Kontakt Henrik List - henrikvonlist@gmail.com
Red StripeKØB TILBAGE TIL TANGERKØB KÆRE FUCKING DAGBOGKØB PUSSYLAND EXPRESSFlavour

OM HENRIK LIST

Henrik List er forfatter til i alt 17 bøger siden debuten med digtsamlingen ”Udbrud” i 1984 – heriblandt fem skønlitterære titler: Tre digtsamlinger, en novellesamling og nu to romaner.
Dertil kommer en spoken word-cd og en graphic novel.


Han har levet som professionel fuldtidsforfatter, siden han sagde op som fastansat kulturjournalist på Berlingske i 2004 – efter 13 år i Pilestræde.


I foråret 2016 udkom en graphic novel med titlen ”Pussyland Express”, hvori tre danske tegnere fortolker noveller fra bogen ”Pussyland” ud fra tegneseriemanuskripter skrevet af List.


I starten af 2014 udsendte Lindhardt og Ringhof forfatterens anden roman og i alt 17. bogudgivelse, ”Solen skinner aldrig på en go-go-bar”. Også udgivet som e- og lydbog – sidstnævnte indtalt af forfatteren selv!


I efteråret 2010 udkom det store, flot anmeldte kulturhistoriske rejsessay om Los Angeles, ”Scener fra Sunset Boulevard”, på Tiderne Skifter, og i foråret 2009 udkom den også særdeles kritikerroste debutroman ”Kære fucking dagbog” (Lindhardt og Ringhof), der ligeledes er tilgængelig som e- og lydbog.


Novellesamlingen ”Pussyland – Historier fra Amerika” fra 2001 blev genudsendt (inkl. spoken word-cd’en ”Pussyland Connection” med List og Jokeren) i 2009 (se www.pussyland.dk).
I efteråret 2015 udkommer en graphic novel-version af ”Pussyland”, hvor tre danske tegnere har fortolket tre af bogens noveller.


I 2007 udkom Lists polemiske essaysamling om sex og nypuritanisme, porno og prostitution: ”Sidste nat i Kødbyen” (Lindhardt og Ringhof). Bogens 2. udgave kan bestilles som print-on-demand-bog hos boghandlerne, men kan også købes og downloades som e-bog.


List har bl.a. fået udgivet tre digtsamlinger i 1980’erne, rejse- og litteraturessayet ”Tilbage til Tanger Redux – En pilgrimsrejse i Beat-generationens fodspor” (1997; genudgivet 2007 - se www.shoo.dk), artikeludvalget ”Deadline 2000” (1999), Nicolas Winding Refn-portrættet ”Kameraet i hovedet” (2003) samt foto- og rejsebogen ”Bangkok Ladyboys” (2006 – se www.shoo.dk).


Henrik List har desuden oversat flere romaner og graphic novels fra engelsk/amerikansk til dansk, heriblandt Dennis Coopers ”Min løse tråd”, Richard Flanagans ”Den ukendte terrorist”, Joe McGinniss Jr.’s ”Escortchaufføren”, Robert Wilsons ”Rekviem i Andalusien” samt Charles Burns’ ”Kuben”.


Har modtaget arbejds- og rejselegater fra Statens Kunstfond, Statens Kunstråd, Autorkontoen, Carlsbergs Idélegat m.fl. Modtog i 2016 det tre-årige arbejdsstipendiat fra Statens Kunstfonds litteraturudvalg.

 

Foto: Ty Stange


Middelklasse på udebane - eller: Samfundssatire med buddhistiske undertoner

Forfatteren Henrik List sender i sin satiriske roman den politiske korrekthed på go-go-bar i den syndige badeby Pattaya. Inspireret af mediestormen omkring Jørgen Leth, skildrer han to vidt forskellige mænd i krise.

AF PERNILLE GLAVIND OLSSON, pernille.glavind@jp.dk

"Jeg havde nok forestillet mig, at karakteren Rune skulle have haft røven mere på komedie. At han måske skulle have endt med at blive røvpulet af en ladyboy i en kæmpebrandert, ikk. Det ville Rifbjerg have gjort, som når han i 1960’erne tog gas på småborgerskabet ved at lade sine karakterer komme ud i sådan nogle ekstreme situationer. Men jeg har faktisk ikke ønsket at hænge Rune ud. Eller gøre ham til en ren karikatur," siger Henrik List om den ene af de to hovedkarakterer i sin aktuelle roman "Solen skinner aldrig på en go-go-bar".

Rune er den unge veluddannede kulturjournalist, der bliver sendt til den syndige badeby Pattaya i Thailand for at dække en såkaldt sexskandale, der er eksploderet i de danske medier. En berømt, ældre dansk kunstner, William Flemming, har angiveligt brugt mindreårige thaipiger som modeller på Gauguin-inspirerede nøgenfotos til sin kommende udstilling. Rune tager af sted med kufferten hårdt pakket med fordomme om sex-turisternes paradis, ligesom hans forudindtagede holdninger om den aldrende danske kunstner står klar: William Flemming har med garanti afsløret sig selv som en sexgal pædofil.

I Pattaya befinder sig også freelancejournalisten, Robert "Bob" Larsen, der har boet i Thailand, siden han blev fyret fra tabloidavisen hjemme i Danmark. Han er en lidt ældre overvægtig mand fra arbejderklassen med svaghed for uforpligtende købesex, store fadøl, blowjobbarer, klassiske noir-film og buddhistisk spiritualitet.

Mens kunstneren William Flemming går under jorden i sit thailandske eksil, skildrer romanen hen over et par hektiske døgn de to vidt forskellige danske journalisters veje og vildveje rundt om tvivlsomme kilder, korrupte politifolk og fristende ludere og ladyboys. Mens Bob som vanligt tager for sig af retterne, er Rune, på flere planer, ved at skide i bukserne.

Henrik List sidder på det bordeauxrøde nappasæde i en bås på stamgrilbaren Chicky Grill i Kødbyen på Vesterbro, kvarteret hvor han har boet de sidste 20 år, når han ikke har været af sted på sine mange rejser til Thailand, Los Angeles, Cuba, Tokyo, Tanger, London, Paris og New York. På Chicky Grill kan man ryge, og det er en fordel, når man pulser så overbevisende mange smøger, som Henrik List. Desuden kan man sidde i nogenlunde fred, hvilket ifølge forfatteren er en umulighed på kvarterets mere svampede bodegaer og pæne caféer.

"Man kan IKKE tale frit i et interview, hvis der sidder øllede typer med kontaktbehov eller vagtsomme speltmødre ved bordene lige ved siden af!" som han skriver i en e-mail op til interviewet.

Henrik List bestiller en flæskestegssandwich med rødkål og en danskvand uden citrus, tænder en cigaret og går så i gang med skiftevis at ryge, spise og fyre københavner-pumpede kaskader af ord og rødkål hen over det slidte træbord.

Henrik List har i størstedelen af sit liv stukket ud og opholdt sig der, hvor det koster lidt ekstra. Siden han med hanekam skiltede med sin anderledeshed og fæstnede sårbarheden med sikkerhedsnåle i sit sorte tøj som punker i Esbjerg, har han dagligt betalt prisen ved kasse et. Det har givet ham en forkærlighed for samfundets outsidere og skæve eksistenser, subkulturer og undergrundsmiljøer. I 2004 forlod han efter 13 år frivilligt sin faste stilling som litteratur-, film- og musikanmelder på Berlingske Tidende, og gennem årene har han bl.a. skrevet de anmelderroste bøger "Scener fra Sunset Boulevard", "Kære Fucking dagbog" og ikke mindst den omdiskuterede  essaysamling "Sidste nat i Kødbyen" som sammen med novellesamlingen "Pussyland – historier fra Amerika" har givet Henrik List status som en af tidens mest kontroversielle og politisk ukorrekte forfattere.

Gennem en årrække har Henrik List været en del i medievælten for at stå ved at bruge sine erfaringer fra bl.a. porno- og prostitutionsmiljøet i kampen mod nyfeminisme, nypuritarisme, kriminaliseringen af sexkøb og et rigidt såkaldt Big Mother-samfund, som han mener undertrykker og kontrollerer folks privatliv, livsstil og mangefacetterede seksualitet ned i de mindste detaljer.

"Jeg er godt klar over, at der ikke står nogen ond konspiration bag denne her udvikling, men som et gammelt og prægnant ordsprog siger: Vejen til helvede er brolagt med gode hensigter."

Med sin aktuelle roman "Solen skinner aldrig på en go-go-bar" lader han handlingen foregå i Pattaya med alt hvad badebyen byder på af hektisk gadeliv, musik, templer, byggeboom og et prostitutionsmiljø, der lever side om side med det almindelige hverdagsliv. Selvom bogen kan fremstå som en syngende, svedig lige højre til den kreative klasses politiske korrekthed og selvretfærdighed, understreger Henrik List flere gange, at bogen ikke skal læses som et indspark i nogen debat, men derimod som en spændende samtidsroman med en anderledes scenografi. Man fornemmer, at han er træt af at være prygelknabe og føler, at han gennem årene har taget de tæsk, han skulle. Selvom han sidder med tændte øjne i sin "Tropic of Cancer"-T-shirt, årvågen og hele tiden klar til at argumentere for sin sag, fremstår han ikke som en, der er ude på at slås.

"Jeg er jo ikke en eller anden superskurk, og det er vigtigt for mig at sige, at bogen ikke handler om sex og prostitution eller sexturisme overhovedet. Det er en samtidsroman, der handler om moderne danskere lige nu. Thailand er bare kulissen."

Som læser er man ifølge Henrik List fri til at selv at vælge, om man vil stole mest på Runes rygmarvsfordomme eller på Bobs mere arbejderklasse-agtige, "gutterne i skurvognen"-holdning til miljøet. "Begge dele er fair nok," som han siger og understreger, at begge karakterer får revideret nogle af deres fordomme i løbet af handlingen.

Men udstiller du ikke Rune som latterlig og selvretfærdig, mens Bob skildres mere omsorgsfuldt?

"Det synes jeg faktisk ikke. Som forfatter har jeg været solidarisk med begge fortællere. Rune begyndte at antage sit eget liv og ligesom Bob udvikler han sig og bliver mere ambivalent og selvstændig igennem bogen. Man skal ikke tage fejl - selvom jeg måske umiddelbart har mest til fælles med Bob, så kan jeg sagtens identificere mig med Rune. Der er også en tryghedssøgende middelklassedreng i mig," siger Henrik List og understreger, at han i princippet ikke har noget imod Runes holdning om, at prostitution er kvindeundertrykkende og forfærdeligt og burde forbydes.

"Det er sådan, han har lært at tænke, og ligesom den toneangivende, kreative middelklasse, som han tilhører, mener han, at vi danskere er de klogeste, mest fornuftige og civiliserede mennesker i verden, og at alle burde leve ligesom os. Den forestilling er for mig et rent mareridt. Derfor håber jeg også, at jeg gennem romanens to forskellige optikker kan lirke lidt ved fordommene og selvfedmen og få nogle flere nuancer med på paletten."

Bogens William Flemming-skandale er inspireret af den mediestorm, som forfatteren og filminstruktøren Jørgen Leth var ude i i 2005.

"Det var jo et helt grotesk forløb, men det største problem er: har vi lært noget af den heksejagt? Nej, intet! Hvis man forestiller sig, at plottet i min bog var ægte: en anerkendt billedkunstner laver en udstilling med nøgenfotografier af måske mindreårige thaipiger. Ville den historie fE5 massiv omtale i medierne? Ja, det det tør jeg godt at sætte mine sparepenge på. Den ville endda blive endnu større end Leth-sagen. På trods af, at vi kunne have lært noget dengang. Men problemet er, at især printmedierne er så desperate i deres overlevelseskamp i dag, at de ikke stopper op, hvis de først lugter blod, og der er en fed skandalehistorie eller noget, der bare ligner en sådan. Prøv bare at se, hvor skandaleorienteret den politiske dækning er blevet inden for de seneste fem-ti år."

Henrik List har rejst i det meste af verden men har haft en forkærlighed for det fjerne Østen, fra han satte sine ben i Hongkong i 1988. Siden har han rejst i Kina, Japan, Singapore, Cambodia og Sydkorea. I 2001 kom han til Thailand for første gang i forbindelse med en reportage om Bangkoks ladyboy-miljø til magasinet Euroman, og siden er han vendt tilbage og har også boet der nogle måneder ad gangen af flere omgange.

"Det, der fascinerer mig ved Thailand, er nok blandingen af det frivole og det spirituelle, det sanselige og det buddhistiske, som både gennemsyrer kulturen og samfundet," forklarer han.

Som gammel garvet ateist, der meldte sig ud af folkekirken som 14-årig med sine forældres skriftlige tilladelse, ville Henrik List ellers have forsvoret, at han nogensinde skulle lade sig påvirke af noget, der bare lugtede af religion eller røgelsespinde. Men han er faldet for den måde, han oplever, at Buddhismen ubesværet praktiseres på sammen med hverdagens liv. En livsførelse, som han medgiver, har inspireret ham eksistentielt.

"Buddhistisk filosofi påvirker folk til at være meget øjebliksorienterede. Skide være med, hvad der skete i går og fred være med det, der skal ske i morgen. Det er altså utrolig befriende at være sammen med mennesker, der lever ud fra dén grundlæggende indstilling til livet," siger Henrik List og får ild i endnu en smøg, mens han vinker til en af grillens stamkunder, der har farvet håret grønt siden sidst. På trods af, at de fleste lever med en vis social tryghed i et velfærdssamfund som Danmark, bruger vi alt for megen tid og energi på at gå op i den last af traumer og skam og skyld, som vi ifølge Henrik List hver især slæber rundt på som et kors.

"Samtidig kan vi slet ikke overskue fremtiden. Vi bekymrer os på årtiers forskud om værdien af vores kapitalpension, faldende huspriser, ensomhed og alvorlige sygdomme. Vi går psykisk ned af angst for problemer, der slet ikke er indtruffet endnu."

Han peger på, at buddhistiske thailænderne ser anderledes let på tilværelsen, fordi de anser livet som et slags remix af det forrige og i bedste fald kan bruge det nuværende liv på at skabe god karma til det næste.

"Falder vi af knallerten og dør, så kommer vi videre til næste liv. Sådan er holdningen. Man er indstillet på, at vi alle sammen skal dø før eller siden - det er ikke noget, der fylder. Også de allermest hårdtarbejdende mennesker, der dagligt kæmper med fattigdom og usle arbejdsvilkår, har en anderledes let indstilling til livet. Det bemærker Rune jo også i historien – at thailænderne virker så glade og lykkelige i forhold til de mennesker, han ser derhjemme i Irma-City-køen om aftenen."

Det er måske en lidt nem, romantisk og overfladisk betragtning, medgiver Henrik List.

"Ikke desto mindre tror jeg, at hvis man opholder sig derude i længere tid end to ugers charterferie ved poolen på et økologisk bæredygtigt ressort på Koh Samui, så er det svært ikke at blive påvirket af thailændernes buddhistiske tankegang. Fordi den er så massivt tilstede i alt, hvad de gør."

Hen mod slutningen af de 13 år på Berlingske Tidende, hvor Henrik List bl.a. skrev sine "Henne om hjørnet"-gonzoklummer og desuden var berygtet for at have avisens største rejsekonto, røg han ind i en depression.

Henrik List følte, at han havde ramt en eksistentiel mur, og blev diagnosticeret med en alvorlig depression. Årsagerne var lige dele dårligt arbejdsmiljø med mobning, intriger og stress samt et liv i overhalingsbanen med et massivt overforbrug af alt, hvad hans belastede krop og hjerte begærede.

"Det var en periode, hvor jeg drak meget, tog virkelig mange stoffer og levede et ekstremt liv og var ude i nogle ting, der kunne have kostet mig dyrt," siger Henrik List. Et kognitivt terapiforløb tvang ham til at tage nogle vigtige beslutninger.

"Jeg indså, at jeg af angst for at slippe det faste job, trygheden og sikkerheden var blevet opsuget af den der zombieagtige sjæleudsugende lønmodtagerkultur. Jeg havde mistet en masse personlig frihed, indgået de forkerte kompromisser, og det blev for høj en pris i længden for mig. Det var med til at gøre mig syg."

Hans behandler forlangte, at Henrik List skrællede helt ned i sine prioriteringer, og da han til sidst nåede ind til kernen, indså han, at dét at skrive sine egne bøger og være en fri kunstner, i bund og grund var det eneste, der betød noget for ham.

"Den indsigt, ændrede nogle grundlæggende ting i forhold til familie og venner og kæreste. Jeg var et sted, hvor jeg helt afklaret tænkte, at hvis jeg skal ende som psykisk syg hjemløs med blok og kuglepen på en bænk på Enghave Plads for at skrive mine bøger, så må det være sådan. Det var jeg virkelig klar til. Det er ikke bullshit."

På den hårde måde fandt Henrik List frem til den hensynsløshed, som han mener, man skal have for at være en fri kunster. Hensynsløs ikke kun overfor sig selv, men også over for sine nærmeste, sin omgangkreds og de normer, der er i vores kultur og i samfundet. Og han er indstillet på, at det har en pris.

"Når man, som jeg, har skrevet ærligt og kompromisløst om meget kontroversielle og tabuiserede emner, bliver man mødt af en særlig form for modstand, ikke mindst på det pæne litterære parnas. Jeg har måtte indse, at laver man noget, der falder helt udenfor, hvad der anses for moderne, anstændigt eller kulturelt korrekt, bliver man straffet," siger han og uddyber.

"Jeg er formodentlig den eneste professionelle anerkendte fuldtidsforfatter herhjemme med en snes bøger på store forlag under bæltet, der aldrig har fået et arbejdslegat fra hverken Statens Kunstfont eller Statens Kunstråd, selvom jeg har ansøgt 117 gange." Henrik List "hustler" sig med egne ord igennem hverdagen fra måned til måned og kalder Nordeas kassekredit for sin største mæcen.

"Jeg lever en utrolig proletariseret tilværelse, som jeg ikke tror, at særlig mange kan forestille sig. Ind i mellem kan jeg godt tænke, damn, skal det virkelig være så fucking hårdt. Men omvendt må jeg bare sige, at jeg med tiden har lært, at det vigtigste sgu er i orden: kunstnerisk og eksistentielt er  jeg der, hvor græsset er grønnest for mig."

(Interview i Jyllands-Posten, lørdag den 25. februar 2014)


Foto: Lars Bech

 

En litterær lirekassemands bekendelser

Det kreative flipproletariat: Man må hustle og hutle sig igennem for at overleve som fuldtidsforfatter i Danmark, hvis man hverken skriver børnebøger, Bilka-baskere eller statsautoriserede avantgardeværker.

AF HENRIK LIST

Som 12-årig begyndte jeg på et tidspunkt at udbringe aviser. Allerede efter få dage i vestjysk modvind og regnvejr på cyklen - med en klodset, tonstung taske på bagagebæreren – forekom de ekstra lommepenge, jeg havde drømt om at tjene, dog pludselig ikke nær så fristende. Alas, jeg sagde fritidsjobbet op og så mig aldrig tilbage.

Dét gjorde jeg heller ikke, da jeg i 2004 droppede min trods alt ellers mere lukrative heltidsstilling som kulturjournalist- og anmelder gennem 13 år på Berlingske. Og det føltes lidt ligesom dengang, jeg stoppede som avisbud: Jeg troede ikke rigtig på projektet længere; det var ikke vigtigt nok mere …

Desuden indgik det kraftigt i overvejelserne, at man trækker på den samme skrift, den samme hovedstol, når man både arbejder som forfatter og kulturjournalist, sådan som jeg selv havde gjort det i et par årtier. I længden risikerer man enten at blive middelmådig i stereo eller ramle ned på gulvet mellem to stole, og jeg ønskede ikke nogle af delene.

Beslutningen om at vælge den umagelige forfatterstol har haft sin pris. Efter naivt og trofast, gennem over 20 år, at have indbetalt cirka en tusse om måneden til journaliststandens fagforening/A-kasse erfarede jeg blandt andet snart, at jeg lige så godt kunne have skyllet de penge ud i lokummet - eller fyret dem af på coke, champagne og escortpiger.

For jeg var nemlig hverken berettiget til supplerende dagpenge eller kontanthjælp, blev betragtet som selvstændig erhvervsdrivende og kunne kun få støtte, hvis ’firmaet’ gik konkurs, dets aktiver (en halvgammel laptop, et par ufærdige manuskripter plus en skuffe fuld af kuglepenne) blev solgt fra, og jeg lod mig sætte under økonomisk administration. Der eksisterer ingen A-kasse for professionelle forfattere i Danmark, og Nordeas kassekredit er mit eneste sociale sikkerhedsnet.

Det gør det heller ikke nemmere, at politikerne nægter at fjerne momsen på bøger, hvorved disse bliver alt for dyre i salgspris. At forlagene skærer ned på forskud, udgivelser og oplag, og (ligesom boghandlerne) bruger næsten al deres krudt på at pushe nogle få potentielle top 10-hits i hver sæson. At de såkaldte folkebiblioteker massivt svigter deres public service-forpligtelse ved primært at indkøbe bestsellere og børnebøger, metervarekrimier og computerspil i stedet for at satse på at få flere eksemplarer af de mere uforudsigeligt ukendte romaner eller digt- og novellesamlinger op på reolerne.

Under sådanne vilkår i så lille et sprogområde kan man vel kun leve fornuftigt af skønlitteratur, hvis man skriver brede Bilka-baskere eller tilhører den elite af 40-50 yngre danske forfattere (især med Forfatterskole-baggrund), der åbenbart er af så afgørende national betydning, at de hver især kan være nogenlunde sikre på at modtage sekscifrede beløb i overførselsindkomst fra Statens Kunstfond, år ud og år ind.

Det er slemt nok at skrive skønlitterære bøger, som i form og indhold befinder sig et sted midt imellem de to ovennævnte ekstremer, men endnu værre bliver det, hvis man – som jeg har en beklagelig tendens til! – skriver om tematikker, der er tabuiserede, provokerende og politisk ukorrekte. Så skal det sgu være en lidenskab; et kald; en permanent undtagelsestilstand!

Der findes en stor, socialt helgarderet kreativ middelklasse herhjemme. Dem med fast arbejde i medier og marketing; i kultur og underholding; i administration, formidling og salg af litteratur, film, musik, teater, billedkunst og så videre. Også inden for bogbranchen, hvor dem, der typisk tjener mindst på en udgivelse, er ham/hende, der faktisk har skrevet den … for skaldede 15% i royalty pr. solgte bog (eks. moms) ... Alle andre i fødekæden, fra direktøren over redaktøren til forlagets piccoline (for slet ikke at tale om grafikerne, korrekturlæserne, distributørerne eller boghandlerne), får altid deres løn efter overenskomsten. Det er oftere kulturfunktionærerne end kunstnerne, der skummer fløden i det socialdemokratiske Danmark.

Som fattig forfatter på stenbroen tilhører jeg et kreativt flipproletariat, der paradoksalt nok på samme tid har en høj kulturel kapital og en årsindtægt nær ved kontanthjælpssatsen. Ligesom mange andre dygtige, produktive og anerkendte fuldtidsforfattere over 40, der ligeledes får deres bøger udgivet på etablerede forlag, generelt modtager pæne anmeldelser og normalt bliver interviewet i de store dagblade, når nye værker udkommer.

Medievirakken hvert andet eller tredje år i forbindelse med nyudgivelser medfører i øvrigt, at en del i ens omgangskreds bliver småmisundelige og tror, at man tjener kassen, når man f.eks. har fået udgivet 17 bøger på 30 år. Hallo, det må da give en mindre formue i bibliotekspenge alene, mand?!

Nej, desværre ikke, baby. Mens Bjarne Reuter og andre børnebogsforfattere snildt hæver halve og hele millioner i biblioteksafgift, må en voksenforfatter som mig nøjes med en skolelærer-månedsløn – én gang om året - for at stille knapt en snes originale bogtitler til rådighed for lånerne. For evigt.

Et McJob på siden, som postsorterer, lærervikar eller hvad ved jeg, er udelukket, hvis man seriøst insisterer på noget så absurd som en ’forfatterkarriere’. Dann haben Wir ja andere Metoden, og jeg drikker bare meget postevand og spiser bare mange Dr. Oetker-pizzaer på tilbud i stedet for.

Jeg har skåret avisabonnement, iPad, smartphone, mærkevaretøj, cykel (den sidste blev stjålet), FCK-sæsonkort, 40 kroners-caffelatte, byture med vennerne, tandlægebesøg og high maintenance-kærester ud af budgettet. Har byttet mine signerede bøger væk for varer, sponsorater og tjenesteydelser. Har købt cigaretter og pulverkaffe til ”særpris” på skumle bodegaer og solgt skånselsløst ud af mit eget arvesølv (jeg levede i et halvt år af vinylpladesamlingen …)

Jeg drager hellere end gerne på landevejen som litterær lirekassemand og spiller de gamle melodier på forstads- og provinsbibliotekerne, hvis disse da tør hyre en skidt knægt som mig (og dét gør de sjældent). Og jeg tager skam glad den røde næse og de store, sjove sko på, når Weekendavisen betaler 3.000 kr. for skrive røven bar i en artikel som denne. Men når det er nødvendigt, det vil sige jævnligt, er jeg også klar til at hustle og hutle mig igennem på måder, som det af juridiske årsager vil være uheldigt at komme nærmere ind på.

Men hey, sådan er det jo: Jeg lever for at skrive og forsøger at overleve ved at skrive. Der er ingen, der tvinger mig til det, og jeg kan alligevel ikke lade være. Jeg angler ikke efter medlidenhed (selvom I da godt måtte købe nogle flere af mine bøger, tak!) og forventer ikke, at skatteyderne skal forsørge mig. Og jeg er blevet for gammel og tyk til at blive avisbud igen, selvom jeg sikkert kunne tjene mere på dét.

Til gengæld har denne ”overvurderede og underbetalte” bohèmetilværelse altså også andre lykkelige fordele, end at man kan stå op om morgenen, når det passer én, kan kæderyge på ’kontoret’, og kan sætte sin hat, som man vil. Der er således en enorm frihed i at konfrontere sig med det hvidglødende blanke Word-ark på skærmen - med kniven på struben - hver eneste dag: En personlig og kunstnerisk frihed, man hverken har, hvis man er fanget på kontor og til møder dagen lang, er i evig taknemmelighedsgæld til velfærdsstaten eller måske underbevidst forsøger at tilpasse sig bestsellerlisternes konjunkturer/litteraturparnassets modeluner. En frihed mere værd end guld og lommepenge, kors og bånd og stjerner …

Det er friheden og så den dér irrationelle lidenskab, der får mig til at blive stædigt ved, og denne gang springer jeg ikke af cyklen, selvom det tit er op ad bakke; i modvind og regnvejr. Der var i sin tid mange andre raske, lyshårede drenge, der kunne bringe eftermiddagsavisen ud til abonnenterne i parcelhuskvarteret, men ingen andre nulevende danske prosaforfattere kan skrive lige netop de bøger, fortælle lige netop de historier og skildre lige netop de sider af virkeligheden, som jeg kan og gør.

Hvis jeg ikke troede på dét som projekt, hvis dét ikke var vigtigt nok, ville jeg simpelthen lade være.

(Essay fra Weekendavisen BØGER, sommeren 2014)

 

 

Tegning: Lars Vegas, 2014