Speciale af Hasse Orloff

 

 

 

Den vandrende ridder og baggårdspumaen

   

Universitetsspeciale om Henrik Lists "Henne om Hjørnet-klummer

af Hasse Orloff

 

 

 

Indhold

Indledning 1

Henrik List 10

Det journalistisk rapporterende essay 14

Journalisten som slyngel 17

Vesterbro 20

Kvinder, sex og porno 24

Kunstredaktøren og Fotografen 27

Stoffer og alkohol 29

En beskidt realist. Interview med Henrik List 33

Jens Kistrup 54

Jens Kistrup som essayist 58

Op og ned 61

Vandrende ridder 64

Stjernerne 67

Bogessayet 71

Jens Kistrups nekrologer 76

Afslutning 81

Litteratur

Note til artikler 87

Litteratur 87

Anden litteratur 89-90

Bilag

English Summary

Indledning

Til studiet af det danske avisessays historie og forbindelsen mellem journalistik og essayistik er der et rigt og fornemt, men også svært overskueligt materiale at tage fat på. Man kan skaffe sig et overblik over nogle af hovedpersonerne i Dagbladet Politikens historie, som den står i Bo Bramsens Politiken. De første hundrede år 1884-1984. I første bind findes der, mellem adskilligt avis og samfundshistorie, opgørelser over de mest skrivende bidragydere til Politikens Kronik. Kronikører i tal, ikke anført ved andet end deres navn og antal trykte kronikker i Politiken.

Fra Henrik Cavlings etablering af Kroniken i 1905 har den haft stor tiltrækningskraft på skiftende tiders danske essayister. Og ser man ned over de to lister, der deler sig i en ekstern liste over freelance skribenter og en intern over de flittigste kronikører blandt Politikens faste medarbejdere, kan de to lister samlet set - udover at forelægge en række af det 20. århundredes personligheder - give en fornemmelse af avisessayets vingefang og indflydelse på sidste århundredes åndsliv. Her står forfattere som Jacob Paludan, hvis essayistiske forfatterskab hører til de betydeligste danske, og hele vejen var nært knyttet til hans kulturjournalistiske virksomhed, han skrev 132 kronikker i Politiken. Tom Kristensen, som i uformel, slentrende stil dyrkede det litterære essay ved siden af romaner og anmelderi, befinder sig som Politiken medarbejder (i to omgange) på den interne liste, han skrev 168. På freelance listen optræder en anden litterær essayist og eksklusiv stilist i litteraturhistorikeren professor Paul V. Rubow, hvis essays om bøger, franske og danske emner oftest først er publiceret i avisen, han tegner sig for 76, hvor mange siden er trykt i opsamlinger.

Forfattere, litterater og journalister dominerer listerne, men andre felter er repræsenteret: Tidligere statsminister Jens Otto Krag er eksempelvis med, og skriver sig ind med 35 kronikker. Mellem ham og listernes øverste og essayrigeste lag ses flere af sidste århundredes danske essayister. Knud Sønderby står der med 42, hans essaysamlinger har overvejende sin oprindelse i hans kronikker og øvrige kulturjournalistik, og Klaus Rifbjerg, hvis karriere er et godt eksempel på produktiv vekslen mellem fiktion, journalistik og essayistik, er der med 60 (listernes optælling er fra 1984, så han har skrevet flere til siden). Bevæger man sig mod tinderne, passerer man flere store navne f.eks. Poul Henningsen, der med 138 kronikker placerer sig i den øverste tredjedel. Øverst oppe findes stjernerne, men også enkelte skribenter som utvivlsomt har været både flittige og velkendte på deres tid, men i dag trods indsatsen med kronikkerne og en topplacering, kan stå på listerne næsten anonymt.

Brødrene Brandes, der var ihærdige på flere områder, udmærkede sig også som kronikører/essayister, og findes helt i toppen. Edward Brandes på medarbejderlistens 2. plads med hele 367 kronikker, her topper den i dag relativt ukendte journalist Anker Kirkeby, som overkom 408. Georg Brandes, som trods sit store engagement på Politiken aldrig var ansat, står på listen over freelance-kronikører. Georg Brandes skrev 258 kronikker, som på denne liste rækker til en 2. plads præcis som Edward Brandes på medarbejderlisten. At man kan tale om Brandes-tiden fortæller om brødrenes indflydelse på og udenfor avisen. Men det er alligevel kun som samlet familieindsats, at de kan passere listernes bestyrer, Johannes V. Jensen, som skrev et helt essayistisk forfatterskab i alt 449 kronikker, især de såkaldte Myter, hvor hoveddelen først er publiceret i Politikens Kronik. Præstationen vil formentlig blive stående. Der er ingen, der investerer den slags energi og talent i Politikens Kronik længere, dens betydning som plads for landets mest fremragende skribenter og øvrige samfundsspidser er ikke så tydelig i dag, som den var i første halvdel af dens levetid.

Essaygenrens position på dagbladene er imidlertid ikke reduceret, i hvert fald ikke i omfang, uanset at det kan være svært at pege på nogen med ovenståendes format i dag. Essayet har derimod oplevet et opsving på aviserne de senere år, ikke mindst udenfor kronikrammerne. Her skal det handle om avisessayet set tæt på nutiden og gennem profiler af to skribenter fra Berlingske Tidende, som ud fra en rent subjektiv vurdering har været de mest interessante omkring årtusindskiftet: Jens Kistrup og Henrik List.

Da sidstnævnte, forfatteren og journalisten Henrik List, under titlen Deadline 2000 udgav sin opsamling på 10 års kulturjournalistik på Berlingske Tidende, var det med en bemærkelsesværdig kommentar til avisjournalistikkens aktuelle tilstand. I bogens forord opruller forfatteren, hvordan konkurrencen fra de elektroniske medier har ført en (påtvungen) nedprioritering af nyhedsstoffet på dagbladene med sig. Og videre hvordan den nye situation har betydet en udvidelse af rummet for kultur og livsstilsjournalisten til personlig indfarvning og vinkling af det journalistiske arbejde. Henrik List, som tager udgangspunkt i en artikel af Salman Rushdie, går efterfølgende et skridt videre (og her kommer det bemærkelsesværdige ind), og sammenligner journalistens rolle i den postmoderne mediealder med den skønlitterære forfatters. Målet er det samme: ...at give et sammenhængende personligt syn på verden.1

Det er muligt at fiktionens og journalistikkens mål ligner hinanden mere end tidligere, ser man på profilerede bogudgivelser i 1990'erne som Carsten Jensens halvfiktive rejsebøger, Jan Stages personlige og litterært gennemarbejdede beretninger fra krigen på Balkan eller statsministerbiografien Nyrup af Niels Lunde og Henrik Qvortrup, som kombinerede litterær fortælleteknik med udstrakt brug af anonyme kilder, og udløste et ramaskrig på udgivelsesdagen, kunne det synes evident, at grænserne mellem journalistik og fiktion er i bevægelse. Ser man derimod på dagbladene behøver man ikke at læse mange sider for at konstatere, at både mål og midler på aviserne fortsat er synligt forskellige fra fiktionslitteraturens.

Medieudviklingen har længe reduceret dagbladenes position som primære nyhedsformidlere, uanset at både radio, tv og internettets nyhedstjenester stadig henter en del af deres nyheder på aviserne. De elektroniske mediers overtag i nyhedsformidlingen betyder, at aviserne rolle som leverandører af baggrund, perspektiv og debat fortsat kan udvikles og opprioriteres. Men udviklingen har endnu ikke ført dagbladsjournalistikken ind i fantasiens rige. På kultur og livsstilsområdet har dagbladenes situation heller ikke ført til en omdefinering af journalistens rolle i kunstnerisk retning. Her har udviklingen især medført nye journalistiske arbejdsopgaver i opdyrkningen af stofområder, der før var forbeholdt andre langsomme medier: Ugeblade og livsstilsmagasiner får i dag kamp til stregen af de store morgenaviser, hvor både Berlingske Tidende og Politiken efter engelsk forbillede udgiver et kultur og livsstilsmagasin, som er vedlagt søndagsudgaven af aviserne.

Men Henrik List har samtidig ret. Baggrundshistorierne og perspektiveringen af døgnets nyheder inviterer, og fordrer i modsætning til reportage og nyhedsgenrerne til personlig formidling. Hvad kultur og livsstilsområdet angår, er en individuelt formidlende stemme og journalistens sproglige oplagthed og evne til at levendegøre sit stof med overraskende vinkler og personligt engagement afgørende. Synligt er det også, at aviserne generelt har udvidet dækningen på områder, der har med vores fritid og åndelige liv at gøre. Vi læser i stadig stigende grad aviser for at finde meninger, åndelige tendenser, underholdning og perspektiver på livet og verden. Omfanget er markant forøget de sidste ti år. Det er ikke ovenstående problematik, det skal handle om her. Men dagbladenes situation har utvivlsomt været medvirkende til at essayet, sammen med andre subjektive avisgenrer i dag er stærkt repræsenteret på dagbladene.

Essays og klummer kan stå overalt i dagens aviser. Men findes typisk i faste rubrikker som kommentarer, kronikker og causerier etc. fra avisernes faste skribenter eller folk med en løsere tilknytning. Men også markant i fritstående indlæg. Essays er oftest frigjort fra journalistiske krav om aktualitet, men med politiske orkaner og katastrofer øges produktionen. Efter 11. september kunne man læse, hvordan danske forfattere som Inge Eriksen i Information, Carsten Jensen i Politiken og Klaus Rifbjerg begge steder sammen med en række andre brugte essayformen til refleksioner over begivenhederne i New York. Internationalt skrev litterære verdensnavne som Martin Amis i Herald Tribune et filosofisk/kulturkritisk essay om nødvendigheden af menneskelig artsbevidsthed (species consciousness). I New York Times brugte Paul Auster en klassisk essaystøbeform, da han i et afdæmpet, reflekterende essay med afsæt i detaljen til pludselige perspektivudvidelser beskrev sin egen dag i New York 11. september. Under og efter koalitionens krig mod Irak kunne man tilsvarende se adskillige af verdenslitteraturens navne var på banen i aviserne i essayform for at tilføje de perspektiver og eftertanker, som de titusindvis af flimrende nyhedsreportager og ellers skarpsindige journalistiske analyser, ekspertudtalelser osv. ikke var i stand til at formidle. Fælles for mange af dem var, at de var skrevet i den aktuelle situation, men efterfølgende blev optrykt i samlinger af de enkeltes forfatteres essayistik og journalistik. Essayet og den suveræne klummes slidstyrke og evne til at holde til bogformen er et af de vandmærker, der adskiller dem fra andre genrer avisen.

Mens essayet har oplevet et opsving på dagbladene, bruges betegnelsen essay stort set ikke på aviserne; mest og med nogen systematik på Weekendavisen og Information. Betegnelsen er ikke almindelig, og har aldrig været det. Når essaybetegnelsen anvendes er det samtidig præget af en usikkerhed, som ikke begrænser sig til aviserne, også på forlag, biblioteker blandt forfattere og litterater, hersker der - uanset at de senere år har budt på flere kvalificerede danske forsøg på at afgrænse og definere essayet - uklarhed når det angår en enig anvendelse af betegnelsen. Usikkerheden er forståelig nok, og som sådan ikke beklagelig. Den manglende logik, der i almindelighed præger genredefinitioner og bestemmelser er særligt tydelig, når det gælder essaygenren. Essayet vil tilsyneladende ikke tåle grænser. Dette nævnes ikke fordi, det er mit ærinde her, hverken at diskutere den lejlighedsvis uklare omgang med betegnelsen eller essayets og klummens teori og praksis som sådan. De genremæssige præmisser for beskrivelsen af Jens Kistrups og Henrik Lists klummer findes i profilerne.

Jeg inddrager dansk og international essaylitteratur undervejs i profilerne og i min afslutning. På dansk er der sidst i 1990'erne kommet to større essayteoretiske udgivelser: Thorkild Borup Jensen: At tænke uden styrthjelm og knæbeskyttere. Om essayet som genre og det danske essay i det 20. århundrede (1999), som foruden digterportrætter og essays af danske forfattere fra sidste århundrede giver et nuanceret og overvejende traditionshistorisk funderet bud på en afgrænsning. Dels (essay)dobbeltnummeret af Passage 28/29 (1998), som under titlen Det gode essay havde 22 nyere bidrag (genreovervejelser, essays og en enkelt stipuleret definition) fra nordiske og centraleuropæiske essayister samt et genoptryk af Theodor W. Adornos labyrintiske essayklassisker fra 1958: Essayet som form.

Profilerne af Jens Kistrup og Henrik List skal vise deres karakteristika og placere dem som klummeskribenter. De vises som de så ud omkring årtusindeskiftet. Majoriteten af de essays og klummer som citeres i profilerne er trykt på Berlingske Tidende mellem september 1995 og sommeren 2003. Jens Kistrup og Henrik List var i den periode begge fuldtidsansatte i Det Berlingske Hus, siden da har Jens Kistrup - som bekendt - indleveret sin sidste artikel, og Henrik List har sagt op fra det gamle bladhus under interessante omstændigheder, som var tæt forbundet til hans kontroversielle klumme. Historien om Henne om hjørnet-klummen og dens endeligt fortæller han selv om i det interview med forfatteren, som udgør midterdelen af specialet.

Efterkrigstidens vigtigste figur i dansk teaterkritik som døde i januar 2003 er med som repræsentant for en kunstnerisk, causerende og tilsyneladende improviseret essayform, som han nåede at kultivere i sine godt 42 år som fast klummeskribent på Berlingske Tidende. Hans let genkendelige elegance og fortroligt konverserende tonefald peger tilbage til essayets første udøver Michel de Montaigne. Jens Kistrups klumme kendtes bl.a. på formens brillans, han var uhyre æstetisk og genrehistorisk bevidst, og dette uanset, at han er den eneste af de to udvalgte, der ikke ved siden af avisarbejdet har haft en løbende karriere som skønlitterær forfatter. Udvalg af hans klummeproduktion på Berlingske Tidende findes dog i bogform: Forvirringens tid (1965), Vi gjorde aldrig oprør (1973) og senest Med det hele (1997). Materialet til profilen af ham er hentet dels i den faste klumme Mennesker i Berlingske Tidende, dels fra hans essayproduktion i Weekendavisen.

Henrik List står mindre oplagt i essaysammenhæng end Jens Kistrup. Den tidligere filmanmelder på Berlingske Tidende delte i årene 1995 til sommeren 2003 på ugebasis klummen Henne om hjørnet i fredagstillægget Guide med Berlingske Tidendes kunst og arkitektur-anmelder Torben Weirup. Her skrev Henrik List en rapporterende essayform, som trak tydeligst på amerikanske forbilleder som Tom Wolfe og Hunter S. Thompson, og i 1960'erne fik navnet new journalism. Af mere nutidige eksponenter for genren, som på dansk især har rødder tilbage til Herman Bangs artikler, kunne man nævne Morten Sabroe eller Dan Turèll. Formen er i udkanten af essayet, og ses den i genrens lange traditionsrige perspektiv kan den ses som en lidt retningsforstyrret afart. Men det journalistisk rapporterende essay, er også nært beslægtet med andre oplevelsesorienterede essayformer som rejseessayet, og en betydelig del af genrens udtryk på aviserne i dag. Profilen af Henrik List er skrevet, mens klummen stadig eksisterede, og interviewet med ham er lavet i to omgange i sensommeren 2003, hvor han forlod Berlingske Tidende.

De to skribenters klummer er skrevet på journalistiske betingelser, deadlines osv., om ikke i døgnet så i ugen. De er ikke nødvendigvis andet end godt håndværk. Men de tekster der citeres i profilerne er, hvor forfatteren er længst fra journalistikken. Jeg følger en form med to skribentprofiler, men det betyder ikke, at jeg eksklusivt skriver om de to ovennævnte. Der vil blive trukket tråde tilbage ikke bare til de skribenter, hvor de har hentet deres inspiration, men også til essayister, journalister og forfattere i samtiden, som kan siges at indgå i eller udspringe af en tilsvarende strøm. Jens Kistrup og Henrik List er valgt fordi de slog tonen an i to - som det vil fremgå - meget forskellige hjørner af avisessayet, og når det slingrer i de to profiler, som udgør hoveddelen af specialet, er det fordi de på den ene side er lagt an på at vise nogle af avisessayets karakteristika, men først og fremmest prioriterer portrættet af de to udøvere, som skriver fra hvert sit rum og gennem meget forskellige temperamenter.

Første del af profilerne er et portræt af skribenten, og af værket og dets indflydelse på og udenfor avisen. Det kan fremstå overkørt at tale om et værk, når det handler om Henrik Lists og Jens Kistrups klummer. Men det er en del af forudsætningen for (og pointen med) fremstillingen at der hos dem findes et artistisk niveau, der bevæger sig udover det journalistiske. Hos Jens Kistrup kan man læse en menneskealders essays, og stadig forundres over hvor tydelig han er i produktionen, hans distinkte stil og sensibilitet findes på hver spaltecentimeter. At bestemme skribenternes individuelle træk er profilernes vigtigste opgave. Følgende punkt er essayets jeg, det jeg, som er aksen i al essayistik og personligt klummeskriveri, og er en kompleks størrelse ikke mindst hos de to udvalgte. Jeg vil især beskrive hvilke byggesten, de to etablerer deres klummefigurer med, og hvor de har deres oprindelse i essaytraditionen, journalistikken og i litteraturhistorien i almindelighed.

Hos Jens Kistrup findes kun avisarbejdet fra Berlingske Tidende og Weekendavisen. I profilen af Henrik Lists inddrager jeg andre dele af forfatterskabet. Henrik List debuterede som prosaforfatter i sommeren 2001 med novellerne Pussyland. Historier fra Amerika, som har en jeg-fortæller ved navn Henrik, og også på andre måder minder om figuren fra Henne om hjørnet-klummen. Henrik List har derudover udgivet rejsebøger, tre digtsamlinger i 1980'erne og førnævnte kulturjournalistiske artikelsamling, Deadline 2000.

Det paradoks som er indbygget i essaygenren, hvor der på den ene side skrives af et personligt, autentisk jeg, som på den anden side eksisterer i en æstetisk genre med en artificiel og gennemstiliseret umiddelbarhed, behandler jeg i profilerne, men også mere overordnet i min afslutning. Til det traditionshistoriske prioriterer jeg desuden i profilen af Jens Kistrups at komme med eksempler på, at han skrev sig ind i essaytraditionen ved at bruge genrens klassiske temaer og faste støbeformer, bl.a. beskrives han som litterær essayist. I profilen af Henrik Lists er det især relevant at vise hans Henne om hjørnet-klummers forbindelse til kriminallitteratur, new journalism og gonzojournalistik.

Jeg giver modsat ingen eksempler på, at Jens Kistrup og Henrik List skrev sig ud af essayet og den kunstneriske klummeform, som jeg beskriver i profilerne. De to klummer blev trykt på et dagblad, og det fornægtede sig ikke. Klummerne tog indimellem farver fra avisens andre artikler: Anmeldelser, aktuelle kommentarer og nyhedsstof osv. strømmede ind fra omkringliggende sider, og har af og til helt optaget pladsen både hos Jens Kistrup og Henrik List. Alle disse rent journalistiske tekster er udeladt her.

Profilen af Henrik List afsluttes som nævnt med et stort interview med forfatteren, hvor han får lejlighed til selv at komme til orde om sin journalistiske karriere om genren og klummens sammenhæng med det øvrige forfatterskab. Men også om det forløb der endte med lukningen af Henne om Hjørnet- klummen i sommeren 2003. Profilen af Jens Kistrup afslutter jeg med at se på, hvad en række af hans kollegaer skrev om ham ved hans død i januar 2003.

Men først profilen af Henrik List og hans omdiskuterede klumme som gennem 8 år holdt hus i Berlingske Tidende, og bl.a. foranledigede harmdirrende indlæg i feministiske debatbøger, en parodi på tv og floder af læserbreve og indlæg.

Henrik List

I et satireprogram på DR2: Emmas dilemma kunne man i 2001 opleve en undtagelse i dansk tv-historie. At blive parodieret kærligt eller latterliggjort på en landsdækkende kanal er under normale omstændigheder forbeholdt konventionelle kendte fra fjernsyn, film eller pop. Men for Berlingske Tidendes filmanmelder og faste klummeskribent Henrik List blev skærmens love et øjeblik sat ud af kraft. Og det var ikke en kærlig parodi instruktør Lotte Svendsen og hendes hold af kvindelige komikere havde strikket sammen.

En skuespiller forklædt som en pilskaldet og tydeligt overvægtig Henrik List var anbragt ved et værtshusbord med bajere og højtbelagt smørrebrød. På det dækkede bord var også lagt en injektionssprøjte klar til en ekstra forfriskning. Derfra kunne Emmas udgave af Henrik List (som spidsfindigt havde fået navnet Henrik Listepik i satiren) med svømmende øjne, bøvsende og spruttende fortælle anekdoterne om de mange kvinder fra hele verden, der bliver ved med at komme igen. Om stofferne og alle drukturene, og ikke mindst de natlige researchture på hjemmebanen Strassen (Istedgade) eller i Thailands og Cubas skoldhede nætter i endeløs jagt på nyt talent.

Andre end Lotte Svendsen har irriteret stukket ud efter Henrik List ikke mindst anmelderne af hans bøger. Enkelte har været hurtige til at affærdige hans maskuline verden som en billig karikatur et ekko af forfatterens alt for let genkendelige forbilleder. Men de kritikere der langer ud efter HL for epigoneri forbigår, dels at hårdheden er et udtryk for en særlig følsomhed og skrivestil i den tradition af amerikansk, hårdkogt journalistik og prosa, HL er en bevidst videreformidler af herhjemme. Dels overhører de HLs egen stemme og vitale energi, og det overskud af humor og selvironi som gennemstrømmer hele forfatterskabet i avisen og udenfor.

HL bruger klicheerne til at sende hilsner til sine amerikanske helte, men strammer helst skruen så meget, at man fornemmer grinet bagved. I denne åbning kunne man tro, at journalisten netop har læst den amerikanske krimiforfatter James Ellroy:

Politisirenerne flyder som en blå flod gennem mine nætter. Jeg drømmer om hvinende dæk, skrigende junkier og flasker der knuses mod fortove, og vågner op og kigger ud af vinduet og finder ud af, at det slet ikke var noget, jeg drømte ...Istedgade sover aldrig.2

Ikke indgangen til en noir-thriller, men til en af HLs mange klummer om Vesterbro, hvor han stolt bærer faklen videre fra Dan Turèll, når det gælder sentimentale og kriminalromantiske beskrivelser af bydelen. Nogle ville måske pointere at HLs evne til virtuost at veksle mellem forskellige stemmer, referencer og skjulte citater i sine tekster er et postmoderne træk. Personligt vil han nok betakke sig for den form for karakteristik, eller som han selv subtilt udtrykker det:

Jeg vil sgu' hellere være en Kerouac fuld af vin og metaforer end de nydelige nutidige forfattere, der skriver små kloge bøger om at skrive bøger, og betragter gode historier om levet liv på højde med tarmgas eller perkervittigheder til et kulturradikalt middagsselskab.3

HL er født i 1965 i Esbjerg, og det er nok fremmed for de fleste at han, der senere skulle blive forfatter, filmanmelder, og gonzoreporter fra Københavns gader, efter at være flyttet til hovedstaden i 1983 fik taget et bifag i Litteratur ved Københavns Universitet og begyndte skribentkarrieren som forfatter til følelsesfulde storbyimpressioner og ungdomserindringer fra fiskerbyen i samlingen 'Udbrud', der udkom på forlaget Hovedland 1984. Det lød bl.a. sådan her i digtet Havn:

/En hvid kutter/ rykker ind/ over nethinden/ med tøffende/ benzinfed ånde/

/en bevægelse/der roterer om sig selv/i cirkler af uro/gennem mit indre:/nu nu nu4

Året efter udkommer I flænger af ilt og støv (1985 Borgen). Og den sidste bog med digte bliver Miraklernes tid (1988 Hovedland). HL har ikke udgivet digte siden, men den personlige, billedrige stil tager han med sig ind i journalistikken.

Fra starten af 1990'erne bliver han tilknyttet Berlingske Tidendes ekspanderende kultursektion, men fortsætter med at skrive bøger ved siden af. Det bliver bl.a. til rejsejournalistik om drømmebyen Los Angeles. Non Stop: Et storbylandskab i bakspejlet fra 1992, og bogen om de litterære forbilleder og lærere ud i depraveret livsstil William S. Burroughs, Allen Ginsberg og Paul Bowles osv. i Tilbage til Tanger: en pilgrimsrejse i beatgenerationens fodspor (1997). Prosadebuten kom i 2001 med novellesamlingen Pussyland. Historier fra Amerika, som er HLs hyldest til sit kulturelle hjemland USA, men særligt til et litteraturens Amerika. Stemmer fra idoler som Charles Bukowski, Raymond Chandler og James Ellroy er så levende i Pussyland, at anmelderne skældte HL ud for at fortone sig selv i amerikanske klicheer.

I sine seneste bøger er HL først vendt tilbage til kendt stof, og et stadigt tilbagevendende motiv i forfatterskab og journalistik, nemlig som litterær fødselshjælper for pornodronningen Katja Keans erindringer fra karrieren i "Little Hollywood" (San Fernando Valley i Los Angeles): Katja XXX. Stjerne i syndens by. Og senest filmbogen Kameraet i hovedet, hvor HL bl.a. sammen med instruktør Nicolas Winding Refn og manuskriptforfatter Hubert Selby - som skrev filmen sammen med den danske instruktør - har fulgt skabelsen af Winding Refns metafysiske thriller Fear X, som havde dansk premiere i marts 2003.

Som journalist har HL skrevet smittende nysgerrigt om stort set alt indenfor film, musik og litteratur, og med sikkerhed og en forbløffende detailviden om kerneområderne som er amerikansk efterkrigslitteratur, hip hop, pornografi og film - naturligvis - og især asiatisk film, hvor han er eksperten. Den journalistiske bredde er dokumenteret i samlingen Deadline 2000. Remix fra 90'erne, som rummer et udsnit af artiklerne fra 90'erne. Med trioen Pussyland Connection har han ligesom Peter Laugesen og helten Dan Turèll udgivet en CD og turneret med spoken word til musik af DJ Wunderbaum og rapperen Jokeren som konferencier. Han har arrangeret techno-raves og drevet værtshuset Imbiss på Vesterbro. Og så har han desuden virket som indenrigsredaktør på undergrundsbladet Magasin Schæfer, som er startet op med vennerne: billedkunstneren Claus Andersen, Morten Lindberg (Master Fatman), filmkonsulent Kim Foss og journalisten Martin Kongstad. Schæfer udkom første gang i 1994, og er frem til i dag (2004) udkommet i 12 numre. I Schæfer har københavnerne kunne læse alt fra aktuelle in og out lister og modtage åndelig vejledning eller bare få telefonnummeret til Rodriguez, som sælger kokain. Der har også været aktuel journalistik bl.a. interviews med det stigende antal af danske kendte, som af hensyn til helbredet sværger til at drikke deres eget pis, og så har Shæfer præsenteret lederartikler af den skrevne presses største navne, dog med den detalje at bladets ledere ikke var skrevet af de fine navne, som stod under artiklerne. Denne praksis førte på et tidspunkt til trusler om sagsanlæg mod det lille københavnske magasin.

Klummen Henne om hjørnet var opkaldt efter en vise af Oswald Helmuths, og stod på side to hver fredag i tillægget Guide. Der var tilsyneladende ingen fast arbejdsdeling mellem klummens to skribenter kunstredaktør Torben Weirup og HL, som åbnede klummen i oktober 1995. Det var ikke usædvanligt, at den ene skrev side to i adskillige uger, før han lod den anden komme til. Men set over årene skrev de ca. lige mange. Guide er et fritids/livsstilstillæg, her står for eksempel restaurations og filmanmeldelser, features og en forvirring af blandet forbrugs (vintest, test af badeforhæng osv.) og andet blandet kulturstof. I Guide stod HL også som lidt af en odd man out, hans klummer var en hyldest til et utilpasset Danmark, og det liv der leves i de tilrøgede stuer henne om hjørnet og på passende afstand af den gennemregulerede, korrekte velfærdsstat som i forfatterens optik er indbegrebet af alt, der er konformt og formindskende. Og perspektivet var det samme uanset alle ydre omstændigheder:

Solen skinnede fra en blå, skyfri himmel udenfor, men luften på "Henne om hjørnet" - kontoret var lige så beklumret som i en intimkabine i en kælder i Istedgade - lige før lukketid.5

Efter godt 12 år i den borgerlige journalistiks højborg står HL mere stålsat end nogensinde, når det gælder at holde sin egen borgerliggørelse stangen. Midlerne er de samme, som de har været hele vejen: en blanding af euforiserende stoffer og store fadøl især fra de gyldent rislende fadølshaner på det Vesterbro, som han i Henne om hjørnet skrev op til en dansk udgave af de onde gader i New York eller Los Angeles. En radikal fornyer eller borgerskabets klovn? HL skabte i alle tilfælde sit eget hedonistiske reservat på Berlingske Tidende ved at være tro mod sine litterære outsiderhelte og sin egen modsatrettede karakter.

Det journalistisk rapporterende essay

HLs klummer er oftest skrevet i en reportageform, der går under forskellige navne især New Journalism, Literary Journalism og senest Narrativ journalistik. Navnene skal indfange at formen er journalistik, som beskriver en konkret, objektiv virkelighed, men gør det med litterære teknikker og inddragelse af forfatterens erfaringsverden. Paradoksalt har der været mest gennemslagskraft i navnet New Journalism (NJ). Paradoksalt fordi det allerede i 1960'erne var kendt at NJ ikke var noget nyt. Men at stilen som fik et gennembrud med bl.a. Tom Wolfe, Jimmi Breslin og Hunter S. Thompson var en journalistisk udvikling af den realistiske roman og den rapporterende essayform som i 1700-tallet har markante udøvere i spectatorne Joseph Addison og Richard Steele og den ældre William Hazlitt. Flere af NJs forkæmpere peger også med rette på George Orwell og især hans lange essay fra Den Spanske Borgerkrig Hommage to Catalonia (1938) som et forbillede. Det er den stil som gennem udækket subjektivitet bygger bro mellem essay og reportage.

På dansk har det rapporterende essay en særlig fin oprindelse, fordi det har sin første markante udøver i Herman Bang. Hans 28 Smaabreve fra Hovedstaden, som første gang bliver publiceret i Jyllandsposten 5. juni 1878 markerer starten på en journalistisk karriere, hvor der er stærke elementer af essay og den reportageform, som senere kendes som new journalism. Herman Bang og HL ligner ikke hinanden i litterært vingefang. Men i interessen for Københavns vrimlende liv, og i blikket for storbyens marginaliserede mennesker har HL ligheder med det danske rapporterende essays mest originale og stemningsskabende miljøskildrer. I forordet til en antologi af Herman Bangs Reportager skriver Claes Kastholm Hansen en karakteristik af Bang, som også passer på HL og andre dygtige rapporterende essayister.

Han havde på den ene side et klart, næsten konstitutionelt blik for virkeligheden sådan som den faktisk tog sig ud, men på den anden side gjorde han den mere flatterende, pyntede den op. I hans liv og arbejde brydes til stadighed to bølger. Den ene dannes af klinisk virkelighedsiagttagelse. Den anden af arrangeren, iscenesættelse.6

Det er i den eksakte virkelighedsgengivelse og fantasien hos en sproglig begavelse der kan løfte den, at genren henter sin dynamik, og også HL skriver sine mest vitale stykker. De litterære teknikker, som allerede Bang og 1700-tallets essayister benyttede sig af, er beskrevet af Tom Wolfe i antologien og genrebeskrivelsen The New Journalism fra 1973. Wolfe som er ophavsmand til navnet new journalism var i øvrigt bevidst om genrens arv fra den realistiske roman og de tidlige rapporterende essayister, og skriver om dem i samme bog. Jeg gengiver her Tom Wolfs four devices i forkortet og kommenteret form:

1. Scene på scene princippet. Handlingen fortælles ved en opbygning i scener, der giver journalisten mulighed for at klippe mellem forskellige personer tid og sted. Reporteren har mulighed for at åbne med den scene, der beskriver historien eller dens hovedperson mest præcist. Der gives afkald på kronologien til fordel for en opbygning i scener der sammen udgør et hele.

2. Dialog. Brug af dialog er det vigtigste litterære greb i NJ. Realistisk dialog involverer læseren, og viser, hvordan personer taler i virkeligheden, og ikke hvordan de svarer i et konventionelt journalistisk interview. Dialog etablerer, og definerer historiens karakterer mere effektivt og hurtigt end nogen anden teknik. Tom Wolfe bruger Charles Dickens som eksempel:

Dickens has a way of fixing a character in your mind so that you have the feeling he has described every inch of his apperrance-only to go back and discover that he actually took care of the physical description in two or three sentences; the rest he has accomplished with dialogue.7

3. Synsvinkel/Point of view. Det mest kontroversielle træk ved NJ er, at formen åbner for at journalisten præcis som en prosaforfatter kan skifte synsvinkel. Det mest almindelige for journalister der arbejder NJ, er dog at benytte 1. person. For NJs gennembrudsfolk blev dét at skrive artikler i jeg-form set, som et opgør med forestillingen om den objektive journalistiske fortæller. Brugen af 3. person i journalistik fortsætter med at være lige kontroversielt. NJ skribenter som Tom Wolfe, Truman Capote og Guy Talese mente, at de gennem omfattende research og interviews med deres ofre var i stand til at trænge så dybt ind i bevidstheden på dem, at brugen af 3. persons synsvinkel var berettiget. Det er et område hvor NJ kommer til at ligge meget nær den realistiske roman, og differentierer sig fra det rapporterende essay, hvor andet end 1. person er utænkelig.

4. Detaljen. At arbejde bevidst med at karakterisere miljø og mennesker ved at stille ind på detaljer i vaner, gestik, påklædning, sproglige vendinger og andre karakteriserende enkeltheder er et essentielt redskab i NJ. Tom Wolfe bruger de store realistiske romanforfattere Gogol, Balzac og Dickens som eksempler på, hvordan det skal gøres. Han kunne også have peget på The Tatler og Spectator og essayister som Joseph Addison og Richard Steele, hvis essays danner forlægget for de teknikker, som senere kommer til at kendetegne den realistiske roman.

Det skal bemærkes, at ser man bort fra de skønlitterære teknikker og viljen til at lade reportagen med kunstnerisk spænding, er der betydelig afstand mellem den form for reportage, som HL skrev i Berlingske Tidende og amerikanske NJ legender som Truman Capote og Tom Wolfe, som først og fremmest romanforfattere, ikke så meget i teknikkerne som i intentionen, i udgangspunktet. De stræbte efter at skrive journalistik der lignede romankunst, men i kraft af den omfattende research ikke var dét. Det kunne bl.a. lade sig gøre fordi amerikanske magasiner som Harper's Magazine, Esquire, The New Yorker, Playboy og Rolling Stone gav profilerede forfattere og journalister penge og tid nok til at skrive deres omfangsrige litterært gennemarbejdede reportager fra periodens turbulente, amerikanske virkelighed, som forfatterne vel at mærke ofte havde et socialt sigte med. HL er mere interesseret i komik og storbyens stemninger og forandringer. Men det er ikke desto mindre en af 1960'ernes gennembrudsfolk, Hunter S. Thompson, som HL med sin euforiserede bevidsthed og burleske, fabulerende skrivestil har hentet mest fra.

Journalisten som slyngel

Når jeg skriver figur om det jeg, der optræder i HLs klummer, er det ikke fordi, jeg ser den karakter, han fremstiller i Henne om hjørnet som en rent fiktiv konstruktion. HLs kunst som klummeskribent bliver til ved at han på en markeret og konsekvent facon rendyrker og eskalerer enkelte personlige karaktertræk, som han etablerer en karikatur af sig selv over. En karikatur som er forskellig fra den kendte forfatter og filmjournalist. De intellektuelle interesser i litteratur og film, som ellers tegner HLs offentlige person, er i vidt omfang skrevet ud af klummefiguren. Jeget i Henne om hjørnet er modsat skribenten ikke en facetteret figur. Han har en række genkendelige egenskaber og manerer som umiddelbart kan identificeres af trofaste læsere. Da klummen blev lanceret i oktober 1995, var det med en programtekst underskrevet af både Torben Weirup og HL. En art manifest der introducerer klummens univers til læserne:

Sådan er det ikke der, De ved: Henne om hjørnet, nede i kæld'ren, den er vel nok i top, glider man ned der og får sig en bajser, så glider humøret op. Bevares. Lidt frisk luft er ikke at kimse ad. Navnlig ikke hvis den indtages på en af københavns mange fortovsrestauranter i selskab med lidt gylden humle (...) og det er på tide at justere tørsten efter de mørke værtshuse, hvor man forenes med sære og skæve eksistenser; med de skæbner og typer, man sidst så, da træerne begyndte at springe ud.8

Eksistenserne omkring stambordet og værtshusets historier og miljø er et fast omdrejningspunkt i klummen. Jeget sidder der ikke hele tiden, han er nemlig en energifyldt og vital herre. Men på turene rundt på Vesterbro, kigger han ofte ind et af stederne. Han kommer ikke på det nye Vesterbros fashionable glascafeer og etniske restauranter. Det er for moderne og feminint til hans smag. Han foretrækker de tilrøgede lokaler på gamle steder som Postillonen, Jernstangen, Spunk Bar, Lones Kro. Ellers færdes han på de klubber og barer, som er tilknyttet kvarterets fortsat entreprenante strip og prostitutionsmiljø som Madam Pims og Orient Bar.

Dér hvor man kan få sig en pilsner eller to og lidt hjertero; der hvor ølmaver og portvinsnæser er noget, man skammer sig over ikke at have; dér hvor tobaksrøgen bølger over nikotingule lamper; dér hvor snapsen altid er kold og klar...9

Det er steder, der står tilbage fra tiden før byfornyelsen, en legendarisk tid som antager en næsten mytisk kvalitet i klummen. Det var da Vesterbro var Københavns mest larmende arbejderkvarter og forskelligt fra dagens Vesterbro, som i vidt omfang befolkes af velorganiserede unge familier, bohemestuderende og etniske minoriteter. HL viser sig i Henne om hjørnet som en gammeldags mandetype; baggårdspumaen som kender gaden og trækkes som en magnet mod dens skyggesider med prostitution og stoffer. Journalisten er i klummen en alkoholiseret slyngel, som foretrækker den simple samtale med øl og bitter (et safarisæt) på værtshuset:

Her er mere format over branderterne og mere kulturhistorisk schwung over kulisserne; mere vildskab i blodet og flottere luftkasteller i tobakstågerne. (...) Her er historier at fortælle; her er "hærværk" og livskraft med høj promille.10

Den antiintellektualisme, alkohol og proletarromantik som er faste elementer i Henne om hjørnet, kan i nogen grad spores tilbage til forbilledet og autoriteten Dan Turèll især Vangede Billeder og hans klummeproduktion i Politiken. Dan Turèlls I byen klummer, og de 12 kriminalromaner med litterære fremstillinger af Vesterbros geografi og mennesker, udgør et betydeligt inspiratorisk fundament for HL. Men jeget i Henne om hjørnet er på den anden side mere udadvendt og fiktionspræget end Turèlls iagttagende og reflekterende journalist og noir-helt. HLs Klummejeg har sit vigtigste forlæg i Hunter S. Thompsons gonzofigur, som forfatteren skriftbevidst også kalder dr. Gonzo, Captain Paranoid og Raoul Duke. Thompson, der starter karrieren med sportsjournalistik, og får sit gennembrud med en banebrydende artikel om Hells Angels (Hells Angels: A Strange and Terrible Saga 1966), er tydeligt forskellig fra amerikanske NJ kolleger som Wolfe, Capote og Mailer. De skrev deres historier som empatiske observatører og brugte de litterære tricks som redskaber til at trænge ind i begivenhederne i sandhedens tjeneste og tilsyneladende med stor seriøsitet. Thompson går et skridt videre, og bidrager aktivt til begivenhederne, ofte er han selv ophavsmand til de historier, han skriver om. Thompsons signatur er en næsten umærkelig vekslen mellem de ydre begivenheder, han rapporterer fra - og er deltager i - og hans egen anarkistiske bevidsthedsstrøm, en strøm der, ifølge ham selv, er konstant påvirket af bevidsthedsudvidende stoffer og alkohol. Hos Thompson er der modkulturel attitude og foragt for den amerikanske middelklasse, borgerlige værdier og autoriteter i alle afskygninger. Oprørske kvaliteter der i modificeret form repeteres i Henne om hjørnet.

Flere danske skribenter har brugt elementer fra Hunter S. Thompsons forlæg bl.a. har Morten Sabroe i Politiken skrevet en stueren version ud fra amerikanerens fortegning. HL deler de oprørske attituder og en god del af det skæve vanvid, der karakteriserer Thompsons figur særligt i det muntre storforbrug af stoffer og alkohol. Men der er også klare differencer f.eks. er Thompsons gonzofigur, trods alle excesser tilsyneladende uinteresseret i kvinder og sex. Det gælder ikke HL, som i et interview med journalist Michael Jeppesen på bagsiden af Urban sagde det uden omsvøb: Kvinder er min hovedinteresse!11

I ovenstående skrev jeg at HLs karikatur ikke er en afrundet figur. Han kan sammenlignes med figurer fra god underholdningslitteratur, som balancerer manglen på en facetteret personlighed med en række faste talemåder, remedier og personer, der får figuren og universet til at hænge sammen. Sherlock Holmes har sine faste vendinger sin lejlighed i Baker Street og redskaber som pibe og kokain og faste følge af hjælp og modstand i dr. Watson og professor Moriarty osv. Jeget i Henne om hjørnet har tilsvarende sit faste sprog og miljø på Vesterbro, sine fadøl med bitter, stoffer og faste aktører som Fotografen og klummekollegaen og kunstredaktør Torben Weirup, som dukker op i fortællingerne. Det er de velkendte elementer i karakterens omgivelser og udstyr, der fik figuren til at hænge sammen uge efter uge. Jeg ser på de vigtigste her.

Vesterbro

Vesterbro og især Istedgade fra Hovedbanegården til Enghave Plads udgør den fysiske ramme og faste lokalitet for klummen, fortælleren er undertiden på udflugter fra stenbroen (f.eks. på research i Thailand eller USA), men i hoveddelen af teksterne bevæger han sig fortroligt rundt i kvarteret. Klummefiguren ville med sine interesser, stil og udtryk heller ikke fungere andre steder. Univers og sprog er afhængigt af kvarteret, dels som konkret hjemmebane, dels som mytologisk og litterært rum. Det bylandskab HL skriver frem i Henne om hjørnet balancerer et eller andet sted mellem et nutidigt, konkret Vesterbro og et delvist fiktivt drømmeland, hvor HL bl.a. bruger opdigtede navne på lokaliteter og gader. Istedgade går f.eks. under flere navne, og hedder nogle steder med klang af tysk luderstrøg Strassen, andre steder omdøbes gaden, med HLs talent for ironi og storslået amerikansk krimipatos, til De Knuste Drømmes Boulevard.

Kvarteret står som et dansk optryk af den nedslidte, snavsede stenbro, som i princippet kunne ligge hvor som helst. I gaderne er der blinkende lygter, junkier og ludere på alle hjørnerne, og livet leves driftsbetonet og hårdt. Sprogligt udveksles der i beskrivelserne i fortsat dialog med grundtoner og klicheer fra klassisk, amerikansk kriminallitteratur som Dashiell Hammet og Raymond Chandler og deres hårdkogte danske arvtager Dan Turèll, hvis stemme og stil altid er nærværende. En enkelt gang optræder den afdøde forfatters genfærd ligefrem: Dan Turèlls genfærd ses dreje om det på vej mod et stamværtshus, der for længst er lukket, med ekkoer af Charlie Parkers saxofon blafrende i sine frakkeskøder.12 Dan Turèlls oversættelse af det hårdkogte univers er grundlaget for HLs Vesterbro, men mange andre referencer især fra film og moderne kriminallitteratur blander sig i det stiliserede portræt af bydelen:

At night all the animals come out - om natten kommer alle dyrene ud - hvæser Travis Bickle alias Robert De Niro i "Taxi Driver", og man forestiller sig ham rulle ned af Strassen i en Codan-vogn ved midnatstid, når pornobutikkerne og de topløse barers neonskilte spejler sig i rendestenens pytter.13

Vesterbro er et hallucinatorisk landskab, som sætter skub i bevidstheden, og er afsæt for rablende associationer og populærkulturelle referencer. I ovenstående en filmkarakter i Martin Scorseses ensomme storbyfigur (taxichaufføren som i frustration over livet i de onde gader forvandles til psykotisk attentatmand), som materialiserer sig i en hyrevogn i Istedgade, og trækker hele filmens beskidte og paranoide New York med ind på Vesterbro. Citatets sidste linje (neonskilte spejler sig i rendestenens pytter) er et eksempel på, at HL ikke ryster på hånden, når det angår de mest gennemtravede klicheer fra den hårdkogte kriminalroman. Det kan læses som ren ironi og pastiche, men HL bruger den amerikanske grundtone med en konsekvens, som skubber klicheerne over stiløvelsen, og får den til at fremstå som et oprigtigt forsøg på at skrive hårdkogt realisme. Et forsøg der dels fungerer, fordi HL er en sikker stilist, som kan sine forbilleder og det mytologiske rum til perfektion, dels forstår han at variere kriminalromanens desillusionerede verden med skæve detaljer og humoristiske observationer:

Jeg følger slagets gang og døgnets rytme fra cockpittet, mens skumringen lægger sig som tobaksrøg fra tusinde bodegaer imellem facaderne. Solen går ned, drukkenboltene holder vagtskifte på Halmtorvets værtshuse, massageklinikker bliver støvsuget af piger i bundløse trusser, og det elektriske lys bliver tændt i de skævslidte huse.14

HL maler traditionsbevidst op i det overdrevne billedsprog og den melankolske tone, som tegner jargonen i scenen, hvor mørket finder byen, og privatdetektiven kunne slentre ud af skyggerne hvert øjeblik efter en hård dags jagt og på vej mod den første drink i storbyens nat. Men stemningen brydes af en transcenderende detalje, med pigerne som støvsuger i bundløse trusser. En omstændighed som Raymond Chandler, Dashiell Hammet og for den sags skyld også Dan Turèll med garanti ville have udeladt.

Projektet er ikke at skrive en objektiv, helhedsorienteret fremstilling af Vesterbro, men at lade den enkelte scene med stemninger og farver. Derfor indgår de gennemsnitsdanskere, som reelt udgør majoriteten af vesterbroerne, også kun undtagelsesvist i beskrivelserne. Gadens mennesker trækkes ind i teksterne som statister i det omfang, at de kan skabe forbindelser til det røversprog, som HL dyrker kompromisløst:

Solen hælder sit varme lys ned i de mørke slugter på Vesterbro. Det er lørdag formiddag i maj. Junkierne, pilletrillerne og blandingsmisbrugerne cirkler nervøst rundt med radarøjnene missende efter købere eller sælgere venner eller pansere, mens abstinensens rastløse dæmoner tæskes på plads med bajere.15

Kriminelle, narkomaner, gadens tosser og prostituerede er gode at skrive om. Det er karakterer, som findes i rigt mål i den litteratur, som sproget er hentet fra. De har de ekstreme og eksotiske outsiderkvaliteter, som kan udløse en James Ellroy eller Edward Bunker parafrase som ovenstående. Det er en romantik hvor stoffer, alkohol, købesex og kuldsejlede mennesker repræsenterer et farverigt og interessant alternativ til det etablerede Danmark.

Uanset at HL stilistisk lægger sig tæt op af klassiske og moderne forbilleder indenfor kriminallitteratur, er hans jeg langt fra kriminallitteraturens kyniske, betragtende antihelte. Han er en populær og respekteret figur i sit kvarter, og lever socialt tæt med de andre. Et gennemgående spor i Henne om hjørnet er, at der findes en særlig ånd og et sammenhold på Vesterbro, som fremstilles som en antitese til velfærdsamfundets sociale apati og fremmedgjorthed. Da jeget modvilligt har været i seks måneders eksil på Nørrebro, pga. af byfornyelse af hans ejendom, velkommes han tilbage i sit kvarter:

Velkommen tilbage! siger de alle sammen, når man møder dem på gaden eller smutter forbi deres små butikker og listige steder. Hvor har du været henne?

Et kindkys fra den transseksuelle thai-bordelmutter fra Nam Nam, der er på vej hjem en tidlig morgen, da jeg har kurs mod Henne om hjørnet-redaktionen med søvn i øjnene. En spontan flaske vin fra Akbar på Saz, på husets regning, da han hører, at min mor er syg. En kop kaffe, en smøg og en sludder med Herman og Jørgen på møntvaskeriet, hvor man igen kan få vasket sit tøj under betryggende forhold. Et par frikadeller til en stamkunde nede hos slagteren, fordi det var godt at se en igen i geschæften.16

Den sceniske erindring om tilbagekomsten til Vesterbro og beboernes hjertevarme modtagelse er måske tæt på virkeligheden, men som læser kan man få fornemmelsen af, at mindet også er en drøm om sammenhold og omsorg, som kan eksistere udenfor de sociale og økonomiske spilleregler for sociale relationer, der ellers gør sig gældende i velfærdsstaten. HL kan være romantisk på kanten til folkekomedien, når han skriver om kollektivet på Vesterbro. Stemningerne og omgangsformen kommer til at minde om folkeromantik som Huset på Christianshavn, og de muntre og joviale vesterbroere er skåret i pap. HLs personlige indslag er at indskrive vildt fremmede karakterer som den transseksuelle thai-bordelmutter. Hun står der sammen med komedie-stereotypen i den gemytlige slagter, og puster liv i den friske normalitet.

Kvinder, sex og porno

Jeg har aldrig forstået, hvad det er der er så galt ved, at mænd betaler kvinder - eller vice versa - for sex. Jeg har virkelig prøvet, men jeg kan bare ikke.-17

HLs klummer har fået mange reaktioner fra feministisk hold. I Henne om hjørnet gives der luft for holdninger, og beskrivelser af kvinder, som ellers ikke er en del af mediebilledet i Danmark. I den feministiske debatbog Nu er det nok, så er det sagt18 står et kapitel om kvindesynet i HLs klummer. Artiklen som tager udgangspunkt i en klumme, hvor HL, udover at beskrive sig selv som en blasert vestlig playboy, poserer som antropolog og diskuterer fysiske kendetegn og seksuel formåen hos kvinderne i forskellige asiatiske lande. De koreanske kvinder er ifølge HL ikke bare overlegne i fysisk skønhed, men har samtidig et vindende væsen, der gør dem til hans sikre favorit i Asien:

Med deres kønne ansigter og høje kindben, perfekt mandelformede øjne, højde og drøjde (de er væsentligt højere og har mere kød på kroppen end f.eks. deres japanske eller kinesiske medsøstre!), charmerende væsen og feminine udstråling udgør de en elite blandt de orientalske kvinder. Lige så vel som de takket være en kultur gennemsyret af konfucianke principper kender deres plads i samfundet - i modsætning til vores ellers så berømmede danske hunkønsvæsener.19

Et stykke ironisk, humoristisk og bevidst politisk ukorrekt klummeskriveri eller en hyldest til undertrykkelse og banal racisme? Forfatteren Lene Myong Petersen i Nu er det nok, så er det sagt hælder til det sidste. Hun mener ikke, at den slags racestereotypisering bør stå i en dansk avis. Under alle omstændigheder er det essentielt for HL at repræsentere et modstykke til de holdninger, der ellers opfattes som god latin i mediebilledet og det officielle Danmark. Han oplever den seksuelle debat som domineret af kønsfeminister og det danske seksuelle frisind som retorisk bluff. At HL skriver ovenstående karakteristik af de koreanske kvinder for at udfordre en konkret gruppe kvinder, som redigerer feministiske debatbøger eller laver Emmas dilemma i tv, kan understregningen af, at koreanerne i modsætning til de danske kvinder kender deres plads, måske godt indikere. Den ukorrekte bevidsthed åbner for provokationen, men også for et sprogligt register. Ovenstående citat kunne være et opslag i en geografibog fra forrige århundrede med den tids stereotype beskrivelser af folkeslag og racer, stereotyper som findes tilsvarende i orientalistisk rejselitteratur med eksotiske og villige drømmekvinder kvinder i fjerne lande.

Romantik og kærlighed med forelskelse og gensidig tiltrækningskraft mellem kønnene er ikke en del af livet i Henne om hjørnet. Drifterne indløses i det, der med et markedsudtryk kaldes sexunderholdning: pornografi (herunder besøg på topløse pornobarer og pornobiografer), strip og prostitution osv. Når seksualitet der har med parforhold eller kærlighed at gøre undtagelsesvist berøres, er det i en sidebemærkning:

Svedig sex for kolde kontanter er ikke det værste man har, selvom man som romantiker i teorien altid vil foretrække monogam erotik med den eneste ene.20

Bordelbesøgene og sexturismen til Thailand eller Cuba, hvor HL flere gange rapporterer fra, er for jeget en naturlig del af den maskuline seksualitet, og skal ikke gemmes væk eller reguleres af myndigheder og et puritansk åndeligt klima i dansk presse. HL har i sine førstehåndsberetninger om erfaringer på bordeller og pornobarer brudt med sproget i dagspressen:

I blandt alle videoskærmene fokuserede jeg på en scene med en engleblidt smilende mulatpige, der blev oversprøjtet med sperm i ansigtet af en veludrustet arisk bodybuildertype.21

Men har også som connaisseur af pornografi delt sin viden om mere kuriøse genrer med Berlingskes læsere. Bl.a. har han tilegnet en klumme excentriciteten Onarafetish22, som skulle være særlig udbredt i Japan, og dyrkes af mænd, der føler seksuel ophidselse, når de ser og hører helt unge piger slippe en vind. For HL er det morbide morsomt og vitalt, også når det skal findes i den skatologiske sfære. Han har ligeledes skrevet reportage fra et Pussyshow i Bangkok, hvor jeget som voyeur kan iagttage de artistiske pigers virtuositet:

En slank model pustede en stribe kulørte balloner op mellem lårene med et pneumatisk overtryk der, der gav ny mening til begrebet "luft i maven". En buttet, landlig veninde skød sekunder efter samtlige balloner ned om ørene på os, med dartpile affyret med præcision fra et rør i skeden.23

Kvinder reduceres til erotisk effekt i Henne om hjørnet. Der er kun lys på dem, der sælger deres krop på en eller anden måde. De prostituerede, stripperne og pigerne på værtshusene er de ofte forvirrede repræsentanter for kønnet. Storbyens mange moderne, selvbevidste og veludannede kvinder med erotiske fordringer og egne penge i håndtasken er effektivt ekskluderet fra virkeligheden. Relationerne kendetegnes ved distance, og HL har en næsten patologisk forkærlighed for at vise kvinder i situationer, som kan beskrives som krænkende. Det kan ligne en aggression mod kvinder generelt. Men er der tale om en aggression, rammer den i vidt omfang også mændene. De skildres som liderlige, alkoholiserede og irrationelle skabninger. Og sådan er kønnene anbragt overfor hinanden i humorens, sprogets og den politiske ukorrektheds navn.

Kunstredaktøren og Fotografen

Personer i Henne om hjørnet fungerer oftest som rekvisitter til lokalkoloritten på Vesterbro, og afsæt i den særlige skrivemåde som HL dyrker. Men et par karakterer får mere plads. Klummekollegaen og Berlingske Tidendes kunstredaktør Torben Weirup optræder med mellemrum fra begyndelsen i 1995. Han indgår som modpart i en pennefejde mellem de to kulturjournalister, hvor de indbyrdes beskylder hinanden for de mest usandsynlige ting. Kunstredaktøren Weirup er i HLs udgave en ulykkelig og fordrukken, midaldrende mand med et særdeles kompliceret forhold til det modsatte køn og dertil sygeligt misundelig på HLs succesfulde liv. Fjendskabet mellem de to er et rent fiktivt spor, og sat op så fiktionen er indlysende. Torben Weirup bliver bl.a. så forbandet over ikke at blive optaget i Kraks Blå Bog (i modsætning til HL), at han i en klumme minutiøst planlægger at dræbe HL, og hvordan han efterfølgende skal skaffe sig af med liget på Assistens Kirkegården.

Det var et vanskeligt valg. Skulle jeg låse mig ind til min kollega og forhenværende ven og smadre hans latterlige kranium med hans splinterny DVD-spiller?24

I HLs udlægning må Torben Weirup især, ved siden af sine behandlingskrævende alkoholproblemer, slås med sine helt virkelighedsfjerne ambitioner om at blive optaget i det eksklusive selskab af kendte i jetsettets inderkreds, hvor HL naturligvis er en feteret og afholdt personlighed. Kunstredaktøren prøver gentagne gange at trænge ind i varmen til de mondæne receptioner for de unge og smukke i kultureliten, men det gode selskab har ikke problemer med at identificere et fremmedlegeme:

Alle ansigter var pludselig vendt mod os. En fremmed var kommet ind i vor trygge midte som et ubehageligt sus fra stenbroens mest rå og brutale miljøer, med samme effekt som en højrøstet bistandsklient med en pose klirrende guldbajere og en glammende kamphund ville have på et teselskab blandt ældre damer i Rungsted25

Det interne drilleri kan følges gennem årene og udvikler sig til en monstrøs komik, hvor overdrivelserne hele tiden eskalerer og kreativiteten i beskyldningerne mellem de to kollegaer tager til. Det er et underholdende sidespor, men også ét spor der fundamentalt bryder med klummens journalistiske virkelighedsgrundlag, og indskriver en tegneseriekomik, som ellers kun findes på avisernes bagsider.

Fotografen optræder ofte i klummen som rejsekammerat på HLs rejser til f.eks. Thailand. Men kommer også ind som værtshusgæst i forskellige sammenhænge i Vesterbro-miljøet. Han optræder ikke som Weirup i en fiktionsramme, men er en ven og drukkammerat på ekspeditionerne ud i nattelivet, og på de rejser, som han bl.a. kan fortælle fra ved stambordet:

Fotografen udvekslede flugttips fra Tangiers medina med fremmedlegionæren og fortalte non-stop røverhistorier fra vores rejser til Hong Kong, Tokyo, Paris, Texas, New York og New Orleans26

Fotografen deler oplevelser, livsholdninger og sprog med HL i en grad, så han fremstår som en regulær forlængelse af HLs jeg. Interessant er han især fordi, han giver et vink om, hvor tætte forbindelserne er mellem de forskellige genrer i HLs produktion. Fotografen dukker op i novellesamlingen Pussyland som en vigtig biperson: Fotografen og jeg sad med en øl inde på Mother Bob's langsomt ved at vågne op i den blå time.27 Og i den journalistiske rejsebog om beat-forfatterne Tilbage til Tangier - en pilgrimsreje i Beat-generationens fodspor: Fotografen taler med en skønhed i en rød kjole.28 HL er en skribent, hvor værkerne, ikke rigtig kan adskilles fra hinanden eller fra det liv, som altid er udgangspunktet. Overgangene mellem det fiktivt-kreative i prosaen og personlig, journalistisk reportage i rejsebog eller klumme er helt flydende. Fotografen hedder i virkeligheden Anders Askegaard, han er fotograf og bosiddende i København.

Stoffer og alkohol

Denne klummeredaktør gjorde således et stykke solidt antropologisk feltarbejde sidste fredag, hvor ovenstående tanker blev sat i relief - og efterfølgende lagt til syltning i adskillige liter alkohol.29

Den gonzo-journalistiske arv fra Hunter S Thompson er især tydelig når HL skriver om stoffer og alkohol. Indflydelsen fra Thompson ses mest markant i HLs vilje til at sprænge rammen, overskride virkelighedens grænser og vise alt dét, som ellers ikke får spalteplads i aviserne. I det projekt er alkoholen og stofferne et vigtigt redskab, der f.eks. kan levere baggrunden til, at journalisten står klatøjet og kimer på dørklokken til massageklinikken klokken tre om morgenen, eller vågner den efterfølgende dag:

...med et hoved som én stor smertende tumor under nathuen og en tunge, der smagte som om den havde renset alle askebægrene på Husmanns efter receptionen.30

Der ryges indiske tågehorn, rumcigarer og blålyn (hash), og sniffes dunder (kokain) i klummens tidlige år, og gennem alle årene flyder alkoholen i en lind strøm. Det omfattende drikkeri skildres utvetydigt positivt, der stilles aldrig spørgsmål til rusens saliggørende virkninger, og kendte slagsider som alkoholisme og tømmermænd vises i parodier og fantasifulde vrangbilleder som ovenstående morgenscene er et eksempel på. Den excessive indtagelse tilsætter dels teksterne den karakter af desillusioneret machokultur, som eksisterer i kriminalromanen og noir-universet, hvor alkoholen ofte er forbundet til melankolske og sentimentale tekstsammenhænge, dels åbner rusen for en langt ældre tradition af drukkomik og farceagtige indfald og i helt bogstavelig forstand falde på halen komedie:

Der var den dag, da jeg faldt ned af trappen til Thai Corner, hvor Arne samlede mig op med et bekymret udtryk i ansigtet og spurgte, om der var noget i vejen, og jeg svarede med et stort smil: 'Nej for fanden, jeg er schgu helt på toppen!31

Den fortsatte eksponering af et udsvævende liv skal samtidig ses som en aktuel kommentar til den kampagne for sund levevis, der har kørt fra sundhedsmyndighederne i 1990'erne og frem, hvor medierne har spillet godt med (især avisernes livsstilstillæg). Danskerne skulle lære at slukke cigaretterne få motion og naturligvis drikke mindre end de anbefalede 21 og 14 genstande om ugen; spise fedtfattigt og huske de seks stykker frugt og grønt osv. Det som er sat op som satire kan, som meget andet i Henne om hjørnet, ikke tages helt for pålydende. Det er et sort humoristisk svar til de mange velmenende livsstils og sundhedseksperter og deres idéer om, hvordan andre skal leve deres liv:

Her på Henne om hjørnet-redaktionens støvede kontor har vi også et afslappet og fornuftigt forhold til spiritus. I hvert fald så længe Metro redaktør Kasper Løvkvist sørger for, at den sædvanlige kasse kolde står klar, når vi møder ved middagstid - og praktikanten er frisk på at hente en ekstra runde i kantinen sidst på dagen, hvis der skal arbejdes over.32

HL vil vise kontraster til de fornuftige, sunde og veltilpassede idealer for moderne mennesker, som ellers findes i mediestrømmen. Et gennemgående træk ved klummerne er at de kreative energier er stærkest og humoren mest vital, når HL skriver det ukorrekte. Han er klar over, at han rammer en del af læserne, og dét er netop pointen, det er i overskridelsen, han henter sine energier. HL har en kynisk munterhed, som især tændes når de fremherskende værdier i samfundet kan profaneres. Det er også en af årsagerne til, at klummen ikke har, kunne leve det stille liv, som kulturjournalistik almindeligvis gør.

I profilen af HL har jeg især beskrevet hans klummeform som rapporterende essayistik, det omfattende fletværk af stilelementer, der kendetegner HLs skrivemåde går i udgangspunktet tilbage til 1700-tallets spectatortradition, men trækker tydeligst på new journalism og Gonzo. I sine pasticher over klassisk og moderne kriminallitteratur komponerer han frit over det eksisterende formsprog, og får skabt vitale figurer ud fra grundmaterialet. De kærlige og formfuldendte variationer over ynglingslitteraturen særligt af mellemkrigstidens pulp fiction hører til klummens bedste indslag.

HL har i Henne om hjørnet skabt en karakter gennemslagskraftig nok til at lave helsideshistorier i formiddagsbladene og berettige iscenesættelsen af en ualmindelig ondskabsfuld parodi af forfatteren i tv. Klummen har desuden ført til indlæg i debatbøger og en strøm af kommentarer og læserbreve. Klummen har slået hårdt udad, men tilsvarende hårdt indad på Berlingske Tidende, hvor den har været en omstridt og kontroversiel artikel fra første fløjt, ikke mindst for dens forfatter har den haft konsekvenser. Det handler det følgende interview bl.a. om.

Interviewet med HL er et uddrag af godt 3 timers samtale, som blev optaget i to omgange på Cafe Mama Lustra i Istedgade. I to omgange fordi HL i august 2003, hvor vi oprindeligt havde planlagt interviewet, stod midt i at aftale sin fratrædelse fra Berlingske Tidende, og helst ville vente til september med at fortælle hele historien om baggrunden for sin opsigelse fra Berlingske Tidende. HLs afsked med avisen var tilskyndet af chefredaktionens beslutning om at lukke Henne om hjørnet klummen i sommeren 2003. Cheferne i det gamle bladhus havde længe været trætte af støjen fra side to i Guide, og i juli 2003 blev et unikum i dansk pressehistorie sat endeligt på pension. Hvordan det går til, fortæller han bl.a. om her.

Uddraget er koncentreret om HLs journalistiske karriere, og Henne om hjørnet klummen. Det starter med opvæksten i Esbjerg, men fortæller langt fra hele historien om HLs liv og arbejde frem til i dag. Intentionen er at pege på enkelte af de individuelle træk og oplevelser fra barndommen og ungdommen på Vestkysten, der sætter ham ind på det sidespor i dansk avisjournalistik, som han har befundet sig på, fra han som stor dreng debuterer tidligt, og fortsat stædigt holder sig på.

En beskidt realist

Interview med Henrik List

Du vokset op på Vestkysten i et hjem uden akademiske traditioner, men starter tidligt som skribent. Bliver der talt litteratur og holdt aviser derhjemme?

Nej, jo der bliver jo holdt den lokale der hed Vestkysten og hedder Jyske Vestkysten i dag, det var i øvrigt der jeg senere debuterer som journalist, jeg tror som 15-årig, havde jeg første gang en kronik i. Men nej det udspringer af det jeg selv laver med kriminalromaner, som også dengang var en genre der tiltalte mig meget, og omkring den periode begynder jeg så at læse voksenlitteratur. Jeg snuser en del rundt på det lokale bibliotek og finder bøger, og så en dag og det kan jeg huske meget klart, da jeg er en 13-14 år, falder jeg så over Dan Turèll, som jeg også havde set noget om i fjernsynet. Han var sådan en relativt kendt profil.

Det er så sidst i 70'erne. Er det hans mediemontager?

Ja, det er hans mediemontager og de tidlige Onkel Danny fortæller og så Vangede billeder. Det har været da jeg er 13 eller 14 år.

Hos ham er der essays og artikler om kunstnere, som du stadig er tro overfor?

Ja, det kan man godt sige, for gennem ham blev jeg introduceret for alle de andre: beatgenerationen, de store rocknavne, jazzen og alt muligt andet. Jeg kan huske fra 14 års alderen, at de Turèll bøger er meget inspirerende, og jeg kan huske, at jeg var inde og se ham optræde. Jeg tog derind alene for at se ham. Han læste op på seminariet, og der lugtede af bræk, der var en der havde kastet op lige før, og det forbinder jeg meget med den aften, den skarpe syrlige lugt af menneskeligt opkast.

Hvordan passer dine litterære interesser ellers ind i livet som skoleelev på Vestkysten?

Ja, det var helt sikkert noget med at føle sig meget utilpasset overfor for fællesskabet, jeg var i ekstrem grad en outsider i folkeskolen, og havde ganske få venner. Vi var særlinge, der dyrkede de her mærkelige ting. Jeg kan huske at mig og en af mine venner begyndte at lave blade om ufoer og astronomi, og der ud over lavede vi en avis, en lille lokalavis, som vi solgte til familie og venner, og det var gerne nyheder, som vi selv skabte. Vi sprængte en bombe i luften i et legehus, og skrev så om det i avisen bagefter, så det var i virkeligheden min journalistiske debut. Den udkom en gang om måneden, og vi gik hurtigt videre fra det håndskrevne til det maskinskrevne, som vi producerede med en spritstencilator, hans far havde sådan en hvis du kan huske dem. Dengang jeg virkelig føler at mit liv ændrer sig, det er lige inden jeg kommer i gymnasiet, der begynder jeg at høre punkmusik, og hører Poul Borums programmer i radioen på P3 om eftermiddagen. Jeg begynder at bestille nogle punkplader hjem gennem en lokalpladeforhandler. I den tid begynder jeg også at læse Michael Strunge og F.P. Jac, jeg læser deres digtsamlinger meget hurtigt, da de kommer via biblioteket, og den første kronik, jeg skriver nogensinde, er en kronik om de unge digtere, det er nok lige omkring 1980, da jeg er 15 år. I gymnasiet begynder jeg at skrive kronikker for Vestkysten om punk. Der sad en meget progressiv redaktionssekretær, som syntes det var nogle fede ting, jeg lavede om de unge sorte digtere om musikken og tendenserne i tiden. Det var forbavsende, at de ville trykke det, det var en meget kedelig og borgerlig, provinsiel avis dengang.

For at publicere artikler som 15-årig, må du have haft noget udtryksmæssigt, hvad med journalistisk skoling, hvor naturligt er det faldet for dig?

Jamen det har vel været i et naturligt talent og en strøm indefra, for jeg er ikke blevet intellektuelt stimuleret hjemmefra, det har mere været den anden side med fodbold og gå til fodbold med min far, jeg er sgu aldrig blevet slæbt med i teatret.

Tager du tidligt en beslutning om, at du vil leve af at skrive?

Ja, det tænker jeg meget på i den tid. Jeg læser meget, og tænker at jeg gerne vil være forfatter, og at det kunne være fedt at lave en hel bog. Det jeg laver hjemme på drengeværelset er en blanding af angreb på samfundet ind og udfald, anmeldelser af punkplader og bøger og kollager med nøgne damer og hagekors og alt muligt andet. Men så da jeg kommer i gymnasiet som 16-årig, møder jeg så den første lokale punker i Esbjerg, en fyr der hedder Jesper, og bliver voldsomt betaget. Som 14-15-årig er jeg skabspunker, men efter 14 dage i gymnasiet, går jeg til frisøren, og får klippet alt mit hår af, og jeg begynder at gå i gammelt tøj, og store militærstøvler med anarkitegn på. Der opstår en lille klike af punkere på det der gymnasium.

I gymnasiet skriver Henrik List sin debutsamling Udbrud, som udkommer lige ved afslutningen af 3.g i 1984. Digtene udkommer på Hovedland, og handler om opvæksten i Esbjerg og teenagerens første kærlighedseventyr og ekskursioner til København. Han skriver desuden kronikker til Vestkysten og artikler til forskellige punktidsskrifter og undergrundsblade som No Århus og Partisan. Samme år flytter han til København, og starter på Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet.

Hvordan oplever du miljøet på litteraturvidenskab?

Dødssygt jeg fandt ingenting der. Jeg fik meget få venner, men der var en sjov klike af folk, som jeg hang lidt ud med. Jeg mødte Michael Strunge og Thomas Boberg på det tidspunkt, det var et miljø, hvor det hele hang sammen, man gik til punkkoncerter, man gik til New Wave koncerter, man gik til performances på de små gallerier og til digtoplæsninger og til ferniseringer, når de unge vilde malere havde fernisering. Men der sker så det, at jeg bliver træt af den finkulturelle fims i hele den art scene, og blev skinhead en periode og så senere rockabilly, og det var sådan nogen lidt mere kontante voldelige miljøer, hvor der var øretæver i luften, og man hang rundt inde i byen på en lidt truende måde, og var i slagsmål med andre grupper. Det var en periode, hvor jeg koblede mig fra den mere finkulturelle side af det. Men blev samtidig ved med at lave de andre ting, og det synes jeg kendetegner mig som person, at jeg aldrig kun har været til en ting. Jeg har altid været meget modsætningsfyldt, og har haft en balance mellem det meget undergrundsagtige, det rebelske, oprørske med druk stoffer og ballade, og så på den anden side et almindeligt liv, hvor man har taget uddannelser og betalt sin skat og overholdt de fleste af samfundets regler.

I dine tekster balancerer du ofte mellem et transgressivt og voldeligt univers og et ekstremt følsomt og intellektuelt univers.

Ja, det er godt sagt, det er rigtigt, et eksempel kunne være, at den gang jeg var rockabilly, kunne jeg fredag aften være med til et slagsmål uden for Babu og søndag eftermiddag, kunne jeg så sidde og skrive på et kærlighedsdigt.

Hvad sker der med journalistikken i den periode fra 1985 til 89?

Det journalistiske går tilbage til gymnasiet, hvor jeg begynder at få ting publiceret, jeg får en del artikler trykt i det førende rockblad MM om Dead Kennedys osv. Det er debuten i et landdækkende medie. Men fra 85 begynder jeg for alvor at blive skribent, jeg skriver for MM, Levende billeder og en række af de mellemstore kulturtidsskrifter, der findes på det tidspunkt, jeg begynder også at lave radio: musikprogrammer på P3, og jeg skriver artikler til Politiken, Information og Ekstra Bladet, jeg begynder simpelthen at have en egentlig produktion.

Du skriver også features fra rejser fra til London og New York.

Ja, jeg tager ud og opsøger undergrundsmiljøer, og skriver så om dem. Jeg er blevet gift som meget ung 20-årig, og er på bryllupsrejse i New York, hvor jeg skriver en del artikler fra, men flytter så til London i 1988, og der sker der så noget fordi jeg får øjnene op for sort kultur. Der sker fantastisk meget, da jeg er kommet til London, det er utrolig informativt for mig, jeg går fra at interessere mig fra det danske til virkelig at gå internationalt både med læsning og musik især det angloamerikanske, bliver jeg virkelig hooked på. Hele den nye dansemusikscene bobler jo frem, og har lidt den samme energi, som punken havde. Det var tiden omkring Acid House, Techno og Hip Hop i London på det tidspunkt, så det skriver jeg om og sender artiklerne hjem. Mit univers bliver skiftet fuldstændig ud fra den hvide heteroseksuelle machostil i rocken. Fra Velvet Underground til sort musik, og musikken åbner for hele det sorte bagkatalog med Soul og Funk, det var en sen konvertering, men utrolig vigtigt fordi det er i dansemusikken, den sorte musik, jeg kommer til at markere mig som anmelder siden hen.

Digtene kommer i baggrunden i forhold til journalistikken, du udgiver I fænger af ilt og støv i 1985 og din sidste samling Miraklernes tid i 1988. Journalistikken er som digtene en del af et kunstnerisk udtryk.

Ja, helt klart, journalistikken vandt hen i gennem 80'erne, bliver det mere journalistik og mindre lyrik.

Hvilke overvejelser har du?

Jamen det er benhårdt sagt nogle kommercielle overvejelser, jeg finder ud af at jeg kan tjene lidt penge ved at skrive, og at den gamle drøm om at blive forfatter er lidt urealistisk, det er ikke noget man sådan bare bliver, det er svært at få penge ind specielt på lyrik, hvor det er 0 kroner, og jeg kommer vel også frem til en erkendelse af, at jeg ikke er nogen stor genial lyriker simpelthen. Jeg var en hæderlig, habil mellemklasse lyriker, som var meget tidstypisk, og var meget præget af de strømninger, der er fremme i yngre dansk lyrik. I min sidste samling Miraklernes tid begynder der at være et mere prosaagtigt udtryk, den er bl.a. klart Bukowski-inspireret, og handler om storbyen og cigaretter og værtshuse, hvor de to første er meget abstrakte, bliver den sidste meget prosaagtig meget knækprosaagtig. Der begynder at komme en konvergens, at jeg bruger noget af det lyriske i journalistikken og det prosarealistiske i lyrikken, så hvis jeg var fortsat som digter, var det blevet mere i den retning, tror jeg.

Oplever du det som et valg?

Ja, men også som en gradvis udvikling den lyriske åre tørrer simpelthen ud, jeg tror jeg skriver et digt efter Miraklernes tid, som bliver trykt i Politiken, og det er det sidste digt, jeg har skrevet og publiceret.

Hvad skriver du ellers i tiden frem til, at du bliver ansat på Berlingske Tidende i 1991?

Ja, der sker det at jeg får mit journalistiske gennembrud, mens jeg er i London, og jeg er alvorligt træt af at gå på universitetet, jeg gider ikke det teoretiske pis, og vil ud og lave noget selv, så jeg skriver en lang række af rejsereportager til Politiken, som ofte har sådan noget på forsiden af det daværende P.S., hvor jeg har et skidegodt samarbejde med en redaktionssekretær, der hedder Hans Jørgen Møller, der siden er blevet filmjournalist derinde. Han er meget vild med mine ting, og sætter dem enormt flot op. Jeg arbejder fast sammen med nogle fotografer på det tidspunkt bl.a. en, der hedder Ole Kristiansen, han kommer til London, og vi går ud og laver nogle ting sammen. Det er reportager fra natklubber og undergrundsmiljøer, der begynder at komme det seksuelle element ind i min journalistik. Jeg kan huske at vi laver en reportage fra transvestitbaren Madam Jo Jo's i Soho, men det er alt muligt, det er også interviews med kunstnere, forfattere og musikere, som er fremme i England på det tidspunkt. Jeg får en helvedes masse kontakter, og får hooked en masse interviews op, som ingen andre i DK laver på det tidspunkt.

Foranlediger artiklerne en henvendelse fra Berlingske?

Nej, det gør de ikke, jeg fortsætter med at skrive for Politiken, Information og Ekstra Bladet, men jeg kommer hjem, fordi jeg får tilbudt jobbet som chefredaktør på MM, hvilket jo var stort fordi, det var der, jeg var startet med at debutere som journalist i et landsdækkende medie. I 1989 får jeg jobbet tilbudt, og det jeg ikke ved er at bladet på det tidspunkt er en synkende skude med store huller i karosseriet, så jeg er den redaktør, der får æren af at gå ned med MM efter en glorværdig årtier lang historie, så det var noget man fik hår på brystet af. Men efter det bliver jeg så kontaktet af Kristeligt Dagblad. Jeg tror det var Klaus Lynggaard, der havde været anmelder der, og havde anbefalet mig, fordi han var blevet ansat på information.

Kendte du Klaus Lynggaard på det tidspunkt?

Lidt, ikke personligt, men han havde åbenbart læst mine ting. Så der var jeg faktisk anmelder på Kristeligt Dagblad, og skrev om litteratur og musik, og skrev stadig om de vilde ting, det var utroligt det kom på. Det var sådan en meget åben periode i medierne, hvis man vidste noget om noget nyt så synes folk, det var fedt, og det kom på. I dag ville det jo være utænkeligt. Jeg var på Kristeligt Dagblad et års tid, og bliver så kontaktet af en ny kulturredaktør på Berlingske Tidende, og det var Jacob Levinsen, som skulle stå for en udvidelse af kulturredaktionen, og havde fået carte blanche til at gå ud og hyre 4-5 unge mennesker. På det tidspunkt, sad nogle få ældre Jens Kistrup og Erik Aschengreen typer derinde, og skrev om litteratur, ballet og klassisk musik, og de havde en ældre rockanmelder, der hed Ebbe Rosander, det var meget støvet.

Hvordan er det at komme derind?

Først og fremmest er jeg meget overrasket over, at det bliver der. Jeg havde troet, det ville blive Politiken fordi, det var der, jeg havde skrevet mest, og jeg havde på et tidspunkt troet, at der ville komme en henvendelse fra Politiken, men det bliver Berlingske Tidende eller Jacob Levinsen, der ringer og spørger om, jeg har lyst til at komme ind og skrive for dem. Jeg oplever det fantastisk positivt.

Jacob Levinsen har selv været forholdsvis ung?

Han var fantastisk og fremsynet og meget, meget viljestærk kulturredaktør, som var klar til slås for sit stof og for sine folk, som ikke bare hyrede mig, men en række yngre kulturskribenter, som Torben Weirup, Lars B. Jørgensen og Me Lund. Men da jeg starter i 1991, er det mest litteratur, tv-anmeldelser, men jeg går så meget hurtigt over til også at lave musik og film.

I din artikelsamling Deadline 2000, kan man følge udviklingen i artiklerne op gennem 1990'erne, og det er tydeligt, som du bliver mere erfaren, bliver personligheden skudt mere og mere frem?

Ja, jeg får mere mod og selvtillid, og jeg tør pludselig gøre det. Hvor når man var yngre dækkede sig mere ind under en form for objektivitet, men gonzo-elementet har alligevel været der fra starten, når jeg skrev om dansemusik i slutningen af 1980'erne, så var jeg selv altid ude og danse, jeg var en del af miljøet, og tog selv esctasy, men skriver først om det senere, det tør jeg helt klart ikke på det tidspunkt.

Artiklerne fra de første år bruser af energi og skrivelyst, hvor lang er opturen?

Ja, den varer vel til 99, det er meget 90'erne men specielt Jacob Levinsens periode som kulturredaktør som stopper i 96 eller 97. Hans regime derinde var fantastisk, og det falder også sammen med en meget visionær chefredaktør Hans Dam, som er meget åben over for de her ting, og er meget åben overfor skribenttyper som mig. Det er helt klart min gyldne periode på Berlingeren, hvor jeg udvikler mig meget som skribent og som menneske, hvor jeg får lov til at rejse ud i verden og skrive om især amerikanske og engelske emner, og beretter fra alverdens storbyer, og jeg tager til filmfestivaler. Jeg kommer hele paletten rundt både inde for film, litteratur og musik. Og det er jo lige fra Roskilde Festivalen til Cannes, til interview med Poul Bowles i Marokko, at man fik lov til det, at få lov til at tage til Marokko og gå i beatnikkernes fodspor og ryge sig skæv på den lokale fede, og fik rejserne betalt. Det var en gylden tid for mig. Hvor jeg også får en meget skarp profil, hvor det så handler om i de sidste 3-4 år mere eller mindre om, at der er en eller anden form for pay-back, en jantelovsmekanisme, der træder i kraft. Nogen synes jeg fylder for meget, og fører mig for meget frem, og har alt for høj cigarføring. Jeg mister mere og mere mine støtter derinde. De støtter og gode kollegaer, jeg har haft, og har svinget med siger op efterhånden. Klimaet ændrer sig og kulturstoffet bliver skåret ned, og jeg bliver mere og mere desillusioneret som skribent og som menneske derinde. Jeg ser en masse af mine muligheder og frynsegoder blive gradvist beskåret. Det bliver mindre og mindre sjovt, og nogen af mine artikler bliver også præget af det, de bliver mindre veloplagte.

I artikelsamlingen kan man også følge, hvordan din stil og dine interesser bliver mere amerikanske, den hårdkogte tradition, opfatter du dig selv som særlig en dansk skribent?

Nej, der er selvfølgelig danske forfattere levende og døde, som jeg har stor respekt for, og som jeg læser med stor fornøjelse fra Tom Kristensen til Dan Turèll, men min store inspiration har altid været den amerikanske litteratur og journalistik.

Hvordan ser du den danske litterære scene i dag med sin antiepiske hovedstrømning, forfatterskolen osv.?

Der har været denne meget skrifttematiske minimalisme, der har været meget fremherskende i 90'erne, og er det for så vidt stadigvæk, og det er ikke noget jeg føler noget som helst slægtskab med. Jeg har endda svært med at læse meget af det, det siger mig simpelthen ikke noget. Jeg er heller ikke nysgerrig over for det. Det må jeg tilstå. Hvis der er forfattere i dag, jeg synes er interessante, så er det mere Jan Sonnergaard, Gordon Inc. og Benn Q. Holm og Jacob Ejersbo, som bliver meget ildeset af denne her forfatterskoletradition og Lars Bukdahl-typerne

Du udvikler din stil, den personlige reportageform, som du skriver uanset om det er i din rejsebog om Tangier eller filmbogen Kameraet i hovedet eller klummen Henne om hjørnet, og for den sags skyld også novellerne i Pussyland, er der den samme vekslen mellem iagttagelse og indre refleksion, har du noget forhold til essayistisk tradition?

Nej, jeg opfatter jo det du beskriver som et udtryk for gonzojournalistik eller new journalism, hvor man rigtignok observerer og reflekterer, men samtidig engagerer man sig også. Jeg synes det er meget typisk at jeg sætter mit eget jeg på spil, i det jeg skriver, jeg er oftest en del af historien selv, hvad enten om det er på et filmsæt i Kameraet i hovedet, eller jeg render rundt blandt pushere i Tangier i Marokko.

Det er en stil, der står og falder med din veloplagthed, du skal hele tiden fylde rollen ud?

Ja, det er klart, hvis man ikke kan fylde bukserne ud, så bliver det ligegyldigt, og det er bl.a. derfor, der er så mange ligegyldige klummer i Danmark, hvor folk i en søndagsavis skriver en sludder og en sladder om, at de engang var på spejderlejr i 70'erne. Jeg mener simpelthen, der er så mange slatne og ligegyldige klummer i danske aviser, hvor en eller anden kendt radiovært sidder, og skriver et eller andet sludder om et eller andet, han kan huske fra sin barndom eller sådan noget med: "altså hvor er det for galt at folk snakker i mobiltelefon i busserne", den slags små idiosynkratiske hverdagsobservationer, som ikke bliver koblet på noget større.

Aviserne har længe været inde i en udvikling hvor de ligner hinanden mere og mere, men den personlige journalistik, som klummen er et eksempel på, er vel en af de sidste måder aviserne har til at differentiere sig fra hinanden på?

Jo det synes jeg jo, men tendensen er desværre lige nu, i hvert fald på Berlingske Tidende, nu vil jeg ikke udtale mig om andre aviser, som jeg ikke kender så godt indefra. Men på Berlingske Tidende går man væk fra den personlige journalistik, det ideal man dyrker i øjeblikket er et læseraktiverende udgangspunkt, jeg tror de kalder det kollektiv journalistik, hvor man sætter det som ideal at læseren skal skrive avisen. Der er Berlingske Tidende i gang med at større projekt, der hedder tættere på læseren, og kører demografiske undersøgelser og fokusgrupper og så videre på, hvad læserne gerne vil have i avisen. Så i virkeligheden fralægger man sig ansvaret for den redaktionelle vision, og overlader den til læserne, fordi man er i vildrede i øjeblikket, man ved simpelthen ikke, hvad man skal gøre. Jeg ser desværre ikke den personlige journalistik stå stærkere end den har gjort tidligere, den står svagere end den gjorde for 10 år siden, og en række af de originaler der har været i dansk dagspresse af ældre generation, som har været på alle aviser, er ved at blive så gamle at de forsvinder.

Den første klumme fremstår som et manifest, havde I diskuteret hvilket grundlag den skulle fungere på inden i starter op i 1995?

Ja, det var at det skulle være en klumme om storbyliv og storbymennesker, storbyskæbner og storbyhistorier med udgangspunkt i Vesterbro, fordi vi begge to bor her. Torben Weirup har boet her i mange år. Der var også i titlen Henne om hjørnet et forsøg på at finde noget globalt i det lokale at finde noget universelt i de miljøer, man ofte overser, nemlig de små miljøer henne om hjørnet, som man har en tendens til bare at gå forbi.

I mit specialeafsnit om dig, har jeg skrevet at den figur, du etablerer, har sit væsentligste forlæg hos Hunter S. Thompson. Hvilke forbilleder ser du selv til klummenfiguren?

Ja, men det er klart, at man ikke kan overføre en Hunter S. Thompson figur, der er så karikeret og grotesk til en dansk dagligdag eller til en dansk avis, men han er da helt klart en af mine store forbilleder såvel, som Tom Wolfe og flere andre fra den generation af amerikanske journalister, er det. Men fordelen ved at engagere sig i et miljø frem for kun at observere det er, forhåbentlig, at man trænger længere ind i miljøet og dets mennesker, så man ikke nøjes med at beskrive det som et case study, som det jo ofte bliver i journalistik. De miljøer jeg beskriver, bliver jo ofte set som noget tragisk, de bliver oftest set som noget negativt, det er her man kan ende, mens jeg ser det som et miljø, der er fyldt med alternative værdier til det borgerlige samfund.

Du nævnte dit udgangspunkt i punken, og du har tilsyneladende bevaret meget af bevægelsens modkulturelle attitude?

Ja, helt sikkert jeg skrev et essay for nylig i Euroman, hvor jeg netop reflekterer over, at jeg ikke har ændret grundholdninger, siden jeg var 16 år, jeg har selvfølgelig solgt ud i en lang række sammenhænge, som man sagde dengang. Men de grundlæggende indre værdier, basisværdierne er de samme, og i punktiden havde man jo netop også dyrkelsen af outsideren og outlawfiguren, dem som stod i en rebelsk position overfor det borgerlige samfund, det har jeg altid haft den fascination af.

Når du taler danske forfattere er det Sonnergaard, Gordon Inc. osv., som også befinder sig i ude i periferien, Sonnergaard, som uanset at han har haft succes repræsenterer en yderposition og tilsvarende med de amerikanske helte.

Ja, og hele beatgenerationen, som er et meget stort inspiratorisk fundament for mig, ja det er en form for maskuline outsidere, og det passer jeg på med ikke at romantisere for meget.

Hvad er tiltrækkende i de figurer, en del af det du skriver handler om selvdestruktivitet og sex, hvis du skulle forklare den psykologi der ligger i tiltrækningen af det?

Ja, det er vel fuldstændig patologisk, jeg er jo ikke noget menneske, som føler mig særlig tilpasset, så kan man så sige, at jeg har haft job på Berlingeren og kapitalpension, men jeg har aldrig følt mig særlig tilpasset de borgerlige værdier og familieværdierne, hvor jeg står udenfor, og det er da også hårdt ind imellem, det har givet mig nogle psykiske nedture, og giver mig til stadighed nogle psykiske nedture, at man naturligt er i opposition til mange af de fællesskaber, som flertallet af den danske befolkning tager for givet, at man tilslutter sig. Der føler jeg mig ligeså fremmedgjort i dag som 38-årig, som jeg gjorde dengang, jeg var en 15-årig punker i Esbjerg. Der er intet, der har ændret sig der. Der er en masse erfaringer, man er kommet igennem, og en masse filtre der er blevet lagt på, og der er sket noget dannelsesmæssigt med en, og man kan snakke nok så meget udenom det, men bottom line er det jo fordi, man ikke har det godt med de værdier, der er fremherskende i samfundet, og så genfinder man så sig selv i en Charles Bukowski eller William Burroughs, som nok har taget den rebelske position længere ud, end jeg selv har. Men alligevel, så lever man ikke ligefrem på den stiplede midterlinje vel? Jeg gør i hvert fald ikke. Men den er jo farlig i Danmark, den position, fordi vi har et ekstremt hårdt konsensus-samfund en benhård socialdemokratisk lighedstankegang i Danmark; kald det jantelov eller hvad du vil.

I din klummestil flyder det med referencer, citater fra dine helte du skriver ofte i kendte spor.

Ja, det er den tid, jeg er vokset op i, den tid jeg lever i, hvor man har hele det der referenceapparat og alle de citater, og går ud fra at folk ved hvad Hip Hop er, og folk ved hvem Hunter S. Thompson er osv., man skriver på en fælles postmoderne kulturarv.

I den sidste klumme skrev du en linje som: 'den store mytologiske nat'?

Jamen, det er nogen af mine store inspirationskilder, sådan noget som film noir og den hårdkogte kriminalroman er et stort spor i min litterære dannelse, det med den store mytologiske nat er sådan meget Raymond Chandler med Philip Marlowe, der går ned ad Hollywood Boulevard, mens der kommer en byge og neonrørene spejles i asfalten, det er på randen af det klicheagtige.

Det er vel klicheer?

Ja, jeg leger med klicheer fra film, kriminalromaner og populærkultur.

Hvad er det der gør, at klicheerne får kvalitet?

Det er jeg glad for at du siger, det er der sikkert nogen der ikke synes at det har. Men man løfter det vel op i en sammenhæng, der er ens egen, i en sanseverden, der er min. Der er en kobling mellem alle mine floskler og klicheer fra den store kulturelle losseplads og mit eget sanseunivers. Man bruger dem på sin egen måde, man bruger dem måske med en humor og en selvironi eller en kynisme, som giver det kendte et twist, det er ikke noget, jeg er så bevidst om, fordi det er indgroet i min bevidsthed. Hele det der univers af b-film kriminalromaner, horror og pulp-journalistik og gonzo. Det er hele det 20 århundredes dannelsestekstur. Og enkelte gange kan det journalistiske og citaterne jo gå op i en højere enhed. Hvis jeg f.eks. skriver en sober journalistisk klumme om lukningen af en massageklinik, så finder jeg koblingen mellem de der kvaliteter. Jeg ved ikke om du har læst mine store rejseessays i Euroman, som jeg lavede om transvestitter i Thailand og ludere i Paris, altså fra forskellige steder i verden. Der kan jeg for alvor kende ordet essayistik. Hvor man på den ene side har den store dannede panorering over emnet, men på den anden side går dybt subjektivt ned og ruller sig i rendestenen selv. En af mine store forbilleder til Henne om Hjørnet- klummen har jo været Charles Bukowskis debutprosabog, som hedder Notes of a Dirty Old Man.

Den Lawrence Ferlinghetti samlede af hans klummer?

Jo, lige præcis, som var en klumme, han lavede hver uge i en venstreorienteret ugeavis i L. A., i den klumme, synes jeg i høj grad der er blandingen af dagbog, journalistisk reportage og essayistik, det er sådan en hybrid form, som jeg ikke har kendskab til andre, der laver i Danmark, bortset fra mig.

Andre har bevæget sig i samme tradition eksempelvis har Morten Sabroe skrevet en art gonzo i Politiken, en anden der har brugt formen er Mads Brügger, som har lavet noget lignende i forskellige tidsskrifter.

Jeg har stor respekt for Mads Brügger, jeg synes han er et kæmpe talent. Jeg kan også godt lide Sabroes journalistiske ting, men jeg opfatter meget af det, Sabroe har lavet som en form for pastiche, en form for gonzo-pastiche, meget talentfuldt og dygtigt lavet, men mere pastiche end gonzo som sådan.

Pastichen bruger du selv humoristisk. Der er blandt andet en klumme, du indleder med en meget præcis Jack Kerouac-pastiche.

Ja, jeg mener ikke pastiche som noget negativt, når jeg omtaler Sabroe, det er jo en helt bevidst litterær teknik, men det jeg alligevel adskiller Sabroes ting fra mine er, at læserne af mine klummer ikke er i tvivl om, hvad jeg mener om det, der er et jeg med nogle meninger og nogle holdninger i det og ikke bare ironi og pastiche og stilistik.

Nogle kan afkode dine holdninger, men andre har problemer særligt feministerne?

Jo, især i feministerne, som hader det, jeg laver, som har svært ved at kigge ind bag, det jeg laver, der har været masser af feminister, der har skrevet om mig

Kan du forklare hvad der rammer dem?

Det er vel dét, at en mand folder sig ud på en lummer sjofel og chauvinistisk måde uden, at man kan holde han helt fast på, at han er en 100 % mandschauvinist. Og så er det specielt mine positive holdninger til pornografi, sexindustri, ja, sexunderholdning i det hele taget, som er det allermest vredesfremkaldende.

Kører du det en tand længere ud, end du mener det, ser du faktisk prostitution som en ukompliceret handelstransaktion?

Nej, jeg ser det som en utrolig kompliceret verden med cirka lige så mange spil, som i det heteroseksuelle parforhold, men jeg ser det også som noget, der burde være fuldstændig legalt, jeg er absolut tilhænger af at hvis folk vælger at sælge deres krop, så skal de have lov til det, vi sælger jo alle vores kroppe og vores sjæl gennem vores arbejde.

Er det så entydigt, at det er spørgsmål om valg?

Ja, grunden til at det er så svært med det her, er fordi vi er inde på seksualitetens område, det er inden for intimitetens område. Det sjove er jo at i USA, er der jo Pro-Sex feminismen, der netop siger, at en kvinde har ret til at sælge sin krop, at en kvinde har ret til at være prostitueret, så længe, at hun gør det på sine egne præmisser. Det er i virkeligheden en feministisk holdning, jeg har. Det er bare en feminisme, der er ti år forud for den feminisme, der findes her i Danmark, som er kønsfeminismen, der har rødder tilbage til 1970'erne. Jeg er i virkeligheden helt på linje med Pro-Sex, det er jeg helt på bølgelænge med. For jeg er jo modstander af enhver form for misbrug eller manipulation af mindreårige, der tvinges til noget som helst. Det skal være voksne mennesker der gør det frivilligt.

Tror du ikke at mange af de unge piger, der arbejder her i kvarteret ødelægger sig selv i prostitution, mener du at de sætter sig ned og overvejer for og imod inden de starter på bordellet?

Jo, jeg tror der er en del af dem, der ødelægger sig selv, men det er der også mange, der gør i alle mulige andre jobs, mange har det svært, mange der har problemer og ondt i livet på alle mulige måder, og det har jeg også selv. Men det er en del af vores virkelighed og en del af vores verden, og jeg synes jeg skildrer den med en ægte indlevelse i det, og en ægte følsomhed overfor de værdier, der hersker i det miljø frem for bare at se dem som patologiske studier eller sociologiske studier, det er dét, der er det afgørende i min måde. Det samme gør jeg i min bog Pussyland, der forsøger jeg også at skildre nogle subkulturelle miljøer nogle outsidermiljøer på deres egne præmisser. Det er der forskellen ligger, jeg bruger det ikke bare som eksotisk staffage på mit eget egotrip, jeg går ind i miljøerne, og skildrer dem på deres egne præmisser.

Men hele tiltrækningen til de subkulturelle miljøer prostitution, stoffer eller punk kommer ud af en ensomhedsfølelse, at du leder efter noget?

Ja, hvis man er fascineret af de miljøer, hvis man færdes i de miljøer, er det fordi, man ikke kan finde ro i et almindeligt familieliv eller parforhold, og der er jo helt klart et miljø, når man færdes på barerne her på Vesterbro, hvor der typisk er kvindelige bartendere og typisk foregår en eller anden flirt mellem bartenderen og kunderne. Der er en enorm ensomhed mellem de mænd, der kommer der. Der er et miljø af mænd her på Vesterbro, som kan være fraskilte, enlige eller individualister, hvad man nu vil kalde det, som kommer på barerne, som kommer på de topløse pornobarer, som kommer på luderbarerne, og måske opsøger gadeprostituerede, eller i hvert fald kender dem, og er en del af det miljø. Der er helt sikkert stor ensomhed i det miljø. Men også et stort fællesskab, og det er sådan, jeg prøver at skildre det, både med det sure og det søde. Traditionelt i Danmark når man skildrer de miljøer, er det oftest ud fra sådan en tragisk indfaldsvinkel, at det er tabere og ofre, og det er det måske også i forhold til det regulære, borgerlige familieliv i en forstad til København eller i en by i provinsen, hvor jeg kommer fra. Men det er et miljø, jeg på mange måder kan finde flere værdier i, end jeg kan i det rigtige Danmark, det normale Danmark, og det er måske min egen utilpassethed.

Laver du ikke en falsk skelnen. Det her med at udenfor Vesterbro har vi normaldanmark?

Nej, det er ikke en kunstig skelnen. Normaldanmark opfatter jo netop sig selv, som dem der lever det rigtige liv: "vi lever det rigtige liv", og det er rockerne de autonome og skinheadene, fodboldbøllerne, luderne, lommetyvene og bumserne og punkerne, der lever det forkerte liv, og den virkelighedsopfattelse bliver også i høj grad reflekteret i medierne. Medierne bliver skrevet ud fra normaldanmarks værdier, tv, radio og aviser og internet.

Normaldanmark lukkede Henne om hjørnet.

Ja, normaldanmark lukkede Henne om hjørnet, ja helt sikkert. Henne om hjørnet var netop en oase for outsiderdanmark, og er blevet utroligt meget læst hernede. Folk kommer hen nu og siger: "det var da også noget lort". De har siddet nede på Spunk Bar og læst Henne om hjørnet, og de har siddet der, og snakket om den fordi, de følte, at det var en retfærdig afspejling af deres miljø, og det er sgu den største kompliment, som jeg kan få. Det er langt vigtigere for mig end at få en litterær pris.

Vi har talt om at den figur, du har skabt har amerikanske rødder, har det været vigtigt for dig at få oversat den bevidsthed der er i figuren til dansk?

Nej, jeg har aldrig spekuleret over, jeg har ikke følt mig som en missionær på nogen måde, men det er selvfølgeligt vigtigt for mig personligt, fordi det er det litterære verdensbillede, jeg dyrker, og det vil jeg selvfølgelig gerne se i Danmark. Så er vi ude i en diskussion om det, man kan kalde Dirty Realism, som er den betegnelse, man under en meget bred hat, sammenfatter en masse af de her i ting i USA. Jeg opfatter mig selv som en beskidt realist, og det er jo en genre som er forholdsvis ukendt i Danmark, man kalder det også transgressive i USA. Trangressiv kunst, journalistik, film og litteratur, den kunst der udfordrer tabuer, normer og normalitet. Hvis vi f.eks. tager et område som sex, så kan man konstatere, at der er meget lidt sex i dansk litteratur. Der er en meget stor berøringsangst overfor det, det er noget der ofte bliver skildret meget fimset og romantisk, som noget helligt, ophøjet. Der kommer jeg så ind med mine ludere og transvestitter.

Til gengæld har du ingen skildringer af intim, romantisk seksualitet?

Nej, mine bøger og mine klummer har afspejlet lange perioder i mit liv, hvor jeg ikke har haft den intime seksualitet sammen med en kæreste. Jeg har jo også levet i parforhold i perioder i mit liv.

Du beskæftiger dig med mandens mørke sider, men må med din karriere på Berlingske osv. i hvert fald på overfladen leve et borgerligt liv?

Joh, nej, jeg ved ikke hvor borgerligt det er, jo det er borgerligt på den måde at man betaler sin skat, husleje og overholder de fleste af landets love, man?

Nu mener jeg borgerligt på den måde, at du anerkender spillereglerne, du går på arbejde, og udfylder en klart defineret rolle, og går hjem, og får noget aftensmad, laver måske lidt mere osv.

Jo, det er rigtigt, men samtidig har det været kombineret med at jeg har haft den der Jekyll and Hyde tilværelse, hvor jeg er gået ned til det andet efter arbejdet, og jeg har drukket og taget stoffer og været en del af de her miljøer, som bestemt ikke kan kaldes borgerlige, jeg mener jeg bor i en lejet lejlighed, jeg har ikke familie, ægteskab eller fast forhold, jeg har ikke bil sommerhus eller båd, jeg har snart ikke noget job længere. Jeg færdes i de her outsidermiljøer, og har venner, der er ludere og transvestitter. Nej, jeg synes ikke det er specielt borgerligt, det er kun på overfladen i hvert fald som en ramme.

Nogen vil måske opfatte dig som en særdeles ambitiøs type, som har mediejobbet på plads, og nu leger lidt med de mørke sider i fritiden?

Jo, helt sikkert, men de kender så bare ikke mit privatliv. De kunne prøve at tage med mig i byen et par aftener her nede på Vesterbro, så ville det måske se lidt anderledes ud.

Med klummefiguren har vi mest været inde på de amerikanske inspirationskilder, men den har også danske forbilleder, jeg tænker her f.eks. på Jokeren, som tog en figur op på Cd'en Definitionen af en stodder: Den gamle danske bodegaløve, han er der vel også i høj grad hos dig?

Ja, baggårdspumaen er der helt sikkert, jeg føler et meget stort slægtskab med Jokeren, han er en af mine venner, og er også med på min Pussyland Connection CD, på Jokerens nye plade, har jeg et nummer med, hvor jeg laver sådan en Dan Turèll intro-monolog til hele pladen. Og jo jeg kan selvfølgelig godt genkende det. Men så er vi ovre i mytologien igen, nemlig i den ensomme maskuline ulv i storbyen, stodderen, hustleren og playeren alle outsiderkaraktererne, og det er da helt klart dem, jeg identificerer mig med ligesom Jokeren også gør det i sine tekster.

Du har fået en del kritik på klummen, men især ved udgivelsen af Pussyland for din skrivestil og de synlige forbilleder, hvordan ser du kritikken på Pussyland f.eks. Marcus Rubin i Politiken?

Den af Marcus Rubin synes jeg ikke, man kan bruge til noget. En del af de dårlige anmeldelser, der var på Pussyland, var en afvisning af projektet. Man ønskede ligesom ikke at forholde sig til projektet. Der var en enkelt på Information meget dygtigt gik ind og kritiserede mig på projektets præmisser. Den anmeldelse i Politiken var da helt vildt dårlig, og det er jo spillets regler, at der er en eller anden idiot, der kan blive sat til at anmelde ens bog. Men man skal nok ikke bekymre sig for meget om det, men lave det man gerne vil. Ham der Marcus Rubin var ikke engang boganmelder, men en der røg ind over, fordi jeg skulle have en over nakken, jeg tror lidt, det var sådan, det var.

Det virker som om der kan være en animositet journalister imellem, når en kulturskribent eller anmelder skriver skønlitteratur.

Jo, der er nogle steder fordomme mod journalister, der udgiver bøger, det er noget, der bliver betragtet med en vis skepsis, hvis man skriver journalistik, mens man skriver bøger, så er man ikke rigtig forfatter med stort F. Der er en vis skepsis i de finlitterære kredse for en forfatter med journalistisk baggrund. Selvom jeg er stoppet nu på Berlingeren, og det kan være jeg laver 10 bøger i de næste 10 år, så tror jeg det vil blive kommenteret som: den tidligere Berlingske Tidende journalist Henrik List, det tror jeg man bliver ved med at forbinde med mig.

Det Lotte Folke Kaarsholm skrev i Information, var vel at du i din leg med klicheerne taber din egen stemme.

Hun siger jo at i det at jeg spiller op mod Charles Bukowski, John Fante og beatforfatterne osv. Så må hun så bedømme mig på det grundlag, og der synes hun ikke jeg er god nok, og det er jo fair nok. Der går hun ind, og diskuterer projektet på dets egne præmisser.

Noget der undrer mig ved Pussyland er at den humor, som er et fast element i klummen er barberet helt ud i den bog?

Ja, men der mener jeg, at det er to helt forskellige ting.

Det er dét, men når du nævner forbilleder som John Fante og især Charles Bukowski, så er de realister, men også humoristiske forfattere?

Da jeg skrev den bog, var jeg ekstremt langt nede, det var på et tidspunkt i løbet af 2000, hvor jeg havde det virkeligt psykisk dårligt, og var inde i en stor livskrise, og det blev afspejlet i bogen, en meget sort periode i mit liv, hvor jeg var rimeligt blå, og det synes jeg også præger den. Den er set meget i et blå lys, den er meget blues - en amerikansk blues ikke. Og den handler om en person, der rejser rundt for at finde et eller andet, som han ikke finder, og i mellemtiden fyrer han sit liv af på sex, drugs og rock 'n' roll. Men det er en bog, der også et eller andet sted er et råb om hjælp. Det er en person, som måske leder efter den intimitet og kærlighed, som ikke er i de miljøer. Det er et søgende menneske, et menneske der er opfyldt af nogle længsler, og ikke rigtig føler sig tilpas i livet, men ikke rigtig kan finde ud af, hvad han så skal gøre i stedet for. Derfor rejser han rundt i USA som en eller anden postmoderne hobo.

Både i Pussyland og klummefiguren er du klart tilstede, det kan være svært at skelne mellem dine udgivelser, hvordan adskiller du mentalt prosaudgivelsen fra avisarbejdet. Klummen fungerer på et journalistisk virkelighedsgrundlag?

Ja, men det gør Pussyland også, det er alt sammen selvbiografiske oplevelser.

Men den er udgivet som noveller, selvom de fleste nok ved, at der ikke er langt til selvbiografi og rejsebeskrivelse?

Jeg vil sige at i Henne om hjørnet var der et spor der var meget fiktivt, og det har været den løbende fejde mellem Torben Weirup og mig. Fejden mellem os to var selvfølgelig 100 % fiktiv, men alt andet i klummen er virkelighed - livet på luderbarerne osv., jeg har ændret folks navne, og jeg har lavet fiktive navne til steder f.eks. Postvognen i stedet for Postillonen.

Hvis vi nu tager en af de sidste klummer, hvor du danser med en transvestit i et rødt catsuit, på trods af at din kæreste er på arbejde i baren, var hun det?

Ja, det var hun alle de detaljer er 100 % virkelighed, det er mit liv. I Pussyland har der været friheden til frit at bearbejde et grundmateriale af oplevelser og historier på en totalt fri måde. Jeg føler mig meget mere fri i skriveprocessen, når jeg skriver skønlitteratur. Det er klart at når man har opbygget sådan en klumme som Henne om hjørnet gennem 8 år, så begynder du jo næsten at have lavet din egen genre, og der er en nogle formelle krav, du skal have en indledning en midte og en slutning, der er stilistiske krav, der ligesom har skabt sig selv, som vi har skabt. Men som også har skabt sig selv, fordi sådan har klummen fundet sit genremæssige og stilistiske spor gennem de 8 år, og der er selvfølgelig gange, hvor jeg har skåret nogle ting til for, at det skulle passe ind i formen i Henne om hjørnet. Hvor i skønlitteraturen, når jeg har skrevet Pussyland-historier, er det helt anderledes: Altså foregår det her i Seattle eller Texas, det kan jo være totalt ligegyldigt, hedder gaden Green Street eller Blue Street, det er lige meget.

Jeg havde indtrykket af at Pussyland- novellerne ret præcist fulgte dine rejser?

Nej, det er meget hulter til bulter, der er nogle enkelte af dem som sådan meget følger mine rejser. Det er selvoplevet, men hverken kronologisk, tid sted eller rum osv., alt det er alt sammen helt fucked up. Det har været som historierne blev. Jeg har sat dem, hvor jeg synes historierne var bedst, det er egentlig stik det modsatte. Med klummen bliver du nødt til at lave det, så klummen som form er bedst. Med novellerne er det bare med at få historierne bedst muligt eksponeret, så kan det være en neger eller en indianer en luder eller en lommetyv. Men klummen er jo en ret stram form, bl.a. fordi det er en fast længde, du skriver et bestemt antal linjer, de 100 linjer hver uge. Så det er et formmæssigt meget stramt medie.

Hvor reelt har det været med klummens beskrivelser af druk og stoffer, hvor langt er du gået personligt?

Jeg er gået langt, og jeg drikker da også stadig for meget, det må jeg indrømme. Jeg vil sgu ikke sætte tal på, men jeg ryger da på bar 3, 4 gange om ugen, men vi snakker i hvert fald ikke de anbefalede 21 genstande fra Sundhedsstyrelsen, det kan jeg garantere.

Hvad med stofferne?

Jamen det går helt tilbage til gymnasietiden hvor det var noget med pot og speed, og senere kommer kokain ind over, og LSD og ecstasy har jeg taget meget. Jo, det er det også, mest coke i de miljøer jeg er kommet i, har det været overalt, selv hvis man var til et middagsselskab med 10 mennesker, så var der også coke bagefter, og hvis man var til en kunstfernisering om tirsdagen, var der coke, så det har været meget. Og så har jeg selvfølgelig røget hash som alle andre, men jeg stoppede med det hele for 3 år siden, både coke, piller, hash og trips, jeg er faldet i nogle gange siden, men det har ikke været voldsomt. Det var blevet for sundhedsfarligt, jeg vil også gerne blive lidt ældre end 40.

Var det svært at stoppe?

Ja, især socialt er det svært, fordi det er der jo stadigvæk i mediemiljøer, reklamemiljøer og på værtshusene. Stofferne er eksploderet, der er stoffer overalt også til ungdomsklub-festerne i provinsen, sådan var det ikke da jeg var 15 år, så selvfølgelig er det svært. Dem man kender er stadig på den. Der er også nogle der kan det, jeg kender folk på 45, der stadig fyrer den af, men der er jeg selv en svagpisser. Jeg kan ikke holde til det. Hvis jeg ser på den måde jeg har levet på fra jeg er 25 til 35, som var min belle époque med misbrug. Jeg fatter slet ikke at jeg kunne holde til det, og samtidig producere så meget af en gennemsnitligt høj kvalitet, som jeg har. Jeg er jo ofte taget direkte fra et techno-rave på arbejde med boblerne og farverne dansende i hovedet. Så tog jeg ind og skrev anmeldelsen af det hele. Det er helt uhyggeligt at tænke på. Men jeg er blevet et halvgammelt røvhul, og kan ikke holde til det mere. Men respekt for dem, der kan, og i øvrigt også til dem der lader være.

Vi skal frem mod lukningen af klummen, I starter den op i 1995, hvordan vil du beskrive klimaet på avisen. Berlingske Tidende går ind i en økonomisk stram periode.

Ja, Berlingske Tidende går en i en økonomisk stram periode og i en ideologisk stram periode. Hvor avisen bliver mere borgerliggjort, den avis som jeg har sagt farvel til nu, meget bevidst, det er en avis, der mere og mere strammer sig an til at blive en nyborgerlig, nypuritansk familieavis, hvor jeg kunne se at de ting, jeg stod for som Henne om hjørnet klummen bliver lukket. De ting jeg stod for som person og som skribent var der mindre og mindre plads til, og det så ud til at fortsætte.

Kan du nævne episoder med ledelsen?

Der har været situationer hvor vi er blevet bedt om at dæmpe os ned. Hvad der altid fik os til at sætte et gear op næste fredag. Vi har hele tiden haft den holdning og aftale med den første redaktør, der hed Søren Østergaard Sørensen. Ja, det var til en frokost, og der var der en uformel aftale om, at den ikke skulle redigeres i modsætning til alt andet, der står i avisen. Der sagde vi, at hvis noget er stavet på en mærkelig måde, så er det fordi at det skal være sådan, og hvis der er en mening i at der står pik og kusse, så står dét der. Det var de indforstået med. Men jeg kan dog huske meget tidligt, at Torben Weirup i en klumme havde skrevet: "Da jeg slikkede min kones uvaskede kusse en søndag morgen", eller noget i den stil, og der ringede alle alarmknapperne nede på anden sal, og vi blev kaldt ned til en samtale hos samme Søren Østergaard, hvor vi så bare forklarede ham, at hvis det ikke kunne stå der, så kunne vi ikke lave den klumme, og så måtte han træffe det valg, enten skulle de lave den, som den var, ellers måtte de jo lukke den.

Hvornår bliver det mere seriøst?

Ja, men det er med nuværende chefredaktør Niels Lunde, som selv påstår at han er meget stor fan af klummen. Men i virkeligheden meget stor modstander af den. Han beskriver sig selv som formand for Henne om hjørnets fanklub, men samtidig er han den chefredaktør, der begynder at blande sig mere. Han er den redaktør, der virkelig begynder at lægge pres på klummen, først indirekte ved at lægge pres på Guide-redaktionen. Han kommer ikke til os, der skriver den, men begynder at lægge pres på Kasper Løvkvist, som er redaktør for Guide. Lunde kommer ned til ham, og spørger om, vi ikke skal i en lidt anden retning, om det her nu ikke er for groft osv., og der hører vi så rygter om, at der er konkrete klummer, der virkelig har antændt forargelsen hos Niels Lunde, men også i chefredaktionen som sådan. Det går så ikke anderledes, end vi i efteråret 2002 bliver indkaldt til et møde hos Lunde, hvor han prøver at få os til at ændre konceptet på klummen, han prøver at få os til at lave en klumme, der er mere mainstream og mindre os selv.

Er det så under en dagsorden, der hedder fornyelse?

Det er selvfølgelig under en pæn dagsorden. Berlingske Tidende er en meget konfliktsky arbejdsplads, man taler ikke direkte til hinanden, men ofte med omsvøb og af bagveje. Man hører ofte kritik i 7. led, aldrig fra den der kommet med den, hvad enten det er chef eller kollega. Sådan er kulturen på Berlingske Tidende et høfligt, men også meget hårdt arbejdsklima. Kritikken bliver selvfølgelig præsenteret som en tiltrængt journalistisk fornyelse af klummen. Hvor han synes, vi skal prøve at komme ud i nogle andre miljøer og dæmpe os lidt ned. Han er lidt træt af hele tiden, at skulle læse om prostitution og Vesterbro, og spørger, om vi ikke kan udvide vores tematiske spektrum lidt. En meget nydelig samtale, hvor Torben og jeg bare sidder, og siger, ja, nej og amen. Fordi der ikke er noget kontroversielt i dét, han siger. Det kan jo være rigtigt nok, at man indimellem godt kan gå ud i andre miljøer, uden at det er noget kompromis, og det synes vi egentlig også at vi gør. Vi skriver om en overklasse-kunstfernisering på Galleri Asbæk på samme humoristiske måde, vi skriver om indvandrermiljøer og mange andre ting end lige porno og prostitution på Vesterbro. Men selvfølgelig er det en kerne i det, og det prøver vi at forklare ham, at hvis man fjerner den kerne, så er der ikke noget Henne om hjørnet, så er det en helt anden klumme, vi skal tale om. Det er hverken Torben eller jeg interesseret i. Vi fortsætter mere eller mindre, som vi hele tiden har gjort. Men med et øre til hans bekymring om, at vi godt må sprede nettet lidt længere ud over andre miljøer og mennesketyper.

Men dit indtryk er, at Niels Lunde vil lukke klummen?

Ja, men vi hører så faktisk ikke mere, andet end at der går rygter om et interview, jeg har skrevet i Henne om hjørnet. Et interview hvor jeg taler med en pige, der arbejder på en thai-massage natklub, der hedder Madam Pims i Istedgade, og hun fremstår egentlig som den lykkelige luder. Hun har det godt med sit job, og vil hellere være prostitueret end at sidde i Netto eller være rengøringsdame, som sådan set er hendes jobmæssige muligheder som thai i et racistisk land som Danmark. Den klumme har vakt stor vrede i chefredaktionen, hører jeg igen af omveje og skæve cirkler. Vi fornemmer nu på Guide-redaktøren at der er et stort pres på klummen ovenfra. Men vi siger, at vi må fortsætte, og ellers må de lukke den, og det sker så også på den meget mærkelige måde, at vi en mandag i maj får en mail fra Guide-redaktøren om, at Niels Lunde har sagt at klummen skal lukkes. Han har bedt om at få den lukket med øjeblikkeligt varsel dvs. midt i sæsonen, og det er der så heldigvis nogle andre på højere plan, der har fået talt ham fra, så vi får lov at køre sæsonen ud. Hvad der også er mærkeligt. Man har fået en dødsdom, men skal lige vente en måned på, at den bliver eksekveret. Men det er altså ikke noget med at chefredaktøren kommer ned og siger: "drenge nu går den altså ikke længere".

Skulle han selv have forklaret situationen?

Ja, helt klart det havde været udtryk for normal sund ledelse selv at eksekvere sine ordrer, specielt når han var klar over, at de havde så kontroversiel en karakter. Det var sådan en mærkelig vag og bovlam måde, den blev lukket ned på.

Hvordan reagerer du?

Jamen, jeg er totalt i chok og Torben, og jeg går ned på Byens Kro, og drikker en masse bajere, og sidder, og bander, og svovler, og det påvirker mig i retning af, at jeg vil forlade avisen for med lukningen af Henne om hjørnet, føler jeg at mit bedste varemærke, som journalist på Berlingske forsvinder. Jeg begynder at spekulere over, hvad min fremtid er.

Forsøger du at få ændret beslutningen?

Nej, jeg opfatter som en definitiv beslutning, som har været undervejs længe, og sandsynligvis har været undervejs siden det møde, hvor han sidder, og betegner sig som formand for Henne om hjørnets fanklub, men samtidig kommer med en række kritikpunkter, som er ret strukturelle og fundamentale i forhold til klummens sjæl.

På hvilken måde var den klumme en platform for dig?

Ja, den var min platform. Det var en klumme hvor det litterære, og det journalistiske gik op i en højere enhed mere end noget andet, jeg har lavet. Den klumme var en komprimering af alt det, jeg har stået for som skribent, person og medieluder. For mig og for min stil har det været en ideel fusion mellem journalistik og prosa. Jeg har fået mange reaktioner fra folk her efter, at den er blevet lukket, der mener at det er komplet vanvittigt, at det er helt tåbeligt, at avisen lukker en af de bedste ting en af avisens bedste aktiver. Det har også været mere internt i Huset, end jeg troede, at folk er kommet hen og har sagt noget. Men der er utvivlsomt også en del, der gnider sig i hænderne, og danser på vores grav.

Hvordan har en individualist som dig haft det på en stor journalistisk arbejdsplads som Berlingske Tidende?

Jamen, jeg havde det godt så længe jeg fik lov til at være individualist, og det gjorde jeg meget i starten, men når jeg bliver presset ind i sådan en korpsånd og den teamwork-spirit, som mange af de yngre journalister arbejder med i dag, hvor man arbejder meget i grupper og meget på tværs, og kodeordet altid er fleksibilitet osv., der har jeg det elendigt. Så vil jeg hellere være freelance, og jeg kan mærke, at det er den vej, det går på en avis som Berlingske i dag.

Vi har talt det du har skrevet i klummen er en hybrid form mellem new journalism, essay, dagbog osv., men hvis du selv skal karakterisere din stil.

Det er sgu svært. Ja, men det er vel en eller anden form for hårdkogt følsomhed, jeg vil skrive med knald på, der må gerne være meget energi i det, det skal være en oplevelse at læse det, og man skal blive revet med af det, der er ikke noget, jeg hader mere end uengageret objektiv rugbrødsjournalistik, det gider jeg heller ikke selv læse.

I specialeafsnittet, har jeg skrevet, at det ikke handler om at opbygge narrative forløb, men om at lade scenerne med farver fart og spænding.

Jamen det kan jeg også helt klart tilslutte mig, men det er en eller anden form for hårdkogt følsomhed, der også trækker meget på humor og selvironi, og så kan jeg lide gode historier. Jeg kan lide sørøverhistorierne, som bliver fortalt af gutterne oppe i baren, det har altid været en stor genre for mig

Som en skribent der hele tiden har været draget af undergrunden, hvordan har det så været til daglig at anmelde det vel mest gennemkommercialiserede medie, film

Ja, det er et arbejde, men den verden jeg elsker er jo også i høj grad repræsenteret i film, hele mørket. Jeg elsker film, og vil gerne forsætte med at arbejde med film f.eks. skrive manus.

Hvordan ser dine planer ellers ud nu?

Jeg har et par ideer til romaner, som ligger og bobler lidt, men jeg vil helt ikke tale om det, det er alt for tidligt at snakke om noget, man ikke har skrevet en linje af endnu. Men jeg vil også gerne skrive nogle flere journalistiske bøger, som dem jeg har lavet om Katja Kean og Nicolas Winding Refn, og så skal jeg i gang med freelance skriveri for magasiner og aviser.

Med 4 bøger og en CD siden 2001 og fuldtidsjobbet, må du have haft travlt, hvordan har en typisk uge set ud de sidste par år?

Jo, jeg har da også arbejdet for hårdt de senere år, det er en arbejdsuge på 80 timer, du har en heltids arbejdsuge på avisen, hvor presset er blevet hårdere og hårdere de senere år, den gamle hyggelige journalistiske livsstil med at spise frokost og sidde og få en bajer og snakke lidt er bare slut, nu er det noget med at spise frokosten på en bakke ved siden af computeren, mens man arbejder. Hvis man skal have det output, som jeg har haft, så har du en 40 timers arbejdsuge, som journalist og en 40 timers arbejdsuge som forfatter, og det er selvfølgelig benhårdt, og så har jeg gået i byen 3-4 gange om ugen, og drukket mig skidefuld, bare for at få noget luft ud af ventilen, så jeg har arbejdet hårdt og festet hårdt, og det har også haft sin pris for mig.

Din sidste bog "Kameraet i hovedet" fik fine anmeldelser. For din personligt rapporterende stil, er det så den mest vellykkede?

Jo, jeg er glad for den, men jeg synes Katja Kean bogen er en lige så god bog, personligt, jeg synes den er akkurat lige så god, men jeg føler også at begge bøger er meget bundne opgaver, jeg fik nogle opgaver med at skrive bog om Katja Kean eller Nicolas Winding Refn..

Er det ikke projekter, som du selv har opfundet?

Joh, det er selvfølgelig nogle projekter der opstår med mennesker man har en god kemi med. Men jeg må indrømme, at den bog jeg har haft størst lykke af, selvom jeg havde det meget dårligt på det tidspunkt er Pussyland, og det var vel også fordi den næsten blev en slags terapi for mig. Det kan jeg sige uden nogen tvivl i mit sind. En anden bog, jeg også personligt er meget glad for er Tilbage til Tangier, fordi det er min hyldest til mine helte, så den er jeg også lykkelig for, at jeg fik skrevet. Jeg har lavet meget: 11 bøger og en CD og radio, aviser og et fuldtidsjob de sidste 12 år, plus at jeg har lavet al det med barer og arrangementer. Hvis jeg skal sige noget generelt om mig selv, så der hvor jeg passer dårligt til journalistrollen, det er at jeg har en tendens til at involvere mig med de miljøer jeg beskæftiger mig med journalistisk. Jeg ender altid med at blive suget op i det. Hvor den klassiske journalistrolle handler om at være objektiv, observerende og komme med en taxabon, og så tage hjem igen når man har det man skal. Har jeg altid gerne ville skabe noget selv, det har aldrig været nok for mig at sidde oppe i et eller andet mediehus og skrive artikler, der har været en rastløshed for at skabe noget aktivt.

Føler du den samme drift til at skabe noget lige så stærkt i dag som 38-årig?

Næsten mere. Jeg har måske fundet ud af at min oprindelige drenge og ungdomsdrøm om at blive digter og forfatter har i en årrække været skudt til side til fordel for at være journalist. Det er nok min gamle drengedrøm, jeg vender tilbage til nu. Det er måske cirklen, der bliver sluttet nu. Jeg har været i det her medieræs i 15 år, og nu skal jeg altså prøve noget andet. Men jeg tror altid, jeg vil lave journalistik. Jeg elsker det simpelthen.

Jens Kistrup

At nominere en enkelt mand til førstepladsen i dansk kulturjournalistik i anden halvdel af det 20. århundrede (blandt adskillige kvalificerede kandidater) er naturligvis en helt nytteløs og ligegyldig opgave. Der er flere hvis arbejde berettiger en særstatus. Men skulle man absolut, kunne Jens Kistrup være et godt bud. Hans indsats indenfor kulturjournalistik og særligt teateranmelderiet er uden sidestykke i efterkrigstidens journalistik. Kvantitativt skal artiklerne regnes i titusinder. Han døde 77 år gammel i januar 2003, og var produktiv til sin sidste dag. Ved opslag i Weekendavisen kan man konstatere, at Jens Kistrup helt frem til sin død skrev et par længere boganmeldelser en sides teateranmeldelse samt en teaterrevy over ugens skuespil. På Berlingske Tidende beholdt han fra 1990'ernes glidende skift til Weekendavisen kun sin ugentlige klumme Mennesker. - Karrieren kom aldrig rigtig under afvikling.

I forordet til det sidste artikeludvalg Med det hele (1998) beskrev han sig selv beskedent som en pølsemand, der langede artikler over disken. Leverandør af journalistisk fastfood:

Billedsprog lyver altid lidt Men all right, så lad mig lyve. Jeg er pølsemanden, der leverer den ønskede vare. Det hurtige måltid, pølsen eller hotdoggen, med brød, sennep og ketchup, med rå eller ristede løg. Med det hele.33

Men man skal ikke tage fejl. Jens Kistrup var en selvbevidst herre, der i samme udvalg under titlen: Lær at skrive! Kort kursus i kunsten at skrive mindre kedeligt. Tilbyder råd og vejledning til andre skribenter/journalister om, hvordan de kan komme til at skrive godt og spændende (tilsvarende forfatteren), og det er tiltrængt, for ifølge Jens Kistrups kursus skrives der: alt for kedeligt.

Jens Kistrup kunne selv være ret kedelig indimellem. Men var det ikke hele tiden. Han overkom meget, og en stor del af hans artikelproduktion, især fra 1990'erne, er uangribeligt affattet i hans (professionelt) veloplagte stil og naturligvis intellektuelt kapabel, men også mærkeligt livløs. Jens Kistrup kunne bedre end nogen slå automatpiloten til. Han ville skrive dobbelt så meget som kollegaer og konkurrenter. Den formidable leveringsdygtighed var en del af hans image som publicist. Men betød også, at han i lange stræk mistede berøringen med de energier, der skabte hans mest fremragende anmeldelser og essays. Hvilke indre spændinger, der ulmede under den fortsatte artikelstrøm, kom han selv med et par forslag til:

Skal der være liv i journalistikken - den kritiske journalistik - kan mindre ikke gøre det. Det er sine hormoner - sin ubrugte seksualitet - man skriver på. Og gør man det ikke, bliver resultatet derefter. Uden lidenskab, uden liv(…)Men da mit alt for voldsomme behov for sex kun delvis har kunnet tilfredsstilles på den "rigtige" måde, er det ikke så underligt, at det blev brugt mere professionelt end privat.34

JK var blufærdig, men også en ener der holdt af og arbejdede bevidst med at fremstille sig selv som ensom excentriker. Ovenstående om uforløst seksualitet som journalistisk brændstof er både skrevet i klummen og sagt i et foredrag til Forfatterforeningens medlemmer. JK fremstillede sig selv som genert, men elskede samtidig show og frapperende udtalelser. I andre sammenhænge nævner han et motiv til sit journalistiske arbejde i forbilledet Frederik Schyberg, hvis kritiske virksomhed han både ønskede at gentage og fortsætte. JK skriver og taler om Frederik Schyberg som ideal og eksempel (nærmest med ærefrygt) helt fra han er ung og frem til de sidste år.

Den personlige stil JK udviklede i sine 57 år på Berlingske Tidende, gav ham et let genkendeligt aftryk. I hans artikler kunne man, uanset om det er teatret, bøgerne eller journalistens liv, der var emnet få indtrykket af, at de mange år som iagttager på landets skuespilscener, satte sine spor i skriften. JK skrev dialogisk i en fortsat tvivlende samtale med sig selv. Hans stil var fyldt med udbrud, indskydelser og spørgsmål, som han kun sjældent brød sig om at svare skråsikkert på. En Kistrup åbning kunne typisk lyde sådan her:

Til lykke Ludvig! Nej, det siger man ikke, ikke til ham. Ikke engang på hans 316 års fødselsdag.35

Udbruddet, den småsnakkende selvkorrektion, der trækker teksten fra festskriftet, og ind i essayistens personlige rum var typiske for Jens Kistrups stil som essayist.

Jens Kistrup startede som fast klummeskribent i 1960, og skrev sin ugentlige klumme frem til sin død. Den var placeret i kultursektionen Magasin om søndagen i en ca. ti cm. bred spalte, der gik hele siden ned. Klummen, som levede under flere forskellige navne og de sidste år hed Mennesker, havde ikke sin faste side, men bevægede sig lidt frem og tilbage i sektionen. Øverst var placeret en lille stregtegning af den aldrende Jens Kistrups profil, en tegning hvor han fornemt stikker næsen i sky, som hævede han blikket lidt over støjen fra avisens øvrige artikler. Teksten var delt på midten af endnu en tegning som illustration til ugens emne. Tegningerne var altid levende affattet af vennen og Berlingske-illustratoren Erik Werner.

I forordet til ovennævnte artikelsamling beskrev han ikke kun sig selv som pølsemand. Han kom også med overvejelser om lighedspunkterne mellem journalister og skuespillere, som ifølge Jens Kistrup har et par ting til fælles:

1.Alt hvad de foretager sig, handler om noget andet end dem selv 2. Det gør de mest muligt for at skjule.36

Måske ikke så meget et signalement af journalistik og skuespil som af hans egen essaykunst. Ikke bare skrivemåden med den stilfulde poseren og de kunstneriske spil. Men sammenligningen med teatrets professionelle kan samtidig læses som et fingerpeg om skribentens bevidsthed om hans egen iscenesættelse af det jeg, han etablerede i søndagsklummen. Michel de Montaigne skriver flere steder drillende om afstanden mellem sig selv, og det jeg der træder frem i hans essays, bl.a. i anden bog af Essays, skriver han om hvordan, han må gøre sig klar til den svære kunst, det er at portrættere sig selv:

Og så er man ydermere nødt til at rede håret, ydermere nødt til at gøre sig ordentligt i stand for at træde frem på arenaen. Altså pynter jeg mig hele tiden, for jeg beskriver hele tiden mig selv37

Også JK skriver i essayet Mine dommere (1980) tilsvarende om at fremstille sig selv, men ikke om at pynte sig som Montaigne, men det stik modsatte, nemlig at sværte sig selv til for at imødekomme og afvæbne negativ kritik fra omverdenen:

Sandheden om mig selv? Kan jeg tåle at høre den? Det tror jeg. Hvad har jeg ikke i tidens løb sagt om mig selv! Kan nogen sige noget der er værre. Det er en forsvars- og afværgemekanisme. Ved at sværte mig selv kulsort forhindrer jeg mine medmennesker i at sige ting om mig - eller i hvert fald til mig - der er endnu sortere?38

To temperamenter, men ellers samme sag. JKs essayjeg var ikke uforandret gennem de godt 42 år, han skrev sin klumme, men meget var alligevel ens: billedet af det flittigt skrivende dydsmønster med borgerlige manerer, Vi gjorde aldrig oprør hedder artikelsamlingen fra 1973. Men i JKs figur findes samtidig en utilpassethed og en aristokratisk tilbagelænet sofistikation, som balancerer lige på kanten til særlingeriet - galskaben lurer lige under den stilistisk pletfri overflade. Noel Cowards leveregel (og britpoppens slogan): Be as straight as possible, but with a twist, kunne fint passe på dobbeltheden i JKs essayjeg, som synes at eksistere i en vekslen mellem stereotyp, bedsteborgerlig normalitet og skønåndelig marginalitet.

Jens Kistrup som essayist

JK kommenterede kun undtagelsesvist sin egen virksomhed som essayist (måske fordi ingen andre gjorde det), han fik anerkendelsen på teaterkritikken. Den var hovedbeskæftigelsen, og det folk lagde mærke til. JK selv ville nok også gerne have haft lidt opmærksomhed som essayist. At han muligvis har følt sig lidt overset, antydede han, da Thorkild Borup Jensen udgav den sidste af sine tre danske essay-antologier: At frydes ved... En antologi af danske essays. JK kommenterer på udvalget (og fravalget) i sin anmeldelse i Weekendavisen:

Når man selv dyrker essayet og har gjort det i mere end en menneskealder, kan man godt føle sig forbigået ved ikke at være fundet værdig til optagelse i det pæne selskab. Men det lille stik af skuffelse opvejes rigeligt af at læse det, de andre skriver.39

I Thorkild Borup Jensens tre samlinger var der ellers plads til både stort og småt, også flere skribenter, som er relativt ukendte i essaysammenhæng (f.eks. Samuel Rachlin) og hvis essays næppe vil udkomme i bogform igen. Men det kan naturligvis også ses som en kvalitet ved de tre antologier, at Borup Jensen kunne se forbi etablerede navne.

JKs essays kan genrehistorisk føres tilbage til Michel de Montaignes essays og på dansk især til Ludvig Holbergs Moralske Tanker og Epistler. Holberg er en skikkelse, som JK dyrkede både som essayist og skuespilsforfatter. Ludvig Holberg der ud fra sin læsning af Seneca, Cicero, men især af Montaigne etablerede det danske essay i midten af 1700-tallet, må betragtes som national stamfar til den form for essayistik, som JK skrev indenfor: det uformelle, fortrolige essay. Holberg behandlede dog sine emner med en større strenghed i argumentationen, end man finder hos JK og andre af det 20. århundredes udøvere. Paradoksmageriet og en let udogmatisk skrivestil, har de til fælles. JK var som klummeskribent tydeligt inspireret af de gamle mestre, som han bruger både i citater og - som vi skal se - direkte optager i sin klummefigur, hans litterære synskreds er stor, og han trækker bevidst på genrens pionerer frem for alt på Montaigne.

Af mere samtidige er det især relevant at sammenligne JKs essays med Knud Sønderby's. Sønderby skrev som JK mange essays fra København, men tog også - modsat JK som sædvanligvis skriver fra byen - udgangspunkt i naturen. Han var ligesom JK interesseret i erindringen og især barndommens og ungdommens tid. Der er hos begge skribenter en tendens til at indhylle fortiden i længselsfuldt, drømmende skær. Begge bruger de detaljer og trivielle hverdagshændelser som afsæt for tilbageblik og perspektivudvidelser.

Sønderby var som JK en travl publicist, og hans samlinger består overvejende af gennemskrevne og redigerede udgaver af hans kronikker og causerier i Politiken. Det essayistiske forfatterskab udfolder sig i perioden fra 1941 og frem til De blå glimt i 1964, netop de tiår, hvor JK etablerer sig først som journalist og fra 1960 som fast klummeskribent på Berlingske Tidende. JK fremhæver ikke selv Sønderby som en inspiration på linje med Frederik Schyberg. Men de stilistiske og tematiske ligheder mellem de to er indlysende, og det måske er rimeligt at sidestille Knud Sønderbys påvirkning af essayisten og klummeskribenten JK med Frederik Schybergs indflydelse på teaterkritikken. Også i biografien er der sammenfald mellem de to, Sønderby startede som JK som filmanmelder og udviklede derfra en stærk interesse for teatrets verden. Forskellene står imidlertid også klart nok; Sønderby var bl.a. en langt mere lyrisk essayist end JK, hvis form er mere forceret og journalistisk.

Den seks år yngre Klaus Rifbjerg ligner JK på de mere udadvendte, journalistiske kvaliteter. Det høje tempo med mange stilskift og udbrud, teksterne flyder med tankestreger og parenteser, som bidrager til den spontane, improviserede stil, som de begge efterstræber. Men også i den polemiske modsigelseslyst er der fællestræk mellem de to. Tilsvarende journalisten og essayisten Klaus Rifbjerg har JK desuden en forkærlighed for let livsfilosofi. Det bliver sjældent særlig alvorligt hos JK, der prioriterer letheden og den underholdende karakter i sine essays. JK forsøger i sine essays som Rifbjerg at tage omstændighederne lidt muntert. Men munterheden hos JK eksisterer ofte på en mørkere baggrund af ensomhedsfølelse og pessimisme, som er fremherskende træk i figuren. Munterheden er en nødvendig modgift.

Det kan virke misvisende, at JKs klumme de sidste år hed Mennesker, for ser man bort fra de stjerner og berømtheder - både fra virkelighedens og fiktionens verden - der optræder, og flittigt citeres i klummen, er der ikke så mange andre end jeget, der figurerer i den. Det på samme tid autentiske og kreativt iscenesatte jeg, der taler på egne vegne i JKs klummer, er en ensom, men mangfoldig fantast, som fint kan fylde pladsen alene. Montaigne sagde: Jeg er selv indholdet af min bog, og JK kunne have sagt noget lignende om sine avisessays. Han arbejdede med en fiktionspræget figur, der etablerer et suverænt rum og en tone, som lå langt fra det der ellers kan læses i Berlingskes Magasin om søndagen. Emnevalget er i god tråd med essaygenren bredtfavnende. Men her er det særligt de motiver, som han bestandigt vender tilbage til, og som kan læses som fortsat føljeton i hans produktion, jeg ser på i afsnittene Op og ned, Vandrende ridder og Stjernerne.

Til slut kommer jeg med et eksempel på, hvordan JK arbejder med en af essaytraditionens klassikere: bogessayet. JK var en traditionsbevidst litterær essayist, og det er en form, han på sine ældre dage begynder at opdyrke igen på Weekendavisen. Jeg tager til den del udgangspunkt i et essay fra Berlingske Tidende, men inddrager også en serie af essays, han skrev om glemte bøger i Weekendavisen 2001.

Som tillæg til afsnittet om JKs essayistik skriver jeg under overskriften Jens Kistrups nekrologer om dét, der blev skrevet i aviserne i dagene efter hans død. Det var tydeligt, især ved begravelsen, at JK havde indtaget en særlig plads ikke bare i kulturjournalistikken, men i kulturlivet i almindelighed. Hans død fik en opmærksomhed i medierne, som normalt ikke bliver journalister til del, og hans stjernebegravelse var et tilløbsstykke for kulturlivets kendisser. JK var ikke skabt af samme mytologiske stof som forbilledet Frederik Schyberg, men en myte og et punktum for en særlig type af publicister, var han. Det vidste sig i dagene efter hans død. Mange kollegaer, forfattere og teaterfolk havde noget at sige om JKs liv og karriere, hvad der blev sagt og skrevet, ser jeg på til sidst.

Op og ned

JK poserede siden 1960'erne (hvor han reelt knap nok er midaldrende) sin faste figur, som er en aristokratisk, ældre herre utilpas i den moderne verdens stress og kommercialisering i sine klummer. Han er en kompromisløs skeptiker, og kendes på sin usamtidighed. Han ønsker tilsyneladende ikke at være på omgangshøjde med verden, og er helt uden smag for konsumsamfundets lyksaligheder:

Mit snobberi gælder noget bedre: intelligens og talent.40

Han er ofte selvbevidst på kanten til arrogancen, og henviser til egne intellektuelle kundskaber og klassiske dannelse, særligt i litterær retning, og citerer (ofte skjult) det ene øjeblik William Shakespeare og det næste Georg Brandes i perlende veltalenhed. Danske og angelsaksiske klassikere har forrang. Som intellektuel type er han en outsider, som står uden for partier, kollektiver og tilsyneladende også almindelige menneskelige relationer. Der er en del fin de siècle stemning og aristokratisk, suveræn æstet i ham. Han dyrker jeget, og erklærer sin anderledeshed:

Jeg er altså nået til den konklusion, at jeg er noget enestående. Ingen er som jeg. Jeg vil være bedre end de andre.41

Men den udadrettede, selvhævdende æstetiker modsvares af en modsat bevægelse i figuren, som er indadrettet og i besiddelse af en forfærdende sensitivitet. Han fremviser hudløst sin egen naragtighed og en tilbagevendende følelse af ikke at være god nok. Denne side af figuren kendes bl.a. på sin melankoli og sin afdæmpede grublen over sine tabte muligheder:

Der har altid været noget, som jeg ikke har gjort godt nok, eller som jeg slet ikke har gjort, Den bevidsthed har jeg måttet lære at leve med. Men forladt mig har den aldrig.42

JK skiftevis overspiller og underspiller sit jeg og i penduleringen mellem selvophøjelse og selvkritik henter jeget en komisk og underholdende dynamik. JK var eminent til at pumpe sin figur op til bristepunktet med blind selvovervurdering i manieret, overophedet krukkeri kun for efterfølgende at få boblen til at briste med stik af selvironi eller kontant udlevering af de ydmygelser og nederlag, som mereværdet tilsyneladende skal dække over. Det er en retorisk leg, hvis regler blev nedlagt af Montaigne. Han benyttede sig af en tilsvarende teknik:

Der er ingen som i højere grad end jeg burde undlade at tale om hukommelse. For jeg har praktisk talt ingen, ja, jeg tror ikke der findes magen til fabelagtig ringe hukommelse i hele verden. Alle mine andre evner er som folks er flest, men på det område tror jeg at jeg er så enestående og speciel at jeg fortjener at blive berømt for det43.

Montaigne gendriver selv effektivt påstanden om, at han har en elendig hukommelse. Hans essays er en fortsat dialog med læseren og alle de anekdoter, historier og citater fra oldtidens litteratur, som han i sin springende, associative essaystil inddrager i samtalen, og tilsyneladende kan på fingrene. Læseren må opponere mod den drillesyge essayist, og det dialogiske spil er i gang. JK husker modsat hans franske forlæg glimrende, men en god hukommelse kan tilsvarende give anledning til at anfægte sig selv, Jeg husker for godt, hedder et JK essay fra 1979:

Jo bedre man husker, desto vanskeligere er det at fortrænge eller udslette fortiden - til fordel for det liv, der skal leves her og nu. Man kommer til at leve retrospektivt - husker du i høst? - og det vil ofte sige: slet ikke. Man kan ikke glemme fortiden. Den dukker ustandselig op som en vejspærring, et stoplys, en psykisk barriere, en moralsk blokering.44

Essayet handler om jegets enestående hukommelse, og især hvordan den er en byrde for ham. Selvros maskeret som kritik. Han tager en egenskab der i almindelighed regnes som positiv, og vender sagen på hovedet. Han husker altså for godt, men JK har andre substantielle indvendinger til egne motiver og evner som skribent og intellektuel:

Hvad jeg skriver, hænger muligvis ikke så godt sammen. Jeg tænker dårligt. Og det er svært at skelne mellem inspirationen og irritationen som den motor, der hver dag sætter maskineriet i gang og får det til at køre.45

JK desavouerer sig selv som skribent og intellektuel, og læseren må gøre indsigelser, men bliver hurtigt fortrolig med spillet mellem tvivl og selvanfægtelser og overdreven, arrogant sikkerhed, som holder dynamikken i essayfiguren frisk.

Vandrende ridder

Essayjegets utilpashed i det nærværende er især et hovedspor i de sidste 20 år af JKs produktion, hvor motivet er afsæt for hundredvis af klummer. Det er svært at være en reminiscens fra en svunden tid. Men rummede også muligheder for forfatteren. JK var formentlig den eneste danske skribent der helt frem til 2001 kunne holde masken, mens han diskuterede telefonens berettigelse som kommunikationsredskab, som var den en ny og eksotisk opfindelse: mit telefonapparat46, skrev han med affektionen for de antikverede ord og vendinger, som kompletterer disse længselsfulde teksters Old World Charm. Klummerne etableres oftest i iagttagelsen af hverdagsdetaljer, som gøres til genstand for refleksioner og perspektivudvidelse. Det kan være plasttuden på appelsinjuicen (den der sælges under navnet Rigtig juice), som bliver eksempel og bevis på nutidens drift mod at forbedre, men som oftest i stedet kommer til at forværre:

I de gode gamle dage optrådte juicen i en almindelig karton, ligesom mælken, let at åbne med fingrene. Meget praktisk, men åbenbart ikke praktisk nok efter producentens mening.47

Minderne om gamle dage er central i denne del af JKs essaystik, der er fortiden i skikkelse af København før ungdomsoprøret som tabt paradis og kontrast til en fortravlet nutid, som klummefiguren må styre sig anstrengt igennem. Iagttagelser af hverdagsfænomener står undertiden alene som almindeligt brokkeri, men fører hyppigst til udvidelser af stoffet, som går i to retninger, den ene sigter på en kvalitetsforringelse af samfundet, som jeget oplever som tidens fremherskende tendens:

Og det er den erfaring, man gang på gang gør. Tilværelsen mekaniseres og effektiviseres. Den bliver i stigende grad afhængig af nogle opfindelser, nogle systemer(…)Tuden kan ikke bruges til det, den skal bruges til og hvis vi vil have juice - og det vil vi - må vi tvinge os adgang til den. Genoprette det system der blev forkastet til fordel for et andet system, der så mere praktisk ud, men bare ikke var det.48

Genretypisk bliver beviset ført gennem eksempler fra essayistens erfaringsverden, tuden meddeler noget om virkeligheden, som essayisten har en særlig vinkel på, og detaljen kan herefter løftes op af det altformende jeg. Den anden retning går bagud til det forsvundne samfund, som huskes med sentimentalt farvet længsel. Teknikken med afsættet i en praktisk og tilsyneladende banal detalje er identisk. Her at skribentens brevsprække er for smal til nutidens pakker og aviser, og henviser derfor sin ejer til flere ugentlige vandreture til posthuset:

Den er fra dengang, aviserne kun var på få sider, fra dengang brevene heller ikke var mere overernærede end passende49

Essayet handler bl.a. om det moderne posthus, og hvorfor det skal være supermarked for andet end post. Dagens breve og aviser er tykkere end de burde være, og det giver anledning til et tilbageblik til de dage, hvor man kunne klare sig udmærket med en mindre brevsprække.

Som regel tilbagelægger jeg mine ture til posthuset - korte, men lange nok - til fods. Jeg er i samme situation som mine forfædre, da cyklerne, bilerne, busserne endnu ikke satte deres præg på gadebilledet.

I samme situation som sine forfædre, er han ikke kun fordi han er til fods, også bevidstheden hænger uløseligt fast i fortiden. Hans position som isoleret, ensom enegænger etableres ikke så meget gennem hans faktiske ensomhed som gennem hans manglende evne og vilje til at anerkende nutiden. Han vil ikke omvendes, og søger ind i sin tilbageskuende virksomhed.

JK var optaget af de marginale forandringer, som kan forekomme ubetydelige, men giver anslaget til overvejelsen om en større sammenhæng eller som i ovenstående tilbageblikket, og modsætningen mellem nyt og gammelt er en tilsyneladende utømmelig inspirationskilde. De korte sanseregistreringer afføder lange refleksions og associationsstykker. Den kommercielle juls dyrkelse af de kunstige, ydre glæder bliver modstykket til fortidens mere ægte og indre jul osv.:

En længsel tilbage til barndommens jul. dengang forældrene og bedsteforældrene endnu levede, børn og voksne i kærlig krans.50

Det er klicheerne om både fortid og nutid han gengiver. Fortiden var ægte, nutiden er uægte. Baggrunden for jegets refleksioner og tilbageblik til de dage, hvor verden endnu var til at orientere sig i er hektisk og forbrugsorienteret. Det kan læses som kulturkritik, men det ville nok være at gå for langt, jeget fremstår i god tråd med genren uinteresseret i forandringer. Hans interesse udspringer af en tilstand eller særlig essayistisk ånd som litteraturhistorikeren Graham Good i sin genrebeskrivelse af essayet kalder disinterested curiosity51 (uinteresseret nysgerrighed). Her kan jeg oversætte tilgangen til et engagement, som altid har distancen indbygget. JKs figur har resigneret som forandrer og verdensbygger, men betragter fortsat verden med sit skeptiske blik:

Selv om jeg til enhver tid er villig til at være med i det kor, der råber om fornyelse, er det inderst inde noget andet jeg beder om. Nemlig fortsættelse. At tingene skal blive ved. Som om intet var hændt. Nu gik det lige så godt, hvorfor skal det så ikke blive ved?52

Den utilpasse herre er samtidig komisk og en del af det humoristiske register i figuren. Hans kontinuerlige sammenstød med de moderne fænomener giver stof til komiske optrin og spændte scener. JK, der arbejdede i dagspressen fra 1940'erne, var nok ikke helt så fremmed overfor telefoner eller andre af den moderne verdens effekter, som han fremstillede det i avisen. En klumme fra 1991 dokumenterer faktisk, at telefonen allerede stod i barndommens lægehjem på Østerbro i 1930'erne:

Det kan skyldes at hjemmet var et lægehjem, hvor patienterne kom til konsultation eller kimede på telefonen det meste af døgnet.53

Og sådan er det med en lang række af de fænomener, han tager under kritisk behandling med sin delvist fingerede forundring. Det selvironiske alderskoketteri er en del af essayistens repertoire. JK skrev sig gerne ældre end han var, fordi det indeholdt komiske elementer, og fordi positionen som intellektuel af den gamle skole passede godt til hans elitære indstilling.

Uviljen når det gælder det nye er nemlig også hans måde at bekende sig til det gamle på. Til den klassiske litteratur, teatret og kunsten i almindelighed. De intellektuelle dyder som JK sætter højere end alt andet, og som giver de oplevelser, han tilskriver virkelig kvalitet. En af dem er stjernerne, de særligt talentfulde mennesker, hvis liv og kunstneriske arbejder udgør et andet hovedspor i klummen.

Stjernerne

Hvor dominerende en kraft kunsten har været i JKs liv fortalte han bl.a. om i de mange interviews, der er lavet med ham. I et portræt på radioens P1 fortalte han at en af drivkræfterne i hans journalistiske virksomhed var, at han selv havde en kunstner i maven, men savnede mod og indre spænding til at realisere muligheden. Deraf kom titlen på radioportrættet: Offer for en lykkelig barndom. JK blev ikke kunstner i sædvanlig forstand, men dyrkede stjerner og enestående mennesker i avisen med en obsessionel, men aldrig ukritisk fascination. Det drejer sig om de store fra samtlige virkefelter: politik, skuespil, litteratur (fiktionens stjerner er også med) og teaterfolkene indtog - naturligt nok - en frontposition hos stjernedyrkeren JK. Beundringen var synlig, og det var ikke usædvanligt, at han fik nævnt fem eller seks aktuelle eller forhenværende berømtheder i en enkelt klumme. Nøjagtig som Montaigne har sine citater fra oldtidens litteratur, Holberg sine latinske epigrammer og spectatorene deres citater og fiktive læserbreve osv. til at underbygge og supplere deres argumentation, bringer JK berømte mennesker og historierne om deres liv ind som eksempler, og som et spejl hvor essayisten kan afmåle og prøve sit jeg. Et essay Stjernerne er helt helliget begrebet star quality i en kontemplation over, hvad dét er, der gør det særlige menneske særligt, og især hvad talent er:

Hvad er en stjerne? Hvad er det der gør en stjerne til en stjerne? Talentet - javel. Men mindst lige så meget talentet til at have talent. Evnen til at bruge talentet, udnytte det, udvikle det, udfolde det. Gøre det synligt for omverdenens øjne.54

Essayisten er optaget af det individuelle, og talenterne udgør en særlig klasse af mennesker, som det er værd at beskæftige sig med. JK blev ved jubilæer, fødselsdage og senest ved hans død beskrevet (kærligt) som et borgerligt og korrekt og nøjsomt menneske, men det er modstykkerne, de der sprænger rammerne personligt og kunstnerisk, han tiltrækkes af. Fokuseringen på de enestående og berømte mennesker udspringer sjældent af, at JK vil analysere særlige værker eller fortælle personhistorie. Stjernerne er interessante i det omfang at deres liv og værker bidrager til jegets eksistentielle kredsen om sig selv og de muligheder, der hele tiden er i forandring. Stjernerne giver anledninger og afsæt, men er sjældent sagen. Ovenstående passage kan med sin refleksion over talentet til at have talent minde om indledningen på Georg Brandes essay om H.C. Andersen, hvor han skriver om modet til at have talent:

Der skal mod til at have talent. Man maa vove at fortrøste sig til sin Indskydelse, man maa stole paa, at det Indfald, der opstår i Ens Hjerne, er sundt, at den Form, der falder En naturlig, selv om den er ny, har Ret til at være, man maa have vundet Dristighed til at udsætte sig for at blive kaldt affecteret eller vild, før man kan betroe sig til sit Instinkt og følge det, hvorhen det fører og byder.55

JK tager udgangspunkt i et stykke klassisk dansk prosa, og skriver så videre, og versionerer det allerede kendte stof. Georg Brandes var sammen med andre af fortidens kritikere som Johan Ludvig Heiberg, Vilhelm Andersen og Valdemar Vedel store på JKs stjernehimmel, og deres tekster leverer indimellem et meget direkte forlæg til klummer. Fascinationen af talentet og det potentiale for forvandlinger, det tilbyder for den der kan udfolde dét, er et tema han vender tilbage til i adskillige klummer. JK var antageligt enig i Aleister Crowleys berømte linje: Every man and woman is a star. Et menneskes potentiale er enormt, og Stjernerne handler om, hvordan man kan bruge mere storslåede liv end sit eget som forbillede og inspiration i sit eget liv:

Når vi ser dem lyse, tændes der også et lys indeni os.56

Essayister har fra Montaignes tid været fascineret af personlighedens foranderlighed og kompleksitet, og ikke mindst de muligheder for rollespil og transformationer, der ligger i at kunne fremstille forskellige sider af sig selv. Personligheden er en diffus og foranderlig størrelse, så essayisten er henvist til at forevise ufuldstændige stykker og masker. Muligheden for forvandling til noget bedre og større tematiserer JK i flere omgange. Teksten Stykkevis og delt fra samme periode som Stjernerne, og fortsætter motivet om personlighedens mangfoldighed og muligheder. Essayets titel er fra Henrik Ibsens Brand: Det som du er, vær fuldt og helt, og ikke stykkevis og delt. Jeget har det lige modsat, og spejler sig i berømtheder for at finde sig selv, et selv, der hele tiden er i bevægelse, her skriver han bl.a. om sine seneste forbilleder:

Det ene er den sindssyge kong Christian VII, der havde den fikse idé, at han ville gøre sig ufølsom overfor smerte. Det andet er den tidligere amerikanske præsident Bush - faderen, ikke sønnen George W. Den gamle præsident var efter alt at dømme en skidt knægt. Og netop derfor måtte han gøre sig særlig megen umage for at opføre sig pænt. For i omverdenens øjne at fremtræde som en bedre karakter, end han var.57

Det er barokke forbilleder, men så måske alligevel ikke. Bliv ufølsom overfor smerte og vis dig som et bedre menneske end du er. JK veksler mellem den alvorlige eksistentielle overvejelse og parodien på samme. Imellem distance og oprigtighed, og stjernerne leverer stof til selvironien. En del af humoren og spændingerne i JKs tekster bliver til ved at jeget sættes på spidsen og placeres i en yderposition, hvorfra det så skal fægte sig ud. Indtagelsen af marginale eller provokerende positioner er en kreativ stimulans for skribenten, og en del af hans mest veloplagte stykker skrives med modsigelseslysten som afsæt.

Bagsiden af stjernedyrkelsen ligger i foragten for det kollektive og såkaldt almindelige mennesker. JK trak indimellem hårde veksler på læserens sympati. Han var selv en stjerne på sit felt, og holder sig ikke for god til eksempelvis at kaste sit elitære blik på standarden blandt sine medrejsende på et indenrigsfly. Hans smag i mennesker var eksklusiv, og påtvungne møder med hr. og fru Danmark får indimellem den fornemme skribents galde til at flyde over:

De er så kedelige, passagererne. De synes alle sammen i et glidende fald at være på vej mod en af tidens guddomme: den laveste fællesnævner. Ingen interessante mennesker, ingen smukke. Nu siger jeg det rent ud: de bliver behandlet som kvæg. Og det er kvæg de er.58

Jeg tvivler ikke på, at JK har haft den slags følelser og synspunkter, idéen om at tilhøre et åndsaristokrati var dybt rodfæstet hos ham. Men udfaldene mod gennemsnitsmennesker skal samtidig ses som den rutinerede klummeskribents fortsatte kamp mod gentagelser og kedsomhed. Havde han altruistisk bekendtgjort at det ene menneske for ham var lige så vidunderligt som det andet, ville det måske vinde læserens sympati, men næppe tænde interessen. Det maliciøse udsagn frisker op, og tilføjer lidt skarphed til et ellers lidt tungt essay om at stå i kø.

Bogessayet

Den største essayklassiker er måske essayet om litteratur og læsning, mest prominent Montaignes Om bøger hvor essaypionæren kommer med sine overvejelser om dét at låne fra skrivekunstens mestre uden at citere, om lystlæsning og kedelig pensumlæsning, og om hvad der er godt og skidt i tiden, men især hvad der var det i oldtiden osv. Alle de store essayister har skrevet mindst et essay om bøger og læsning.

JKs litterære essays hører til en impressionistisk type, som nationalt har stået stærkt i det 20. århundrede med digterjournalister som Knud Sønderby, Klaus Rifbjerg, Thorkild Hansen og Tom Kristensen. Sidstnævnte skrev i 1961 et fornemt et af slagsen, der hedder Under tortur. I essayet optræder kollegaen Tage La Cour som iscenesætter af en djævelsk leg med den gældsplagede forfatter. Tom Kristensen skal udvælge og dermed redde 56 bind fra sit private bibliotek, da kreditorernes tålmodighed, ifølge La Cour, er opbrugt, og nu står på trapperne efter resten af hans dyrebare samling. Forfatteren kan begynde de sjælevridende spekulationer, som også rummer litterære minder:

Og saa napper jeg en bibliofil lækkerbisken. Det er saamænd intet mindre end originaludgaven af Johannes Jørgensens "Vers", foræret mig af fru Sophus Claussen med følgende dedikation:59

Hvem betyder mest? Og hvilke bind kan undværes? Er det udtryk for barbari at fjerne enkeltbind fra en samlet og elsket Goethe-udgave, som tilmed har tilhørt Sophus Michaëlis? Det litterære essay med afsæt i en særlig anledning og ofte konstrueret situation findes i utallige variationer fra den helt banale med spørgsmålet, om hvilken bog man vil have med på en øde ø (som Tom Kristensens Under tortur er en sofistikeret variant af) til ungdommens yndlingsbog, som var glemt, men uventet dukker op i antikvariatets rodekasse, og sætter essayisten på sporet af de første møder med litteraturen. JK har skrevet mange af slagsen, og det jeg først ser på her hedder Bøger til at blade i, og tilhører netop denne type, hvor der opstilles en situation eller særlig anledning, som skubber essayistens refleksioner over con amore forholdet til litteraturen i gang.

Bøger til at blade i har undertitlen Den form for læsning, der har med lystighed og lystfølelse at gøre, og anledningen er, at Gyldendals årlige bogkalender er udkommet med sine fødselarer og præsentationer af nye forfattere, nekrologer osv. Men det handler essayet ikke om præcis som Tom Kristensens Under Tortur ikke så meget handler om udvælgelsen af de 56 bind som om essayistens læseoplevelser og intime, subjektive forhold til de elskede objekter. Han præsenterer sporadisk bogkalenderen i de første linjer, hvorefter der stoppes op:

En kalender - er det noget at skrive om? Det er det måske ikke.60

JK dyrker den tvangfrie samtale med læseren, og skødesløsheden er sat nøje i system, mange af hans tekster byder på den slags forstilt usikkerhed, det improviserede udtryk er afgørende, især når det gælder et essay om lystlæsning.

Det er denne lystighed eller lystfølelse, den morsomme bog - blade-bogen, bogen, man slår op i og læser lidt i hist og her - har fremkaldt hos mig. Det er sådanne bøger, der har gjort det sjovt og stimulerende at læse - senere kom de store leksika og opslagsbøger til.61

JK er helt i tråd med Montaigne, når han i sit essay Om bøger skriver: For mig er det lysten der driver værket(...)Hvis en bog keder mig, tager jeg en anden, og jeg vender kun tilbage til den i de øjeblikke hvor kedsomheden ved ikke at foretage mig noget begynder at gribe mig.62Essayet er en hyldest til den uforpligtende læsning, som er langt fra slid og lærdom, men berigende fordi den tænder fantasien, det er bøger, som kan læses i glimt, og lægges væk når tørsten er slukket. JK er genretypisk uinteresseret i analysen, og rollen som den livfulde dilettant køres ud så den i det følgende er lige ved at ende i parodien. Bogkalenderen har sat en erindringsrække i gang og en af de første bøger, der huskes er Myrebogen, som går tilbage til skoletiden:

En anden af disse morsomme blade-bøger var sært nok en skolebog. "Myrebogen" hed den, og forfatteren var anonym, han kaldte sig "En skolemand". Men de udvalgte tekststykker i denne bog blev dem, hvorigennem jeg fandt vej til den klassiske danske litteratur. Jeg vil ikke sige, jeg går og citerer Oehlenschläger til daglig. Men scenen mellem de to trælle i 'Hakon Jarl' Grib og Karker har taget varigt ophold i min hukommelse: "Hør hvor de støje! Hvilken lystighed."63

JK presser sin uformelle stil ved at fremhæve, at navnet på Myrebogens forfatter ikke engang står på omslaget (det kan ikke blive løst nok). I essayets rum kan litteratur og teater-specialisten tillade sig at glædes uden argumentation og intellektuel begrundelse. Men læsningen har også her en anden funktion, som er tilsvarende typisk for bogessayet, nemlig at læsningen sættes ind i et dannelsesmæssigt perspektiv. Myrebogen var ikke kun en fornøjelse, men også åbningen til Oehlenschläger og den danske litteratur i almindelighed.

Det litterære essay kan bruges til formidle glæden ved litteraturen, men JK bruger også hyppigt det frie rum til litterære statusopgørelser over klassisk litteratur. I essayteori regnes det generelt for et genretræk par excellence at essayet er frit for vurderinger, og det passer ikke altid helt, ser man på dansk som udenlandsk essayistik, og især når det gælder litterære essays falder der generelt mange domme, som vel at mærke oftest går i positiv retning, negativ og aktuel kritik er anmelderens og ikke essayistens område. Hos JK kommer vurderingerne især ind, når han ønsker at sige det definitive og fremstå som autoritet:

Shakespeare er den største. Den, der er mest i overensstemmelse med teatrets væsen og fascinationskraft. I en verdsliggjort verden en evig kilde til inspiration.(…)Af og til synes man, at ingen af de store dramatikere og har mere og sige os end han.64

I essayet kan Shakespeares storhed bekendtgøres uden sidespring og intellektuel distance, det ville være noget af et kunststykke at annoncere Shakespeares status som den største i en anmeldelse af en nyoversættelse eller nyopsætning. JK bruger ofte essayformen til at sige det absolutte om en af fortidens giganter: Oehlenschläger - det er guldalderens smukkeste poesi65. Paul V. Rubow benyttede før JK en tilsvarende deklamatorisk skrivemåde i sine essays og portrætter, når tingene skulle sættes på plads, bl.a. gjorde han det om Georg Brandes, som er den uovergåede mester, når det gælder så er det sagt stil i essays:

Goethe er ikke blot er ikke blot den dybeste og mest omfattende Digteriske Begavelse, men overhovedet det rigest udrustede Menneske, som er fremtraadt i evropæisk Literatur siden Renaissancens Dage.66

Der var almindeligvis synlig forskel mellem de bogessays, JK skrev i klummen og den litterære essayproduktionen på Weekendavisen, som især blomstrede i hans sidste år. Teksterne i Berlingske Tidende er lettere og langt mere dialogisk lagt an, de tematiserer glæden ved litteraturen, og skribentens forhold til værkerne, og affattes ofte i den letflydende stil, som Bøger til at blade i er et eksempel på. På WA dyrkede JK en mere ræsonnerende og litteraturhistorisk reflekteret form, som typisk var mere emneorienteret, ambitionsniveauet var højere og sproget fremstår mere bearbejdet. JK skrev i sommeren 2001 en essayserie med titlen Glemte bøger i WA, og forskellen ses helt op i titlerne, som ikke melder, hvad de konkrete tekster omhandler, men tilstræber lyrisk tyngde f.eks.: Lykken tabt og vundet, Den lyse trekant og Glemt og husket. Ideen med at skrive en serie om glemte bøger er i sig selv en essayistisk tilgang, nemlig at kaste lys på det skjulte, og vise de værker og forfattere, som er forsvundet for nutiden, men rummer viden om fortiden dens liv og steder:

Den viser, hvordan en ny historisk periode midt i 1800-tallet er oprundet for Danmark: Enevælden skrinlagt, aristokratiet trængt tilbage, demokratiet ikke sat på tronen, men dog givet magten og myndigheden i hænde. Og midt i alle disse forandringer - den væren og vorden - der bærer verden! - bekender Ivar Lykke sig på Paludan-Müllers vegne til den idealisme, de nye tider stod i begreb med at afskrive.67

JK udvider bl.a. perspektivet i hans essays i WA ved at trække historien ind, og det er især værd at bemærke, hvordan han stilbevidst tilpasser sit eget sprog til essayets citater fra Paludan Müllers roman Ivar Lykke, frekvensen af antikverede ord og vendinger er højere end sædvanligt hos JK: oprundet for Danmark, skrinlagt, i hænde, stod i begreb osv. Han opnår med justeringen en enhed i essayet udtryk, som han som litterær essayist altid tilstræbte.

Her til slut vender jeg mig mod nekrologerne og de andre artikler, der blev skrevet i ugerne efter JKs død. Jeg hæfter mig ikke ved de oplysninger og alle de meget (berettiget) positive almindeligheder, der blev skrevet om JKs indsats, men mere ved nogle få rent personlige udsagn fra de nekrologskribenter, der kendte ham; det personlige var der i øvrigt slående lidt af. JK forblev tilsyneladende en enigmatisk skikkelse også for dem, der havde arbejdet tæt sammen med ham gennem hans karriere.

Jens Kistrups nekrologer

For dem der ikke allerede havde den klar gav JK (uforvarende) avisernes nekrologskrivere et godt oplæg med sin sidste klumme Uundværlig… I klummen reflekterer han over, hvordan han alle mennesker (inklusiv ham selv) netop kan undværes, ingen er uundværlige:

Mennesker er der altid nok af. Og falder det ene bort, står der næsten hver gang et andet parat til at overtage dets rolle og dets funktioner. Livet er fyldt med rolleskift fyldt med dubleringer. Og det behøver ikke være så tosset endda.68

De skribenter der ugen efter JKs død brugte klummens afsæt, erklærede sig (som det hører sig til i genren) ikke overraskende uenige. JK skrev ofte om menneskelige forhold med ligefrem kynisme. En illusionsløshed som stak frem, når han skrev om andre livsområder end kunsten eller komisk iscenesatte sin version af skribentens liv for Berlingske Tidendes søndagslæsere. Ovenstående er muligvis rigtigt, men automatikken gælder nok især i arbejdslivet, som i følge de nekrologskrivere der kendte JK, også var det eneste liv, han for alvor realiserede. Henrik Wivel delte kontor med JK i seks år, og skrev den mest personlige, følelsesbårne nekrolog, han beskrev bl.a. hvad der drev arbejdsmennesket JK:

Han skulle bevise sin eksistens. Det lyder stort, men sådan var det. Kistrups hele identitet var knyttet til det at skrive og ytre sig offentligt. Det var hans eneste dybe lidenskab og drivkraft. Meningen med det hele.69

Portrættet af ekshibitionisten som levede for at se sine ord på tryk og den utrættelige slider fremmanes i mange af nekrologerne. JK var tilsyneladende en mand for hvem, det var lykkedes helt og holdent at udslette alle andre livsområder til fordel for sit job, og som det er betegnende for vores kultur, tiljubledes arbejdsraseriet af de fleste af nekrologskriverne som en ideel og efterstræbelsesværdig tilstand. Henrik Wivel havde øje for dæmonien, og den regning som gennem JKs liv lå og akkumulerede under det kompromisløse engagement på avisen. Bl.a. skriver han om JKs ti år lange ægteskab (med Birgitte Stampe som døde i 1977):

Kistrup havde været gift i ti år, noget han nødigt talte om, og som næppe blev til hvad det var ment som.70

JKs output var stort, og opretholdelsen af det har nok ikke efterladt store muligheder for et privatliv. Men hvad der er årsag og virkning melder historien ikke. Ifølge JK selv blev grunden til et arbejdsomt og ensomt liv lagt i den borgerlige verden, han voksede op i, han talte og skrev om det ved flere lejligheder, og tydeligst i en enkelt linje i et portrætinterview i Information med Ingeborg Brügger, som indleder her:

Jens Kistrup har sin rod i det kultiverede akademiske borgerskab, et lægehjem, hvor han fik en opvækst, der var præget af værdier som beskedenhed og hensynsfuldhed, men som med sine snævre begrænsninger og fortielser omkring det seksuelle fik store personlige omkostninger for ham. "Det kom jo nok til at ødelægge ens liv," siger han eftertænksomt.71

Opvæksten i en indskrænket verden med strenge sociale koder for god opførsel sammen med et påtrængende behov for at udtrykke sig personligt og kunstnerisk kan nok forklare oprindelsen til den særlige dynamik, som jeg især var inde på i afsnittet Op og ned: hans vekslen mellem det indadrettede og skamfuldt underspillede og det udadrettede, selvbevidste og sikre. Men historien om det ødelagte liv tror jeg ikke nødvendigvis på. Man skal være forsigtig med at tage den slags træffende one liners fra JK for pålydende. Han koketterede gerne (og ofte med oplagt selvtilfredshed) med at være en fiasko. Og har reelt nok også følt sig som en sådan overfor kvinder, hvor meget de har interesseret ham nede fra scenen og helt tæt på, ved jeg naturligvis ikke.

JK udlevede sin ungdoms skuespillerdrømme i spalterne, og i interviews i aviser og i radioen osv. Både når han selv skrev, og når fremstillede sig selv til andre journalister, havde han et sikkert instinkt, når det gjaldt at få fortællingen eksponeret, så hans livs drama stod klart frem. Når han tilsyneladende helt åbent erklærede sig som en fiasko, kunne han stå som den følsomme skribent og underspille sin faglige ærgerrighed, og det talent som løftede hans artikler op over konkurrenternes. Mit indtryk af ham er især, at han helt bevidst har sat alt ind på at blive nummer et på sit felt, og har været særdeles tilfreds med at projektet lykkedes, og at han var en kunstnernatur, for hvem livet først og fremmest har glimret, interesseret og givet mening, når det kunne omsættes til skrift og trykkes på avispapir. Om JK som kunstner skrev Klaus Rifbjerg i Weekendavisen:

Og kunstneren havde han også med i tornystret, hvilket egentlig er forudsætningen for at være en god kritiker, man skal vide, hvor skoen trykker, men også hvornår der er vinger om hælen og Pegasus flyver. Om soldater siger man, at de skal dø med støvlerne på, om forfattere, at de skal dø med pennen i hånden, om kritikeren Jens Kistrup kan man sige, at han gjorde begge dele, for han havde bisselær i sålerne, og han skrev altid.72

Klaus Rifbjergs får bygget både græsk mytologi (Pegasus flyver til digterisk inspiration) og H.C. Andersens eventyr med ind i sin karakteristik. JK som soldaten fra Fyrtøjet (tornystret), dagblads-kombattanten som døde med støvlerne på. Og med bisselæderet (bisselær i sålerne) skriver han også ind i det mindre kendte eventyr om Pigen, som trådte på brødet: Historien med Mosekonen som (under opsyn af Fanden) syr bisselæder i sålerne på menneskene, så de ikke kan finde ro, og rammer den rastløshed, som i følge flere af nekrologskriverne var et fremherskende træk hos JK. Klaus Rifbjerg var samtidig en af de få, der forsøger sig med en præcis status over den teaterkritiske del af JKs produktion, han får ham anbragt forrest blandt de teaterkritikere, der er kommet efter Frederik Schyberg (Svend Kragh-Jacobsen, Jørgen Budtz Jørgensen, Harald Engberg og Svend Erichsen), om JKs position i forhold til netop Frederik Schyberg skriver han:...men som først han (JK) kom på omgangshøjde med og muligvis endda overhalede.73

Også kulturredaktør på Berlingske Tidende Jens Andersen gør status i en artikel, der var i avisen fire dage efter dødsfaldet, og gengav brudstykker fra nogle af JKs anmeldelser:

Kistrups betydning for dansk teater og litteratur kan dårligt overvurderes. Hans samlede kritiske værk i Berlingske Tidende og Weekendavisen bør huskes og rangeres på linje med Tom Kristensens journalistiske indsats og betydning for Politiken i forrige århundrede.74

Placeringen sammen med Frederik Schyberg og Tom Kristensen sætter JK helt frem i det 20. århundredes kulturkritik. Og ser man udelukkende på de mest fremragende artikler, det bedste, de tre ovenstående skrev, har JK umiddelbart svært ved at hænge helt på i selskabet. Frederik Schybergs samlinger står i dag, 60-70 år efter hans storhedstid, som et vidnesbyrd om en intellektuel kapacitet og stilist af knusende format, og hans personlige tragedie og exit tilføjer kun til myten om ham. Tom Kristensens anmeldelser, essays og artikler fra Politiken gennemvarmes fortsat af hans stemning og de glimt af autentisk, digterisk fantasi, han skrev ind i dem. Samlingerne af hans artikler og essays vil formentlig fortsætte som fortræffeligt læsestof for litteraturinteresserede langt ind i det 21. århundrede.

Enkelte af nekrologskriverne (Bl.a. Torben Brostrøm i Information og Me Lund i Berlingske Tidende) lægger vægt på JKs pædagogiske indsats, og beskriver ham især som førsteeksponenten for en moderne intellektuelt funderet, men altid åben kulturkritik og essayistik, som var umiddelbart tilgængelig for publikum. Ser man JK som formidler gennem et halvt århundrede og læsernes mand, overgår hans indsats muligvis både Frederik Schybergs og Tom Kristensens.

Når JKs essays var bedst var de et gribende og komisk portræt, af en stædig fantast, som aldrig overgav sig til konsumsamfundets krav om omstilling og fornyelse. Hans fornemme billeder fra for længst forsvundne tider, og den gammelkøbenhavnske figur han etablerede, havde i massevis af stil. Men i modsætning til teaterkritikeren, tror jeg ikke at essayisten JK vil stå så klart i eftertiden. Det kan i den sammenhæng være lidt ærgerligt at den sidste og eneste store samling af hans klummer Med det hele (1998) rummer så mange aktuelle kommentarer og artikler med tilknytning til teaterkritikken. Artikelsamlingen der dækker det meste af hans storhedstid som essayist på Berlingske Tidende fra 1970 til 1998 er i vidt omfang lagt an på at vise artiklernes forbindelse til den tid, de oprindeligt blev publiceret i. JKs veloplagte kommentarer til f.eks. Studenteroprør eller et politisk fænomen som Mogens Glistrup er naturligvis vedkommende læsning (som historisk kuriositet). Men et udvalg af hans personlige og kunstneriske klummer, hans rigtige essays, fra alle årene, havde været langt mere interessant. JK skrev kun 3-5 stærke essays om året, men set over de godt 40 års produktion rækker det til et par samlinger, som formentlig havde sikret ham en tydeligere plads i efterkrigstidens essayhistorie.

Afslutning

Et af den engelske spectator Joseph Addisons (1672-1719) essays har på dansk titlen Dissektion af hovedet på en laps. I essayet åbner Addison, i en drøm, hovedet på en typisk laps, og får dermed indblik i det virvar af krumninger, hulrum, spejle og pynteborde der findes i hovedet på lapsen, der hvor hjernen på en almindelig mand ville have ligget. Kunne man på samme måde foretage en dissektion af essaygenren ville et tilsvarende vildt og forvirret landskab åbne sig. Mens der (på overfladen) eksisterer en vis konsensus om, hvad vi kalder roman, digt eller skuespil er rammerne omkring essayet uklare.

Betegnelsen essay bruges ofte som samlebetegnelse for et vidtstrakt felt af kortere journalistiske, litterære og akademiske tekster. Den mangfoldighed som fremhæves af essayteoretikere og hos de mange essayister, der har beskrevet genren i essays og forord til deres værker, kan i praksis være så ekstensiv, at den anfægter artens eksistens. Genre kommer af genus (slægt), og at skulle betragte genren som en familie af tekster med synlig sammenhæng er svært. At betegnelsen også anvendes for bredt i enkelte sammenhænge er oplagt, særligt på bibliotekerne hvor essayklassifikationen anvendes til et hav af blandede skrifter.

Også i dette speciale bruger jeg essaybetegnelsen rummeligt, ikke når det angår den traditionsbevidste Jens Kistrup. Men man kan godt diskutere rimeligheden i at se Henrik Lists blanding af subjektiv reportagejournalistik og hårdkogt prosa i direkte forlængelse af en rapporterende essayform. Forbindelsen er klar nok, men det er nok de færreste (inklusiv undertegnede), der ville henvise til Henrik Lists tekster i Henne om Hjørnet-klummen som essays. Som jeg skriver i afsnittet om ham, er der tale om en hybrid form. Interviewet med Henrik List afslørede endvidere, at han ikke, har noget særligt forhold til essaygenren. Det havde til gengæld Tom Wolfe75 og andre af de new journalism koryfæer, som han nævner som sine forbilleder, så indflydelsen er der om end i 2. led.

There are as many kinds of essays as there are human attitudes or poses, as many essay flavors as there are Howard Johnson ice creams. The essayist arises in the morning and, if he has work to do, selects his garb from an unusually extensive wardrobe: he can pull on any sort of shirt, be any sort of person, according to his mood or his subject matter - philosopher, scold, jester, raconteur, confident, pundit, devil's advocate, enthusiast.76

Det essay, hvis navn jeg har brugt løbende gennem specialet, og hvis konstanter direkte kan identificeres hos både Jens Kistrup og Henrik List, er den litterære form, der med udgangspunkt i oldtidens breve og dialoger, særligt Platons symposiondialoger og Senecas breve, gik på vingerne med første bind af Michel de Montaignes Essais 1580. Fløj videre til England og fandt her i Francis Bacon et modstykke, der i almindelighed beskrives som formel eller objektiv. De to essaypionerer danner baggrunden for den enkle, men også overfladiske distinktion mellem et informal essay (Montaigne) og et formal essay (Bacon). I England slog essayet igennem som genre og fik borgerlig myndighed. Genren vandt også her udbredelse som tidsskriftgenre, især ved spectatorerne Joseph Addison og Richard Steele, og udviklede sig videre i det 19. århundredes første årtier i mere fortrolig, intim retning (The familiar essay) ved bl.a. William Hazlitt og Charles Lamb. Essayet som med Jacob Paludans ord: Står og falder med Fylden af den Personlighed der meddeler sig77, har historisk sit danske triumvirat i Ludvig Holberg, Georg Brandes og Johannes V. Jensen.

Definitioner af genren strækker sig fra beskrivelsen af et seriøst anlagt, logisk ræsonnerende og organiseret essay som især forbindes med Francis Bacon, til definitioner der beskriver en personlig, kunstnerisk, løs og tilsyneladende improviseret essayform som hos Montaigne. Der er flest essays inspireret af Montaigne, og der er flest definitioner, som beskriver franskmandens uformelle, associative stil. Men i de fleste beskrivelser af genren er der enighed om, at essayet er: et forholdsvist kort, ikke-fiktivt, stykke kunstprosa af fortællende, beskrivende og især reflekterende art. Af nyere dansk essaylitteratur skal nævnes Thorkild Borup Jensens som i sin definition i At tænke uden styrthjelm og knæbeskyttere tager udgangspunkt i udvalgte citater fra Michel de Montaigne. Essaynummeret af Passage nr. 28/29 havde i Per Dahls artikel Essayet som genre en oversættelse af Gero von Wilberts definition fra Sachwörterbuch der Literatur som er kort, systematisk, og ikke udtalt beskriver nogen særlig tradition. Tidligere har bl.a. Vibeke Sandersen skrevet om genren i Essayet - oprør og tradition (1975) og Essayet - filosofi og fiktion (1977) sidstnævnte mest om det Holbergske essay, som F.J. Billeskov Jansen også behandlede i sin bog Holberg som Epigrammatiker og Essayist I-II (1938). Lars Peter Rømhild skelner i Slags - om litterære arter, genrer, genrer, motiver (1987) mellem essayet som en overvejende kritisk form med eksempel i Georg Brandes og en mere kunstnerisk i skitsen som hos Knud Sønderby.

Essayet er særligt i ældre genreteori - hvor man tog det alvorligt, når forfattere forfægtede, at de beskrev virkeligheden og sig selv - kategoriseret som non-fiktional prosa. I nyere kritisk teori hvor tendensen er at alt kan betragtes som fiktion inklusiv historieskrivning, biografier og erindringer, der benytter sig af iscenesættelsen af faktiske begivenheder, vil man dels stille sig kritisk overfor autenticiteten af det jeg, som er genrens omdrejningspunkt. Dels se den repræsentation af selvoplevede tanker og begivenheder, vi møder i essays, som litterære konstruktioner og udvalg skabt med henblik på effekt og ikke på fremstilling af fakta. Man behøver imidlertid ikke postmoderne litteraturteori til at anskueliggøre forskellene mellem liv og skrift. Montaigne var moderne i den forstand, at han skrev reflekteret om sit essayjegs ustabile karakter og om afstanden mellem den erfarede virkelighed, og det sproglige udtryk samme virkelighed får i hans essays:

Jeg får snart min sjæl til at tage sig ud på en måde, snart på en anden, alt efter hvilken side, jeg vender den til. Alle former for selvmodsigelse optræder hos mig på den ene eller den anden måde, afhængigt af hvordan tingene tager sig ud.78

Citatet stammer fra essayet Om inkonsekvensen i vore handlinger, hvor der - som i flere af Montaignes essays - træder en styrende bevidsthed ind for at reflektere over essayjegets løse struktur. Han viser forskellige billeder af sig selv, og omtaler flere steder sit jeg som en figur. Så tidligt som i sin fortale til læseren, som indleder de tre bind essays, og som begynder med sætningen: Dette er en ærlig og oprigtig bog, kære læser., fremhæver Montaigne, at han er skriftsbevidst:

Hvis jeg bare havde været ude efter at vinde anerkendelse ville jeg have pyntet noget mere på mig selv og optrådt i en mere indstuderet gangart79

Profilerne fremstår som dobbeltportrætter - et af skribenten og et af hans klummefigur, hans jeg. Hos dem begge ser jeg især klummekunsten som resultat af en litterær eskalationsteknik, de er med deres meget forskellige udgangspunkter, begge virtuoser ud i markerede overdrivelser og barokke forløb. Ikke desto mindre må man lave en distinktion mellem de kunstneriske klummer, jeg beskriver i profilerne og egentlig fiktion. Klummerne er som essayet ideelt set altid referentielle, skribenten er - i et eller andet omfang - forpligtet overfor dét han har oplevet, følt og tænkt. Hvis jeg under arbejdet med profilerne var faldet over kendsgerninger, der fortalte, at Jens Kistrup aldrig har vandret på Frederiksbergs teatergader, eller at Henrik List ikke har rejst som sexturist i Thailand eller siddet på bodegaerne på Vesterbro, så ville grundlaget for at forbinde de to med essaygenren forsvinde fuldstændig. I interviewet med Henrik List, hvis klumme jeg ellers regner for den mest fiktionsnære af de to, kunne man konstatere, at forfatteren bestemt heller ikke er ligeglad med, hvordan klummen blev læst: Det er mit liv, sagde han i interviewet, uden dét af den grund skal tages for pålydende.

Jeg regner i min indledning - med en del forbehold - Jens Kistrups og Henrik Lists klummer som essayistik. I avissammenhæng ville man kalde den slags tekster for klummer, kommentarer eller causerier: Mest benyttet er klumme efter det engelske column: (latin columna, søjle), side eller spalte i en bog, og den dertil svarende sats. Men klumme er også beslægtet med det indoeuropæiske kel, som betyder noget højt, noget som rager op. En klumme kan altså også defineres som noget fremragende. Det var Berlingske Tidende, som stod for fordanskningen i 196280. Causeri er fra fransk og betyder, ifølge fremmedordbogen: let og underholdende tale eller skrift fra latin: causa, at føre sag. Essay er fra fransk og betyder forsøg. Betydningerne af avisgenrerne klumme og causeri peger på to af essayets primære genretræk. Dels letheden, at essayets rum er et sted, hvor der tales let, uhøjtideligt. Dels det fremragende: at der i et essay findes et sprogligt og intellektuelt niveau, som adskiller det fra avis eller tidsskriftsartiklen.

Det er netop det fremragende og skribenternes individuelle træk, jeg har ønsket at vise i profilerne, hvor der ikke er gjort noget forsøg på at vise det hele. Hos Henrik List især hans (i avissammenhæng ukorrekte) optagethed af hele den transgressive verden, hvor forbillederne frem for alt er amerikanske, og som han i afdæmpet, humoristisk form trak ind i sin klumme (og på Berlingske Tidende). Hans beretninger om købesex, drikkeri og eksponeringen af en utilpasset maskulin verden i almindelighed blev publiceret gennem 8 år, men klummen som stak ud både i tematik og ved sit indimellem suveræne sprog, blev som det fremgår af interviewet lukket til sidst. Jeg har især hæftet mig ved Henrik Lists skrivemåde, som bryder teksterne i fragmenter og farverige scener og set hans klummer som en form for (postmoderne) popkunst, hvor udstillingen af litterære ikoner og klicheer rummer en del af pointen i sig selv. Genremæssigt beskriver jeg hans stil som en hybrid af elementer, som uanset oprindelsen i 1700-tallets spectatortradition, mest trækker på new journalism og gonzo-journalistik, men også markant på det 20. århundredes amerikanske realisme, især hårdkogt kriminallitteratur.

I profilen af Berlingske Tidendes afdøde skønånd Jens Kistrup var grundlaget for at skildre skribenten som essayist klarere. Hans umiddelbare tilknytning til genren og andre essayister fra Montaigne til Knud Sønderby er tydelig. Jeg har skrevet om dynamikken i hans gammelkøbenhavnske figur: penduleringen mellem det indadrettede og det udadrettede i afsnittet Op og ned osv., og om figurens længsel tilbage til en tabt verdens liv og steder. Hans kunstneriske essays trækker på en lang række af litterære impulser. I afsnittet Stjernerne ser jeg bl.a. på, hvordan han versionerer Georg Brandes portræt af H.C. Andersen, og bruger det i sin egen essaykunst, og i delen om hans litterære essays Bogessayet, hvordan hans Bøger til at blade i kan læses som en opdatering af Montaignes berømte essay Om bøger. Jens Kistrup var bl.a. citatkunstner, og Shakespeare var en af hans favoritter. Af og til afsluttede han (som en ren joke) en klumme eller anmeldelse med de sidste ord fra hans ynglingshelt hos den store dramatiker: Resten er tavshed. Det var en flot overspillet udgangsreplik til en avisartikel, som i mellemtiden er blevet sand både for ham og den raffinerede figur, han skabte i sine klummer. Henrik List og hans figur lever derimod videre i alle hans bøger, og vil formentlig dukke op igen i artikler, og i de romaner og journalistiske bøger han annoncerede i interviewet.

Note til artikler

Alle citater fra Jens Kistrups og Henrik Lists klummer og øvrige artikler fra Berlingske Tidende er i fodnoter angivet med titel og dato. Det skal her bemærkes at Henrik Lists klummer aldrig havde anden titel end Henne om Hjørnet. Uddrag fra andre aviser end Berlingske Tidende er desuden angivet med navnet på pågældende avis. I de noter der henviser til uddrag fra Weekendavisen, har jeg anvendt forkortelsen WA.

Litteratur

Listen her henviser til litteratur citeret eller nævnt ved forfatter og titel i profiler eller interview. Anden omtalt litteratur og værker som har været relevante for profilerne findes i delvist kommenteret liste: Anden litteratur.

Herman Bang: Reportager. Redigeret af Claes Kastholm Hansen, Kbh. 1983.

Bo Bramsen: Politiken. De første hundrede år. Politikens historie set indefra 1884-1984. Bind 1-2, Kbh. 1983-1984.

Georg Brandes: Danske Digterportrætter, Kbh. 1964 (portrætter udkommet fra 1870-1889).

Georg Brandes: Mennesker og Værker, Kbh. 1883.

Charles Bukowski: Notes of a Dirty Old Man, San Francisco 1973.

Engelske Essays. På dansk ved Josias Bille. Kbh. 1946.

Graham Good: The Observing Self. Rediscovering the Essay, London 1988.

F.J. Billeskov Jansen: Holberg som Epigrammatiker og Essayist I-II, Kbh. 1938.

Thorkild Borup Jensen: At tænke uden styrthjelm og knæbeskyttere. Om essayet som genre og det danske essay i det 20. århundrede, Kbh. 1999.

Thorkild Borup Jensen: At frydes ved. En antologi af danske essays, Kbh. 2001.

Jens Kistrup: Forvirringens tid. Kommentarer og klummer, Kbh. 1965.

Jens Kistrup: Med det hele. Udvalgte artikler fra 1970-1998, Kbh. 1998.

Jens Kistrup: Vi gjorde aldrig oprør, Kbh. 1973.

Tom Kristensen: Bøger, bøger, bøger, Kbh. 1961.

Henrik List: Deadline 2000. Remix fra 90'erne, Kbh. 1999.

Henrik List: I flænger af ilt og støv, Kbh. 1985.

Henrik List: Kameraet i hovedet. Fear X og Nicolas Winding Refn, Kbh. 2003.

Henrik List: Katja XXX - stjerne i syndens by. Fortalt af Henrik List, Kbh. 2002.

Henrik List: Los Angeles - non stop. Et storbylandskab i bakspejlet, Århus 1992.

Henrik List: Miraklernes tid, Århus 1988.

Henrik List: Pussyland. Historier fra Amerika, Kbh. 2001.

Henrik List: Tilbage til Tangier - en pilgrimsrejse i Beat-generationens fodspor, Kbh. 1997.

Henrik List: Udbrud, Århus 1984.

Michel de Montaigne: Essays I-III ved Else Henneberg Pedersen, 3. udgave Kbh. 1998.

Flemming Chr. Nielsen og Niels Sjøberg: Journalistik. Klummen, Århus 1997.

Lene Myong Petersen: Nu er det nok, så er det sagt. Redigeret af Anita Frank Goth, Kbh. 2000.

George Orwell: Hommage to Catalonia, London 1971 (1932).

Passage. Tidsskrift for litteratur og kritik. Det gode essay nr. 28/29, Århus 1998.

Lars Peter Rømhild: Slags. Om litterære arter, genrer, motiver, Kbh. 1986.

Vibeke Sandersen: Essayet - filosofi og fiktion, Kbh. 1977.

Vibeke Sandersen: Essayet - oprør og tradition, Kbh. 1975.

Knud Sønderby: De blå glimt, Kbh. 1964.

E.B. White: Essays of E.B. White, New York 1977.

Tom Wolfe: The New Journalism, London 1990 (New York 1973).

Anden litteratur

Addison and Steele: Selections from the Tatler and The Spectator, New York 1970.

Bjørn Bredal: Humanist til hest. En bog om Michel de Montaigne, Kbh. 1992.

Alexander J. Butrym: Essays on the Essay. Redifining the Genre, London 1989.

Peter Burke: Montaigne, Oxford 1981.

John Hellmann: Fables of Fact. The new journalism as new fiction, University of Illinois Press 1981.

Ludvig Holberg: Epistler og Moralske Tanker. I udvalg af Sigurd Højby, Kbh. 1984 (Moralske Tanker 1744, Epistler 1748-1754)

John Hollowel: Fact and Fiction. The new journalism and the nonfiction novel, The University of North Carolina Press 1977.

John Chr. Jørgensen: Individualisme og modernitet. Ny dansk essayistik i traditionshistorisk belysning. Tre punktnedslag: Suzanne Brøgger, Niels Frank og Jens Christian Grøndahl. Spring tidsskrift for moderne dansk litteratur nr.14 1999.

John Chr. Jørgensen: Kulturanmeldere i Danmark. En håndbog med portrætter, Kbh. 1991 (portræt af Jens Kistrup).

Jens Kistrup: Kistrups teater. Et udvalg af 40 års teaterbetragtninger. Redigeret af Niels Birger Wamberg, Kbh. 1985 (indeholder portræt af J. Kistrup forfattet af N.B. Wamberg).

Jørgen Leth: Det er ligesom noget i en drøm & Filmmaskinen, Kbh. 1994 (to små essayoplæg til film: Kriminalfilmen: Den tavse hævner og Sidste spil især om noir og hårdkogte detektiver).

Henrik List og Torben Weirup: Henne om Hjørnet. Udvalgte klummer, Kbh. 2002 (forord om Henne om hjørnet-klummen af Jan Sonnergaard).

Philip Lopate: The Art of the Personal Essay, New York 1994.

Claire de Obaldia The Essayistic Spirit. Litterature, Modern Critcism, and the Essay, New York 1985.

Primal Pløk nr. 3, Kbh. 1986. Udgivet af foreningen World's End (stort interview med den 21-årige Henrik List i anledning af hans anden digtsamling I flænger af ilt og støv).

Asger Schnack: Jeg tror nok jeg kan tåle mere kærlighed end de fleste, Kbh. 2001 (bl.a. fremstilling af den navnløse journalist som litterær type og København i Dan Turèlls skikkelse).

Hunter S. Thompson: Reporter i en malstrøm, Kbh. 1981.

Hunter S. Thompson. The Great Shark Hunt. Strange tales from a strange time, New York 1982.

Opdateret  20-04-2007 /  af  Erna Ahmetspahic