Klummer
Navn: Henrik List
Emne: Livsstil (Fra
Magasinet Arena, 2006)
Henrik List er indebrændt
Arenas faste klummeskribent er endt på røven
nede blandt de 12% af danskerne, der ikke er lykkelige. Især
efter, at han har rundet 40 - og for alvor er begyndt at føle sig fed og
færdig.
”Hvordan kører det for dig?” spørger de f.eks., når
man møder dem på gaden – med det dér blik i øjnene, der signalerer, at det
ikke er meningen, man skal svare ærligt. ”Arbejde, arbejde,” som
de skynder sig at tilføje med et panisk kig på uret, mobilen eller
PDA’eren, pludselig ikke nær så overskudsagtige, når jeg har mumlet ”tjah,
nu når du spø’r, så kører det sgu ikke så fedt”…
Det giver ikke det samme antal bonuspoint på
street cred-kontoen som tidligere at hænge ud ”henne om hjørnet”
med Henrik List. Det er ligesom efterhånden lidt for autentisk med
den dér sociale, menneskelige déroute og alle disse matchgruppe 4- og
5-typer, man bliver set i selskab med.
Selvom jeg trods alt (endnu) ikke står lænet op ad en
krykke, med en Netto-pose fuld af Bjørnebryg, og sælger mine lægeordinerede
stesoer og rohypnoler til de forbipassende nede foran Mændenes Hjem i
Istedgade, selvom jeg faktisk selv sagde op og ikke engang blev fyret på
Tante B(erlingeren) - efter næsten 13 år som skaldet kulturparabol med max.
høj cigarføring og bladets største repræsentationskonto - skal de gamle
kolleger, bekendte og connections af en eller anden grund alligevel altid
”lige videre til et vigtigt møde” (hvis de da ikke allerede er
flygtet over på den anden side af gaden!)
I starten af det 21. århundrede handler alt nemlig om
at være overskudsagtig. Altid afslappet smilende, strålende af livskvalitet
og harmonisk hvilende i sig selv. Altid oppe på beatet og nede med de
nyeste vibes fra buddhisme til baile-funk, Boho Chic og
bøsser i Kabul. Og altid med en ironisk distance, der oser af
rutine, i selv den værst tænkelige situation eller sammenhæng. For hvorfor
gå til yderligheder, hvorfor hidse sig op over verdens uretfærdigheder
eller tage tingene personligt, når ejendomsværdierne stiger,
kapitalpensionerne svulmer og ”alle har ret til et fedt køkken” i dette
smørhul af et land, hvor 88% af befolkningen ifølge en opinionsundersøgelse
i 2005 er lykkelige?
Jeg tilhører de sidste 12% af den danske
befolkning. Os, der hverken er særligt lykkelige eller spor
overskudsagtige. Os, der tværtimod er så underskudsagtige, at vi ødelægger
den gode stemning for det overvældende lykkelige flertal. Os, der
aldrig spiller golf i Whiskybæltet, samler spisesvampe i
Dyrehaven, ferierer i Tisvildeleje, sender ungerne i Rudolf Steiner-skole,
lærer at danse salsa af nogle cubanere på Nørrebro eller sejler ud i
Øresund med alle vennerne i vores nye båd på den første forårsdag. Os, der
ikke har ret (eller råd) til et stål-designerkøkken (eller i det
mindste en Weber-kuglegrill) – i den store penthouse-ejerlejlighed i byen
eller den fashionabelt forfaldne funkisvilla i 2900 Happiness, som vi i
øvrigt heller aldrig vil få, fordi vi ikke kom med på boligboomet
i tide.
I dag er jeg mere end almindeligt indebrændt, og
hovedpinen dundrer endnu værre end den plejer. Sveden i mine armhuler er
ubehageligt kold. Munden så tør og syrlig som en flok feministers kusser
under en generalforsamling i Kvindeligt Selskab. Chefredaktør Strix har
lagt tre stadig mere sammenbidte beskeder på svareren om, at jeg
skulle have afleveret denne klumme for en uge siden. Måske skyldes
tømmermændene, at jeg drak for mange snapse til den forsinkede
”julefrokost” i går på Husmann’s Vinstue - selvom jeg egentlig er ”holdt op
med at drikke” efter aftale med min psykiater? Eller måske har jeg det så
skidt, fordi den onde, sorte bamse har trommet på radiatoren i soveværelset
hele natten?
Den sorte bamse, der er så lille, at jeg for det
meste slet ikke kan se den. Den sorte bamse, der skjuler sig bag støvede
anmelderbøger, vasketøjsbunker og min udsøgte samling af hardcore-DVD’er –
undtagen når den i glimt stikker sit diminutive hoved med de spidse ører og
de tomme, grå øjne frem. Og om natten, når jeg ellers næææsten er faldet i
søvn, begynder bamsen at vælte de tomme flasker i køkkenet, kradse på
panelerne eller banke løs på radiatoren, og den bliver nådesløst bare ved
og ved og ved, indtil solen står op.
Muligvis skyldes utilpasheden snarere, at jeg tungt
har rundet de 40. Fyrre, fed & færdig; en stemning af efterår og
melankoli generelt, og ind imellem (ret ofte!) med denne trang til en cerut
og et glas portvin i skumringstimen, hvor tankerne langsomt, men sikkert
glider tilbage til de gyldne dage i 90’erne, da bamser var noget, man
sniffede.
Jeg havde vel forestillet mig, at det ville være mere
værdigt at blive 40; at en indre ro ville sænke sig, når man sad
dér i lænestolen med en god roman og hørte jazzplader, mens en buttet jysk
pige i den fødedygtige alder nynnende var ved at bage boller ude i
køkkenet. Støvets år - på den fede grå guld-måde, altså: Med
skipperskæg og lakpibe, fløjlsjakke og kameluldstøfler!
På den anden side så kan jeg nu sove lige så længe,
jeg vil, om morgenen (når bamsen endelig holder op med at tromme!),
overleve på supplerende dagpenge og få et par måneders kredit i de fleste
døgnkiosker indenfor en radius af 500 meter. Jeg har en afrikansk
stripperkæreste på 25 med en nougatmås lige ud af en Beyoncé-video, jeg kan
stadig få jern på med kort varsel, og jeg lider ikke længere af
ungdommeligt præmature ejakulationer – selvom jeg tit egentlig hellere vil
ind og se ”Columbo” på Norge 1, når min babygirl lægger op til at
kneppe for anden gang i træk. Hvis jeg skal være helt
ærlig…
Klumme
Af Henrik List
Balladen om Peter & Sanne (fra
ugemagasinet Focus 2007)
Københavns Kommune er på politisk korrekt korstog
med en mediekampagne, der dæmoniserer såvel de prostituerede som deres
kunder - på skatteydernes regning.
Et flertal af borgmestrene og politikerne i
Københavns Kommune mener åbenbart, at prostitution er noget væmmeligt
noget, som egentlig burde forbydes; at prostituerede er svage, hjælpeløse
ofre, som må ’hjælpes’ til et mere ’anstændigt’ liv; at prostitutionskunder
er nogle syge svin, der skal ’kureres’ for deres illegitime lyster. I hvert
fald udgår der fra Rådhuset for tiden et puritansk, politisk korrekt
korstog imod alle former for ellers legal prostitution, og altså
ikke kun imod dén forbudte kvindehandel og tvangsprostitution, vi
vel ellers alle er 100% imod.
Senest er aviser og caféer blevet tæppebombet med
annoncer og gratis postkort i en kommunal propagandakampagne, der ikke blot
er tendentiøs, men decideret usober, nedladende og enkelte steder endda
faktuelt forkert. På postkortet er der et foto af en nydelig, charmerende
mand på 30-35 år, der kunne være klippet lige ud af en Jack &
Jones-reklame. Ved siden af ham står følgende tekst: ”For Peter er det bare
sex – for Sanne er det 10. gang i dag. København mod prostitution.” På
bagsiden af postkortet bankes pointerne ind med syvtommersøm:
”1) Ingen kan holde til at have sex med mange
forskellige partnere hver dag – hverken fysisk eller psykisk. Når du køber
sex, volder du skade mod den prostituerede.
2) Mange prostituerede er handelsobjekter i et
kriminelt netværk. Ved at købe sex, er du måske med til at understøtte
bagmænds ulovlige handel med mennesker.
3) Hver syvende danske mand har købt sex – og mere
end hver anden prostitutionskunde har kæreste eller er gift.
4) Dyrker du ubeskyttet sex med en prostitueret,
risikerer du at overføre alvorlige kønssygdomme til dig selv, din faste
partner og den prostituerede.
5) Mænd, der ønsker hjælp til at komme ud af deres
prostitutionsmisbrug, kan kontakte telefonrådgivningen hos…”
Jeg har boet i Københavns Kommune i over 22 år. Jeg
er med til at betale borgmestrenes og politikernes løn (og udgifterne til
denne mediekampagne). Men jeg er personligt ikke imod
prostitution, så længe vi taler om, at voksne mennesker over 18
frivilligt udveksler sex og penge. Sådan er ka-pi-ta-lis-men -
udbud og efterspørgsel, De ved! - og Københavns Kommune skal ikke blande
sig i den enkelte borgers private sexliv.
Lad mig derfor foreslå en ny tekst til et nyt
postkort, hvor der på forsiden er et billede af en sød, tiltalende kvinde
på 30-35 år, der kunne være klippet lige ud af en Noa Noa-reklame:
”1) Der er – ligesom i forbindelse med alle andre
former for fysisk arbejde – en risiko for nedslidning af kroppen ved at
være prostitueret, men det er ikke medicinsk påviseligt, at man direkte
tager fysisk eller psykisk skade af at have sex med flere partnere på en
dag. En mand volder ikke nødvendigvis skade på en prostitueret, fordi han
betaler hende for almindelig sex. At hun derimod på længere sigt også kan
risikere at tage psykisk skade af at arbejde i denne specielle branche
skyldes måske snarere dén moralske stigmatisering, hun vil opleve i det
danske samfund, hvis hun er åben omkring det. Officielt sanktioneret hetz
imod prostitution bidrager kun til yderligere social marginalisering af de
prostituerede.
2) Kun et mindretal af prostituerede i Danmark,
inklusive de udenlandske, er ifølge politiet
decideret tvunget til at udøve deres erhverv.
Kvinder, der tvinges, trues, presses eller manipuleres til at prostituere
sig - imod deres egen vilje – skal selvfølgelig hjælpes, men langt de
fleste har valgt det selv og ved på godt og ondt, hvilken branche de går
ind i. Hvis kvinder tvinges ind i prostitution er det kriminelt, og de
ansvarlige skal drages juridisk til ansvar.
3) Mange danske mænd har prøvet at købe sex, nogle
gør det jævnligt og andre gør det måske alt for tit. Hvis disse mænd er
gifte eller har en kæreste og dermed praktiserer utroskab, er dét et
problem for dem og deres partnere, ikke for hverken de prostituerede eller
samfundet.
4) Der er meget få prostituerede i Danmark, der ikke
konsekvent praktiserer sikker sex i deres dagligdag. Det bør de naturligvis
også altid insistere på at gøre, hvad enten kunderne bryder sig om det
eller ej.
5) Visse mænd udvikler en afhængighed af
prostitution, og det skal der være mulighed for at søge rådgivning for. Det
er en lidelse ligesom alkoholisme, narkomani eller ludomani. Men for de
fleste danske mænd, der har købt eller stadig køber sex på legal vis af
frivillige prostituerede, er der ikke tale om noget sygeligt misbrug, men
om en ganske naturlig del af deres seksualitet.”
Ja, for Peter er det ”bare sex”, men det er
det jo nok også for det meste for Sanne: Intet andet end uforpligtende sex
uden følelser, komplikationer eller store etiske falbelader. Dét er ingen
vist nogensinde døde af, og hvis en kvinde kan få lidt penge og en mand
lidt glæde ud af denne seksuelle byttehandel, så lad dog dem dog gøre, som
de vil. Bland jer udenom, Københavns Kommune!