte, som er en konsekvens af mange års bevidst, benhård lobbyisme og seksualpolitisk spin fra især en ny generation af meget mediebevidste akademiske feminister, rødstrømpernes døtre, der paradoksalt nok har allieret sig med fundamentalistiske muslimer og kristne i kampen for at få kriminaliseret prostitution, reguleret pornografi og lagt en dæmper på den seksuelle ytringsfrihed.

 

- Er vi danskere i virkeligheden slet ikke så seksuelt frisindede, som vi selv tror, men reelt langt mere protestantisk bornerte?

 

- Er den sande kulturkamp slet ikke et slag imellem højrefløjen og venstrefløjen på   Christiansborg, men en krig imellem de forargede og de frisindede i den nationale dobbeltseng?

 

- Er det slet ikke en fascistisk magts Big Brother, men snarere velfærdssamfundets knusende kærlige Big Mother, der overvåger og styrer vores køns- og driftsliv i disse år?

 

Dét er nogle af de provokerende spørgsmål, der stilles af forfatteren og journalisten Henrik List, der igennem de sidste 15 år har rapporteret fra ’Kødbyen’: Det globale red light district. Ofte med bramfrit, hudløst ærligt udgangspunkt i egne oplevelser med kommerciel sex og seksuelle subkulturer – imellem gadeludere i Paris, pornostjerner i Las Vegas, ladyboys i Bangkok eller massagepiger på det Vesterbro, hvor han selv bor til dagligt, og hvor de røde lamper stadig blusser, pornoen endnu flimrer og nye prostituerede fra andre verdensdele blander sig med de lokale veteraner på gadehjørnerne trods byfornyelsens sociale udrensning. Mennesker og miljøer, der stigmatiseres i vores samfund på grund af deres ’unormale’ seksualitet, men som List skildrer med både nysgerrighed, loyalitet og empati – og i modsætning til alle andre herhjemme altid skildrer indefra ...

”Sidste nat i Kødbyen” består af fire originale essays og en lang, remixet gonzo-reportage. Bogen er både et dybt personligt indlæg i den seksualpolitiske debat og en skarp udfordring af disse års herskende politiske korrekthed; en kritisk analyse af mediernes sensationalisme omkring det seksuelle og en popkulturhistorisk tour-de-force fra det moderne gennembrud og op til nu’et. Men List kommer også bag om det klaskende kød og de stønnende stereotyper i sin mere reflekterede undersøgelse af skyggesiden af en seksuel frigørelse, der måske er ved at gå i selvsving, og under alle omstændigheder i hvert fald har en pris for dem, der lægger kroppe til den.

 

Big Brother is NOT dead – but Big Mother is taking care of you!

 

***

Uddrag fra ”Sidste nat i Kødbyen”

(Fra essayet ”Blues for et horehus”)

 

”Det var et liv i sus og dus

på byens bedste hore-hus,

på byyy-ens

bedste ho-re-huuus… osv.”

(Synges efter melodien til ”Mormors kolonihavehus”)

 

Det er trods alt få der har haft det privilegium at opleve et godt gedigent gennemsnitligt gammeldags bordel backstage,” skrev Dan Turèll - ikke uden forfængelighed - i slutningen af 1970’erne i en af sine Onkel Danny fortæller-klummer med titlen ”Backstage på bordellet”. Efter indledningsvist at have forsikret eventuelt bekymrede læsere om, at han sandelig aldrig havde ”været nogen god kunde på bordeller” og i øvrigt bestemt ikke havde haft sex med nogen af pigerne på det sted i Saxogade, han så chevaleresk omtalte som et ”erotisk etablissement på første sal.”

Prostitutionsmiljøet på Vesterbro, som var langt større i 70’erne end det er her 30 år efter, blev anskuet med en typisk dansk, ironisk distance, der imidlertid sjældent formåede at skjule forfatterens egen underliggende (lige så typisk danske) blufærdighed omkring køns- og driftslivet. Nej, vel var Onkel Danny dengang det tætteste, dansk litteratur havde på en Charles Bukowski, men han var, når alt kom til alt, langt mere af en gentleman end denne ærkeamerikanske horebuk og helvedeshund.

Turèll har i ovennævnte klumme vovet sig inden for i en af syndens huler, men er ikke endt backstage sammen med ”Kirsten, Gitte eller Merete” efter en taxametertur på en plettet madras. Næh nej, for han er jo ikke en af de ”beskidte bastarder”, rødmende bonderøve eller ynkelige, impotente idioter, der (at dømme ud fra forfatterens beskrivelse) udgør bordellets faste, betalende klientel. Han selv kommer der skam kun for at spille poker med de prostituerede i venteværelset, og selv når den barmfagre Gitte en gang imellem inviterer til mere end kortspil, på husets regning forstås, holder den sobre forfatter stand: ”…jeg er ikke den der vil ødelægge et godt venskabeligt forhold med den slags pjat”!

Jeg har desværre aldrig været så ædel en person som Dan Turèll, men hører ligesom ham til de udvalgte få, der mange gange har haft det privilegium at opleve et bordel, et horehus eller en massageklinik bag kulisserne, før, i eller efter de arbejdende kvinders åbningstid. I dén sammenhæng har jeg til gengæld aldrig været bleg for at ødelægge et venskabeligt forhold til en barmfager prostitueret ”med den slags pjat”, og derfor har jeg nok hængt endnu mere ud i bordellernes venteværelser, køkkener og baglokaler end Onkel Danny. Selvom jeg ikke har tilbragt de bedste år af min ungdom med at studere semiotisk kønsforskning og gå i dybden med Foucault, Kristeva eller Judith Butler i universitetsbunkeren på Amager (hvor jeg dog læste litteraturvidenskab og moderne kultur i midten af 80’erne), har jeg derfor en vis erfaring og indsigt på området; inden for det stadig i enhver forstand rødglødende felt af det seksuelle, man kunne kalde for kommerciel eller kommercialiseret sex: i dette tilfælde kvindelig, heteroseksuel prostitution.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er kommet en del på sådan nogle steder over det meste af verden igennem mit voksne liv, specielt i de perioder, hvor jeg ikke (som for det meste) har haft en kone, en samlever eller en fast kæreste. Jeg er ikke udelukkende kommet der som kunde, men ofte nærmere som gonzojournalist på natlige ekskursioner i storbyernes underliv og allermest faktisk som ven, elsker eller kæreste med nogle af de kvinder, der arbejdede der. Ikke fordi dét er noget at prale af i sig selv, men nævnt i denne sammenhæng for at understrege, at jeg – i modsætning til så mange andre, der belemrer den læsende offentlighed med deres uforbeholdne mening om prostitution – rent faktisk ved en del om, hvordan nutidig utugt foregår i praksis og vel er foregået til alle tider. Jeg ved, hvordan en mands lugt bliver hængende i kvindernes hud og hår, efter han er gået; jeg ved, hvor opsvumlede kvindernes genitalier kan være efter mange timers slid på madrasserne; jeg ved, hvor chokerende groft de nogle gange bliver nødt til at tale om mandlige kunder eller partnere for at få luft for deres frustrationer; jeg ved, hvor mange intriger og hvor meget sladder, der er imellem dem internt; jeg ved, hvor tit de tager brusebad, smører sig ind i cremer og således renser sig symbolsk, inden det ringer på klokken igen. Og jeg tror følgelig, at jeg har i det mindste en nogenlunde fair fornemmelse for, hvordan en prostitueret har det, hvad hun føler og hvad hun tænker, når endnu en kunde bagefter er skredet og endnu et fyldt kondom blevet kylet i skraldespanden, fordi jeg har været kæreste med bl.a. en dansk escortpige, en thailandsk massøse, en sort stripper og en afrikansk eks-gadeluder, som jeg mere eller mindre modvilligt måtte dele med talrige ukendte, fremmede mænd, og fordi jeg derudover stadigvæk har veninder af det ene, det andet og det tredie køn, der arbejder (eller tidligere arbejdede) som forskellige slags prostituerede, strippere, porno- og nøgenmodeller eller topløse servitricer …

Jeg har trukket vejret igennem disse steders særligt parfumerede, talkumstøvede, kokosoliemættede duft, der altid skjuler en undertone af sved og cigaretrøg, men alligevel bedøver én som en euforiserende tåge, når man træder ind igennem døren. Jeg har knebet øjnene sammen for at kunne se en dybere sandhed bag disse steders glitrende illusioner, tunge velourforhæng, bølgende tobaksrøg og evigt glødende, røde lys, der på én gang virker elektrificerende og morfinøst dulmende på de nerver, mange af mændene har siddende uden på deres skjorter, når de kommer ind fra gaden (hvad enten de gør dét med usikkert flakkende blikke eller store, machoagtige armbevægelser). Og jeg har lyttet til filles soumises, der fortalte mig sjove, skæve, sjofle, sørgelige eller skræmmende historier om livet i disse maisons des tolérances, hen over et soundtrack af ringende mobiltelefoner, bippende SMS’er, drønende hip hop-beats, ekkoer af stønnende mennesker, tændte fjernsyn bag lukkede døre og alkoholisk munter snak på alle tænkelige, gebrokne mutationer af pidgin-engelsk imellem piger og potentielle kunder i løbet af nætter, hvor verden uden for ligesom forsvandt for os alle, som var det dén og ikke vores klicheágtige scenografi, der var en abstraktion. I løbet af nætter, hvor det var, som om man kunne have været hvor som helst i verden, i hvilken som helst storby med en endeløs forsyning af kvinder, som havde brug for hurtige penge, og mindst lige så mange ensomme, liderlige mænd, der hellere end gerne ville give dem et tilskud til økonomien. I løbet af nætter, hvor stemningen og den intime kommunikation var nogenlunde den samme overalt, selvom priserne og det etniske udbud af piger (eller drenge eller transer…) selvfølgelig kunne variere en del ude i en civilisation, hvor globaliseringen ellers ikke længere kun var social, politisk, kulturel og økonomisk, men i høj grad også seksuel.

Jeg kom der i en længere periode endda så tit og så meget (for tit og for meget?!), at jeg nogle gange ligefrem kan længes efter den enkelhed og ligefremhed, der var over netop dét liv, når jeg frekventerer caféer, restauranter, in-steder og diskoteker, hvor ’de civile’ – som man kalder dem blandt de professionelle i storbyernes red light districts – gestalter deres roller i mere acceptable, men samtidig også mere uigennemskuelige seksuelle spil imellem kønnene; som om jeg er en fremmed iblandt mine egne og ikke længere kender deres uskrevne regler. Jeg føler i tilbageblikket ingen skam eller skyld over, at det forholder sig sådan, om end det har været belastende for min sociale status, fordømt som dette gør mig blandt i særdeleshed de mere kyske, politisk korrekte af de civile. Jeg kender jo altså bare de dér steder meget, meget bedre end dem.

Jeg har en dyb respekt for kvinder, der tør udfordre en moralsk fordømmende omverdens stigmatisering for at hellige sig opfyldelsen af mænds (og kvinders) ellers undertrykte seksuelle drifter på sådan nogle steder. Jeg beundrer de arbejdende kvinder dér for at kunne finde et selvværd og en stolthed i et liv og et miljø, som de ellers konstant får at vide er farligt, forkert og fucked-op. Jeg er vendt tilbage til de steder, hvor disse kvinder er, igen og igen, men slet ikke udelukkende for at møde dem. For jeg er på mange planer fascineret af også selve dette univers som arbejds- og markedsplads; fascineret af den livmoderagtige atmosfære og arkitektur, den drilske dialog imellem gæsterne og de prostituerede, den sansepirrende effekt af musikken og dekorationerne. Jeg ser et system af indforståede tegn, helt ned på mikroplanet, i flaskerne linet glimtende op i baren og rodet af kosmetik, håndtasker og g-strenge i natklubbernes garderober – eller en hemmelig, intim semiotik i pakkerne med kondomer, menstruationsbind og fugtighedsservietter i rummene inde bag ved på bordellerne. Dérinde i mørket, hvor musikken høres som en fjern, muflet dunken, overdøvet af ens eget bankende hjerte, mens man tager tøjet af, og pigen tisser og gør sig klar ude på badeværelset.

Dét har været kulissen (og samtidig dermed laboratoriet) for denne undersøgelse af mit eget og andres begær. Begær, der forløses for og med penge, vel at mærke. Eller rettere sagt behov, hvis vi skal tro Marquis de Sades tese om, at begær fører til kærlighed, mens behov fører til nydelse. Og det er vel nydelsen, vi bør undersøge i denne sammenhæng, ikke kærligheden, på trods af at det indimellem kan være svært at skelne, selv når der er penge involveret?

 

( … )

 

Jeg fik ikke bare lov til at hænge ud backstage på bordellet, backstage på massageklinikken Nam Nam (”Asian Beauty Clinic”) i Istedgade, før byfornyelsen på Vesterbro fik rejst betonmure, stålporte og ligusterhække mellem beboerne i det før så frække, flabede og frisindede kvarter. Jeg blev efterhånden stamgæst på bordellet, kom der jævnligt igennem flere år og kender den dag i dag mindst et dusin thailandske piger og kvinder, der har arbejdet der, men siden for de flestes vedkommende er stoppet som prostituerede, fordi de har fået civile jobs på hoteller og restauranter, er blevet for gamle til at klare konkurrencen fra nye, unge piger i branchen, er flyttet hjem til familiens landsby i Thailand med opsparingen i inderlommen eller er blevet gift med danske mænd, der for det meste intet ved om deres fortid.

De fleste af pigerne på stambordellet var ­– i modsætning til på en del andre thailandske etablissementer af denne karakter på Vesterbro! – biologiske hunkønsvæsener af fødsel, og kun transseksuelle, der var post-op, dvs. havde fået en kønsskifteoperation (ligesom Cat selv), kunne få arbejde dernede, så ingen af de vel overvejende heteroseksuelle mandlige kunder fik sig en alt for heftig overraskelse i det røde lys inde på et af de små kamre. Jeg har haft sex dernede med såvel biologiske som kirurgisk tilpassede kvinder (”ombyggede kinesere,” som de hedder i djærv, daglig tale i kvarteret) og været på fornavn med adskillige af dem. Ja, jeg har haft ’faste’ piger, som blev rasende, hvis jeg valgte en anden end dem (så det gjorde jeg aldrig, selvom det formelt var mig, der qua mine penge burde have bestemt, hvad der skulle ske!), men til gengæld også vidste præcist, hvad de skulle gøre ved mig for at gøre mig glad, uden at jeg behøvede at fortælle det (hvilket er mere end en del af mine såkaldt ’rigtige’ kærester har formået …)

Jeg har sovet branderter ud i sengen i fællesrummet; jeg har luftet Cats hunde, når hun var på ferie hos sine forældre i Bangkok; jeg har siddet og kæderøget og set sentimentale thai-film med tøserne, når jeg havde kedet mig for meget alene oppe i lejligheden; jeg har udvekslet julegaver med Cat og flere af pigerne; jeg har spist rygende varm nuddelsuppe, brændende af chili, hos de gamle koner i køkkenet, og taget deres fælt lugtende urtemedicin, når jeg var blevet forkølet; jeg har hjulpet forvirrede, nyankomne piger, som blev mobbet af de andre på grund af deres ’bondske’ manérer, med papirer og praktiske problemer i forhold til Udlændingestyrelsen; jeg gik i en periode til øjenlæge i flere måneder i træk sammen med en lille, delikat, lidt skrøbelig pige sidst i 20’erne dernedefra, som jeg begyndte at kæreste med, fordi hun altid klagede over smerter og nedsat syn i sit højre øje, men var bange for at blive behandlet for det, så jeg til sidst fik medlidenhed med hende og måtte gå med op til doktormanden hver gang for at holde hende i hånden (selvom det skyldtes et ganske harmløst infektionsproblem). Jeg har sågar endda fået fisse på kredit, men aldrig på husets regning, og jeg har været forbi der på nytårsaftener og til et par af pigernes egne fødselsdage, hvor der blev holdt fest med kage og champagne og inviterede kærester, mens en kunde i ny og næ ringede på og forsvandt ind på et af kamrene sammen med en af de prostituerede; uden at nogen i lokalet løftede så meget som et øjenbryn, når kunden smuttede igen bagefter og pigen vendte tilbage til os andre med et smil, som om hun blot lige havde været ude for at nette sig på badeværelset i fem minutter. Heller ikke ham, der var kæreste med hende, og som stod sammen med Cat henne ved fjernsynet og snakkede og spiste kage med lys i …

 

( … )

 

Først som voksen mand - efter mange år som iagttager bag kulisserne i porno- og prostitutionsmiljøerne; efter en række forhold og venskaber med sexarbejderne dér - begyndte jeg at forstå, at jeg var blevet opdraget af mit samfund til at tænke, som jeg havde gjort, da jeg var på horehus for første gang og så overlegent bagefter erklærede, at prostitution aldrig kunne have noget med kærlighed at gøre.

Erkendelsen af, at denne antagelse muligvis kunne være fundamentalt forkert, var altså svær at sluge selv for mig, og derfor kan jeg sagtens sætte mig ind i, hvorfor udenforstående kritikere og modstandere af prostitution, har brug for at klynge sig til deres fordomme til den bitre ende, uden ellers at kende noget til prostitutionsbranchen- og miljøet indefra.

Personlig, romantisk kærlighed er der vel sjældent tale om, men en mere abstrakt, social og seksualiseret form for kærlighed må næsten være en forudsætning for, at den prostituerede og hendes kunde åbner sig nok til at vise så mange af deres mest intime sider til hinanden - på så kort tid og for så forholdsvist små pengebeløb. Samt en forudsætning for, at de prostituerede og deres kunder, stigmatiserede hver for sig i deres egen ensomhed eller deres egne små subkulturer, kan skabe et fællesskab ud af disse korte, natlige samlejer og stævnemøder, der gør, at de kan møde deres samfunds had, hån og hetz uden at gå i stykker som mennesker.

Dét lærte jeg først og fremmest af veninderne, elskerinderne og kæresten med det dårlige øje fra massageklinikken på Vesterbro, og derfor var det også i de sidste år, den lå der, som om jeg kunne føle en varme, et pust fra et eller andet tropisk eksil i Bountyland, på selv den koldeste efterårs- eller vinternat, når jeg passerede Nam Nam-skiltet. (De fleste gange gik jeg jo stadigvæk bare fredeligt videre og altså netop ikke derned, ligesom så mange andre enlige fulderikker, der stoppede op i det strømmende røde lys og rodede i deres bukselommer for at tjekke, om de havde penge nok til en hurtig tur på hjemvejen.) Fordi stedet for mig overhovedet ikke udstrålede hverken seksuel udnyttelse eller menneskelig desperation, men snarere seksuel generøsitet og menneskeligt samvær – på tværs af køn, race, alder og socialstatus…

 

***

 

(Fra essayet ”For enden af Rue St-Denis”)

Blackout … For enden af Rue St-Denis står den sidste luder. Eller måske er hun en ganske almindelig ung pige, ventende i skumringen på kæresten eller veninderne ved trappen ned til Metro Strasbourg-St-Denis, mens hun knævrer i mobiltelefon på et gutturalt stødende, afrikansk sprog (”Ma-ka-dæt,” lyder det flere gange, som om hun siger …), distræt legende med guldkorset om den slanke, sorte hals. Hun læner sig afslappet op ad facaden på hjørnet af Rue St-Denis og Boulevard St-Denis, overfor Café La Lune og den lille Triumfbue ved Porte St-Denis, med et knæ strittende pikant ud i luften. Er det hende, jeg har ledt efter hele ugen? Er det nu, jeg endelig skal finde den rigtige; den allersidste aften?

Pulsen slår som en tromme under den spændte hud, mens jeg langsomt nærmer mig. Det er Indian Summer og 25 grader varmt, men feberen kommer indefra - den afrikanske feber; en af de mest frygtede og uhelbredelige af dem alle i den postkoloniale æra for hvide, heteroseksuelle mænd. De dyttende biler, trængslen af folk på fortovet, hashpushernes hvislende "'shish, 'shish?", duften af benzin og ristede kastanjer, scooternes fræsen lavt langs kantstenen og den næsten fulde måne højt over La Lune forsvinder i begærets tusmørkezone. Tunellen, hvor natten begynder, åbner sig i Rue St-Denis, og der er pludselig kun hende og mig dér i halvmørket – jeg selvlysende og svedende; hun fuldkommen i sin hud, uden at behøve at gøre noget særligt for at være til stede som den bedst mulige udgave af sig selv.

Man skal passe på selv i Paris' traditionsrige prostitutionskvarter imellem Hallerne og Les Grands Boulevards. Det kan være svært at skelne imellem de professionelle og de ’civile’ piger i en tid, hvor de fleste unge tøser klæder sig så udfordrende som de gør. Whore chic, som bøssedesignerne- og stylisterne i Paris kalder det. Eller Kinderwhore-looket, som det hedder i USA, hvor sangerinden og rockenken Courtney Love var pionér for dette subkulturelle stilmix af rå punk, uskyldig lolita og trashet gadeluder tilbage i 90’erne… Hende hér er vel omkring de 20, en høj, chokoladefarvet pige med håret sat op i funky totter på hovedet; klædt i forvasket cowboytøj, stram top og flunkende nye Nike-sko. Et stykke bar, flad mave mellem t-shirt og bukser åbenbarer en guldring, piercet igennem navlen. Øjenlågene er tunge og læberne fyldige. Brysterne runde og faste, hofterne drenget smalle og benene lange og slanke. Hun kunne være model i en streetwear-reportage i et fransk livsstilsmagasin - eller en pige, man kiggede længselsfuldt efter, men aldrig ville turde tiltale eller byde på en drink, i baren på et jetset-diskotek, fordi det alligevel ville være spild af tid og penge.

Netop som jeg passerer hende på hjørnet, løfter hun blikket, slukker mobilen og ser mig ublufærdigt, udfordrende ind i øjnene med hovedet let på skrå. Smilende ... En lyserød kattetunge spiller i et sekund over underlæben: "Ca va?!" Jo tak, jeg har det fint, rigtig fint såmænd, og så er spørgsmålet afklaret og tvivlen fjernet med et fingerknips. Hun har hele tiden vidst, at jeg tjekkede hende ud på afstand. Professionelt, meget professionelt, men på den fede måde, hvor kunden får lov at svæve i sin tåbeligt romantiske fantasi om, at han flirter med en tilfældig, ukendt pige på gaden; en pige, der selvfølgelig med det samme er klar til at gå med ham op på det nærmeste hotelværelse til en halv times vild, ansvarsfri, uforpligtende sex. En fantasi, der får lov at vare, indtil pungen skal frem og pengesedlerne tælles op … Pigen holder let fast i mit ene jakkeærme med to fingre og læner sig ind mod mig, så jeg kan dufte parfume, kvinde og Afrika. Det går lige i dolken, og jeg ved, at jeg må følge med. Slaget er tabt på forhånd, men dette er et nederlag med sin egen depraverede sødme, sin egen berusende fornedrelse at svælge i. Jeg har lige nu mere brug for hende, end hun har brug for mig (der er så mange andre mænd på gaden … ) i denne ældgamle udveksling af penge og sex imellem en mand og en kvinde, der i de fleste tilfælde aldrig har set hinanden før.

Hun taler forbløffende nok for en parisisk prostitueret glimrende engelsk, hedder Kaysha eller Caisha, noget i den dur, og kommer oprindelig fra Afrika: "Côte D'Ivoire". Hvisker tæt på mit ene øre: "You want to make love to me, oui?! You like les filles noires..." Det sidste ikke et nyt spørgsmål, men en konstatering, der ikke rigtig kan modsiges i sådan en situation. Hun griner helt nede fra maven, he-he-he, for hver dag ser hun hundreder af min slags med kurs op eller ned ad Rue St-Denis i en påtaget skødesløs flanéren ("jeg er bare ude at gå en tur for at fordøje aftensmaden!") eller et pseudo-målbevidst trav ("jeg er sandelig på vej til et vigtigt møde!") Alle os, der vandrer frem og tilbage, uden at hilse på hinanden, men med de samme spørgsmål kværnende i hovederne: ”Tør jeg? Har jeg penge nok? Skal jeg gå hjem og onanere i stedet for? Kan jeg risikere at blive smittet med klamydia, gonorré eller HIV? Hvad nu hvis min kone/kæreste finder ud af det? Hvad nu hvis jeg bliver rullet og stukket ned af hendes alfons i en eller anden baggård? Kan jeg stole på hende? Lugter jeg selv af dårlig ånde eller armsved? Vil hun finde mig fysisk utiltalende, måske ligefrem ækel? Vil hun ydmyge mig eller vise mig en smule ømhed? Hmmm… Måske bliver vi forelskede i hinanden ligesom Richard Gere og Julia Roberts i ’Pretty Woman’?”

Ja, hun har set så mange ansigtsløse mænd med påfaldende intens interesse for de lukkede tøjbutikker, fløjtende som uartige knægte på vej til at begå en drengestreg, men bærende deres blodfyldte genitalier som emblemer under tøjet. Alle os, der smutter ind og ud af caféer med flakkende blikke, tæller vores krøllede pengesedler forfra på ildelugtende pissoirer og scanner fortovet for nye fristende tilbud i denne kødby af kvindekroppe, dette limbo af liderlighed, denne interzone af idiosynkrasier, hvor pigerne kan læse vores beskidte tanker og lugte en tegnebog på 20 meters afstand.

"100 euro!" svarer hun uden at blinke, da jeg til sidst spørger om prisen; 100 euro for en "solution rapide". Yderst rimeligt, ne c'est pas, selvom jeg derudover skal betale de 50 euro, et værelse koster for sådan en fræk hyrdetime på det hotel, hun forklarer, at hun ”plejer at bruge”. "D'accord?" driller hun, sikker på mit svar, tilfreds med sin egen forførelseskraft, og tager mig derefter fortroligt under armen, da vi begynder at gå den modsatte vej, tilbage ad Rue St-Denis, som var vi et andet kærestepar, der skulle på café, i biografen eller ud at spise sammen. D'accord, absolutement!

 

( …)

 

I den blå time, når ekspedienterne én efter én rullede de metallisk knirkende skodder ned foran tøjbutikkerne i det, der om dagen er tekstilgaden Rue St-Denis, kom de faste kvinder langsomt sivende frem fra porte og døråbninger, sidegader og baggårde, næsten som skygger, der kun gradvist blev fortættet i dunkelheden. Mange af dem så mørke, at de – bortset fra det hvide i øjnene og deres tænder, når læberne skiltes i lokkende smil - faldt i ét med baggrunden. Sorte huller af seksuel energi, hvor mændenes lyst snart ville implodere, mens kroppe filtrede sig sammen i en rus af sved, stønnen og sekreter i løbet af nattevagten.

Butiksejerne og ekspedienterne stod nogle gange et kvarters tid bagefter og fik sig en smøg og sludrede med de kvinder, der arbejdede på fliserne foran deres lokaler efter deres lukketid. En af butikkerne hed PUSSY, og at dømme ud fra sammenfaldet imellem denne butiks vinduesudstilling af leopardnederdele, paillet-toppe, lakkorsetter, minikjoler og frækt lingeri og så ludernes typiske ’arbejdstøj’, når de mødte op til en ny aften, fik de solide rabatter derinde. Det virkede, som om de sagtens kunne finde ud af at deles om kvarteret - dem, der solgte tekstiler, og dem, der solgte kroppe (hvor enhver handelsstandsforening i Danmark ville gå til kamp mod denne svøbe i samme øjeblik, den første luder stillede sig op med håndtasken foran den første af deres medlemmers butikker) - og hvem ved, måske betalte de sidstnævnte for tøjet i naturalier? Heller ingen af de andre almindelige parisere, der boede i lejlighederne oven på og efterhånden kom dryssende hjem med børn, indkøbsposer, blomsterbuketter, vinflasker og baguettes under armene, virkede dog til at være i nogen synlig konflikt med les filles professionelles på dette mytologiske par kilometer asfalt imellem facadernes dobbelte række af røde neonblink. Sådan nogle som den omkring 30-årig kvinde med de to små børn i skoleuniform og deres løbehjul, der standsede for at sige hej til en midaldrende, hærget gadeluder i en gyselig, alt for stram pink kjole, lænet nonchalant op ad selvsamme yngre kvindes dørstolpe med en dampende Gitane uden filter imellem rødmalede vampyrlæber, da jeg spadserede forbi i skumringen: ”Nå, hvordan går det så - er der gang i omsætningen? Det går da nogenlunde, tak, men der er ikke rigtig nogen mænd på gaden endnu ... Jamen så godaften, vi ses i morgen!”

Denne lille, rituelle udveksling af høfligheder, denne banale stump konversation brændte sig fast i hukommelsen til længe efter reportagerejsen til Rue St. Denis, muligvis ikke mindst, fordi den yngre kvinde med ungerne og løbehjulene agerede så naturligt naboagtig over for en prostitueret, som virkede en anelse skræmmende, selv på en ellers hærdet gonzo-reporter. Optrinnet stod i skærende kontrast til den stærkt farvede, fordrejede og følelsesladede prostitutionsdebat, der foregår i medierne, uddannelsessystemet og parlamenterne mange andre steder i Europa i disse år, om end knap så iltert i Frankrig. En debat, hvori man generelt aldrig får lov til at diskutere emnet med nogen form for nuancer uden øjeblikkeligt at blive straffet eller lagt på is af køns- og forbudsfeministerne og abolitionisterne (og disses ikke mindre fanatiske mandlige medløbere). Slet ikke i en seksualpolitisk debat som dén i Danmark, der foregår imellem de samme få mennesker og meningsdannere år ud og år ind i en trykkoger, hvor risen brænder på på bunden, meningen altid er på nippet til at koge over og låget konstant ved at springe af. Alene ordet ”gadeprostitution” eksponerer automatisk 70’er-socialrealistiske associationer om forhutlede junkier, der sutter pik på fede, ulækre, gamle mænd i urinstinkende kælderskakter eller på usle værelser fulde af pizzabakker, guldbajerflasker, brugte kanyler og sodsværtet, sammenkrøllet sølvpapir …

Gadeluderen er ikke bare – som alle os andre – ludere for Manden og Systemet i en større betydning i det kapitalistiske samfund, hvor alle lønslaver og små selvstændige dagligt jo må sælge ud af krop, sjæl, tid, intimitet og selv de helligste principper for at få smør på brødet. Nej, gadeluderen er vores allesammens luder, kapitalismens perfekte syndebuk, hvis jobbetegnelse i sig selv er et af de groveste skældsord, man overhovedet kan bruge om andre mennesker, når man mener, de har ’solgt ud’, mistet deres værdighed, indgået en pagt med djævlen, forbrudt sig mod fællesskabet eller overskredet enhver form for decorum. At være gadeluder er at være villig til at sælge sig selv til højst bydende til enhver tid. At være gadeluder er at sælge sig selv billigt på den mest vulgære, fornedrende måde. At være gadeluder er at lade sig kneppe af selv de stoddere, man på alle måder afskyr, så længe de har et par pengesedler tilbage i bukselommen efter drukturen. At være gadeluder er at være den ultimative punker, nigger, outsider (og dét er i sandhed blottet for nogen som helst form for ”Pretty Woman”-romantik). At være gadeluder er at være selv de prostitueredes luder, dullernes slut, tævernes tøjte og alle faldne kvinders prügelknabe. At være gadeluder er sågar mere utilgiveligt end at være forbryder, bums eller junkie, for at være luder er på én gang at være både kriminaliseret, latterliggjort og dæmoniseret som dem, men samtidig også være et offer, som mange andre har ondt af: Forbryder, klovn, taber og offer i samme tragiske figur, der hver dag må vakle op og ned af sin egen Via Dolorosa med nedslået blik, høje hæle og vrikkende balder - i spidsrod mellem begærende, forargede, empatiske eller hadefulde øjne fra alle sider – med sin alt for kraftige sminke, alt for røde læbestift og alt for nøgne, alt for blottede og alt for frivolt udstillede krop i sit alt for kulørt usmagelige, alt for stramt siddende tøj for at finde den magiske flise og den næste kunde.

De værste blikke af dem alle er for gadeluderen de indledningsvist medlidende af slagsen fra langt bedre stillede, men jævnaldrende kvinder med pænere hud, mere diskret makeup og dyrere, enten mere stilfuldt eller mere afslappet tøj, der er på vej hjem på cyklen med ungen fra børneinstitutionen, på vej i bilen hen for at møde den søde, følsomme og fornuftige kæreste eller på vej til fods ned på en hyggelig, varm café efter studie eller arbejde for at møde veninderne over et højt glas latte. De kvinder, der med en undertrykt indre rystelse pludselig atter mærker det afmægtige raseri, de selv har oplevet nogle enkelte gange i deres liv, når mænd har anvendt magt over for dem, taget sig friheder i deres svage øjeblikke eller prøvet at kontrollere dem generelt, som om de var uvorne børn, der ikke kunne finde ud af det selv. De kvinder, hvis medlidenhed derfor allerede i forbifarten - som i en spontan selvforsvarsmekanisme - når at forandre sig fra en vis genkendelse til bitter skuffelse over luderens egen selvdestruktivitet eller spontan vrede på de mænd, der helt sikkert har gjort hende til dén, hun går dér og er i al sin pinlighed. De kvinder, hvis indledende søstersolidaritet således ubevidst siver ned igennem deres ellers sunde, velplejede og materielt forkælede kroppe, filtreret igennem tidligere ydmygelser, nederlag og skuffelser i sex- og kærlighedslivet som en bitter gift, der vender sig i maven og kommer tilbage ud af munden med de hårde ord om politi, kontrol, overvågning og forbud mod prostitution sagt med lidt for skarpe, metalliske stemmer ...

”Sådan noget svineri skal mit barn fandeme ikke vokse op med!” eller ”dét vil jeg altså ikke se på i mit kvarter!”, som de nærmest snerrer, når de senere diskuterer den fortabte, fremmede kvinde fra flisen i Skelbækgade eller Istedgade med veninderne på caféen eller kæresten derhjemme. Fordi de skammer sig på hendes vegne og skammer sig på deres køns vegne. Fordi hun i modsætning til dem er en levende hån imod det forgangne århundredes kvindefrigørelse og alt det, deres mødre har kæmpet ved fronten som rødstrømper for. Fordi hun viser tilbage til dem selv og alt det, de skjuler for børn, veninder og kærester, når de kortvarigt spejler sig i hendes fuldstændigt skamløse seksualitet og få sekunder efter tænker ”dén billige luder ...”

Jeg forstår egentlig godt disse yngre danske kvinder. Forstår i hvert fald godt deres voldsomme instinktive utilpashed over for sådan en ellers hverdagsagtig konfrontation med et dybtliggende, feminint mareridt om at miste kontrollen over liv, køn, krop og kusse på grund af mænds dominans, magtudøvelse og seksuelle overgreb. Forstår i hvert fald godt, hvorfor de ikke kan diskutere dette tema med nogen form for objektiv neutralitet, så længe der ikke er fuldstændig ligestilling mellem kønnene i alle samfundsmæssige sammenhænge.

Men forstår disse yngre danske kvinder omvendt, hvorfor gadeluderen måske slet ikke ønsker deres lunke solidaritet, hjælp eller indblanding i sit liv, hvor kaotisk og fucked-op det end måtte virke set fra en mere konventionelt borgerlig position? Forstår de, hvorfor hun måske endda opfatter dem som potentielle fjender på samme måde som politifolk, socialrådgivere, Reden-missionærer eller sensationshungrende journalister? Og forstår de samme kvinder i yderste konsekvens, hvorfor jeg – fra en tredie position og en ganske anden tilværelse end deres, selvom vi lever dør om dør i den samme by – lige så lidt som dem er i stand til logisk, neutralt og lidenskabsløst at diskutere f.eks. en kriminaliserings- og forbudstankegang omkring prostitution, som for mig føles som lige så ydmygende et overgreb på (eller rettere sagt: indgreb i) min personlige seksualitet, som synet af prostituerede på Vesterbros gader virker på deres? Og hvad ville pigerne i Skelbækgade eller hende den hærgede, gamle old school-tøs med vampyrlæberne, smøgen i kæften og den rædselsfulde lyserøde kjole i Rue St. Denis mon sige til deres forsvar til sådan nogle yngre, moderne kvinder som de ovenstående og sådan nogle halvgamle, umoderne mænd som jeg, hvis de for første gang nogensinde fik lov til selv at sætte ord på tanker, følelser og kontante erfaringer fra alle de blå timer på hver deres egen Boulevard of Broken Dreams?!

 

( …)

 

Røde nætter i Paris: Det var, som om jeg så bedre, skarpere, med et røntgenblik for selv tilsyneladende ubetydelige detaljer, iagttagelser og bevægelser i periferien af synsfeltet, når jeg gik igennem det røde, pulserende lys i Rue St-Denis: En form for alternativ, psyko-seksuel night-vision, muteret frem efter alle disse år i denne midnatsverden?

Jeg var i hvert fald blevet suget længere og længere ind i centrum af det røde lys i Paris, L.A. og Bangkok, ja, overalt hvor jeg kom eller for den sags skyld hjemme på Vesterbro; magnetisk tiltrukket af de anæstetisk smilende, let tilgængelige piger. Af drømmene, kusserne og historierne. Af følelsen af at forlade den statskontrollerede, kapitalistiske Big Mother-virkelighed, hvor alt er overvåget døgnet rundt, og bevæge sig ind i en slags autonom, men ultrakapitalistisk outsiderzone, hvor vi i det mindste havde en illusorisk ret til at købe og sælge, bytte og udveksle de fleste former for sex; til at udleve vores erotiske lyster og iscenesætte vores romantiske længsler som vi ville (så længe det holdt sig inden for en vis lovmæssigheds rammer).

Oprindeligt blev jeg - som ellers så mange andre forfattere og journalister - ikke fascineret af denne tabuiserede outsiderzone, fordi jeg havde nogen ambition om at afsløre en eller anden form for ’Sandhed’ ved at kaste forklarelsens lys ind imellem angiveligt ulykkelige menneskeskæbner i dens set udefra så dybe, dybe eksistentielle mørke. Jeg kastede derimod mig selv ind i det mørke i stedet for ved at forsøge at skrive fordomsfrit empatisk om miljøet og menneskerne derinde på baggrund af personlige erfaringer, oplevelser og indsigter. Senere blev jeg vistnok hængende i dette mørke, fordi jeg prøvede at glemme en eller anden ulykkelig kærlighed og forsvinde fra en hverdag, der selv i dagslys virkede mere og mere fremmedgørende i forhold til min virkelighed. Efterhånden blev turene derind længere og på alle måder dyrere, fordi jeg var nødt til nære det grådige, sorte hul indeni med sex, sprut og stoffer for overhovedet at kunne holde sammen på en tiltagende kaotisk tilværelse udenfor, når jeg i perioder vendte tilbage til ’virkeligheden’. Og til sidst havde jeg næsten ikke andre steder at forsvinde hen eller nogen anden slags mennesker end dem derinde at tale med efter mørkets frembrud, fordi de var nogle af de eneste, der forstod mit sprog. For jeg var begyndt at tænke, tale og skrive på rotvælsk, en art begærets esperanto, som kun blev talt af de udsatte og de indviede: Af luderne og alfonserne, pusherne og hustlerne, gangsterne og junkierne og vildfarne sex- og slumturister, på flugt fra middelklassetilværelsen ligesom jeg, på alverdens gadehjørner, horehuse, natbeværtninger, pornoklubber, narkobuler og stripteasebarer. En krypteret kommunikation på Le Code Noir; en kode, som jeg allerede ubevidst skildrede i en af novellerne i min bog ”Pussyland”: ”Var blevet ved med at gå ned af en gade, jeg skulle genfinde i mange andre storbyer, i årene som fulgte. ( … ) En gade, hvor ord og penge, kærtegn og sekreter blev udvekslet af nødvendighed. En gade, hvor sproget var det samme, ligegyldigt på hvilket kontinent man befandt sig. En gade, hvor jeg kendte vejen uden at behøve at se på et kort. En gade, hvor kærligheden ikke kostede nær så meget som i det liv, jeg bagefter vendte tilbage til – uden andet end telefonnumre i lommen, som det ikke var meningen, jeg nogensinde skulle ringe op …”

Således var jeg hurtigt begyndt at føle mig hjemme i kvarteret omkring Rue St-Denis. Meget hurtigere end hvis jeg havde taget ophold i en af de dér pæne, rolige villaforstæder eller et af de dér fine, historiske byområder, hvor jeg altid følte mig som en torn i øjet på alle dem, der stirrede mistænksomt tilbage, som om jeg var en fremmed steget af toget i en westernfilm, selvom de mennesker stort set havde den samme baggrund som jeg selv. I det røde lys betød sådan et overfladisk demografisk fællesskab ingenting. I det røde lys kunne man ligesom se lige igennem solbriller, tøj, hud, tatoveringer, guldkæder, piercinger, knogler og indvolde med sin night-vision, helt ind til alt det hemmelige og udefinérbare på den anden side af natten, og derfor genkendte folk som os hinanden overalt. Efter en uge hilste de fleste af gadehjørnealfonserne, sexklub-dørmændene og pornobiksindehaverne da også, når jeg nikkede høfligt ”bonjour”, og pigerne holdt op med at tiltale mig aggressivt, fordi jeg var gået forbi dem så mange gange, uden at lade mig lokke til noget, men dog altid med et smil og en venlig bemærkning på læberne. Jeg var kommet ind fra kulden. Jeg følte varmen fra det røde lys indeni. Jeg kendte kvarterer som disse som min egen bukselomme. Jeg var selvfølgelig en outsider her, men de lokale playere havde med deres hilsener anerkendt, at jeg var også var en slags player, der åbenbart tjente penge på at hustle på én eller anden raffineret måde, som de ikke umiddelbart kunne gennemskue, men som var cool nok, så længe jeg da ikke hustlede dem. Hvilket jeg kendte min plads, lavt i hierarkiet, godt nok til så meget som at forsøge.

Et eller andet sted var det jo i overført betydning rigtigt, at jeg hustlede lige så meget som en parisisk alfons og var lige så meget luder som hans piger henne på det skarpe hjørne – bare i modsætning til dem på en legal og lovlig måde som medieluder: Mainstream-journalistik for store danske aviser og magasiner handlede om at sælge sig selv og sin sjæl for en byline; om at sælge løgne, fordomme og illusioner camoufleret som ’objektivitet’ på spaltemilimeter; om at udnytte og tjene penge på andre menneskers skæbner uden tid til personlige nuancer før den næste deadline. Hvad var forskellen ud over den åbenlyse imellem min og deres sociale status, hvis man sådan satte tingene på spidsen?!

Der havde efterhånden været så mange røde nætter i så mange forskellige storbyer. For mange røde nætter i for mange forskellige storbyer til at jeg havde nået at få sjælen med på hele rejsen og hjem igen endnu. Var ved at være træt af disse velkendte grænseoverskridelser, som for mig var blevet en normalitet, en måde at leve (eller overleve) på. Røde nætter over hele verden. Røde nætter tur-retur. Det var bestemt ikke bare en poetisk metafor: Jeg var blevet rød indeni. Der havde været rigeligt at skrive hjem om, men ikke meget at prale af, og jeg følte for første gang i mange år, at jeg var ved at nå til vejs ende i dette univers, hvor endeløst og grænseløst fascinerende det end kunne virke for den uindviede, udefra. Jeg havde efterladt mig et spor af DNA (til ”C.S.I.”-teamet!) i intimkabiner, pornokældre og gogo-barer fra Pigalle til Patpong. Jeg havde rejst mig fra de dér knirkende senge i de dér snuskede værelser og vendt mig bort fra de dér nøgne kvinder (eller transer eller … ), som allerede havde været i fuld gang med at rulle det brugte kondom ind i en kleenex og lægge ny læbestift for at gøre sig klar til den næste kunde, så helvedes mange gange, at jeg ikke havde tal på det. Som sagt: Der var nok at skrive om, bestemt, men ikke meget at prale af …

Inderst inderst inde troede jeg vel, at jeg omsider havde fået nok af dén scene og det dér natteliv, men min hjerne havde åbenbart ikke fanget signalerne fra kroppen. Nu om dage gik jeg oftest ellers bare forbi, når jeg var i de gader i sådan nogle kvarterer, hvis jeg var endt der ved et tilfælde; nu om dage gik jeg tit bare videre, selvom fascinationen var der, og selvom jeg intuitivt fornemmede desperationen i deres blikke, forstod nuancerne i deres signaler og kunne fortolke ægtheden af deres smil, løfter og bryster på rygmarven. Eller måske var det lige omvendt snarere, fordi jeg på samme måde f.eks. var i stand til at høre deres kollektive stønnen og mumlen igennem mure af beton, at jeg som en søvngænger måtte vende tilbage til disse magiske steder igen og igen, så snart mørket faldt på og hotelværelserne blev for trange til, at jeg kunne trække vejret på dem? For når jeg først var dér, føltes det alligevel hver eneste gang som at gå igennem videofilm fra min egen hukommelse med soundtracks fra min egen underbevidsthed, der vækkede selv de dødeste synapser og nervespidser knitrende til live.

Ensom var jeg aldrig i et red light district, for vi kendte i en vis forstand alle sammen hinanden, os, der var vant til at hænge ud der - på et blik eller en gestus, noget ved kropssproget, en bestemt type tatoveringer og smykker? Tit kendte vi endda hinanden bedre, end tilfældet var med selv vores nærmeste slægtninge, partnere eller venner, fordi vi havde gjort ting sammen, som de aldrig ville komme til at gøre med os. Således var vi vel alle en slags fremmede på denne rejse igennem lange nætter mod nye morgener og nye håb; en slags brødre og søstre i synden, der gensidigt havde brug for hinanden. På trods af hvad så mange af vores medmennesker åbenbart mente, at vi burde gøre, skammede vi os sjældent. I midnatsverdenen var der i modsætning til ude i den normale, daglige tilværelse ikke noget at skamme sig over, for imellem folk som os var der ingen hemmeligheder, ingen løgne, ingen masker, fordi vi jo allerede kendte – eller i det mindste instinktivt genkendte – hinanden på la code noir som katte i mørket.

 

( … )

 

Døren står på klem til badeværelset. Fra sengen kan jeg se Kaysha eller Caisha vaske sig mellem de mørke lår, siddende overskrævs på bidét'et, nynnende en ubekymret melodi, en strofe fra et af døgnets digitale hits. Findes hun virkelig, den værste og styggeste af alle klichéer: Den lykkelige luder? Nej, hun findes lige så lidt, som der findes lykkelige forfattere og journalister, lykkelige buschauffører, lykkelige boganmeldere, lykkelige julemænd, lykkelige gymnasielærere, lykkelige rengøringskoner, lykkelige Lotto-millionærer, lykkelige forbudsfeminister, lykkelige kassedamer eller lykkelige blikkenslagere. ”Det lader sig absolut ikke gøre at måle andres lykke,” som Simone de Beauvoir skrev i ”Det andet køn”, ”men intet er lettere end at betegne den situation, man vil påtvinge andre, som lykkelig.”

Lad os derfor hverken påtvinge Kaysha/Caisha vores koncept om lykke eller vores ditto om ulykke; lad hende selv træde ind i dette rum ... Den unge, mørke skønhed fra Elfenbenskysten, der sidder så fredeligt og skyller sit indre på badeværelset, er sandsynligvis kommet her til Europa på nogenlunde samme måde som så mange andre piger imellem 18-20 og 28-30 år fra et kontinent, som den hvide, vestlige verdens regeringer og koncerner i disse år er ved at dræne definitivt for værdier og råstoffer – og indirekte: for yngre kvinder i den fødedygtige alder. En ældre forretningsmadamme fra en af storbyerne langs den vestafrikanske kyst, der rekrutterer Europas seksuelle gæstearbejdere, havde givet Kayshas/Caishas formodentlig ludfattige, uuddannede forældre i landsbyen et tilskud til pensionen for at få deres datter sendt nordpå for at arbejde som ”danser” eller ”værtinde”, som Big Mama eufemistisk ville have beskevet det job som stripper eller natklubprostitueret (eller på et gadehjørne), den slags piger skulle få, når de landede i Paris, London, Barcelona, Frankfurt, Milano, Wien, Berlin, Oslo eller København, hvor den ældre afrikanske kvindes kontaktpersoner havde afhentet dem i lufthavnen, indkvarteret dem på et lejet værelse, konfiskeret deres pas – og stukket dem en regning med rockerrenter for fremskaffelse af disse pas og visumansøgninger i hjemlandet, flytransport (med returbillet), ’administration’ og husleje i de tre måneder, et turistvisa til Det Forjættede Land varede.

En pige som hende hér har aldrig været naiv nok til at tro, hun skulle til Paris for at danse jazzballet eller servere i en pizzarestaurant, men hun har alligevel sikkert heller ikke forestillet sig, at det, hun indtil da med den unge piges videbegærlighed havde set som et fantastisk eventyr og en utrolig mulighed for at spare nogle penge sammen (til en lille tøjbutik i den nærmeste større provinsby derhjemme?), skulle betales af med afdrag, før hun selv kunne tjene en øre. For først når hun har betalt for sine udgifter til Big Mamas folk – dem, vestlige medier så melodramatisk altid omtaler som ”bagmændene”! – får hun leveret passet tilbage, så hun eventuelt kan flytte sammen med en veninde eller finde et andet værelse til sig selv, og så hun i øvrigt er i stand til at komme og gå som hun vil de dage, hvor hun ikke har lyst til at arbejde i Rue St-Denis. Det ville være en hån imod en pige med så megen personlig integritet og ’gadeintelligens’ som Kaysha eller Caisha at kalde hende for en ”sexslave”, sådan som danske journalister konsekvent ville gøre, men hun har på den anden side næppe heller trukket den store jackpot - selvom sådan en afrikansk pige, hvis hun arbejder hårdt nok til hurtigt at få betalt sin regning (og derudover holder sig fra byture, stoffer, spillecasinoer og mærkevaretøj- og tasker!), på tre måneder kan tjene rigtig, rigtig mange penge i forhold til, hvad hun ville kunne tjene sammenlagt igennem flere år i et civilt job i sit hjemland …

Nej, det er slet ikke dét, det handler om. Selvom det for den, der aldrig har været i situationen - eller måske omvendt engang i en brandert har haft en dårlig oplevelse på sådan et hotelværelse med en pige som hende - kan lyde absurd, er der kun ét adjektiv i mit vokabularium, der kan beskrive denne unge afrikanerinde fyldestgørende netop nu: Værdighed.

Der er ikke noget værdigt over ham, jeg kan se i spejlet på skabslågerne ved siden af sengen - ham med det rødmossede ansigt, den bulnende bodegavom, det blege kød og den halvstive pik rejst over en skygge af kønsbehåring. Det er ham, der er skurken i fortællingen, fordi han udnytter en fattig immigrant fra Afrika seksuelt, hvis nogen skulle være i tvivl. Pigen nede fra gadehjørnet derimod, hun skyller ud, lukker døren til badeværelset bag sig, skrider graciøst igennem rummet, klæder sig af, ordner sit tøj på stoleryggen, løsner de to funky hårtotter op i et stort afrokrus, smiler beroligende og inspicerer mit lem imellem to lange, purpurmalede negle, netop med en værdighed som en afrikansk prinsesse på selve bryllupsnatten. Jeg husker pludselig de Camilla Paglia-agtige linier i William Saroyans novelle "Sleep In Unheavenly Peace", hvor forfatteren - i en skildring af et tilsvarende gadeprostitutionsmiljø - taler om piger værdige som præster, der forretter hellige ritualer. Om piger, man aldrig må betragte som trivielle, fordi det er umuligt at være triviel, når man er så tæt på mandens største, mest private hemmeligheder. Sådan er det, når det er bedst, i denne intime stund, hvor begge parter i en tavs, fælles overenskomst vælger at glemme, at der indgår penge i akten. Vælger at lade, som om det ikke kun handler om sex for cash, men også om et møde imellem to sjæle i natten; om en anden form for kærlighed end den ’normale’ og ’rigtige’ ude i virkeligheden. Omend den kun varer så kort, i sin natur er melankolsk og sjældent når længere end til en knirkende seng på et snusket hotel, hvor man betaler for en time ad gangen … Kaysha eller Caisha spørger nysgerrigt, hvorfor jeg smiler, som om hun selv betragter dette som en mere alvorlig sag. ”Fordi du er så … smuk!” svarer jeg fra sengen, mens hun kravler ned til mig, glat og nøgen, grinende. ”You are complément fou!” mumler hun ind i mit blussende varme øre.

For enden af Rue St-Denis havde hende den sidste luder stået. Eller måske havde hun blot været en ganske almindelig ung pige, ventende i skumringen på kæresten eller veninderne ved trappen ned til Metro Strasbourg-St-Denis, mens hun knævrede i mobiltelefon på et gutturalt, afrikansk sprog og legede distræt med guldkorset om den slanke, sorte hals. Indtil jeg kom forbi - den allersidste aften i Paris.

Blackout …