Kontakt Henrik List - henrikvonlist@gmail.com
Red StripeKØB TILBAGE TIL TANGERKØB KÆRE FUCKING DAGBOGKØB PUSSYLAND EXPRESSFlavour

Pussyland

Ny, remixet udgave af Henrik Lists hårdkogt humoristiske og gonzo-selvbiografiske kultnovellesamling, der oprindeligt blev udgivet i 2001, men længe har været udsolgt. Indeholder spoken word-cd’en ”Pussyland Connection” med List, Jokeren, Dj Wunderbaum og jazzbassisten August Engkilde.

Ti prosatekster om en ung dansk forfatter-wannabe’s (anti)dannelsesrejser igennem 1980’ernes og 90’ernes Amerika; a walk on the wild side og en tur op og ned ad De Knuste Drømmes Boulevard med speederen i bund og masser af sex, drugs & rock’n’roll!

Historier om amerikanske drømme og mareridt. Historier fra illusionernes og virkelighedens … Pussyland!

Læs mere hér: www.pussyland.dk

Download cd’en ”Pussyland Connection” separat som mp3: http://ennybog.dk/vis/lydbog/pussyland/

***

Anmelderne skrev om ”Pussyland”
(opr. udgivet på forlaget Rosinante, 2001):

 

"Bør stå på enhver mands stigereol ved siden af en halvtom flaske Jack Daniels, en videokopi af 'Taxi Driver' og en slidt Bukowski-paperback." (Tonny Vorm, Euroman/Information)

 

"Jeg læste Pussyland straks, da den udkom. Fed bog, meget velskrevet. Nu har vi endelig en dansk Bukowski." (Peder Bundgaard)

 

"Henrik List skriver så det gnistrer ( … ) Man er aldrig sikker, og dermed pirrer bogen gevaldigt og lykkes godt som litteratur." (Nikolaj M. Lassen, Weekendavisen)

 

"Dette jeg skriver forbandet godt og bogen læses i et sug." (Frank Esmann, Berlingske Tidende)

 

"En underholdende tour de force, Henrik List byder op til - i landet, der flyder af coke og kusse." (BT)

 

"List er en meget cool fortæller der med sin nøgterne og registrerende stil gør, at historierne fra den hårde underverden ikke bliver for meget og i hvert fald aldrig bliver kedelige." (Anne Mette Liedecke, Fyens Stiftstidende)

 

"Et stykke stemningsmættet, sexet pulp fiction i en smuk pinkfarvet indbinding." (Jyske Vestkysten)

 

"Nogle gedigent godt fortalte historier. Sjove, fine og langt ude. En følsomhed og hudløs ærlighed, der er mere end almindeligt sympatisk, rodet ind i denne dampende keddel af øl, sæd og hårdt, elektronisk pumpende hornmusik …" (Chili)

 

"Samlingen er skræmmende, dragende, letlæselig og frem for alt hyle morsom." (Tjeck)

 

"Det er nemt at lade sig rive med. Begærligt at sluge de stilsikre passager med svulmende røvballer i stormaskede strømper på motelværelser, mens man skæver skyldbetynget hen til kæresten i sofaen. For et øjeblik at tænke: ’Yes, jeg gør det sgu. Skide være med prioritetslån og pensionsordning, jeg tager af sted — nu, om et øjeblik, efter aftensmaden.’" (Litteraturtidsskriftet Standart)

 

***

 

Anmeldelser af ”Pussyland Connection”-cd’en
(opr. udsendt af pladeselskabet Better Reason Records, 2002)

 

"Man fornemmer også i musikken en lurende, skurrende og småtruende dysterhed, der spiller godt op imod novellernes undertiden yderst veltilrettelagte oneliner-agtige stil." (Weekendavisen)

 

"Historierne er i den grad fortalt på gadeplan. Og det i et sprog så råt og utilsløret, at jeres anmelder skiftevis fik blod i kinderne og i svulmelegemerne af at lytte til det." 5 stjerner (Gaffa)

 

"CD-projektet ’Pussyland Connection’ driver af testosteron, dunkende begær, stoffer og væsker af enhver art." (BT)

 

"Musikken giver Henrik List et rytmisk rygstød og teksterne mere krop og sjæl. Fortællingerne har et fint pulsslag og rejser sig med sine mange maleriske detaljer let fra papiret som en levende og billedrig reportage." (Berlingske Tidende)

 

***

 

Uddrag af titelnovellen ”Pussyland”:

 

»... she was not even thinking about money for the moment but the thrill of making him see her as she wanted to be for all these lonely men whose greed of lust was nothing but an aching prayer for beauty ...«

 

(William T. Vollman: »Whores For Gloria«)

 

Dampen steg i flere meter høje søjler op af kloakdækslerne på 8th. Avenue – som om det kogte og sydede under den sorte asfalt; som om man ved et enkelt fejltrin, på vej over gaden for rødt lys, kunne falde igennem et mandehul og lige ned i helvede.

Marilyn Monroe i XXXLarge havde blinket fra Times Square, da jeg lænede mig ud i den fugtige, bølgende augusthede inde fra værelsets airconditionerede kulde. Jeg ignorerede hende dér med brysterne under den hvide herreskjorte, hænderne på hofterne og de bløde lår pakket ind i et par Levi’s, skrævende over kæmpekoppen med »Eight O’Clock Bean Coffee«.

»Hvorfor går du ikke bare en tur?« havde Louise spurgt, da jeg blev ved med at kaste mig rundt i sengen – efter lidt kæleri, hun halvt i søvne verfede af sig – og jeg til sidst bare stod irriteret og gloede ud ad vinduet med en halvstiv pik i underbukserne. »Vi skal op og se Andy Warhols billeder i morgen tidlig, ikke, så jeg vil helst være udhvilet,« mumlede jeg flere minutter efter, overdøvet af sirener og motorer fra gaden tyve etager nede. For dét var noget, vi havde planlagt længe; noget vi snakkede om derhjemme, inden vi tog af sted.

 

( … )

 

Louise havde været au-pair hos en amerikansk familie nord for New York og vidste en masse om byen. Begejstret som en turistguide for en flok bondeknolde havde hun ført an på de første ekspeditioner – op på toppen af Empire State Building; hele vejen ned ad Broadway; i båd rundt om Manhattan på en timelang sejltur – bristefærdig af anekdoter om dengang, da hun var der første gang med dén og dén. Især med dén og dén amerikanske fyr fra au-pair tiden, anføreren for football-holdet og hvad ved jeg.

»Det er ligesom at komme hjem!« havde hun hylet fra Empire States observationsdæk på 98. etage og slået armene ud til begge sider, som for at favne horisonten – min egen frihedsgudinde med strålende øjne bag solbrillerne, maven presset frem mod jernrafterne, balderne struttende bagud i stramme jeans og håret blafrende i sol og vind: »I’m B-A-C-K!«

Jeg stod nogle meter bagved med ryggen op ad udkigstårnet, lettere svimmel og utilpas. Nosserne skrumpede, når blikket gled ud over kanten, ned i dybet, og jeg prøvede at beherske en vanvittig trang til at skubbe hende til side, kravle op på stakittet og springe ud. Hvis jeg ikke til sidst havde foreslået, at vi tog elevatoren, ville hun være blevet stående dér, indtil de lukkede om aftenen. Eller indtil jeg var sprunget ...

 

( … )

 

Klokken var halv tre om natten. Jeg havde købt en pakke Marlboro ­Light og en dåse Pabst Blue Ribbon i en koreaner-deli, hvor maden lå skinnende på metalfade under glødende varmelamper bagest i lokalet: Kyllingelår dryppende af fedt, asiatiske nudler, kartoffelmos, forårsruller med soyasovs, kogt broccoli, spareribs, fettucine carbonara, pølser med vrangen vendt ud igennem flækket skind, lasagne, won-tons, stegte ris med grøntsager, spejlæg, der så ud til at være lavet af plastic ....

Uden egentlig at være sulten faldt jeg i staver længe nok over buffeten til, at mundvandet rislede frem over gummerne. Så jeg opdagede jeg, at den unge koreanske fyr bag disken var begyndt at lure mistænksomt igennem sine tykke brilleglas – med den ene hånd placeret vagtsomt under kasseapparatet, måske hvilende på skæftet af en pump-gun?

Deli-maden sad i næseborene, efterhånden blandet med andre lugte fra gyder og skakter udenfor – rådnende affald, gæret urin, røgen fra min egen cigaret, når den kom tilbage nede fra lungerne og forenede sig med universet igen. Oppe på hotelværelset var der så koldt og rent, sterilt, at der ikke duftede af andet end os selv, når vi var tæt på hinanden i mørket.

Som hos en søvngænger, der langsomt vågner op og med forbavselse finder sig selv på gaden i bare tæer og pyjamas, midt om natten, vendte sanserne tilbage, kickstartet af øl og nikotin. Pludselig opdagede jeg ansigter og kroppe eksponeret i skyggerne, hørte ekkoerne af hip hop-numre fra biler, der gled forbi (»FIGHT THE POWER!«), og mærkede adrenalinen suse ud i kroppen.

Marilyn kiggede endnu stift op mod vores værelse, hvor Louise nok allerede sov, som om hun undrede sig over, hvor ham den lille fyr i vinduet mon var blevet af ... jeg havde ikke længere øjenkontakt med hende fra dette frøperspektiv. Det havde jeg til gengæld med pigerne på 8th. Avenue, flere og flere af dem jo tættere jeg kom på busterminalen og 42nd. Street, for første gang ale­ne hernede, uden guidebog eller kæreste, efter en uge i New York.

Sorte var de, de fleste af pigerne på gaden, sorte som asfalten. Lang­be­ne­de, bredhoftede og storbarmede med afrofrisurer, leopard-bh’er, hotpants; med snydeguld om halsen og gogo-støvler til op midt på lårene: Pam Grier-kloninger fra en blaxploitation-film fra 70’erne. Om dagen holdt de sig ikke tilbage, heller ikke når jeg kom spankulerende som en anden uskyldig turist med kamera om halsen og Louise i hånden, med deres »do you wanna blowjob, sweetie?!« og hvad de ellers kunne finde på. Men nu nærmede markedsføringen sig sultne rov­dyrs knurren før et angreb.

»Come back here, white boy, I got some chocolate pussy for you – let momma fuck you hard, baby!« hissede de med hæse stemmer, i ét med mørket bortset fra helt hvide øjne og tænder, og ellers kun oplyst i glimt af de røde neonrør over pornobutikkerne og de forbikørende bilers lyskegler, når de trådte frem fra deres flise. Dér hvor de lænede sig op ad en mur i pauserne: Ventende med kødet spændt op og under­livet skudt frem, læberne spidset om en cigaret og blikkene fejende til højre og venstre. Ventende med laktasker dinglende som amuletter fra løse håndled og unævnelige kropslige åbninger dampende under sminken, læderet, trusserne, hvor en mand ved et enkelt fejltrin, på vej gennem livet for rødt lys, kunne styrte sig ned i et himmelsk helvede.

Halsen føltes ru og tør; tømte dåseøllen med nakken lænet tilbage, mens jeg stod ved endnu en fodgængerovergang. Havde aldrig været sammen med en sort pige, faktisk. Hvordan ville det være at bolle med en sort pige, altså hvordan ville det være anderledes? Prøvede at huske billederne fra et bestemt pornoblad fra teenagetiden, »Black Bunnies« hed det vist, men det var svært at fokusere; den samme fornemmelse som at falde i staver over maden på delien: umuligt at vælge imellem alle de retter selvom man var nok så lækkersulten.

OK, man kunne da selvfølgelig have taget den første den bedste, ladet sig føre viljeløst ned ad en sidegade, op ad en trappe og ind på et værelse; have fundet en rulle dollarsedler frem, talt op og betalt hende; lagt sig på sengen under en roterende ventilator og set hende vride armene om på ryggen for at snappe bh’en eller corsagen op.

Men jeg gik bare videre ned mod 42nd. Street, i en trance, selvom jeg havde lyst til at sige »yes!« til dem alle sammen – og på en eller anden irrationel måde var ked af at skuffe dem, lade dem tro, at jeg ikke fandt dem tiltrækkende nok til at betale de only forty bucks. Lidt ligesom når jeg blev bange for at miste Louise, frygtede ikke at have været god nok eller opmærksom nok og derfor blev ved med at fortælle hende, hvor sød og smuk hun var, hvor meget jeg … elskede hende … indtil hun blev træt af komplimenterne og køligt skar igennem dem: »Du behøver altså ikke sige det hele tiden, vel?«

Hvis jeg slog blikket ned i en høflig afvisning, balancerende yderst på fortovskanten for at slippe forbi de sorte piger uden en konfrontation, kom de op bagfra. Åndede mig i nakken sådan helt bogstaveligt eller lod en negl strejfe huden igennem den klæbende svedige T-shirt, så en gysen sitrede fra synapserne, langs rygraden og ned i skridtet. I svimlende frit fald fra Empire State, i slowmotion mod dybet.

Der var kun mig og de sorte piger. Alle andre på gaden – taxachaufførerne, panserne, tiggerne, bumserne, nattevandrerne, matroserne, pølsemændene, dealerne, psykopaterne, junkierne, dommedagsprædikanterne med deres bibler løftet højt over hovedet – blev ligesom usynlige i varmedisen.

Drejede om hjørnet på 42nd., ind i flammehavet af neon og sirener, uden overhovedet at lægge mærke til truende blikke, sår på de fremstrakte hænder, stemmer skingre af hysteri, piller eller pulver hevet op af lommer til min bedømmelse, hvinende dæk, krykker exende under svagelige kroppe, pistoler i betjentes hylstre, smækkende døre, blodfyldte kanyler smidt omkring skraldespande. Med en følelse af, at nu, nu skulle det være, rolig og afklaret og på plads i min egen ko­reo­grafi, samtidig med at pulsen hamrede sit beat igennem kødet. Igennem mit kød, igennem pigernes kød, igennem tusinde sorte pigers duftende søde kød.

 

( … )

 

En kronraget mandsling med hareskår vekslede dollarsedlerne til mønter, siddende på sin barstol som en diminutiv, vansiret buddha bag plexiglas. Hver gang døren ud til gaden gik op, når bounceren viste en ny kunde indenfor, blev de begge badet i rødt lys fra neonskiltet på markisen, der også havde trukket mig over på den anden side af gaden som en magnet.

»Welcome to Pussyland!« messede buddhaen. »The finest meat on Manhattan, I guarantee you that, my friend ...« Han havde sagt det mange gange før og fortrak ikke en mine, da jeg høfligt svarede: »Tak, jeg er sikker på, du har ret. Min ven ...«

På den gyldne mønt var præget en dansende, nøgen kvinde omgivet af noder. Han havde omhyggeligt forklaret, at de mønter, de var den gangbare valuta her i Pussyland. Hvad man fandt ud af med ‘drikkepenge’ til pigerne i peepshow-kabinerne, det var en privat sag, som han udtrykte det med pokerfjæs. Mønterne var et sesam-sesam for at få dørene til at åbne sig, men hvis man ville gnide på den magiske lampe, skulle der stadig kontanter til oveni.

Mænd sneg sig langs væggene med bortvendte ansigter og hænderne begravet i lommer klirrende af disse mønter. Der var lummert, men ikke så varmt som ude på gaden. Igennem en pornobutik med dildoer og blade; så gange med intimkabiner, solobiografer med videoskærme; derefter en stripbar, hvor man kunne sidde med en drink ved scenen. Der var bare ingen dansere deroppe, kun en discokugle drejende om sig selv i loftet, som en snes mænd sad og kiggede sløvt på, uden at sige et ord til hinanden, mens Madonnas »Like A Virgin« bragede ud i rummet.

Jeg fortsatte op ad trappen og mærkede gummisålerne synke i et tykt, svampet tæppe af en ubestemmelig kulør. En lang gang med røde vægge, taget ud af en freudiansk ønske­drøm, men med en anden energi, en anden spænding i luften. Måske fordi der gemte sig levende kvinder, ikke blot flimrende videobilleder, bag peep-hullerne. Umiskendelig i hvert fald, denne hørm af sæd, parfume, kvinder, sved og desinfektion. Jeg lukkede øjnene og inhalerede, som var det dén lugt, jeg havde snuset mig frem efter fra hotellet og ned ad 8th. Avenue.

En rød lampe var tændt over de optagede kabiner. På vej ned imellem de mange tændte lamper overhørte jeg stumper af konversation, hosten, bankelyde, små hvin, stønnen (»come on bitch, yes, yes, YEEES!«) og eksplosioner af latter bag dørene. En gammel sort mand vaskede gulvet i en tom kabine med en moppe. Han havde walkman på og bevægede hovedet i takt til sin egen musik, fjernt fra begærets pulsslag.

Endelig en dør uden tændt lampe eller rengøringsmand. Jeg holdt vejret og trådte ind i et stillestående mørke suget tomt for ilt og lys, næsten blind et øjeblik, lyttende til blodets susen i hovedet og mønternes raslen mellem fingrene. Fik øje på sprækken af lys under lugen, en taburet midt på gulvet, et par sammenkrøllede kleenexer og et enkelt kondom, tungt af mælkehvid væske, sparket over i hjørnet – dér hullet til mønterne, ligesom i en enarmet tyveknægt. Jeg smed den første mønt i med let rystende hånd. Jackpot, lugen hævede sig langsomt, mekanisk knirkende op ...