Download de enkelte numre fra CD'en "Pussyland Connection" ved at klikke hér
Spoken word in the House of Pussy
Eller: "The beat goes on…"
Af Henrik List
Ord & beats, sprog & rytmer, poesi & bas, fortællinger & musikalske stemninger, der hænger sammen imellem ørerne eller stereohøjttalerne i en ny dynamik, hvor sveden får lov at dryppe på litteraturens hvide ark og historierne slippes ud imellem nattelivets varme kroppe...
Teksten ikke bare mening eller meta-drilleri fordøjet i andægtig tavshed eller under dæmpet gnæggen. Lydsporet ikke blot et trendy tapet fra det 21. århundredes lounger. Målet: En gensidig påvirkning og afsmitning, så betydningen finder nye klangrum, litteraturen kommer ud over scenekanten, og tonerne bærer følelserne alle mulige andre steder hen end tilbage til midten af parnassets inderkreds.
Det er ikke pudseløjerligt, semiotisk mundgejl eller det 117. riff over Guru Højholt, der går i selvsving og puster balloner op i en gymnastiksal i Jylland engang i 60'erne. Nej, det er - uha-dada! - noget så fjernt fra den litterære tidsånd og statsautoriseret, forfatterskole-korrekt minimalisme som historier fra den (u)virkelige verden (dén udenfor værket, De ved!) Historier med noget så pinligt anakronistisk som en mening, et indhold, et budskab, en følelse, en morale, en inderlighed med vrangen vendt udad i spotlight og cigaretrøg. Eller noget, der ligner… Ligesom dengang i 50'erne, da Beat-drengene - Jack K., Ferlinghetti, Corso, Rexroth, Burroughs etc. - jivede med jazzmusikerne i The Village og fandt en ny, fælles frekvens for deres boppende, elektrificerede litteratur (årtier før Rif, Gustava og Louis Hjulmand eller Dan Turèll & Sølvstjernerne indførte den samme slags performance-orienteret live-litteratur i lille Danmark…)
Det er vel sådan set heller ikke engang ovennævnte, klassiske form for jazz & poetry, det, vi laver i Pussyland Connection. Ikke det sædvanlige set-up med rutineret følsom lyriker i rullekravesweater med en søvnig jazztrio på siden og en halv kasse portere under mikrofonen (respekt for dét!), men snarere jazz & prose, spoken word eller måske ligefrem broken word? I hvert fald et litterært og musikalsk hybridshow, en tur on the wild side, hvor hårdkogte, nutidige prosafortællinger fra det amerikanske overdrev møder moderne, elektronisk musik på de skarpe hjørner. En hybrid imellem prosa og hip hop, rap og jazz, der trækker én med ind i en midnatsverden af sort asfalt, blinkende neon, lumre barer og ensomme motelværelser. Åh, alle disse noir-klichéer, som enhver falleret romantiker må elske langt højere end nok så megen steril, kirurgisk livsangst camoufleret som brilleabet, litterær avantgarde.
Hør nu hér: Det behøver altså ikke altid være så skidesjovt og ironisk med tungen lige i kinden, KUA-Shubidua for uni-æggehoveder. Det behøver heller ikke død og pine at være tung, malmfuld 80'er-patos eller plaprende ekvilibristisk hjernevask for Playstation-poeter. Engang imellem, fint nok med os og fred da være med dét, men det handler sgu først og fremmest om en kontrakt imellem forfatter/band og publikum om at mødes dér ude over scenekanten i et dirrende nu, som hverken ville have været det samme i radioen, på film eller i en bog med akkurat de samme ord og sætninger.
I behøver såmænd ikke at sidde stille med foldede hænder og lukkede øjne, men kan sagtens både vippe med foden, snakke sammen (bare ikke for højt, OK?), ryge en helvedes masse smøger, tjekke stedets babes (af det ene eller det andet køn) og hente nye fadbamser i baren, når Pussyland Connection er på scenen. For det er jo dér, det sker, når litteraturen levende og svedende og af og til nervøst hakkende eller fadølssvimmel møder nogle mennesker, der heldigvis hellere vil sidde lige netop dér end hjemme foran fjerneren.
*
Pussyland Connection består af Henrik List, Jokeren, DJ Wunderbaum og August Engkilde, og har spillet over hele landet, bl.a. til "Broken Word 03"-arrangementet i Store Vega i København, der tiltrak over 600 betalende gæster.
Pussyland Connection udsendte i 2002 spoken word-CD'en "Pussyland Connection", bygget over remixede tekster fra Lists novellesamling "Pussyland - Historier fra Amerika" (Rosinante, 2001.)
(Henrik List medvirker også på Jokerens solo-CD "Alpha Han" med intro-nummeret "Der er stadig bartendere…".)
Download de enkelte numre fra CD'en "Pussyland Connection" ved at klikke hér
Der er stadig bartendere… (Intro)
Skrevet og performet af Henrik List
Der er stadig bartendere der ik' er blevet sindssyge
når byen engang atter vågner op
til en bøn fra en player, der HAR fået nok…
Der er stadig natbuschauffører, hustlere og 7-11 zombier på job
mens pusherne stresser og pigerne presser i Little Bang-cock
og om lidt slår morgenværtshusene dørene op
for grønlændertøser og baggårdspumaer med alkochok
Der er stadig bartendere der ik' er blevet sindssyge
når byen engang atter vågner op
til en bøn fra en player, der HAR fået nok…
---
Byen hedder K-Town, byen hedder København
El Jokerino er min gamle homies navn
myten, manden, mennesket er derude i nat
patruljerer i distriktet, ude på plat
søger efter afveje for at finde udveje
spændt op til lir i shades og Flamingo-gear
altid sulten efter mer' mer' mer'
når natten er fuld af sex, snavs og begær
Hans hjem er den stripbar hvor hans flaske står
hvor han får en lapdance mellem pigelår
videre gennem røg og støj med en abe der bider i en trang
til igen at feste natten lang
i de onde gader hvor argumenterne er slående
holder han den altid gående
indtil han bli'r en skygge af sig selv, en mand uden navn
li'som alle os andre, i mørkets København
For en møgluder stak ham en kniv i ryggen
en myte gik på stand-by og et mareridt var på vej
han er søvnløs i hawaiskjorten, smidt på porten
af stemmer i hans hoved og koldsved på hans pude
træt af at være på bistand som generationens talerør
i en medietomhed hvor kun vilde hunde gør
en ensom ulv på jack & cola, cigaretter og dunder
der kun venter på, at verden snart går under
Started' på bodega med Fernet og cerut
slog på sin hjerne med stoffer og sprut
en hardcore-alfahan med det tørreste krudt
den sidste rock'n'roller microphone controller
cruiser på stenbroen med sin diktafon
klar til at spytte rim i den sorte mikrofon
til Easys beat der er helt i top
hey, El J-j-jokerino - gi'r ALDRIG fucking' op
En stodder der har dedikeret sit liv
til at underholde og drikke sig stiv
kender stjernegyset men er på vej ud i lyset
sammen med den eneste anden
der dræber aben med en kærlig hånd på panden
mens dæmonerne smuldrer på en tatoveret skulder
slut med nætter på coke og billige duller
når solen den står op over den blege gøglers krop
(Fra Jokerens CD "Alpha-han", 2003)