-Journalist og forfatter Henrik List om
normaliseringen
af København:
I Antologien "CPH billeder", asherhaug 2007
“JEG FLYTTEDE FRA Esbjerg til København i
begyndelsen af 80’erne. Dengang så hovedstadens
traditionelle arbejderklassekvarterer samt store dele af byen noget
anderledes ud, end de gør i dag. Det var en rå, fattig og møgbeskidt
storby. De fleste steder var alt enten sort, hvidt, gråt eller brunt.
Husene var gamle og ramponerede, og mange københavnere boede i små elendige
lejligheder uden bad og med deletoilet på gangen. Det var virkelig en by,
som havde givet op. Men midt i al grimheden var det også en dybt
fascinerende by. En by, hvor man kunne opleve alle livets facetter på tæt
hold. Helt uden facade og fernis. Når man strøg ned på gaden, gik man rundt
blandt punkere, transvestitter, bz’ere, narkomaner, ludere og lommetyve.
Det var et storslået kaos af typer, karakterer og racer, og det var en
fantastisk oplevelse at komme hertil fra en fjern jysk provinsby, hvor
alting var så racerent hvidt og middelklasseagtigt. I Esbjerg blev
tilværelsens skyggesider konsekvent gemt af vejen for ikke at støde byens
pæne borgere. Siden er der sket ufattelig meget med København. På godt og
ondt. Ligesom mange andre europæiske storbyer er vores hovedstad i den grad
kommet til penge og tiltrækker derfor nogle helt andre mennesker end
tidligere. Det er blevet in at bo i København. Det var slet ikke tilfældet,
da jeg i sin tid flyttede hertil, og ud af en hel årgang på mit gymnasium i
Esbjerg var vi kun en lille håndfuld, der flyttede til København. I dag er
bøtten vendt, og alle storkapitalens sideeffekter æder sig stille og roligt
ind på hovedstaden. Tidsånden er blevet mere egoistisk, grådig og
borgerlig. I dag er København så småt begyndt at slække på sit særpræg og
sælge ud af sit kulturelle arvegods, og byen bliver stadig mere
normaliseret. Normaliseringen finder sted overalt i København. Og på alle
planer. Den sniger sig ind på byen, uden at vi lægger mærke til den, og
udviklingen har fortrængt en masse af de gamle originale steder, stemninger
og ikke mindst personer. Den første normaliseringsbølge rullede hen over
København i 60’erne, hvor politikerne “Ligusterhække
på
stenbroen ...” - Journalist og
forfatter Henrik List om normaliseringen af København: “… Inden for nogle
år kommer vi formentlig til at opleve den fjerde normaliseringsbølge. Det
er den store Endlösung, hvor København i sidste ende kommer til at ligne
Herning …” fik forført store dele af den gamle arbejderklasse til at flytte
væk fra stenbroen og ud på den københavnske vestegn. Ud til lys og luft og
grønt græs. Det er der den traditionelle arbejderklasse sidder i dag i
deres røvsyge
betonbyggerier og rækkehushelveder. Den anden
normaliseringsbølge begyndte med den fuldstændig hovedløse sanering af den
sorte firkant på Nørrebro i begyndelsen af 80’erne. En brutal
bulldozerbyfornyelse, hvor man smed en stor del af den oprindelige del af
befolkningen ud i forstædernes betonslum. Den tredje normaliseringsfase var
byfornyelsen på Vesterbro i midten af 90’erne, hvor alle de gamle bygninger
fik sat facaderne i stand. Der blev brugt milliarder af danske
skattekroner på at facaderenovere kvarteret til
ukendelighed, og i dag ligner Vesterbro for en stor dels vedkommende
Frederiksberg eller Østerbro. Inden for nogle år kommer vi formentlig
til
at opleve den fjerde normaliseringsbølge. Det er den
store Endlösung, hvor København i sidste ende kommer til at ligne Herning.
Det er i hvert fald planen fra politikernes side. København skal være pæn
og ufarlig. Projektet er allerede i fuld gang. Vi bygger pæne, røde
murstensbyggerier, og vi laver økologisk korrekte gårdanlæg, der
selvfølgelig er aflåste for andre end beboerne. For tænk nu, hvis en
beruset grønlænder kom ind i VORES gård og satte sig ned på VORES bænk og
fik sig en bajer. Det ville jo være en katastrofe. Så en del af den seneste
normalisering er det, man kan kalde for privatiseringen af det offentlige
rum, hvor steder, pladser og gader bliver lukket af til ære for en lille
eksklusiv skare af ressourcestærke københavnere. Og målet er klart: Vi skal
have glattet alle kontrasterne ud. Ingen larm og støj om natten, ikke noget
øldrikkeri udenfor, ingen tissen i portene eller uautoriserede gårdfester.
Vi skal alle sammen bo i de samme hvidmalede lejligheder med termoruder,
fjernvarme, affaldssortering og pæne badeværelser med varme i gulvet. Og vi
skal alle sammen helst være unge børnefamilier med gode faste indtægter.
Ikke fordi jeg har noget imod børnefamilierne, men i en storby som
København skal der være plads til alle. Det samme kommer formentlig også
til at ske ude i Nordvest, på Amager og i Sydhavnen. Det handler om at få
lusket alle de uheldige elementer ud i nogle betonlejligheder udenfor byen,
hvor de så kan sidde med en pose bajer og se fjernsyn, så vi andre slipper
for at se på dem og få ødelagt den gode stemning. Det er den store sociale
udrensning pakket ind i politisk korrekte floskler om borgerdemokrati,
byfornyelse og modernisering af en udslidt boligmasse. De seneste årtiers
byfornyelsen har sammen
med den generelle udvikling på ejendomsmarkedet gjort
København til en dyrere by at bo i. Derfor har alle kunstnerspirerne,
bohemerne og evighedsstudenterne pludselig ikke råd til at bo her længere,
og med dem forsvinder meget af den specielle stemning og magi, som ellers
har kendetegnet hovedstaden. “… Jeg er ikke nogen hovedløs
slumromantiker, der bare står og galer op om, hvordan alting var
bedre i de gode gamle dage. Omvendt må jeg også konstatere, at København er
blevet mere farveløs de seneste år …” Det er den normalisering, man er i
fuld gang
med at effektuere i disse år. Og projektet ser ud til
at lykkes. Vi har fået alle de gode skatteydere
ind til byen, og det er fint nok, bare de ikke
forlanger, at vi andre skal ændre vores livsstil. Vi har forvandlet et sted
som Halmtorvet til noget, der ligner en pæn torveplads på Østerbro.
Politikerne har lukket Christianias Pusherstreet, og hvis det stod til
regeringen, blev hele lortet revet ned derude, og i stedet blev
kvadratmeterne brugt til dyre ejerlejligheder. Nøjagtig som man har gjort
det alle mulige andre steder i byen. Vi har Holmen som det store
skrækeksempel. I dag er der ingen normale mennesker, som har råd til at bo
derude. Det er en overklasseghetto, som man nærmest skal have adgangskort
til for at få lov til at besøge. Og hvis der er en café i området, som
spiller lidt
høj musik en mandag aften, så skal beboerne nok få
lukket skidtet ned i en fart. På samme måde har man i årevis forsøgt at
lukke Ungdomshuset, og det er nok kun et spørgsmål om tid, hvornår truslen
bliver ført ud i livet. Der er bare ingen borgmester, som vil have
likvideringen af stedet og den efterfølgende ballade i gaderne siddende på
sit politiske CV. Ikke endnu i hvert fald. Men det
sker uden tvivl en dag. Det er ikke fordi, jeg er
hovedløs slumromantiker, der bare står og galer op om, hvordan alting var
bedre i de gode gamle dage. Der er kommet mange fede ting til i
forbindelse
med Københavns renæssance – FCK, sushibarerne, nye
funky tøjbutikker og alle de smukke bygninger. Men det har haft sin pris.
Der er ikke længere så meget plads til de skæve og udstødte eksistenser.
København er blevet mere farveløs, mindre flabet og mere pæn og jysk. Og
det er sgu da en kedelig udvikling for enhver storby. Hold kæft, hvor vil
det være trist, hvis København mistede alle sine beskidte steder. Tag et
sted som den slemme ende af Istedgade. Det er en mytologisk frizone med
sex, drugs and rock’n’ roll, som enhver storby med bare en smule respekt
for sig selv skal have. Det er storbyens underbevidsthed. Det er her vi får
afløb, udløb og måske
endda udløsning for vores forbudte fantasier. Og det
er vigtigt med ventiler i et stadig mere
borgerliggjort samfund. Hvis vi alle sammen skulle gå
rundt og være ih og åh så pæne og høflige hele tiden, blev vi jo sindssyge.
Heldigvis har et kvarter som Vesterbro stadig plads til alle de forskellige
typer, grupper og subkulturer, som eksisterer i en storby. Og det er netop
kontrasterne, som gør Vesterbro til et specielt kvarter i København. Måske
mindre end tidligere, men kvarterets sjæl er endnu ikke helt kvalt i den
normalisering eller trendyficering, der er så tydeligt til stede mange
andre steder i byen. På Vesterbro er der stadig en balance mellem det gamle
og det nye. Det er Istedgade et godt billede på. Den ene halvdel af gaden
er luderbarernes, morgenværtshusenes, pornobutikkernes, junkiernes og de
fulde grønlænderes domæne. Mens den anden halvdel gradvist er forvandlet
til et af byens mest hippe gadestrøg. På den måde er Istedgade et
fantastisk billede på den udvikling, som København gennemgår i disse år.
Jeg tror også, at de seneste års normaliseringsbølger er en af grundene
til, at så mange “… Hvis man som jyde eller fynbo flyttede
til København i begyndelsen af 80’erne, skulle man fandeme
integrere sig. Ellers var man færdig …” mennesker flytter hertil fra
provinsen. Normaliseringen har ændret København og
gjort den mere spiselig for en langt større del af
den danske befolkning. Nu ligner den jo pludselig Herning eller Kolding.
Her er pænt og ordentligt. Hashklubberne og massageklinikkerne bliver
lukket én for én, og hvis en eller anden bums sætter sig ned på en
trappesten for at drikke en bajer, kommer politiet ræsende og fjerner ham
med det samme. Hvis man som jyde eller fynbo flyttede til
København i begyndelsen af 80’erne, skulle man
fandeme integrere sig. Ellers var man færdig. I dag behøver man ikke at
ændre sig en skid for at falde til. Man kan fortsætte sit pæne provinsliv,
uden at nogen blander sig i det. Det er snarere de gamle, originale
beboere, der bliver tvunget til at vænne sig til, at ligusterhækkene er
flyttet ind på stenbroen. Og at der pludselig bliver set skævt til folk,
som drikker bajere på gaden eller går i det forkerte tøj. Jeg kunne godt
lide, at man i gamle dage fik et chok, når man kom til København. Man fik
et slag i ansigtet og blev kastet ud i kontrasterne og måtte acceptere, at
nu skulle der altså andre boller på suppen, hvis man skulle klare sig.
Steder som Vesterbros Red Light District, Christiania og Ungdomshuset er
nogle af de sidste rester af frizoner i et ellers gennemkontrolleret,
politiovervåget og bureaukratisk normaliseret Forbudsdanmark, hvor alt
tilsyneladende skal ligne en nydelig provinsby. Med de samme indkøbscentre,
pæne murstensbyggerier og velfriserede gårdmiljøer. Og i stedet for at fare
frem med bål og brand og blinkende politisirener burde vi måske frede de
stærkt udryddelsestruede rester af
det gamle kaosfyldte København som nationale
monumenter over et frisind og en tolerance,
de fleste af os betragter som en særlig dansk
kvalitet. I sidste ende har hele denne her proces
gjort hovedstaden til en kedeligere og mere
provinsiel by. København bliver gang på gang rost til skyerne i de store
internationale livsstilsmagasiner, og mange københavnere tror, at jo
flottere et København de får, jo flere dyre designer- og mærkevarebutikker
der er og jo flere femstjernede hoteller vi får, des mere international og
kosmopolitisk bliver byen også. Men i virkeligheden forholder det sig lige
omvendt. Den bliver mere provinsiel. Henrik List, 40 år, bor på
Vesterbro