HENRIK LIST & TORBEN WEIRUPS BOG "HENNE OM
HJØRNET - UDVALGTE KLUMMER 1995-2002" (UDG. AF FORLAGET BIG CITY
BOOKS) KAN STADIG BESTILLES HOS ENHVER BOGHANDLER I DANMARK. ISBN-NUMMER:
87-90822-07-5. BOGENS FORORD ER SKREVET AF FORFATTEREN JAN
SONNERGAARD.
Henne om hjørnet var en fast,
ugentlig klumme i Berlingske Tidende, hadet af nogle og elsket af mange for
dens på én gang realistiske, nostalgiske og satiriske gonzo-skildringer af
livet i København.
Igennem otte år rapporterede kulturjournalisterne
Henrik List og Torben Weirup fra de onde gader og de skarpe hjørner - ikke
mindst på det Vesterbro, hvor de begge bor imellem 'Strassen'og
'Den Beskidte Boulevard'.
Opkaldt efter Osvald Helmuths klassiske vise er
Henne om hjørnet-klummen en hyldest til de(t) skæve og
de(t) utilpassede i et stadig mere homogeniseret Danmark. Og en hyldest til
sex og sprut, snavs og snusk i en stadig mere politisk korrekt
verden.
Ikke siden Dan Turèll har den lille storby
København haft mere kyndige, kritiske og kærlige iagttagere. Denne bog, der
har forord af forfatteren Jan Sonnergaard, er en samling af de bedste Henne
om hjørnet-historier - tilsammen én stor blues om en by og dens
skæbner.
Henne om hjørnet
”Jeg så min generations bedste hjerner ødelagt af
galskab,
sulte hysterisk nøgne,
slæbe sig gennem negergaderne ved daggry på jagt
efter
ballade,
hipstere med engleansigter tørstende efter den
ældgamle him-
melske forbindelse til stjernedynamoen i nattens
maski-
neri…”
Hvis man har haft en ungdom med et passende indhold
af oprør, vildskab og selvdestruktion, ved man godt, hvad beat-digteren
Allen Ginsberg taler om i disse berømte åbningslinier fra manifestdigtet
”Hyl”. Ja, man har måske ikke ligefrem slæbt sig gennem negergader, men i
det mindste ned af forblæste, mennesketomme provinsgågader, og ude på
ballade, det var man sgu, på den ene eller den anden måde, og tørstende
efter en kosmisk connection og en sidste øl, et sidste kys, en sidste
joint, en sidste hotdog ved den sidste grillbar, fandeme jo.
Så går tiden og årene, og man er pludselig hverken
gal, sulten, tørstig eller ude på ballade mere. Det meste af ens tilværelse
går endda nærmest ud på at undgå at blive gal, sulten, tørstig
eller rodet ud i ballade. Man står op; man stempler ind og ud på sit job.
Man venter på rødt, mens mellemgulvet bliver blødt. Man betaler sin skat og
siger pænt godnat.
Ikke flere lyriske kvabbabelser (det er som læserne
kan fornemme vist heldigt for alle parter, at jeg har lagt
digterfjerpennen fra mig for år tilbage) - lad os komme videre i teksten.
Det var noget med at blive ældre, ikke?!
Det er egentlig ikke fordi alderen (endnu) tynger
denne klummebestyrer forfærdelig meget, men ind imellem bemærker man da
bekymrende tegn på og signaler om, at det går den forkerte vej dér sidst i
30’erne:
Når sære, lange hår begynder at vokse ud af ørerne;
når man ikke længere kan holde sig vågen til den lyse morgen på en bytur,
men lusker ud af bagdøren ved fem-tiden; når ens kæreste ikke kan sove for
ens snorken; når man foretrækker en god bog eller en DVD derhjemme frem for
koncerten med det nye kometnavn; når tømmermændene begynder at vare i et
par dage ad gangen; når rynkerne ikke længere kun er der, når FCK er ved at
tabe i Parken; når der går længere og længere tid imellem, at der kommer
nye pletter på praktikant- og piccolinesofaen på kontoret; når halvdelen af
ens venner har været på afvænning, overvejer at flytte udenfor byen og
begynder at få børn…
Med fred nu være med dét. Virkelig bekymret blev jeg
faktisk først den anden dag, da jeg åbnede min post i ”Henne om
hjørnet”-kontoret, hvor den tilrøgede mandehørm i sig selv ligesom giver én
et par år ekstra og en ordentlig røvfuld pondus på bagen. Jeg havde nemlig
fået tilsendt det første nummer af et nyt livsstilsmagasin, Opus, et
glittet forum for det grå guld – eller som bladet selv formulerer det: ”De
rigtigt voksne”, ”der kan, vil og gør!”
Der var engang, da man som almindelig menig
medieluder altid fik tilsendt coole musikblade, sexede modeblade, rebelske
undergrundsblade og pastelfarvede ungdomsblade, hvor man kunne læse
interessante artikler om teenagepigers spirende seksualitet. Nu dumper et
blad som Opus ned i ens postkasse, endda personligt adresseret, som et brag
fra et ligkistelåg, der smækker i. Et tungt, gråhåret og mavesvært blad,
der lugter langt væk af desperate weekender i alt for store forstadsvillaer
udenfor golfsæsonen, og hvis målgruppe ifølge chefredaktørens nærmest
hysterisk veloplagte leder starter dér, ”hvor børnene flytter hjemmefra, og
hunden er død, så man har tid til sig selv og sine interesser”. Min hund
er godt nok død, men hallo, jeg har ikke engang fået børn
endnu, så hvad er det egentlig, I prøver at sige til mig? Hvad
skal jeg med Jan Hertz og Henning Jensen (nummerets interviewstjerner), med
annoncer for rejsningsproblemer og plastikkirurgi, med artikler om
inkontinens og de tre tenorer, rødvin og skiferie?
Så var det, der gik et lys op for mig. Min ellers
gode kollega Torben Weirup har – som ofte dokumenteret på denne side – en
uheldig og ind imellem decideret skæbnesvanger hang til at udgive sig for
at være mig, når han er på vulkaner. Sidst gik det galt under en ugelang
druktur i London lige før jul, og nu havde Berlingske Tidendes såkaldte
kunstredaktør tilsyneladende ført sig frem overfor de gode mennesker fra
Opus – og stukket dem et af mine visitkort, før han sandsynligvis
halvberuset tumlede ud af døren, så snart den fri bar var lukket til deres
premierereception.
Torben Weirup tilhører nemlig lige præcis målgruppen,
der møder angsten imellem designermøblerne i de tomme stuer, når aftenens
sidste flaske bourgogne er blevet tømt, og stilheden breder sig omkring
Piet Hein-bordet.
Når dette læses, er Weirup endnu en gang ved at hore
og drikke sig igennem Amsterdams red light district på bladets
regning – der er vist også no’ed kunst dernede, han lige skal have tjekket
– men forrige søndag rundede denne gigant i dansk dagspresse, øl-, kunst-,
kvinde- og Lou Reed-kenderen Torben Weirup, sit første halve århundrede.
”Henne om hjørnet”-redaktionens honcho fyldte simpelthen 50, tro
det eller ej, og det er en skandale, at Opus ikke har sat ham på
forsiden af deres første nummer i stedet for Henning Jensen og Solbjørg
Højfeldt.
Denne mærkedag gik ikke stille af sig i Kvarteret.
Der var sat flag op i vinduerne i de skumle beværtninger langs Den Beskidte
Boulevard, som min redaktørkollega entusiastisk er med til at holde i live,
og bordellerne i Strassens listige sidegader, der også flittigt besøges af
fødselaren, annoncerede flere steder med en ”Torben Weirup Special” til en
plov – yawza!
Det var kort sagt en festdag henne om hjørnet og nede
i kældrene, hvor historierne gik om en hædersmand, en legendarisk bon
vivant, som alle i hvert fald dén dag lod, som om de kendte
personligt.
Selv havde Weirup og jeg indledt dagen på et mere
ydmygt sted, hvor vi spiste en god bøf og drak adskillige flasker glimrende
rødvin – efter at jeg havde holdt en gribende og dybt personlig tale. Når
jeg tænker tilbage på dén eftermiddag og efterfølgende aften, hvor jeg
fulgte Weirup på hans triumftog igennem Vesterbros natteliv, indtil vi
slæbte os hjem ved solopgang, er det så alligevel, at jeg beslutter mig for
at lade være med at lægge Opus nr. 1 på skrivebordet til ham, når han
kommer tilbage fra Amsterdam.
Weirup er ganske vist en mand, ”der kan, vil og gør”,
lige såvel som man ikke kan komme uden om, at han nu er blevet ”rigtigt
voksen”, men inderst inde betyder det intet for mænd som ham, om de er 25,
50 eller 75. For Torben Weirup er lige så ung og nysgerrig og rastløs, som
han sikkert altid har været. Hans liv er ikke blevet en døsig slummer foran
fjernsynet i en magelig lænestol; han er stadig ude på ballade og kan
stadig drikke en drengerøv som mig under bordet – anytime.
Der gror ikke mos på en rullesten, og en ægte hipster
holder aldrig op med at tørste efter ”den ældgamle himmelske forbindelse
til stjernedynamoen i nattens maskineri.” Tillykke med de 50, Torben – og
rock on, broder!
Henne om hjørnet
Som et-par-og-tredive-årig kan man godt begynde at
længes efter at runde det første af voksenalderens store hjørner, 40
års-dagen, hvor roen forhåbentlig begynder at sænke sig over privatlivet,
og man endelig er ved at være i sin bedste alder.
Når jeg bli'r 40... vil jeg have fuldskæg ligesom
min far og Torben Weirup. Jeg vil til at ryge pibe, jeg vil ønske mig
ternede kameluldshjemmesko hvert år i julegave, jeg vil gå på arbejde med
sort rullekravesweater og brun tweedjakke med læderlapper på ærmerne, jeg
vil begynde på et udkast til mine memoirer, jeg vil overveje at forlade
Vesterbros lejekaserner til fordel for et arkitekttegnet rækkehus i en
nordlig forstad, jeg vil begynde at drikke rødvin i stedet for fadøl, og
jeg vil holde op med at gå til techno-raves til den lyse morgen. Og sidst
men ikke mindst: Når jeg bli'r 40, så vil jeg for alvor til at høre
jazz.
Der er nemlig noget over jazzen og dens udøvere,
formidlere og connaiseurer. Jeg ved ikke helt, hvad det er - en kerne af
mystik i et gådefuldt, logeagtigt fællesskab, umuligt at gennemskue for
udenforstående. Og dette »noget« har jeg misundt de dér jazzere lige siden
gymnasietiden i fiskerbyen. Dengang havde jeg en særdeles intellektuel
klassekammerat, der allerede havde lært at drikke rødvin og ryge pibe i sit
kulturradikale barndomshjem, og nænsomt prøvede at indføre en ølbøvsende
forstads-skinhead som mig i jazzologiens mysterier, lige så vel som jeg
selv begyndte at støde på evindelige referencer til jazzen i dé
Beat-romaner, jeg slugte på teenageværelset, mens jeg drømte om at være
Jack Keroauc på vejen sammen med Neal Cassady.
Efterhånden blev min nysgerrighed da også så pirret,
at jeg regelmæssigt smuglyttede til »Jazz Nyt« på P3 (ja, det var
dengang...) og tilbragte lange, søvnige eftermiddage efter skoletid på det
glimrende lokale musikbibliotek, hvor det af en eller anden grund var ret
nemt at have Ornette Colemans, Roland Kirks, Archie Shepps, John Coltranes,
Art Ensemble of Chicagos og Albert Aylers plader for sig selv, mens de
jævnaldrende gymnasieflippere sloges om Pink Floyds »Dark Side of The Moon«
eller Genesis' »The Lamb Lies Down On Broadway«.
Med hard core-punken fræsende i det ene øre - og no
wave-musikken fra New York som et storbystinkende, fragmenteret
80'er-svar på 60'ernes free jazz - var det måske ikke ligefrem de
mere subtile jazzformer, der fængede, og selvom jeg da syntes, d'Herrer
Coleman & Co. var for vilde (eller hvad man nu kaldte det dengang...)
med deres hæslige kaskader af hylende saxofoner og syrede synkoperinger,
foretrak jeg alligevel gode popsange som Dead Kennedys' »Too Drunk To
Fuck« på grammofonen derhjemme - og hver eneste torsdag, fredag og lørdag
prøvede jeg at leve op til dens budskab, når jeg og mine strithårede,
læderjakkeklædte punkvenner slog os løs på en blanding af billig hvidvin,
tysk dåseøl og hjemmedyrket pot.
Men jazzen blev ved med at holde sig tæt på. Den
fulgte med mig til København. Skinhead med seler, Fred Perry-poloer og røde
Dr. Martens eller rockabilly med lakeret bananfrisure, 50'er-habit og
sylespidse sko eller følsom digterspire med baret, Frelsens Hær-gear og
Strunge i inderlommen - jazzen var ligeglad; den blev ved med at spille i
mine ører. Jeg optrådte med digtoplæsning i en performance-gruppe sammen
med en operasangerinde og en jazztrompetist, som drømte om at være Miles
Davis - eller på en dårlig dag: i hvert fald Chet Baker! - og min smukke
veninde fra gymnasietiden introducerede mig for Weather Report og anden
fed, funky fusionsmusik fra 70'erne, som jeg ideologisk set jo godt
vidste, jeg burde hade - som en ægte sortseende 80'er-dreng - men
alligevel ikke kunne lade være med at holde af. Og hvad pokker, mit
favoritband Sort Sol begyndte også at jazze lidt sammen med T.S. Høeg (som
jeg faktisk oplevede på det samme musikbibliotek i fiskerbyen med hans band
Cockpit Music i gymnasietiden!) dér midt i 80'erne, og så måtte det jo
et eller andet sted være OK...
Og det blev ved, selvom jeg skulle have forsvoret
det. Uden helt at blive opslugt af de islandske sweateres fodvippende
brigade på Montmartre og Jazzhouse i slutningen af 80'erne og
begyndelsen af 90'erne, kom jeg alligevel tættere og tættere på jazzen.
Den sorte musik, jeg havde dyrket siden min omvendelse til hip hop - da jeg
hørte Grandmaster Flash & The Furious Fives »The Message«, den
tidligere Sex Pistols-manager Malcolm McClarens »Duck Rock« og jazzfætteren
Herbie Hancocks »Rockit« i 82-83-84 - havde sine rødder i soul, funk,
rhythm & blues og jazz; jazz fra dengang, jazz var noget, man dansede
til, ikke noget, man vippede med foden til.
Acid jazz-scenen i London, hvor jeg boede fra
1988-89, blev et andet referencepunkt, og tilbage i København er det siden
gået helt galt med cappucino-drikkende hipstere på Stereo Bar, »Yo Bebob«-
og »Future Jazz«-arrangementer, Soul Anders og Peter Laugesen i Mindsprays
opdatering af jazzoetry, og jazz-samplinger som ekkoer i den elektroniske
dansemusik, hip hoppen og TV-reklamer for alt mellem himmel og jord. Der er
ikke noget at gøre; jazzen er ikke til at slippe udenom... the beat goes
on.
Men én ting er at lytte til eller lade sig inspirere
af jazzen, en anden at leve den - at være jazzer med hud og hår. Sådan
ligesom mine gode Berlingske-kolleger Jens Rasmussen og Kjeld Frandsen
f.eks. er det: Mænd med jazz, storby og det dér »noget« i blodet; hvide
negre i den globale ghetto, der uden at blinke vil svare dig på, hvem der
spillede bas eller lavede kaffe på B-siden af Sam Finkelsteins »When Jazz
Was Born« i Hipsterville-studiet i New Orleans i 1926, samtidig med, at de
stopper deres pibe eller signalerer til tjeneren på stamværtshuset, at
fadølskruset skal fyldes op. Lige nu...
Jo, de har sgu' noget, de jazzere, og jeg har
vidst det og efterstræbt det lige siden gymnasiet, da jeg bare var too
drunk to fuck: En indre ro; en dyb viden om livets gåder (som kommer af at
høre A Love Supreme nok gange!), et perfekt synkoperet zen-beat i gangarten
og gestikken (en kløen i fipskægget blandt de tunge drenge på forreste
række kan som bekendt psyke enhver ung jazzmusiker helt ud ad den nede på
Jazzhouse!), og en cool hang til mørkt øl, bobspil, cykelklemmer,
fløjlsbukser, hjemmesmurte madpakker og Rød Orlik, som ingen wanna-be's
på den indre bys stilfulde hjørner ville kunne efterligne uden at falde
helt igennem.
Jeg er stadigvæk hverken gammel eller moden nok til
at nå dette eksistentielle ekvilibrium, denne rene, blå tone, i min
dagligdag, men jeg er på vej. Nedtællingen har været i gang, lige siden jeg
lånte »Sketches of Spain« af min gymnasiekammerat og begyndte af høre
»Jaaaazz Nyt« på P3. Hele mit liv har venner, bekendte og kolleger kastet
perler for dette svin, og nu er jeg ved at være klar til at grave dem op af
sølet. Ja, når jeg bli'r 40, så skal jeg til at høre jazz...
(Berlingske Tidende 19. december, 1997)
Henne om hjørnet
”Bliver du ikke klippet nede hos Hussein?” spørger
taxachaufføren, imens hans Mercedes pløjer sig igennem snestormen på det,
der burde have været en skøn forårsdag i april 2003.
Et par dage før havde selvsamme Hussein ringet til
mig på min mobilos. Jeg havde haft svært ved at høre, hvad han sagde.
Troede det var en af mine suspekte venner, der tog gas på mig, og svarede
kækt: ”Er det dig Saddam? Hvordan går det nede i Bagdad?”
Det var dog ikke Saddam (k)himself (k), men min
frisør- og musikerven Hussein Özcan, der var i røret, og det er
selvfølgelig ham, den mørklødede Taxamotor-chauffør henviser til i sit
spørgsmål. Og jo, det er korrekt. Hver tredje uge napper jeg en
maskinklipning nede hos Özcan, og det viser sig, at chaufføren Hassan fra
Iran er en nær ven af ham.
Vi snakker lidt om, hvilken fin fyr, god frisør og
dygtig musiker Özcan er. Hassan har tidligere set mig i salonen på
Istedgade, hvor især tyrkiske mænd ryger smøger, drikker kaffe og snakker
fodbold hver eftermiddag, men da han finder ud af, at jeg er journalist i
”en gade i Europa”, spørger han mig: ”Hvorfor skriver i journalister altid
så dårligt om os indvandrere i de danske aviser?”
Ikke aggressivt, men nærmest melankolsk og lidt
resigneret i tonefaldet fortsætter han: ”Det handler altid kun om
kriminalitet og bander og fanatiske muslimer. Men de fleste indvandrere er
jo bare ligesom Özcan og mig: Vi passer vores arbejde, overholder loven,
betaler skat og passer os selv med vores familier. Prøv at hør, jeg har
boet i Danmark i 33 år, jeg er selvstændig vognmand og betaler topskat, men
de vil stadig ikke give mig et dansk statsborgerskab. Hvorfor ikke? Er jeg
ikke fin nok? Er det fordi jeg ikke er et godt nok menneske til at blive
dansker?”
Jeg vrider mig på bagsædet og dækker mig ind med et
par alibiparader om, at jeg skam før har skrevet positivt om
indvandrermiljøer – det være sig tyrkiske eller thailandske – i f.eks.
denne klumme. Men jeg ved jo godt, at manden har ret. Det er et
ensidigt billede, der tegnes af indvandrere og nydanskere i danske medier,
hvor multikultur er noget, man beskæftiger sig (kritisk) med; ikke noget,
man selv er en del af.
Taxaen stopper foran Berlingeren, og vi når ikke
længere i diskussionen. Jeg tænker på vej op i elevatoren på, at det vel
mere end om egentlig racisme handler om, at vi er så helvedes bange for
mennesker, der skiller sig ud fra det brede fællesskab, og grupper, der
ikke passer ind i Familien Danmark. Det kan være indvandrere, men det kan
lige så godt være autonome eller bikere eller fetichister eller
technoravere eller narkomaner eller prostituerede eller fodboldtilhængere,
uden sammenligning i øvrigt. Vi skal helst ligne hinanden, tale ens, dele
de samme holdninger, tage vores tørn for samfundsmaskineriet og overholde
janteloven, og hvis man går klædt for specielt, snakker for meget, har
nogle alternative meninger, ikke gider være en del af systemet eller fører
sig frem med høj cigarføring, er der dømt kold skulder og
mediedæmonisering.
Christiania – eller ”Staden” og ”Reservatet”, som
denne bydel også hedder - er et andet eksempel på det samme, aktualiseret
af den borgerlige regerings og Dansk Folkedanserpartis forsøg på at
camouflere en lukning af denne unikke fristad, dette på verdensplan
fantastiske og vellykkede sociale eksperiment, som ”byfornyelse”.
Jo tak, det kender vi alt til på Vesterbro, og
ligesom her i Kvarteret er der ingen tvivl om, at det egentlige motiv bag
forslaget er at få smidt bumserne, bohémerne, grønlænderne, pusherne,
flipperne, taberne, hippierne, drankerne, græsrødderne og orginialerne ud
fra det gamle militærareal og få dem erstattet med økonomisk og
skattemæssigt mere lukrative tilflyttere. Borger- og bonderegeringen har
det ikke godt med storbyens mere anarkistiske og anti-autoritetstro
miljøer, det er klart, og hver gang et nyt ”problemkvarter” kan blive
forvandlet til et stykke forlænget forstad med million-ejerlejligheder og
ligusterhækmentalitet, har man vundet endnu en ideologisk sejr.
Jeg skrev den anden dag under på et gækkebrev for fri
hash, udsendt af Christianias Kulturforening, og jeg spiste i søndags en
hyggelig frokost før FCK-Bundby på Café Sorgenfri med en flok af de
tungeste rødder (tak for skænken, Kusse!) ude fra Kemoland, men det har
egentlig ikke noget med dét at gøre. Jeg ryger alligevel ikke den brede
længere og kommer ikke nær så tit på Reservatet, som jeg gjorde før i tiden
– specielt da jeg boede ude på Havnen og ofte frekventerede købmændene ovre
i Pusher Street.
Det afgørende er, at der er så mange gode argumenter
for at bevare Christiania, som Christiania er – på godt og ondt:
Tænk på hvor mange ekstra penge politiet får bevilget
af Folketinget til at bekæmpe en hashkriminalitet, som alligevel ikke ville
blive udryddet, hvis Staden blev lukket.
Tænk på hvor mange unge, der slipper for nærkontakt
med langt mere kyniske kriminelle, når de køber deres reggaetobak i Pusher
Street frem for rundt omkring på de skarpe hjørner.
Tænk på hvor mange af myndighedernes påbud – bortset
lige fra det om hashhandelen – de i øvrigt huslejebetalende fristadsbeboere
faktisk overholder, når det f.eks. gælder om at rive illegale nybygninger
ned og legalisere de før så ukontrollerede værtshuse og
spillesteder.
Tænk på hvor mange sociale skæbner, der er blevet
reddet i kraft af deres ophold i dette reservat for landsbytosser – og tænk
på, hvad der ville blive af dem, hvis de alle sammen pludselig blev sat på
gaden på én gang.
Tænk på hvor mange turister fra hele verden og
Jylland, der hvert år besøger Københavns trediemest populære attraktion for
at se på slemme pushermænd og store hunde og grimme huse.
Tænk på hvor mange kulturelle aktiviteter, der
foregår overalt på dette område, og tænk på, hvilken gave til befolkningen
denne åbne, grønne kile midt i storbyen er. Mon beboerne i det nye,
”byfornyede” Christiania ville være lige så villige til at dele områdets
glæder med os andre, når første hækkene (k)er(k) skudt op?
”I kan ikke slå os ihjel, vi er en del af jer selv”,
synger vi af og til ironisk på de billige pladser på nedre C i Parken, når
det går skidt for Byens Hold på banen. Når det gælder Christiania, håber
jeg, at denne gamle, patetiske slagsang holder mange år endnu. For
københavnernes flipper-frilandsmuseum og subkulturelle åndehul
skal bevares, og vi venter bare på, at Berlingerens morsomme
aprilsnar – om at Fristaden var blevet fredet af UNESCO – ender som en
selvopfyldt profeti.
Henne om hjørnet
”Venedig er så meget. (…) Venedig er et skatkammer,
og Venedig er livet på vand, det er godt for kroppen at gå gennem gyder og
over broer, og det er godt for sjælen at sejle med vaporetto’en og betragte
paladsernes storhed og maleriske forfald og folkelivets og turismens ditto.
Venedig er en tilstand, en levemåde og en rytme, man selv kan blive en del
af, om end det kun er for en stund.”
Sådan skriver min redaktørkollega på ”Henne om
hjørnet”-redaktionen, Torben Weirup, luftigt og alligevel prægnant i et
lille, men fint rejseessay om Venedig, der desværre ikke er læst af mange,
fordi det kun har været trykt i bogforlaget Christian Ejlers’ katalog i
2000, men forhåbentlig blot er et præludium til en bog fra denne
Venedig-aficionados hånd.
Når jeg tænker på Venedig, ser jeg for mig en gammel
liderbuks i lapset hvidt dandy-jakkesæt, en sminket og pudret pæderast med
bævende læber og klamme hænder og konstant ulmende erektion, der belurer en
blond 12-årig dreng i stram badedragt i strandkanten på Lidoen, i Thomas
Manns kiddyklassiker ”Døden i Venedig”; en bog, der dunker i ens erindring
som en bullen finger af betændelse, forfald og dekadence under en bleg,
døende sol, og i nutidens puritanske klima formentlig ville have givet
forfatteren visse imagemæssige problemer.
For nylig var jeg til filmfestival i Udine, der
ligger i området Friulien, halvanden times togkørsel nord for Venedig, lidt
inde i landet. Udine er en smuk, men søvnig provinsby, faktisk lidt af et
mini-Venedig uden turister, med dens små kanaler, åbne piazzaer og let
nedslidte, pastelgyldne renæssancepaladser. Logisk nok, eftersom Udine var
styret af købmændene fra bystaten Venedig igennem århundreder. Men samtidig
er byen besynderligt nok hjemsted for verdens største specialfestival for
asiatisk film – uden for Asien: Far East Film. Det var derfor, jeg var der.
Der er altid så mange søde, skævøjede piger, når der er asiatisk
filmfestival – det er værd at rejse efter, tro mig…
Da festivalen var slut, havde jeg en hel dag i
Venedig, fra hvis Marco Polo Lufthavn jeg om aftenen skulle flyve hjem.
Efter at have tjekket kufferten ind og taget afsked med et par usædvanligt
charmerende koreanske festivalveninder, der skulle videre til Paris, tog
jeg en luksuriøs vandtaxa over til Rialto-broen midt i Venedig, ude i den
stinkende forurenede lagune imellem industrihullet Mestre på fastlandet og
de mange små og større øer ude i Adriaterhavet, der udgør den synkende by.
”Venezia”, som Weirup plejer at kalde den, mens han tripper et taktslag med
sine velpudsede og håndsyede italienske hyttesko.
Taxasejladsen var det mest fantastiske ved dén
sviptur. Ud over vandet i en lækker speedbåd med hvide lædersæder,
tilbagelænet med en smøg på det bageste, åbne dæk med lugten af salt og
tang i næseborene og en meget Aschenbach’sk sol et sted oppe over smoggen
fra Mestres 1001 skorstene, mens Dario’en ved roret konstant knævrede løs i
sin mobiltelefon og nonchalant styrede med den ene hånd. Glimt i vandet,
svup-svup, op og ned på bølgerne, når man overhalede en sløv vandbus fyldt
med pøbelen, der ikke rejste på en repræsentationskonto så svulmende som
”Henne om hjørnet”-redaktionens. Sådan ville Weirup gøre det, tænkte jeg,
mens små øer med nedslidte bådeværfter eller enkeltstående millionærvillaer
gled forbi – med stil. Jeg rejste i en verdensmands fodspor. Eller
kølvand, rettere sagt…
Speedbåden snørklede sig vej ad kanalerne inde i
selve byen, forbi krakelerende paladser og under romantiske, vakkelvorne
broer, hvor turister dumdristigt lænede sig frem med videokameraer; forbi
gondoler og tørresnore og altaner med blomsterranker, der kunne være en
perfekt kulisse til ”Italiensk for begyndere” eller ”Lady og vagabonden”.
Jeg betalte mine 80 euro og blev sat af ved Rialto-broen, pludselig
katapulteret ind i den tætteste og mest klaustrofobifremkaldende masse af
turister, jeg har oplevet siden jeg engang i drengetiden var på Mont St.
Michel i Frankrig. McDonalds og Homer Simpson-slips og tyske menukort og
snekugler og glasnisser og t-shirts for amerikanske basketballhold og små
plasticgondoler og billige solbriller og falmede postkort og kedelige
sandwiches til gourmetpriser blev falbudt til højre og venstre, og jeg
flygtede sammen med adskillige charterhold anført af guides med små flag
over hovedet ind i de smalle gyder imellem Canal Grande og Markuspladsen.
Fanget i en turisttidslomme, hvor man egentlig kunne være hvor som helst i
verden – fra Mallorca til Pattaya, fra Løkken til Det Græske Øhav.
Der var så mange turister og politibetjente og Homer
Simpson-slips og onde, griske duer med plirrende orange voodooøjne på
Markuspladsen, at et angstanfald trængte sig på. Vi søger efter det
autentiske, når vi rejser, vi vil opleve det smukke og det skønne og det
storslåede, og så ender vi med at stå i kø i timevis imellem en McDonalds
og et museum og et mobiltoilet sammen med 10.000 andre, imens vi ødelægger
dét ”eksotiske”, lokale miljø, der skal bevare vores illusion om, at det
stadig er værd at tage dertil. Jeg var tørstig og skulle tisse, følte mig
som Aschenbach på den sidste vandring mod lystens nirvana, mens jeg
adspredt bemærkede horder af fnisende skolepiger i wonderbraer og hotpants
tæt omkring mig. Så var det, jeg huskede, at Weirup faderligt havde
anbefalet mig at starte turen med en drink på den berømte Harry’s Bar henne
om hjørnet, Hemingsways gamle stamsted. ”Hjemad til Harry’s ved Ca’
Giustinian/Her er et fredeligt sted”, som Tom K. skrev i ”Rejse i
Italien”…
Harry’s er faktisk også en overraskende lys og luftig
bar i udkanten af turisthelvedet, og efter en tår af min Heineken – ikke
særlig autentisk – begyndte jeg at falde til ro, dér imellem vodka-martini
sippende japanske turister, der sikkert havde råd til at bo på et af de
hundedyre, femstjernede hoteller i samme lille gade, hvor denne mytologiske
bar lå.
Efter en tur på toilettet lagde jeg mærke til en tom
stol ved den ellers sprængfyldte bardisk forrest i lokalet. På ryggen af
stolen sad en lille messingplade skruet ind i mahognien, hvorpå der med
forsirede bogstaver stod ”Torben Weirup”. Jeg tog glad min øl og satte mig
op på den, men nåede ikke at bøje armen, før en tjener med pæonrødt ansigt
begyndte at overfuse mig på italiensk. Der var med ét helt stille i baren,
bortset fra tjenerens skingre stemme. Imellem volapykbrokkerne forstod jeg
ord som ”Signor Weirup” og ”lort” og ”skrid”, og det nyttede ikke noget, at
jeg prøvede at forklare, at Weirup var min gode kollega, min kammerat fra
redaktionen derhjemme. Tjenerens pegefinger hen mod døren og de japanske
turisters stumme, chokerede ansigter vendt imod mig var ikke til at tage
fejl af, og jeg luskede flovt og duknakket ud af baren – som en Aschenbach
taget på fersk gerning i drengenes omklædningsrum - for igen at blande mig
med den svedende, joggingsætklædte, fotograferende hob på Markuspladsen,
tilbage i mit rette element. Ar-ri-vi-der-ci Ve-ne-zia!
Næste gang jeg tager til Venedig, skal jeg derned
sammen med Torben Weirup…
Henne om hjørnet
Af Henrik List
Dette er den (k)næst(k)sidste ”Henne om
hjørnet”-klumme.
Jeg gentager: Dette er den næstsidste ”Henne om
hjørnet”-klumme. Nå ja, vi har selvfølgelig altid holdt sommerferie i juli
og august, men nej, desværre, kære trofaste læsere, dette er ikke blot den
næstsidste ”Henne om hjørnet”-klumme før sommerferien, men den næstsidste
”Henne om hjørnet”-klumme for evigt. Og for mit vedkommende: Den sidste
overhovedet (i og med at broder Weirup runder af på (k)næste(k) fredag her
i Guide.) Nedtællingen accelererer, og denne gang kan jeg altså ikke som
sædvanligt i de sidste otte år sige ”på gensyn ved stambordet efter
sommerferien”…
Når dette læses, vil kryddere ryge i den gale hals i
Whiskybæltet, bidder af smørrebrød blive spyttet ud igen på de hyggelige
frokostrestauranter i City, ølkrus blive smækket tungt ned på fedtede
brikker i søvnige centerpubber i forstadsland, og en truende mørk skygge
pludselig glide ind foran vinduerne på bodegaerne på stenbroen. Men der er
ikke noget at gøre ved det, selvom kæben hænger, hånden ryster og hjertet
sikkert springer et par taktslag over hos alle Jer, der i dette eksakte
øjeblik sidder med fredagstillægget i hånden. (k)This is the final
deadline, ladies and gentlemen!(K)
Ligesom vores elskede Vesterbro skal siden hér nu
nemlig byfornyes, har de højere magter i Pilestræde besluttet. En klumme,
en tradition, en institution i avisen må vige for fremskridtet, for tidens
trends, for nye tanker, frisk luft og pulserende energi i stedet for
konservativt anarki, tung mandehørm og øllede jeremiader. Efter otte år med
d’Herrer List & Weirup henne om hjørnet og neje i kælderen – for nu at
citere fra dén klassiske Osvald Helmuth-sang, som efter en bedugget frokost
på Kussemanns Vinstue for otte år siden sammen med en daværende
chefredaktør, der ikke vidste, at han var ved at slippe et Frankensteins
monster løs i Tantens spalter, kom til at lægge navn til Berlingske
Tidendes nye, frække klumme – er festen forbi.
Ligesom et skummelt værtshus i en mørk sidegade, der
har holdt åbent for længe om natten, har fået talrige advarsler fra
myndighederne, har skænket ud for mindreårige (især hvis de var af hunkøn
og så godt ud), har spillet for højt på jukeboxen, har forgiftet gæster med
alt for gamle bøftoasts, har haft besøg af ordensmagten lidt for tit, har
tiltrukket et skræmmende suspekt klientel, har udbetalt sorte lønninger til
personalet, har ”glemt” at installere udsugningsanlæg, har indkrævet gæld
med baseballbats og har sjusket med rengøringen, når sundhedsmyndighederne
kom forbi efter endnu en klage af beboerforeningen, har vi omsider mistet
vores bevilling. Vi må ikke længere servere Safarisæt eller tunge øl eller
små skarpe ved stambordet, og snart er vi sikkert erstattet af en
pastelfarvet, moderne spejl- og glascafé, hvis kunder foretrækker cappucino
og danskvand og lette salater – og hellere vil høre den nye med Lars H.U.G.
end vores gamle, danske travere fra Osvald, Otto B., Peter Belli og Store
John Mogensen.
De gode vil græde, og de onde vil danse på vores
grav. Sådan er dét nu engang med en klumme, som mange har hadet, men som
endnu flere af vore læsere har elsket som en oase for politisk ukorrekthed,
bramfri københavnerhumor og hårdkogt gonzoreportage. Et fristed i en stadig
mere ensartet dagspresse, hvor man – som forfatteren Jan Sonnergaard så
prægnant skrev i sit forord til vores udvalg af disse klummer, ”Henne om
hjørnet – udvalgte klummer 1995-2002”, der udkom på bog sidste år på
forlaget Big City Books – ”dyrkede en undergrundsanarkistisk hyldest til
det levede liv, til det skæve liv, til oprøret mod autoriteterne og den
såkaldt ”gode smag”, og alt hvad de gode og pæne og korrekte mener.”
Ja, vi tilstår: Vi har uge efter uge utrætteligt
skrevet om sex og sprut, snavs og snusk i den lille storby København i
vores på én gang realistiske, nostalgiske og satiriske klummer – i et Don
Quijote’sk forsøg på at kæmpe imod middelklassificeringen og
nydeliggørelsen af en storby, der ifølge embedsmændene, æggehovederne,
politikerne og politiet åbenbart helst skal ende som en blanding af en jysk
parcelhusforstad, et ”Wonderful Copenhagen”-frilandsmuseum og et
livsstilsopslag i Wallpaper.
Vi har sunget vores blues om en byfornyelse på
Vesterbro, der er og var en camouflage for en skjult krig imod uønskede
erhverv og elementer, en social udrensning mere end en social
forbedring.
Vi har hyldet de(t) skæve og de(t) utilpassede i et
stadig mere homogeniseret Danmark, hvor socialdemokraternes
lighedstankegang nu fuldføres med hård hånd af den nye (små)borgerlige
regering.
Vi har kørt generationer af kvindelige praktikanter
ind på den berømte praktikantsofa, stablet kasser af øl og pornoblade op på
vores tilrøgede kontor, opbrugt en formue på den krisetruede avis’
repræsentationskonti, og givet talrige ”Guide”-redaktører nervøs mave og
søvnløse nætter.
Vi har rapporteret fra de skarpe hjørner og de onde
gader – ikke mindst på det Vesterbro, hvor både Torben og jeg bor og har
vores daglige gang imellem ludere og lommetyve, hængehoveder og pølsemænd,
baggårdspumaer og yuppietilflyttere, gangstere og forfattere, topløse
servitricer og sure feminister.
Vi har i sandhedens navn – på benhård research i den
store, mytologiske neonnat på Spunk Bar og Touché, Madam Pims og Lunas
Lounge, Jernstangen og Postvognen, Café Yrsa og Lones Kro, Café Basker og
Lange Leif, Maxim og Moder Jord, Thai Corner og Kaptajnen, men også på
jetset-stederne, kulturparnasserne, gourmetrestauranterne og
kunstgallerierne – drukket os til tømmermænd, der vil vare mange år endnu,
selvom klummen lukker på næste fredag.
Ak ja, otte år er gået, siden vi begyndte henne om
hjørnet i 1995, men minderne har vi da lov at ha’. Minderne om en klumme,
man hadede eller elskede, men i hvert fald aldrig var ligeglad med, og som
man som Berlingske-læser – efter den enorme, kontinuerlige mængde af post,
breve og emails fra fans og modstandere igennem alle årene at dømme –
næsten var (k)nødt(k) til at læse, først om søndagen og de sidste mange år
om fredagen i dette tillæg. Hvad enten man var enig eller uenig i vores
udgydelser!
Jeg vender mig om og kaster et sidste melankolsk blik
ind på ”Henne om hjørnet”-kontoret, hvor computeren stadig gløder grønligt
i tusmørket. Eventyret er snart slut. I næste uge er det Torben Weirup, der
lukker og slukker beverdingen, og i aften skal jeg drikke gravøl sammen med
alle drengene og Den Iskolde Bitch nede i Kvarteret. Vi ses henne om
hjørnet!
Livet i Istedgade…
…var noget af det, Vesterbros klassiske besynger,
forfatteren Dan Turèll, skrev mest om, især i digt-trilogien "Drive-in
Digte", "3-D Digte" og "Storby-Blues" fra
slutningen af 1970'erne: Ludere og lommetyve, junkier og hustlere,
sexklubber og natværtshuse.
Turèll boede faktisk selv kun ét år (1975) her på
Indre Vesterbro, nærmere bestemt i Istedgade 25 på fjerde sal, oppe over
det notorisk berygtede rocker-hangout Comet Bar (hvor der i dag er
en nydelig pakistansk restaurant.) Det var hjertet af det daværende red
light district, Turèll boede i og skrev om, senere bl.a. i sine 12
kriminalromaner, efter at han var flyttet igen.
Derfor foreslår jeg, at den lille, navnløse,
trekantede plads, det skarpe hjørne af "Strassen" og Abel
Cathrines Gade foran Spunk Bar (hvor Turèll kom og er blevet fotograferet
adskillige gange), bliver til Onkel Dannys Plads. Hampepartiets forslag om
at opkalde Otto Krabbes Plads efter den inkarnerede tjaldryger Onkel Danny
er også en rigtig god idé, men det var altså i den frække ende af
Istedgade, henne om hjørnet og nede på "Strassen", at manden fra
Vangede selv fandt sit mytologiske Vesterbro.
Henrik List
Istedgade
Forfatter og journalist