Kontakt Henrik List - henrikvonlist@gmail.com
KØB TILBAGE TIL TANGERKØB PUSSYLAND EXPRESSFlavourKØB KÆRE FUCKING DAGBOGRed Stripe

Kære fucking dagbog

"Kære fucking dagbog" er en roman baseret på en gruppe københavnske emo- og punk-pigers egne rigtige dagbøger fra tiden op til rydningen af ’Ungeren’ på Jagtvej 69. En både sej og sårbar, overfølsom og ucensureret fortælling om nutidigt teenageliv, fortalt i dagbogsform af det 15-årige skilsmissebarn Kat.

Om op- og nedture med en skrap enlig mor og en psykisk syg far; om drengene, veninderne og kærlighedslivet; om en ung piges søgen efter ægte følelser, frihed, identitet og selvværd i en flimrende, overfladisk tidsalder.

Henrik Lists debutroman tegner et præcist, både rørende og rystende portræt af det 21. århundredes nye generation, det sortklædte, surmulende og subkulturelle ungdomssegment, men også af en hel dansk middelklasse, hvis værdier trues af stress, recession og uforløste drømme.

LÆS MERE HÉR: www.kaerefuckingdagbog.dk

DOWNLOAD BOGEN SOM E-BOG HÉR: http://www.saxo.com/dk/item/henrik-list-kaere-fucking-dagbog-e-bog.aspx?searchkeyword=henrik+list

***

Anmelderne skrev om ”Kære fucking dagbog”
(udg. 2009 på forlaget Lindhardt og Ringhof):

 

”Det lykkes Henrik List at skabe en troværdig og alment gyldig fortælling om at vokse op og lede efter sig selv. (…) Romanen rummer en kærlig fascination af det, der ikke er mainstream, og den kan bestemt anbefales til både unge og deres måbende eller bekymrede forældre.” (Weekendavisen)

”Et enestående troværdigt portræt af livet som trodsig teenagepige (…) List skriver med absolut gehør og udviser et sjældent blik for den ekstreme følsomhed, der kendetegner de tidlige teenageår.” (Ekstra Bladet, 5 stjerner)

”Den er virkelig genialt skrevet, og jeg kan genkende så mange af de ord og måder, jeg selv skriver på (…) ”Kære fucking dagbog” er en virkelig fed bog. Jeg vil helt klart anbefale den.” (15-årig gæsteanmelder i Børsen, 5 stjerner)

”Henrik List formår på fantastisk vis at gøre bogen både vedkommende, lærerig og superinteressant - sandsynligvis både for emo-piger og voksne, der gerne vil snuse lidt til ungdommen.” (Jyske Vestkysten, 5 stjerner)

”En begavet og bevægende roman, som unge kan spejle sig i - og voksne blive klogere af.” (Berlingske Tidende, 4 stjerner)

6 ud af 6 stjerner i magasinet Citadel

 

***

UDDRAG FRA HENRIK LISTS ROMAN ”KÆRE FUCKING DAGBOG”
(LINDHARDT OG RINGHOF, 2009):

 

Hvordan det er 4-real, baby, at være en fucked-op teenager i 2000-fucking-07 … ik’ som de voksne tror det er eller gerne vil ha’ det skal være, okay. Fordi at de jo hele tiden prøver på at få os til at være unge på den måde, som de nok sys er den ”rigtige” og mere fornuftige måde, vel. Sådan som de var da de selv var unge? Eller som de påstår de var i hvert fald, for måske kan eller vil man slet ik’ huske, hvordan man var som ung overhovedet, altså når man selv bli’r voksen og får børn i den alder?

Det er altså li’som gået ret okay … det der med, at de unge styrer det hele selv i Ungeren, ik’ … jeg mener, det er altså ik’ os, der stikker hinanden ned med knive eller går rundt i bander eller ligger og sprøjter heroin i armene med kanyler, vel? Sådan noget sker ik’ i Ungeren, det gør det bare ikke!

Hvor farlige kan små, møg punkerunger som os lige være over for dem, der har al magten og bare kan sende 1000’vis af pansere ud efter os?

Hvor farlige er lige en masse små, tynde børn på max 50 kilo i hættetrøjer, tighte jeans og All Stars sådan overfor en mur af de der store jyde panzere med hjelme, skjolde, ”Robocop-gear”, metalskinner på benene og alle mulige farlige våben?

 

***

 

Fuck. Jeg er 15 år og føler mig gammel. Jeg blev født i 1991, det jo 100 år siden, main.

Du kan finde mit kvarter på Google Earth, hvis du søger under ”Verdens Røvhul” …

Jeg går i sort tøj, fordi at min sjæl den er … sort … i pink også, fordi jeg os’ kun er en lille pige, der svæver som en sommerfugl ovenover ... jeg svæver som en sommerfugl henover den uendelige grå by af beton, mursten, plastic, reklamer, motorveje

 

***

 

Musikken er som et spejl, hvor man altid ser smuk ud :-D når man ser sig selv i det. Okay. Dét er hvad musikken den betyder indenfor emo!

Der er sådan en blanding i emo-moden, på samme måde som i musikken … af det uskyldige og det farlige, vel. HxC + <3 At man li’som både vil være den lille, kawaii lolita-pige, hende med flæser og lyserøde ting og små, fine sløjfer i sit hår, og så også den rå, seje, mere street-agtige tøs i sort hættetrøje dér, som drikker og ryger og er lidt drama queen måske … være dem begge to på én gang, jaaarh? Den der kontrast = very emo. Som at man bruger farverne pink og sort hele tiden sammen og tegner sådan nogen dødningehoveder med de der små sløjfer på dem eller søde dyr der bløder, dør … man kan både li’ søde, nuttede tegnefilmsting som Pucca og Hello Kitty og så samtidig synes man det herre nice med en masse piercinger/tatoveringer og gang i den og punkagtig musik … det søde og det ”sorte” sammen, pop + punk + fashion = emo.

FFS!!! Nu er My Chemical Romance også på Boogielisten med den nye, arghh!! Total herre nederen ... så snart et fedt band kommer på Boogielisten begynder alle poptøzerne at høre dem og så gider man li’som ik’ selv høre dem mere, vel. Overhovedet. Og da slet ik’ gå til deres koncerter og stå sammen med en masse solarieduller med mavebluser og stramme, hvide bukser og lyserød lipgloss, seriøst, come on.

 

***

 

Der er altid så møg stille oppe hos psykiatrikeren. Man kan næsten kun høre uret, der tikker i baggrunden, tik-tak, tik-tak … TIK-TAK, TIK-TAK … tiden den snegler sig langsomt af sted … det er som at være lukket inde i en gummicelle sammen med ”Dr. Phil” (han ligner ham en del, faktisk. Hvilket er herre grineren, øh … hvis altså ik’ det var så herre nederen at være der i det hele taget!)

Ka’ huske jeg fandt noget ledning i en bunke rod og skrald og stod med det i hånden … li’som vejede det, tjekkede hvor langt det var … tænkte om det var stærkt nok til at holde mig, når at jeg sku’ hænge mig. Langt ude. Men det gik over på et tidspunkt igen. Der begyndte jeg li’som mere at skære mig og det var jo ikke nær så farligt.

Nu har jeg pludselig glemt alt om, hvor skodagtigt og nederen mit liv er. Glemt den følelse over det med boyman.dk i maven … ehm, fordi Alex han kyssede på mig og var rigtig sød jo, yay! Og Candy blev så sur over det, at hun til sidst bare rejste sig og skred uden at sige noget til os, med sådan et fornærmet *fnys* … heh, pludselig var det hele herre nice og stjernerne skinnede og jeg danser rundt herhjemme på værelset i dag, mens jeg hører musik og er helt … glad, nærmest?

Det hele skifter bare helt vildt for tiden, er du så færdig. Op og ned. Ned og op. Glad, ked af det, helt nede, ligeglad, pissed, kold, håbefuld, wasted, indimellem nærmest lykkelig som jeg ellers ik’ har været siden Den Store Sommer der sidste år. Hvad sker der lige for mig, main?

Fuck. Måske er jeg øh … min psykopat Dr. Phil kalder det vist … mani depressiv?

 

***

Så presser min far sådan to fingre ind i min pande, så jeg li’som bli’r klemt helt op af væggen, nærmest, og seriøst, det føles som eh … der kommer en slags strøm fra hans fingre ind i min hjerne. WTF? Står jo lige foran mig med fjæset helt inde i mit fjæs, så jeg kan stinke hans dårlige ånde og er ved at blive kvalt over det.

”Du har en båndoptager inde i dit hoved” siger han, helt lavt, men mega intens i stemmen jo … det gentager han, det med båndoptageren …men så kommer det: ”Men du har bare sat det  forkerte bånd på …” (…) Det pisser ham vist af, det at jeg ikke fatter en pløk af hvad han siger. For så siger han rigtig sammenbidt og med et helt underligt ansigt, så siger han det bare lige ud, no BS: ”Du er mit livs største fejltagelse … du sku’ ha’ været en abort, ved du godt dét, Kitty?”

Seriøst, når man ryger cigar og spiser stærk ost med kommen er man blevet gammel, Far, okay?

Pimp my life, god!

 

***

 

Fuck dem. Alle mænd er klamme. De er seriøst kun ude på 1 ting, ligegyldigt hvor søde og pæne, at de lader som de er, når man snakker med dem først. Hvor de bare vil sige ALT for at score én … i det mindste har min mor sgu ret i dét.

HJÆLP!!!

JEG VIL VÆRE LEBBE!!!

 

***

 

Nogen gange er der bare for meget på én gang man skal huske og tænke over, vel. Så man føler sig sådan nærmest ”elektrisk” i hjernen, mere eller mindre hele tiden, og man føler sig rastløs over det, total. Jeg mener, bare al det spam man får ind i sjælen hver eneste dag og nat, når man er hele tiden - altså på online dér, på myspace, MSN, email, mobilos, sms, iPod. Når det hele bare bipper og summer og larmer samtidigt, ik’ … når man sidder og chatter med en på MSN og så bipper en sms lige ind, som man jo skal svare på, helst, og man prøver samtidig total at koncentrere sig om de lektier til i morgen, men man hører musik samtidig med det + man skal også tjekke ens email på hotmail der og os’ se nogen herre sjove film inde fra YouTube, som nogen man kender har spammet én med … de kan faktisk li’så godt bare plugge en ledning direkte ind i kraniet, main, så man ka’ surfe på nettet selv når man sover!

Seriøst: nogen gange tror jeg virkelig jeg har fået en computervirus i hjernen eller sådan noget. Når der bare er color-flimmer når man lukker øjnene i 1 sekund eller man ik’ kan sove om natten f.eks. Når det hyler svagt mellem ørerne, når man så endelig kommer i seng og ligger der og venter i evigheder på at ku’ sove og selv naboerne ovenpå er stille ellers … en hylen som fra en stor forstærker til en rockkoncert, lige der når … efter et nummer er slut, ik’ … hvor at elguitaren den står lænet op af en højttaler og summer sådan metallisk. Agtigt. Mens scenen bare er helt tom og alle teenagerne står helt stille og usikre nede i den mørke sal og kigger derop og venter på … noget?!

 

***

 

I want to be a teenage serial-killer … and play in a rock’n’roll band!

Halloh, jeg ved altså godt jeg er født for sent … i den forkerte tid, FFS! Jeg blev født i 1991, da det hele var forbi, og jeg er ung i det nye årtusinde, hvor det hele bliver gentaget forfra … forfra med mere eller mindre den samme musik om igen og med moden og subkulturer og sådan, selvom man li’som troede, der ville ske en masse helt vildt NYT efter år 2000 og det latterlige millennimumskifte. Det gjorde der så bare ik’, vel? Punken om igen f.eks., men nu punk light, punk for børn, kiddie punkere, punk goes popTM: 12-årige med strithår og nittejakker der tror de seje, fordi de drikker sig lamme hver weekend og klipper huller i deres sorte jeans og bruger for meget eyeliner og kommer til skolepsykolog for at svare igen over for deres lærer ...

Jeg gider da ik’ dresse max op for nogen dumme gangzta-børn og nogen spejlblanke popdåzer, bah, som alligevel ik’ fatter det tøj eller hår jeg har, det som vi sys er det sejeste. Eller for lærerne, come on! Fuck dem. Hvad de mener om mig eller min stil er jeg iskold over for, tro mig. Men når man skal ind til byen, hvor man kan møde alle mulige, eller til fest eller koncert eller sådan noget, hvor alle dem man kender er der, så bliver man simpelthen nødt til det, uhh. For så er hele byen en fucking catwalk, baby. Så skal ens hår og sminke og ens tøj være super perfekt, seriøst, ellers går det slet ikke, vel.

De blev lidt bange for os ellers, tror jeg … måske fordi de ku’ se vi var fucking ligeglade med deres status pis og karl smart-modetøj … det med at gøre hvad der bliver sagt, eins, zwei, drei. De ku’ slet ikke fatte, hvordan vi bare ku’ være så … ligeglade? … os’ ligeglade med dem, vel. Og de var nok selv rigtig, rigtig bange for, at deres egne små dengsebørn sku’ blive li’som os en dag, når at de kom i ”puberteten”, ik’?! Det er deres værste mareridt, tror jeg, uha-uha …

Men eh, når jeg tænker over hvor pænt meget jeg savner at være punker, så er det måske fordi jeg savner den dér … hvad ska’ man kalde det? … den dér følelse af ”magt”, på en måde? ... åh jaaarh, at gå sådan langsomt sammen med en flok andre små, grimme, fucked-op kriminelle børn inde mellem alle de ”pæne” mennesker der på Strøget eller Rådhuspladsen …  midt om dagen, lige i solen… eller sidde og drikke på Hovedbanen og mærke, hvordan de alle sammen gloede og vendte sig rundt og var herre forargede, men man bare var ligeglad, helt kold … sådan fuck jer-agtige, ligemeget hvad. Born 2 be punk! Punk in my <3 69!!!