Kontakt Henrik List - henrikvonlist@gmail.com
KØB PUSSYLAND EXPRESSFlavourRed StripeKØB KÆRE FUCKING DAGBOGKØB TILBAGE TIL TANGER

OVERSÆTTELSER


Charles Burns: ”Kuben”. Graphic novel (Fahrenheit, 2015). KØB

Joe McGinniss Jr.: ”Escortchaufføren.” Roman (Hovedland, 2010). KØB

Dennis Cooper: ”Min løse tråd”. Roman (Tiderne Skifter, 2006). KØB LÆS MERE NEDENFOR

Richard Flanagan: ”Den ukendte terrorist”. Roman (Tiderne Skifter, 2008). KØB LÆS MERE NEDENFOR

Robert Wilson: ”Rekviem i Andalusien” (C&K, 2011). KØB

Arundhati Roy: ”Menigmands guide til Imperiet”. Essays (People’s Press, 2005). Udsolgt

 

***

 

Om Richard Flanagans "Den ukendte terrorist"

Den ukendte terrorist deler tema med Heinrich Bölls roman fra 1974 Katarina Blums tabte ære – filmatiseret i 1975. Ligesom Bölls roman beskriver, hvordan tysk tabloidpresse og politi smadrer kvinden Katarina Blums tilværelse i jagten på RAF-terrorister i datidens paniske klima i Vesttyskland, skildrer den australske forfatter Richard Flanagan frygtiscenesættelsen og mediernes menneskejagt i nutidens Sydney.

”Dukken” – en ung stripper på en sexklub i Sydneys red light district – har haft en hed nat med en mand, der viser sig at være hovedmistænkt i et planlagt terrorangreb. Deres forbindelse er blevet observeret på overvågningskamera. Billederne udsendes på tv og bliver starten på en spiral af begivenheder, som får hendes tilværelse og drømme til at smuldre.

Fra den ene dag til den anden er hun ikke alene blevet Australiens mest jagtede og farlige kvinde, hun er også dømt på forhånd af en hysterisk og sensationshungrende presse. I stedet for at melde sig selv til politiet, vælger hun at gå under jorden.

Richard Flanagan er født i 1961 og opvokset i Tasmanien. Han har skrevet flere romaner. På dansk udkom i 2004 Goulds bog om fisk, fik i 2002 den engelsksprogede litteraturs største anerkendelse, da den modtog den prestigefyldte Commonwealth Writers Prize. Den er udgivet på mere end 30 sprog.

Goulds bog om fisk er meget, meget barsk ind imellem, men også morbidt morsomt og forrygende velskrevet.” – B.T.

”En frit strømmende og på enhver måde uhæmmet og original bog, der ikke ligner ret meget andet... Den har sin egen vitale originalitet og er et både læseværdigt og vægtigt værk.” – Berlingske Tidende

 

 

 

***


Sex og bomber

(Richard Flanagan: Den ukendte terrorist, Oversat af Henrik List)

AF TONNY VORM


En stripper efterlyses for terrorisme i Richard Flanagans grovkornede satire
Hvorfor tager folk sådan på vej over terrorisme? Bortset fra den umiddelbare nydelse ved at købe en dyr taske, tage stoffer og dyrke sex har vores samfund jo efterhånden intet at byde på, når det kommer til stykket.
Det er i hvert fald den moralske pointe i australske Richard Flanagans (født 1961) nye roman, Den ukendte terrorist, der skitserer en verden uden menneskelige værdier og genremæssigt placerer sig et sted mellem satiren og thrilleren.
Hovedpersonen er en 26-årig stripper, der en dag vågner op og ser, at hun er efterlyst for terrorisme. Gina Davis, der kaldes Dukken, er single, småracistisk, kynisk og travlt optaget af at spare op til udbetalingen til en lejlighed. En nat møder hun en pæn fyr ved navn Tariq, som hun dyrker hed sex med. Dagen efter sendes billeder af de to på vej ind i hans opgang ud på nationens tv-kanaler, fordi Tariq ifølge politiet er en eftersøgt terrorist med planer om at bombe Sydneys olympiske stadion.
Inden Dukken får mulighed for at forklare sig, er strømerne, politikerne og ikke mindst medierne på jagt efter hende.
Forrest går den midaldrende journalist Richard Cody, der sætter alt ind på at tilbageerobre sit job som nyhedsvært fra en tilfældig blondine ved fortælle Dukkens historie - og "for fanden en historie, det ville blive! Sikke seertal de ville få! Historien havde jo alt - sex, politik, endda bomber!"

Fuld af had

Hvad Dukkens historie også handler om, er incest, et dødfødt barn og en voldelig mand, der i øvrigt er blevet dræbt i krig, for i Den ukendte terrorist er det hele i den grad sat på spidsen og skåret ud i pap, så ingen er i tvivl om, at vores stakkels heltinde har mistet det vigtigste i livet, nemlig kærligheden. Den verden, hun må flygte fra, har derfor skabt "en løgn om, at hun var fuld af had og kun fortjente had til gengæld. Had skulle jages med had, indtil det blev fundet og ødelagt," som det hedder i Henrik Lists suveræne oversættelse.
Satiren kammer over og tager brodden af alvoren flere steder - en efterretningsleders formaning om at folk har brug for skræmmebilleder; sexklienten, der sidder i kørestol og samler på souvenir fra folkemord - men efter sidst at have begået den sofistikerede og litterære Goulds bog om fisk (2001), tillader man denne gang Richard Flanagan at skrue ned for de kunstneriske ambitioner og slå ud med armene.
Resultatet er en letfordøjelig, grovkornet og medrivende roman om en moderne, demokratisk nation, der akkurat hænger sammen på grund af den medieskabte frygt, folkets forbrug og politikernes hule mantra om, at det er værd at stå sammen i kampen for vores fælles værdier

(Anmeldelse i Information)

 

 

***


Om Dennis Coopers ”Min løse tråd”
(oversat fra ”My Loose Thread” af Henrik List)

Larry er en teenager i en forstad til Los Angeles, der kæmper med sin families krise og sin egen seksuelle identitet. Samtidig er han følelsesmæssigt hæmmet og nærmest upåvirket af alt, hvad der foregår omkring ham. Ved romanens start har han fået 500 dollar af en ældre studerende for at slå en yngre dreng ihjel - og ikke mindst: få fat i dennes dagbog fuld af hemmeligheder om deres klike. Det virker enkelt nok, men da Larry dykker ned i dagbogen, bliver det først for alvor kompliceret.

Inspireret af de seneste års mange tragiske high school-skyderier i USA er Min løse tråd en knugende intens skildring af desperat teenageliv. Et særdeles realistisk, nutidigt teenageliv med angst, depression, homofobi, moralsk tomhed, seksuelle eksperimenter, psykoterapi, gruppepres og eksistentiel forvirring i en kultur, hvor vold ofte er den eneste udtryksform og stoffer tit den eneste flugtvej.

Med sin både minimalistiske, trancelignende og moralsk grænseoverskridende prosa formår Dennis Cooper bedre end nogen anden amerikansk forfatter at sætte ord på chat- og SMS-generationens tilsyneladende uartikulerede sprogløshed i en visuelt orienteret tidsalder. Ord på de unges længsel efter kærligheden, ord på deres frygt for kærligheden – og ord på deres manglende evne til at realisere den.

I løbet af 1990’erne skrev Los Angeles-forfatteren Dennis Cooper sig med en tour-de-force af en romancyklus i fem bind om L.A’s mest ekstreme, homoseksuelle undergrundsmiljøer – ”Closer”, ”Frisk”, ”Try”, ”Guide” og ”Period” - direkte op i den store, beskidte amerikanske kanon af litterære renegater, og dermed også direkte op til både kultstatus og kontroversialitet! Han betragtes  i dag som en oplagt arvtager til navne som Paul Bowles, William S. Burroughs, Hubert Selby Jr. og John Rechy.

Også i Min løse tråd er det de rodløse, sexfikserede og narkoomtågede teenage- og bøssesubkulturer, der optager en forfatter, som frygtløst udforsker ellers dybt tabuiserede temaer som pædofili og prostitution. Men samtidig udvider Cooper for første gang med denne roman sit ellers klaustrofobisk fortættede drenge- og mandeunivers til også at inkludere et heteroseksuelt perspektiv, hvilket kun gør hans skildring af desperate teenagere – ude på det samme amerikanske overdrev som drengene bag f.eks. Columbine High School-massakren – endnu skarpere og endnu mere almenmenneskelig.

Med Min løse tråd præsenteres den første oversættelse på dansk af et forfatterskab, der begyndelsen af det 21. århundrede fremstår som et af de vigtigste i ny amerikansk litteratur.


Dennis Cooper, født 1953, amerikansk forfatter. Hans udgivelser, som bl.a. tæller romanerne Closer, Frisk, Try, Guide og Period, har fået begejstrede amerikanske, britiske og franske kritikere til at sammenligne ham med Baudelaire, Bataille og Genet. Dennis Cooper har efter Min løse tråd (hans første bog på dansk) i 2005 udgivet romanerne God Jr. og The Sluts .

"Dennis Cooper, Gud hjælpe ham, er en født forfatter" – William S. Burroughs

"I et andet land eller i en anden tid ville Dennis Coopers bøger cirkulere i hemmelige, sprængfarlige samizdat-udgaver, som venner og tilhængere ville udveksle og værdsætte som forbudt absinth… Det hér er "high risk"-litteratur" – The New York Times

"Dennis Cooper er en fremragende, triumferende makaber forfatter og en overordentlig talentfuld stillist, hvis prosa er smart og nervepirrende. Han er måske også den sidste litterære rebel i den amerikanske mainstreamlitteratur. Han skriver om tabuer og giver dem en særlig alvor, en eksistensberettigelse, og gør det på en så rå og dyster måde, at han får de fleste andre forfatteres overvejelser til at virke småborgelige og ubetydelige." – Bret Easton Ellis

 

 

 

***


ESSAY

Den forstenede lort - og andre hemmeligheder i Dennis Coopers forfatterskab

Teenaged boys are my weakness, particularly the slim, depressed, cute, intelligent, haunted ones…” (Dennis Cooper: “Try”)

 

AF HENRIK LIST

Med sin tour-de-force af en romancyklus i fem bind – ”Closer”, ”Frisk”, ”Try”, ”Guide” og ”Period” - skrev Los Angeles-forfatteren Dennis Cooper sig på kun et årti (fra 1989 til 2000) direkte op i den store, amerikanske (anti)kanon af litterære renegater, hvor han i dag i hvert fald tematisk kan betragtes som en arvtager til William S. Burroughs, Allen Ginsberg, Hubert Selby Jr., John Rechy, Marco Vassi, Edmund White og Gary Indiana.

Ovennævnte forfattere er overvejende bi- eller homoseksuelle, og der er specielt i amerikansk prosalitteratur efter Anden Verdenskrig i det hele taget en stærk understrøm af seksuelt transgressiv bøsselitteratur. En bøsselitteratur, der for det meste hverken er bekendende, kønspolitisk eller pædagogisk (i form af ”coming out”-dannelsesfortællinger), men snarere syret, skrifttematisk og stilistisk eksperimenterende i en grad, så minoritetsghettoiseringen egentlig bliver ligegyldig. En bøsselitteratur, der ofte udspiller sig i subkulturernes mest ekstreme undergrund, hvor der er langt imellem de harmløse homostereotyper, og hvor selv en læderbøsse i naziuniform betragtes som håbløst småborgerlig og pinligt konventionel.

Gennembrudsromanen ”Frisk” fra 1991 blev af mange set som en homoseksuel pendant til Bret Easton Ellis’ samtidige ”American Psycho”, og lige såvel som Ellis’ serial killer-bestseller vakte furore blandt feminister over alt i verden, gjorde Coopers kritiske og kultiske succes i mindre målestok ham til hadeobjekt for ”politisk korrekte” bøsseaktivister. Hvilket bl.a. resulterede i dødstrusler mod hans person, der fik ham til at indstille en efterfølgende oplæsningsturné igennem hele USA på halvvejen...

Cooper er dog frygtløst fortsat med sin litterære udforskning af (homo)seksualitetens tabuer (trækkerdrenge-prostitution/ hardcore-sadomasochisme/bare-backing[1]/pædofili/børne- og snuff-porno etc.) og den postmoderne kulturs skyggesider (fremmed- og tingsliggørelse/computer- og TV-eskapisme/mode- og statusræs etc.) – uden dog på nogen måde at være ude i et egentlig kultur- eller samfundskritisk ærinde.

For Cooper som for en række andre transgressive, postmoderne forfattere (og kunstnere) er kroppen ”den sidste grænse” i en verden af simulakra og simulationer – en grænse til en efterstræbt autenticitet, der overskrides. Hans bøger er fulde af pervers sex og vold, narko og fornedrelse, angst og dødsfantasier - i et klamt, klaustrofobisk og kvalmende univers, hvor mørkets hjerte banker i unge drenges endetarme, og følelsesmæssigt afstumpede voksne mænd forfølger deres lyster både helt dérop og langt ind i et begær, hvor sproget ikke længere rækker.

Paradoksalt nok har dette ikke ret meget med pornografi eller splatter-horror at gøre, hvor vidende og sarkastisk disse genremæssige udtryk ellers end kommenteres af Coopers karakterer i medie- og popkultur-referencerne undervejs; digressioner, der ind imellem nærmer sig sammenhængende, kritiske analyser af bl.a. bøssepornoens æstetiske historie. Nej, dertil er skildringerne af det pornografiske, obskøne eller sensationelle i bøgerne simpelthen alt for kliniske, distancerede og litterært selvbevidste og den narrative struktur i sig selv alt for kompleks. Hvis en Dennis Cooper-roman hypotetisk skulle læses funktionelt lineært – altså for ophidselsens og orgasmens skyld - ville det være som at onanere til en pornofilm på en kodet kanal, hvor man kun ser det glinsende nøgne kød og de seksuelle akter i glimt imellem den generelle flimren og knitren. Det er bruddene, pauserne, intervallerne, mellemrummene og alt det, der foregår imellem linierne, imellem sætningerne, imellem de skiftende fortæller-synsvinkler, imellem sexscenerne og voldsudskejelserne, der er den egentlige tekst – teksten under teksten så at sige: Italesættelsen af det usigelige...

I modsætning til pornografiens eller gyserfilmens klichéroller er Coopers karakterer mennesker af kød og blod - hvor syge og desperate og fucked-op, de end måtte virke – med deres egne individuelle, psykologiske stemmer og ”undertekster”. Dette gælder for selv de mest dopede dukkedrenge, der lader læserne opleve disse twistede seksuelle scenarier fra objektets/ofrets ende (!), så man tvinges ud af den passive voyeur-rolle. ”Fuck me up, and I will never forget you,” siger en af drengene til sin voksne sexpartner – men vi glemmer ham dermed heller aldrig, for vi er blevet medskyldige!

Hvor pornografien forbliver på overfladen, går dette litterære projekt omvendt netop ud på at gennembryde, penetrere og ”åbne” overfladen med skriften. ”That was the weirdest part,” som fortælleren John reflekterer i ”Closer”, ”feeling how warm and familiar George was and at the same time realizing the kid was just skin wrapped around some grotesque-looking stuff.”

Cooper skriver sig bogstavelig talt ind under huden på sine karakterer, ind i lortet og indvoldene, helt ind i den rædsel for døden som livet med alt dets forfængelighed og flygtige skønhed jo er.

 

George is a jewel in those glittering confines, the same way his heart is a lump of confusing blue tissue two feet up his asshole.” (Dennis Cooper: “Wrong”)

 

Dennis Cooper er født 1953 i en middelklassefamilie i en forstad til Los Angeles, hvor han stadig bor – efter i længere perioder at have opholdt sig i New York og Amsterdam. Han begyndte sin litterære karriere som lyriker i slutningen af 1970’erne, hvor han ligeledes hurtigt blev involveret i både punkscenen og den spirende homo-aflægger af denne: Queercore-bevægelsen. Allerede i tidlige noveller som ”A Herd” (fra 1980, der kan læses i ”Wrong”) og i en digtsamling som ”The Tenderness of Wolves” (’81) kredser Cooper om det makabre og morbide ved seksualiteten, om de farlige og forbudte fantasier, han siden så monomant har taget til det yderste.

En række form- og indholdsmæssige karakteristika, der perfektioneres i romancyklussen, er faktisk forbavsende tydelige i mange af forfatterens tekster fra 80’erne: De neutrale, sydcaliforniske forstadskulisser; de vage, overfladiske person- og miljøbeskrivelser; det stramme, minimalistiske og hyperrealistiske sprog; den gennemførte brug af en utroværdig jeg-fortæller og et spindelvæv af skiftende tredje persons-fortællere; de fjerne forældre og dysfunktionelle familier; den blasérte, men rodløse, sex, drugs & rock’n’roll-dyrkende ungdom; det præcise øre for tidens slang og disse unges fragmenterede måde at tale på; de erotisk-poetiske beskrivelser af mandekroppens ellers mere frastødende fysiske aspekter (lugte/sekreter/bumser/sygdomme/urin/afføring); den seksuelle tiltrækning imellem teenagedrenge og voksne mænd; afstanden imellem parterne i selv den mest intime seksuelle akt (og den deraf følgende ensomhed og længsel efter nærvær); nysgerrigheden efter, hvad der gemmer sig bag ved de begærede drenges skønhed; det sære, emotionelle bånd imellem bødlen og hans offer, når de begge ser døden i øjnene; skygger af notorisk berygtede homoseksuelle serial killers som John Wayne Gacy og Dean ”The Candyman” Corll; S/M-scener, der kulminerer i dissekeringen af livløse kroppe i håbet om at finde en eller anden form for hemmelighed eller indsigt – noget spirituelt, religiøst endda? - i de stinkende, blødende indvolde inden under det sønderflængede kød…

”Jeg ønsker ikke at chokere nogen, men meget seriøst at undersøge en fascination,” siger Dennis Cooper selv om sit provokerende, kontroversielle forfatterskab: ”En fascination af objektgjorte teenagedrenge, der er desperate efter at blive elsket og derfor drages mod voksne mænd som fadersymboler. Og en fascination af de ”forvoksede drenge”, de psykotiske mænd, der tror, at de kommer til at finde sig selv eller ”se Gud”, hvis de overskrider alle moralske grænser, har sex med og ultimativt myrder disse unge drenge.

Tanken om at isolere den begærede krop som noget, der må udforskes til det ekstreme, kan nemt blive til en form for besættelse, hvor man forestiller sig, at man kan finde ud af ”hemmeligheden” om netop dén krop – og dermed måske om selve livet - ved at dræbe den og skille den ad som en maskine – ligesom når et barn med sofistikeret naivitet piller et stykke legetøj fra hinanden… Men det er en udforskning, der som konkret handling er dømt til at mislykkes, fordi man ikke finder noget svar i en død, ødelagt krop, men blot en masse blod og indvolde i ét stort, ulækkert søle.

Derfor handler mine bøger ofte om personer, der trods alt kun fantaserer om at mishandle, myrde og dissekere et andet menneske, som de begærer, men aldrig gør det i virkeligheden, fordi de dybest set godt ved, at der ikke er noget særligt sprog eller nogen særlig mening at finde inden i en død krop. For dem som for mig selv er det snarere en ultimativ pornografisk onani-fantasi, en fantasi om seksuel og fysisk transcendens.”

Lige så fristende det kunne være at analysere Coopers værk ud fra en psykoanalytisk vinkel, lige så oplagt er det næsten at læse det ud fra en marxistisk idé om ”forvrængningen”, dehumaniseringen og tingsliggørelsen af de menneskelige funktioner i det kapitalistiske samfund. Men, men, men: Selvom der konstant er tale om kommercielle transaktioner (i form af porno og prostitution) snarere end ideel romantisk kærlighed imellem ligestillede, voksne aktører (”kærlighed er et forældet koncept,” som en af Coopers drengefigurer et sted kynisk siger!), køb og salg af kroppe og ”kødhuller”, er den økonomiske udnyttelse af disse drenges følelsesmæssige sult og disse mænds formørkede seksuelle begær ikke noget tema i forfatterskabet overhovedet. Hverken drengene eller mændene gør det ”for pengenes skyld”.

Det sado-mascohistiske homo-undergrundsmiljø er hos Cooper nemlig som et computerspilsunivers med faste regler, roller og spillere, et overdrivelsens paradigme – eller et perverteret, pæderastisk utopia? – hvor det er helt indlysende, at alle 12-13-14 årige drenge er selvdestruktive, passivt liderlige og polymorft perverse sexsymboler, der altid har lyst til at blive dopet, forført, misbrugt, fistfucket og skampulet på det mest brutale af langt ældre mænd, der er besatte af snuff-fantasier. Det er en fiktiv verden, der skildres med pedantisk blik for detaljerne – til tider uhyggeligt ”objektivt” (uden nogen form for moralsk stillingtagen) - men ikke skal opfattes som en prætenderet socialrealistisk (u)sæde(ligheds)skildring af f.eks. Los Angeles’ virkelige, nutidige bøsseundergrund.

Omdrejningspunktet for Coopers skrift, for Coopers projekt som sådan, er logisk nok det mandlige røvhul. Penis, testikler og brystvorter er blot tilbehør til røvhullet. Endetarmsåbningen er porten til ”paradis”, den anale yellow brick road til det sublime og ”seksuel og fysisk transcendens” - som svaret på den heteroseksuelle, erotiske litteraturs (og den allestedsnærværende heteroseksualiserings) evige vagina. Og Cooper er om nogen analmetaforikkens konge!

Kroppen er skrift, kroppen er en tekst, kroppen er dækket med hieroglyffer, men røvhullet er ”det ildelugtende punktum” og behåringen imellem balderne ”den stinkende mohawk[2] . Når det kommer til anuser, balder og røve fantaseres der ad infinitum: Røvhullet som et Edvard Munch-maleri, røvhullet som et skudsår, røvhullet som en kitschet indianerhule i Disneyland osv. – og helt optimalt: Røvhullet som braille, som en særlig, kødelig blindeskrift, der kun kan aflæses af forblændede, famlende mænd i mørket på den anden side af sproget.

 

The uneven frame of ass skin is impeccably smooth. The inside of the cave is gray, chopped-up, mushy. At its center’s a pit, or a small tunnel entrance, too out-of-focus to actually explore with one’s eyes, but too mysterious not to want to try.” (Dennis Cooper: “Frisk”)

 

De mange selvbiografiske referencer til et nutidigt bohême- og bøsseliv i L.A., anvendelsen af en jeg-fortæller ved navn ”Dennis” i romancyklussen og den metabevidste scratch-teknik, hvor der ind imellem skydes ”virkelige” tekster af journalisten Dennis Cooper[3] ind i fiktionen, gør ikke dette forfatterskab mindre kontroversielt. Det samme kan siges om hans blog på websiten www.denniscooper.net, der feeder dagbogsnotater fra forfatterens privatliv ind i mytologien om ham til de mest inkarnerede fans…

Det kan være svært at skelne imellem fortælleren ”Dennis Cooper” og forfatteren Dennis Cooper. Derfor er det ikke tilfældigt, at Cooper så tit beskriver tilstande af dagdrømmende trance, omtåget beruselse/bedøvelse, feberagtig hallucinéren, sensorisk uklarhed eller narkotisk sanse- og følelsesløshed, eftersom hele hans forfatterskab altså hviler på denne foruroligende svimle dynamik imellem fiktion og fakta.

Coopers romancyklus hedder officielt ”The George Miles Cycle”, og den attråværdige George Miles (”a tall, thin, manic boy with girlish features”) er det plotmæssige omdrejningspunkt, det arketypiske sex- og kærlighedsideal, der dukker op i flere af romanerne i cyklussen. Coopers værk er et spejlkabinet af begær pakket med George Miles-dobbeltgængere, der alle sammen er variationer over det givne tema: ”A devastatingly cute twelve-year-old with psychological problems”.

Men samtidig er George Miles en virkelig person udenfor værket, forfatteren Dennis Coopers muse og inspiration til det omfattende cyklusprojekt: En 12-årig dreng, en kammerats lillebror, som Cooper som teenager i slutningen af 60’erne hjalp igennem et dårligt LSD-trip efter en skolefest, forelskede sig inderligt i, blev gode venner med og mange år senere havde en affære med. Romankvintetten er én lang kærlighedserklæring til hjertevennen og elskeren George Miles, som Cooper mistede kontakten med, da han i 80’erne selv flyttede til Europa. Den psykisk syge og socialt udstødte Miles begik selvmord kort tid efter, men det fandt Cooper først ud af næsten ti år senere, imens han - hjemme i USA igen - arbejdede på den fjerde bog i en cyklus, som dermed forandrede karakter fra at være et epos til at ende som en elegi, et stykke sorg- og soningsarbejde for en forfatter, der var blevet indhentet af sin fortid.

Men dette faktum gør ikke forfatterskabet bekendende eller selvbiografisk som sådan, for Coopers jeg-fortællere (der altid er perverterede æsteter, voyeurer, der er fanget imellem på den ene side de begærede drenge og på den anden side de mandlige rovdyr uden selv at være i stand til at leve deres lyster ud) er aldeles upålidelige og manipulerende.

Cooper skriver nok for at holde de døde i live - for at hylde al den skønhed, der uundgåeligt går tabt i ethvert menneskes og ikke mindst de elskede lolitadrenges liv - men hans private/personlige følelser hører ikke hjemme i denne glatte, stramme og fortættede minimalprosa, jf. dette citat fra novellen ”Container”: ”I shove the knot of my feelings as deep as they’ll go into as compact and smoothed-out a prose style as I can build out of what I know. But they don’t belong here, anymore than a man’s fist belongs in a boy’s ass.”

 

The dwarf buried one hand inside Chris, felt around, and returned to the world with… well, a handful of gore to be blunt. But there was something peculiar inside it. (…) It was just a big, petrified turd, glazed a yellowy white by a hundred men’s undisturbed come.” (Dennis Cooper: “Guide”)

 

Dennis Cooper blev introduceret på dansk i tidsskriftet HUG i 1988 med en novelle, der senere blev til et kapitel i romanen ”Closer”. Siden har begejstrede amerikanske, britiske og franske anmeldere og kritikere sammenlignet hans værker med Baudelaires, Batailles og Genets. Med den første nye roman efter cyklussen, ”Min løse tråd” (”My Loose Thread”, 2002), signalerer han ovenikøbet potentialer og udviklingsmuligheder - på den anden side af kult og kontroverser! - for et forfatterskab, der i begyndelsen af det 21. århundrede fremstår som et af de vigtigste i nyere amerikansk litteratur…

Cooper har sagt, at han måtte skrive sig ud af cyklussens univers ”for sin sjæls skyld”, og det fornemmer man i ”Min løse tråd”: Den jeg-fortællende ”Dennis” inderst i det narrative spindelvæv er blæst væk (og erstattet af et ikke nær så sofistikeret eller artikuleret teenage-jeg), vi har forladt det utopiske pædoparadis af villige drenge og farlige mænd, og væggene omkring cyklussens til tider kvælende klaustrofobiske univers er omsider blevet banket ud, så vi pludselig befinder os midt i en genkendelig virkelighed i en forstad til Los Angeles omkring årtusindskiftet, hvor drenge har forældre og går i skole (og i terapi!) og dyrker sport og er kærester med noget så eksotisk som piger (hunkønsvæsener har hidtil ellers i sagens natur været næsten totalt fraværende i Coopers ultramaskuline bøger).

”Min løse tråd” er inspireret af Kip Kinkel-sagen, et af de mange massemord begået af unge fyre i sen-90’ernes USA og en slags tragisk forspil til den mere kendte massakre på Columbine High School i ’99. Kinkel dræbte i september ’98 med en semi-automatisk riffel først sine forældre og derefter næsten morgen to elever på sit gymnasium, hvor yderligere 25 blev alvorligt såret. Kinkel er senere blevet idømt 111 års fængsel uden mulighed for benådning. Hans rablende tilståelse, et nervesammebrud i den pureste, mest chokerende form, blev selvfølgelig nådesløst sendt ud på amerikansk TV, hvilket blev katalysatoren for ”Min løse tråd”.

At Cooper i denne roman udvider sit univers til også at inkludere et heteroseksuelt perspektiv, gør blot hans skildring af desperat, forvirret teenageliv – ude på det samme amerikanske overdrev som bølgen af gymnasie- og skolemassakrer – endnu skarpere og endnu mere almenmenneskelig. Cooper er uden tvivl alt for stor en forfatter til at kunne sættes i bås som ”snusket” bøsse-kultfigur, og selvom stemningen stadig er dyster og handlingen voldsom i den nye roman (hvor også endnu en tragisk George Miles-klon optræder!), overrasker han ligeledes ved at løsne op for den knugende intensitet med en tørt lakonisk, fandenivoldsk og kulsort humor: ”Jeg har lige slået Pete, men ikke ret hårdt. Det var enten at slå ham eller blive bøsse. Jeg tror, jeg var bøsse i et minut.”

Det barnlige og det voksne, det banale og det kyniske står side om side hos Cooper, han dømmer eller tager ikke afstand fra noget eller nogen, men man har altid fornemmet en oprigtig ømhed for disse drenge, han har givet så overbevisende stemmer til. En ømhed, der bliver endnu mere påtrængende og nervesitrende i ”Min løse tråd”, fordi Cooper – i modsætning til de fleste andre voksne - lytter til stemmerne, lytter til deres usammenhængende tanker og følelser og sætninger og er i stand til at formidle deres hemmeligheder, selvom om de fortælles på et sprog, der er så ” rushed and inarticulate, vague and loosely poetic” (som det beskrives i ”Try”.) Et sprog, der er utilstrækkeligt og forpint, ude af stand til fastholde det sublime og permanent på randen af at kortslutte. Ja, præcist så ”forhastet og uartikuleret, vagt og løst poetisk” et sprog som forfatterens eget….

For imellem buttplugs og disjecta membra, techno-raves og rock-lydspor, narkotiske blackouts og dødspornografiske fantasier handler Coopers transgressive tekster alligevel på en eller anden måde også altid om kærlighed. Om længslen efter den. Om frygten for den. Om tvivlen på den. Om den manglende evne til udtrykke og realisere den. Ikke mindst det sidste, for få - om nogen anden nutidig, amerikansk forfatter - har som Cooper alligevel formået at sætte ord på chat- og SMS-generationens tilsyneladende uartikulerede sprogløshed i en visuelt orienteret tidsalder. Med sin spartanske, til tider nærmest autistiske, trancelignende prosa, der bog efter bog bare graver dybere og dybere ned under overfladen, indkredser han de små suk imellem sætningerne; den nagende tvivl imellem udsagnene; de rystende sandheder imellem linierne i ungdommens kodemeddelelser i cyber- og hyperrummet.

Sandsynligvis fordi Cooper har erkendt sit litterære projekts ultimative ambition om at skrive sig op imod det sublime – og dets deraf følgende, uafvendelige ”fiasko” - jf. dette citat om endnu en prototypisk smuk, forvirret og indadvendt dreng i ”Guide”: ”Maybe someone this complicated can’t just reduce what he’s feeling to language…”

 

So maybe it wasn’t shit after all. Maybe it was some sort of magical, mystical object that God or whoever had hidden in Chris’ clogged bowels, thinking no one would bother to search there.” (Dennis Cooper: “Guide”)

 

I et grotesk og grusomt afsnit af ”Guide” knepper, torturerer og myrder en voksen dværg en ung junkiefyr, som han har mødt under en pornofilm-optagelse. Fyren har i hele sit misbrugte, fortvivlede liv haft fantasier om at blive myrdet i en børneeventyrslignende kulisse i en slags definitiv dødsorgasme. Han har nærmest tigget og bedt dværgen om at dræbe ham, og det mest kuldegysende ved scenen er nok, at man næsten læser den som et nådestød, et medlidenhedsdrab, foretaget af en mand, der gør det mere af nysgerrighed end af lyst.

Da dværgen bagefter er ved at undersøge og mutilere liget, graver han forundret en hård klump ud af dets blødende rectum. Klumpen er åbenbart noget så prosaisk som en stor, forstenet lort, glaseret af hundreder af mænds sæd, da den døde fyr led af typisk junkieforstoppelse, men for dværgen er den et svar på hans nysgerrighed efter at overskride denne definitive grænse imellem liv og død. Han står målløs og salig tilbage i sit tilsvinede køkken som var det en diamant eller en værdifuld ædelsten, han holdt i hånden - et tegn eller en besked fra Gud, efterladt til den sande søgende. Noget, som hans sprog ikke kan beskrive, og som ingen andre kan forstå. En lort eller et magisk objekt? Dét afhænger af øjnene, der ser…

Skønheden, det sublime, den seksuelle og fysiske transcendens, som også Cooper så utrætteligt søger efter i sin skrift, kan ikke fastholdes med ord, men kun anes i uklare, euforiserede og forvrængede øjeblikke. Det må således være op til den enkelte læser, om man - i overført betydning - finder en klump lort eller en mystisk, strålende diamant i den anale kerne af dette semiotiske slagtehus af et forfatterskab. For det er, hvad der er – déroppe i endetarmen, hvor mørkets hjerte banker, mens kroppen åbnes op.

PS: De direkte citater af Dennis Cooper stammer fra to interviews med forfatteren, som Henrik List har foretaget i hhv. 1996 og 2005 i Los Angeles.


[1] Bevidst usikker sex med risiko for at blive HIV-smittet.

[2] Punkens ”hanekamsfrisure”.

[3] Cooper har igennem mange år været kulturanmelder- og journalist for amerikanske magasiner som ArtForum og SPIN.