Efterskrift
Den forstenede lort - og andre hemmeligheder i Dennis
Coopers forfatterskab
Af Henrik List
“Teenaged boys are my weakness, particularly the
slim, depressed, cute, intelligent, haunted ones…” (Dennis Cooper:
“Try”)
Med sin tour-de-force af en romancyklus i fem bind –
”Closer”, ”Frisk”, ”Try”, ”Guide” og ”Period” - skrev Los
Angeles-forfatteren Dennis Cooper sig på kun et årti (fra 1989 til 2000)
direkte op i den store, amerikanske (anti)kanon af litterære renegater,
hvor han i dag i hvert fald tematisk kan betragtes som en arvtager til
William S. Burroughs, Allen Ginsberg, Hubert Selby Jr., John Rechy, Marco
Vassi, Edmund White og Gary Indiana.
Ovennævnte forfattere er overvejende bi- eller
homoseksuelle, og der er specielt i amerikansk prosalitteratur efter Anden
Verdenskrig i det hele taget en stærk understrøm af seksuelt transgressiv
bøsselitteratur. En bøsselitteratur, der for det meste hverken er
bekendende, kønspolitisk eller pædagogisk (i form af ”coming
out”-dannelsesfortællinger), men snarere syret, skrifttematisk og
stilistisk eksperimenterende i en grad, så minoritetsghettoiseringen
egentlig bliver ligegyldig. En bøsselitteratur, der ofte udspiller sig i
subkulturernes mest ekstreme undergrund, hvor der er langt imellem de
harmløse homostereotyper, og hvor selv en læderbøsse i naziuniform
betragtes som håbløst småborgerlig og pinligt konventionel.
Gennembrudsromanen ”Frisk” fra 1991 blev af mange set
som en homoseksuel pendant til Bret Easton Ellis’ samtidige ”American
Psycho”, og lige såvel som Ellis’ serial killer-bestseller vakte
furore blandt feminister over alt i verden, gjorde Coopers kritiske og
kultiske succes i mindre målestok ham til hadeobjekt for ”politisk
korrekte” bøsseaktivister. Hvilket bl.a. resulterede i dødstrusler mod hans
person, der fik ham til at indstille en efterfølgende oplæsningsturné
igennem hele USA på halvvejen...
Cooper er dog frygtløst fortsat med sin litterære
udforskning af (homo)seksualitetens tabuer (trækkerdrenge-prostitution/
hardcore-sadomasochisme/bare-backing1/pædofili/børne- og
snuff-porno etc.) og den postmoderne kulturs skyggesider (fremmed- og
tingsliggørelse/computer- og TV-eskapisme/mode- og statusræs etc.) – uden
dog på nogen måde at være ude i et egentlig kultur- eller samfundskritisk
ærinde.
For Cooper som for en række andre transgressive,
postmoderne forfattere (og kunstnere) er kroppen ”den sidste grænse” i en
verden af simulakra og simulationer – en grænse til en efterstræbt
autenticitet, der må overskrides. Hans bøger er fulde af pervers
sex og vold, narko og fornedrelse, angst og dødsfantasier - i et klamt,
klaustrofobisk og kvalmende univers, hvor mørkets hjerte banker i unge
drenges endetarme, og følelsesmæssigt afstumpede voksne mænd forfølger
deres lyster både helt dérop og langt ind i et begær, hvor sproget ikke
længere rækker.
Paradoksalt nok har dette ikke ret meget med
pornografi eller splatter-horror at gøre, hvor vidende og sarkastisk disse
genremæssige udtryk ellers end kommenteres af Coopers karakterer i medie-
og popkultur-referencerne undervejs; digressioner, der ind imellem nærmer
sig sammenhængende, kritiske analyser af bl.a. bøssepornoens æstetiske
historie. Nej, dertil er skildringerne af det pornografiske, obskøne eller
sensationelle i bøgerne simpelthen alt for kliniske, distancerede og
litterært selvbevidste og den narrative struktur i sig selv alt for
kompleks. Hvis en Dennis Cooper-roman hypotetisk skulle læses funktionelt
lineært – altså for ophidselsens og orgasmens skyld - ville det være som at
onanere til en pornofilm på en kodet kanal, hvor man kun ser det glinsende
nøgne kød og de seksuelle akter i glimt imellem den generelle flimren og
knitren. Det er bruddene, pauserne, intervallerne, mellemrummene og alt
det, der foregår imellem linierne, imellem sætningerne, imellem de
skiftende fortæller-synsvinkler, imellem sexscenerne og voldsudskejelserne,
der er den egentlige tekst – teksten under teksten så at sige:
Italesættelsen af det usigelige...
I modsætning til pornografiens eller gyserfilmens
klichéroller er Coopers karakterer mennesker af kød og blod - hvor syge og
desperate og fucked-op, de end måtte virke – med deres egne individuelle,
psykologiske stemmer og ”undertekster”. Dette gælder for selv de mest
dopede dukkedrenge, der lader læserne opleve disse twistede seksuelle
scenarier fra objektets/ofrets ende (!), så man tvinges ud af den passive
voyeur-rolle. ”Fuck me up, and I will never forget you,” siger en af
drengene til sin voksne sexpartner – men vi glemmer ham dermed
heller aldrig, for vi er blevet medskyldige!
Hvor pornografien forbliver på overfladen, går dette
litterære projekt omvendt netop ud på at gennembryde, penetrere og ”åbne”
overfladen med skriften. ”That was the weirdest part,” som fortælleren John
reflekterer i ”Closer”, ”feeling how warm and familiar George was and at
the same time realizing the kid was just skin wrapped around some
grotesque-looking stuff.”
Cooper skriver sig bogstavelig talt ind under
huden på sine karakterer, ind i lortet og indvoldene, helt ind i den
rædsel for døden som livet med alt dets forfængelighed og flygtige skønhed
jo er.
”George is a jewel in those glittering confines,
the same way his heart is a lump of confusing blue tissue two feet up his
asshole.” (Dennis Cooper: “Wrong”)
Dennis Cooper er født 1953 i en middelklassefamilie i
en forstad til Los Angeles, hvor han stadig bor – efter i længere perioder
at have opholdt sig i New York og Amsterdam. Han begyndte sin litterære
karriere som lyriker i slutningen af 1970’erne, hvor han ligeledes hurtigt
blev involveret i både punkscenen og den spirende homo-aflægger af denne:
Queercore-bevægelsen. Allerede i tidlige noveller som ”A Herd”
(fra 1980, der kan læses i ”Wrong”) og i en digtsamling som ”The Tenderness
of Wolves” (’81) kredser Cooper om det makabre og morbide ved
seksualiteten, om de farlige og forbudte fantasier, han siden så monomant
har taget til det yderste.
En række form- og indholdsmæssige karakteristika, der
perfektioneres i romancyklussen, er faktisk forbavsende tydelige i mange af
forfatterens tekster fra 80’erne: De neutrale, sydcaliforniske
forstadskulisser; de vage, overfladiske person- og miljøbeskrivelser; det
stramme, minimalistiske og hyperrealistiske sprog; den gennemførte brug af
en utroværdig jeg-fortæller og et spindelvæv af skiftende tredje
persons-fortællere; de fjerne forældre og dysfunktionelle familier; den
blasérte, men rodløse, sex, drugs & rock’n’roll-dyrkende
ungdom; det præcise øre for tidens slang og disse unges fragmenterede måde
at tale på; de erotisk-poetiske beskrivelser af mandekroppens ellers mere
frastødende fysiske aspekter
(lugte/sekreter/bumser/sygdomme/urin/afføring); den seksuelle tiltrækning
imellem teenagedrenge og voksne mænd; afstanden imellem parterne i selv den
mest intime seksuelle akt (og den deraf følgende ensomhed og længsel efter
nærvær); nysgerrigheden efter, hvad der gemmer sig bag ved de begærede
drenges skønhed; det sære, emotionelle bånd imellem bødlen og hans offer,
når de begge ser døden i øjnene; skygger af notorisk berygtede
homoseksuelle serial killers som John Wayne Gacy og Dean ”The
Candyman” Corll; S/M-scener, der kulminerer i dissekeringen af livløse
kroppe i håbet om at finde en eller anden form for hemmelighed eller
indsigt – noget spirituelt, religiøst endda? - i de stinkende, blødende
indvolde inden under det sønderflængede kød…
”Jeg ønsker ikke at chokere nogen, men meget seriøst
at undersøge en fascination,” siger Dennis Cooper selv om sit provokerende,
kontroversielle forfatterskab: ”En fascination af objektgjorte
teenagedrenge, der er desperate efter at blive elsket og derfor drages mod
voksne mænd som fadersymboler. Og en fascination af de ”forvoksede drenge”,
de psykotiske mænd, der tror, at de kommer til at finde sig selv eller ”se
Gud”, hvis de overskrider alle moralske grænser, har sex med og ultimativt
myrder disse unge drenge.
Tanken om at isolere den begærede krop som noget, der
må udforskes til det ekstreme, kan nemt blive til en form for besættelse,
hvor man forestiller sig, at man kan finde ud af ”hemmeligheden” om netop
dén krop – og dermed måske om selve livet - ved at dræbe den og skille den
ad som en maskine – ligesom når et barn med sofistikeret naivitet piller et
stykke legetøj fra hinanden… Men det er en udforskning, der som konkret
handling er dømt til at mislykkes, fordi man ikke finder noget svar i en
død, ødelagt krop, men blot en masse blod og indvolde i ét stort, ulækkert
søle.
Derfor handler mine bøger ofte om personer, der trods
alt kun fantaserer om at mishandle, myrde og dissekere et andet
menneske, som de begærer, men aldrig gør det i virkeligheden, fordi de
dybest set godt ved, at der ikke er noget særligt sprog eller nogen særlig
mening at finde inden i en død krop. For dem som for mig selv er det
snarere en ultimativ pornografisk onani-fantasi, en fantasi om seksuel og
fysisk transcendens.”
Lige så fristende det kunne være at analysere Coopers
værk ud fra en psykoanalytisk vinkel, lige så oplagt er det næsten at læse
det ud fra en marxistisk idé om ”forvrængningen”, dehumaniseringen og
tingsliggørelsen af de menneskelige funktioner i det kapitalistiske
samfund. Men, men, men: Selvom der konstant er tale om kommercielle
transaktioner (i form af porno og prostitution) snarere end ideel romantisk
kærlighed imellem ligestillede, voksne aktører (”kærlighed er et forældet
koncept,” som en af Coopers drengefigurer et sted kynisk siger!), køb og
salg af kroppe og ”kødhuller”, er den økonomiske udnyttelse af disse
drenges følelsesmæssige sult og disse mænds formørkede seksuelle begær ikke
noget tema i forfatterskabet overhovedet. Hverken drengene eller mændene
gør det ”for pengenes skyld”.
Det sado-mascohistiske homo-undergrundsmiljø er hos
Cooper nemlig som et computerspilsunivers med faste regler, roller og
spillere, et overdrivelsens paradigme – eller et perverteret, pæderastisk
utopia? – hvor det er helt indlysende, at alle 12-13-14 årige drenge er
selvdestruktive, passivt liderlige og polymorft perverse sexsymboler, der
altid har lyst til at blive dopet, forført, misbrugt, fistfucket
og skampulet på det mest brutale af langt ældre mænd, der er besatte af
snuff-fantasier. Det er en fiktiv verden, der skildres med pedantisk blik
for detaljerne – til tider uhyggeligt ”objektivt” (uden nogen form for
moralsk stillingtagen) - men ikke skal opfattes som en prætenderet
socialrealistisk (u)sæde(ligheds)skildring af f.eks. Los Angeles’
virkelige, nutidige bøsseundergrund.
Omdrejningspunktet for Coopers skrift, for Coopers
projekt som sådan, er logisk nok det mandlige røvhul. Penis, testikler og
brystvorter er blot tilbehør til røvhullet. Endetarmsåbningen er porten til
”paradis”, den anale yellow brick road til det sublime og ”seksuel
og fysisk transcendens” - som svaret på den heteroseksuelle, erotiske
litteraturs (og den allestedsnærværende heteroseksualiserings) evige
vagina. Og Cooper er om nogen analmetaforikkens konge!
Kroppen er skrift, kroppen er en tekst, kroppen er
dækket med hieroglyffer, men røvhullet er ”det ildelugtende punktum” og
behåringen imellem balderne ”den stinkende mohawk”2 . Når det
kommer til anuser, balder og røve fantaseres der ad infinitum:
Røvhullet som et Edvard Munch-maleri, røvhullet som et skudsår, røvhullet
som en kitschet indianerhule i Disneyland osv. – og helt optimalt:
Røvhullet som braille, som en særlig, kødelig blindeskrift, der
kun kan aflæses af forblændede, famlende mænd i mørket på den anden side af
sproget.
”The uneven frame of ass skin is impeccably
smooth. The inside of the cave is gray, chopped-up, mushy. At its center’s
a pit, or a small tunnel entrance, too out-of-focus to actually explore
with one’s eyes, but too mysterious not to want to try.” (Dennis
Cooper: “Frisk”)
De mange selvbiografiske referencer til et nutidigt
bohême- og bøsseliv i L.A., anvendelsen af en jeg-fortæller ved navn
”Dennis” i romancyklussen og den metabevidste scratch-teknik, hvor
der ind imellem skydes ”virkelige” tekster af journalisten Dennis
Cooper3 ind i fiktionen, gør ikke dette forfatterskab mindre
kontroversielt. Det samme kan siges om hans blog på websiten www.denniscooper.net, der
feeder dagbogsnotater fra forfatterens privatliv ind i mytologien
om ham til de mest inkarnerede fans…
Det kan være svært at skelne imellem
fortælleren ”Dennis Cooper” og forfatteren Dennis Cooper.
Derfor er det ikke tilfældigt, at Cooper så tit beskriver tilstande af
dagdrømmende trance, omtåget beruselse/bedøvelse, feberagtig hallucinéren,
sensorisk uklarhed eller narkotisk sanse- og følelsesløshed, eftersom hele
hans forfatterskab altså hviler på denne foruroligende svimle dynamik
imellem fiktion og fakta.
Coopers romancyklus hedder officielt ”The George
Miles Cycle”, og den attråværdige George Miles (”a tall, thin, manic boy
with girlish features”) er det plotmæssige omdrejningspunkt, det
arketypiske sex- og kærlighedsideal, der dukker op i flere af romanerne i
cyklussen. Coopers værk er et spejlkabinet af begær pakket med George
Miles-dobbeltgængere, der alle sammen er variationer over det givne tema:
”A devastatingly cute twelve-year-old with psychological problems”.
Men samtidig er George Miles en virkelig person
udenfor værket, forfatteren Dennis Coopers muse og inspiration til det
omfattende cyklusprojekt: En 12-årig dreng, en kammerats lillebror, som
Cooper som teenager i slutningen af 60’erne hjalp igennem et dårligt
LSD-trip efter en skolefest, forelskede sig inderligt i, blev gode venner
med og mange år senere havde en affære med. Romankvintetten er én lang
kærlighedserklæring til hjertevennen og elskeren George Miles, som Cooper
mistede kontakten med, da han i 80’erne selv flyttede til Europa. Den
psykisk syge og socialt udstødte Miles begik selvmord kort tid efter, men
det fandt Cooper først ud af næsten ti år senere, imens han - hjemme i USA
igen - arbejdede på den fjerde bog i en cyklus, som dermed forandrede
karakter fra at være et epos til at ende som en elegi, et stykke sorg- og
soningsarbejde for en forfatter, der var blevet indhentet af sin
fortid.
Men dette faktum gør ikke forfatterskabet bekendende
eller selvbiografisk som sådan, for Coopers jeg-fortællere (der altid er
perverterede æsteter, voyeurer, der er fanget imellem på den ene side de
begærede drenge og på den anden side de mandlige rovdyr uden selv
at være i stand til at leve deres lyster ud) er aldeles upålidelige og
manipulerende.
Cooper skriver nok for at holde de døde i live - for
at hylde al den skønhed, der uundgåeligt går tabt i ethvert menneskes og
ikke mindst de elskede lolitadrenges liv - men hans private/personlige
følelser hører ikke hjemme i denne glatte, stramme og fortættede
minimalprosa, jf. dette citat fra novellen ”Container”: ”I shove the knot
of my feelings as deep as they’ll go into as compact and smoothed-out a
prose style as I can build out of what I know. But they don’t belong here,
anymore than a man’s fist belongs in a boy’s ass.”
”The dwarf buried one hand inside Chris, felt
around, and returned to the world with… well, a handful of gore to be
blunt. But there was something peculiar inside it. (…) It was just a big,
petrified turd, glazed a yellowy white by a hundred men’s undisturbed
come.” (Dennis Cooper: “Guide”)
Dennis Cooper blev introduceret på dansk i
tidsskriftet HUG i 1988 med en novelle, der senere blev til et kapitel i
romanen ”Closer”. Siden har begejstrede amerikanske, britiske og franske
anmeldere og kritikere sammenlignet hans værker med Baudelaires, Batailles
og Genets. Med den første nye roman efter cyklussen, ”Min løse tråd” (”My
Loose Thread”, 2002), signalerer han ovenikøbet potentialer og
udviklingsmuligheder - på den anden side af kult og kontroverser! - for et
forfatterskab, der i begyndelsen af det 21. århundrede fremstår som et af
de vigtigste i nyere amerikansk litteratur…
Cooper har sagt, at han måtte skrive sig ud af
cyklussens univers ”for sin sjæls skyld”, og det fornemmer man i ”Min løse
tråd”: Den jeg-fortællende ”Dennis” inderst i det narrative spindelvæv er
blæst væk (og erstattet af et ikke nær så sofistikeret eller artikuleret
teenage-jeg), vi har forladt det utopiske pædoparadis af villige drenge og
farlige mænd, og væggene omkring cyklussens til tider kvælende
klaustrofobiske univers er omsider blevet banket ud, så vi pludselig
befinder os midt i en genkendelig virkelighed i en forstad til Los Angeles
omkring årtusindskiftet, hvor drenge har forældre og går i skole (og i
terapi!) og dyrker sport og er kærester med noget så eksotisk som piger
(hunkønsvæsener har hidtil ellers i sagens natur været næsten totalt
fraværende i Coopers ultramaskuline bøger).
”Min løse tråd” er inspireret af Kip Kinkel-sagen, et
af de mange massemord begået af unge fyre i sen-90’ernes USA og en slags
tragisk forspil til den mere kendte massakre på Columbine High School i
’99. Kinkel dræbte i september ’98 med en semi-automatisk riffel først sine
forældre og derefter næsten morgen to elever på sit gymnasium, hvor
yderligere 25 blev alvorligt såret. Kinkel er senere blevet idømt 111 års
fængsel uden mulighed for benådning. Hans rablende tilståelse, et
nervesammebrud i den pureste, mest chokerende form, blev selvfølgelig
nådesløst sendt ud på amerikansk TV, hvilket blev katalysatoren for ”Min
løse tråd”.
At Cooper i denne roman udvider sit univers til også
at inkludere et heteroseksuelt perspektiv, gør blot hans skildring af
desperat, forvirret teenageliv – ude på det samme amerikanske overdrev som
bølgen af gymnasie- og skolemassakrer – endnu skarpere og endnu mere
almenmenneskelig. Cooper er uden tvivl alt for stor en forfatter til at
kunne sættes i bås som ”snusket” bøsse-kultfigur, og selvom stemningen
stadig er dyster og handlingen voldsom i den nye roman (hvor også endnu en
tragisk George Miles-klon optræder!), overrasker han ligeledes ved at løsne
op for den knugende intensitet med en tørt lakonisk, fandenivoldsk og
kulsort humor: ”Jeg har lige slået Pete, men ikke ret hårdt. Det var enten
at slå ham eller blive bøsse. Jeg tror, jeg var bøsse i et minut.”
Det barnlige og det voksne, det banale og det kyniske
står side om side hos Cooper, han dømmer eller tager ikke afstand fra noget
eller nogen, men man har altid fornemmet en oprigtig ømhed for disse
drenge, han har givet så overbevisende stemmer til. En ømhed, der bliver
endnu mere påtrængende og nervesitrende i ”Min løse tråd”, fordi Cooper – i
modsætning til de fleste andre voksne - lytter til stemmerne, lytter til
deres usammenhængende tanker og følelser og sætninger og er i stand til at
formidle deres hemmeligheder, selvom om de fortælles på et sprog, der er så
” rushed and inarticulate, vague and loosely poetic” (som det beskrives i
”Try”.) Et sprog, der er utilstrækkeligt og forpint, ude af stand til
fastholde det sublime og permanent på randen af at kortslutte. Ja, præcist
så ”forhastet og uartikuleret, vagt og løst poetisk” et sprog som
forfatterens eget….
For imellem buttplugs og disjecta membra,
techno-raves og rock-lydspor, narkotiske blackouts og dødspornografiske
fantasier handler Coopers transgressive tekster alligevel på en eller anden
måde også altid om kærlighed. Om længslen efter den. Om frygten for den. Om
tvivlen på den. Om den manglende evne til udtrykke og realisere den. Ikke
mindst det sidste, for få - om nogen anden nutidig, amerikansk forfatter -
har som Cooper alligevel formået at sætte ord på chat- og
SMS-generationens tilsyneladende uartikulerede sprogløshed i en visuelt
orienteret tidsalder. Med sin spartanske, til tider nærmest autistiske,
trancelignende prosa, der bog efter bog bare graver dybere og dybere ned
under overfladen, indkredser han de små suk imellem sætningerne; den
nagende tvivl imellem udsagnene; de rystende sandheder imellem linierne i
ungdommens kodemeddelelser i cyber- og hyperrummet.
Sandsynligvis fordi Cooper har erkendt sit litterære
projekts ultimative ambition om at skrive sig op imod det sublime – og dets
deraf følgende, uafvendelige ”fiasko” - jf. dette citat om endnu en
prototypisk smuk, forvirret og indadvendt dreng i ”Guide”: ”Maybe someone
this complicated can’t just reduce what he’s feeling to language…”
”So maybe it wasn’t shit after all. Maybe it was
some sort of magical, mystical object that God or whoever had hidden in
Chris’ clogged bowels, thinking no one would bother to search there.”
(Dennis Cooper: “Guide”)
I et grotesk og grusomt afsnit af ”Guide” knepper,
torturerer og myrder en voksen dværg en ung junkiefyr, som han har mødt
under en pornofilm-optagelse. Fyren har i hele sit misbrugte, fortvivlede
liv haft fantasier om at blive myrdet i en børneeventyrslignende kulisse i
en slags definitiv dødsorgasme. Han har nærmest tigget og bedt dværgen om
at dræbe ham, og det mest kuldegysende ved scenen er nok, at man næsten
læser den som et nådestød, et medlidenhedsdrab, foretaget af en mand, der
gør det mere af nysgerrighed end af lyst.
Da dværgen bagefter er ved at undersøge og mutilere
liget, graver han forundret en hård klump ud af dets blødende rectum.
Klumpen er åbenbart noget så prosaisk som en stor, forstenet lort, glaseret
af hundreder af mænds sæd, da den døde fyr led af typisk
junkieforstoppelse, men for dværgen er den et svar på hans nysgerrighed
efter at overskride denne definitive grænse imellem liv og død. Han står
målløs og salig tilbage i sit tilsvinede køkken som var det en diamant
eller en værdifuld ædelsten, han holdt i hånden - et tegn eller en besked
fra Gud, efterladt til den sande søgende. Noget, som hans sprog ikke kan
beskrive, og som ingen andre kan forstå. En lort eller et magisk objekt?
Dét afhænger af øjnene, der ser…
Skønheden, det sublime, den seksuelle og fysiske
transcendens, som også Cooper så utrætteligt søger efter i sin skrift, kan
ikke fastholdes med ord, men kun anes i uklare, euforiserede og forvrængede
øjeblikke. Det må således være op til den enkelte læser, om man - i
overført betydning - finder en klump lort eller en mystisk, strålende
diamant i den anale kerne af dette semiotiske slagtehus af et
forfatterskab. For det er, hvad der er – déroppe i endetarmen, hvor mørkets
hjerte banker, mens kroppen åbnes op.
PS: De direkte citater af Dennis Cooper stammer fra
to interviews med forfatteren, som Henrik List har foretaget i hhv. 1996 og
2005 i Los Angeles.
"Min løse Tråd" er udgivet i 2006 på
forlaget Tiderne Skifter.
*
Anmeldelse af Henrik Lists Oversættelse af "Min
løse Tråd" kan findes
her ...
Henrik List har oversat og skrevet efterskrift til
den amerikanske homo hardcore kultforfatter Dennis Coopers nye roman
"My Loose Thread”
(Anmeldelse i Information af Dennis Cooper: "Min
løse tråd")
Skyderi blandt SMS-generationen
Roman
AF: Tonny Vorm, 16. februar 2006
Dennis Cooper er en af det litterære USA's små beskidte hemmeligheder.
Med 'Min løse tråd' afsløres den kontroversielle forfatter for
danske læsere
Det er et på én gang højst foruroligende og kunstnerisk kalorierigt
forfatterskab, der introduceres på dansk med Dennis Coopers Min løse tråd.
Den amerikanske forfatter, der med sin romancyklus i fem bind - Closer
(1989), Frisk (1991), Try (1994), Guide (1997) og Period (2000) skrev sig
ind på listen over USA's litterære rebeller - har gjort det til sit
varemærke at stille skarpt på de allermest tabubelagte og kontroversielle
sider af bøssekulturen, som den udfolder sig blandt fortabte drenge og
afstumpede voksne mænd i og omkring en solsveden by, der minder meget om
Coopers hjemstavn, Los Angeles.
Forfatterskabet oser af pædofili, sadomasochisme, snuff-porno, aids-syge
liderbasser og andre politisk ukorrekte figurer og optrin, og for så vidt
er der måske ikke noget at sige til, at Cooper aldrig har opnået samme
brede anerkendelse som sin tematisk beslægtede, men knap så homo-fikserede,
kollega Brett Easton Ellis.
Cooper dyrkes derimod primært uden for mainstream-kulturen, og hans bøger
er ikke for sarte sjæle - eller rettere, de fleste af hans bøger.
Min løse tråd er nemlig undtagelsen, der burde overbevise selv
forfatterens mest fortørnede kritikere om, at han er for stor en kunstner
til at blive sat i bås som bøsseforfatter.
High school-massakre
Vi befinder os atter engang et sted, der kunne minde om udkanten
af Los Angeles, og blandt unge, der lever et liv præget af vold, stoffer og
moralsk tomhed.
Den følelsesmæssigt hæmmede teenager Larry har mod betaling accepteret at
slå en skolekammerat ihjel. Fyren, der har betalt ham for gøre det, beder
også Larry om ikke at læse den dræbtes dagbog, hvilket Larry naturligvis
straks gør, hvorefter hans tilværelse begynder at slå de mest pinefulde
koldbøtter, ikke mindst fordi han samtidig har sit at se til med en
kæreste, der er ham utro med hans gode ven Pete, og en lillebror, som han
måske er forelsket i.
Det sidste selv om Larry er næsten overbevist om, at han ikke selv er
homoseksuel:
"Jeg har lige slået Pete, men ikke ret hårdt. Det var enten at slå
ham eller blive bøsse. Jeg tror, jeg var bøsse et minut. Han faldt ned fra
sengen og smadrede et videobånd, der ikke var mit," som han siger i
den kulsort-humoristiske tone, der er med til at drive den dystre
fortælling fremad.
Mere af handlingen skal ikke røbes her. Ikke fordi slutningen byder på de
helt store overraskelser - både på bagside og flappen fortælles det, at
romanen er inspireret af de seneste mange års tragiske high
school-skyderier - men fordi en stor del af nydelsen ved at læse Dennis
Cooper netop er forsøget på at finde hoved og hale i dramaet mellem
linjerne og den fragmentariske afvikling af plottet.
Stensikker oversættelse
Denne kvalitet ved Min løse tråd er heldigvis ikke gået tabt i
oversættelsen, der på stensikker vis er begået af Henrik List.
Fornemt er det også, at List har formået det nærmest umulige, nemlig at
gengive Coopers øre for SMS-generationens dybt kodede og for uindviede
håbløst minimalistiske sprog; dem, der som Larry siger okay til alt, eller
"jeg er på nettet, blot for at være et eller andet sted".
Samme List, der som få kan berette om subkulturelle miljøer, så de
fremstår som verdens midtpunkt, har også skrevet efterskriften til romanen,
hvori Cooper introduceres på både smittende og indsigtsfuld vis.
Begejstringen er måske lige ved at køre af sporet, når List skriver, at
forfatterskabet "i begyndelsen af det 21. århundrede fremstår som et
af de vigtigste i ny amerikansk litteratur". Om ikke andet så fordi en
mand, der er født i 1953 og har udgivet bøger siden 1973, vel næppe kan
kaldes "ny"; både en og to ge- nerationer af amerikanske
forfattere har fundet deres litterære stemme, siden han gjorde det - også
meget vigtige!
Fred nu være med det. Min løse tråd er et passende sted at starte med
Dennis Cooper - både for forlaget Tiderne Skifter, som forhåbentlig
udsender mere fra det interessante forfatterskab - gerne i Lists
oversættelse - og for danske læsere med tålmodighed til modig litteratur,
der udfordrer både kunstnerisk og moralsk.
Dennis Cooper: Min løse tråd. Oversat af Henrik List. Tiderne Skifter. 142
sider. 299 kr. ISBN 87-7973-145-7