Sidste sang på Sunset Strip?
Sidste sang på Sunset Strip?
Af Henrik List
Selvom recessionen afspejles i tomme reklamestandere og lukkede butikker, glitrer Sunset Strip i hjertet af West Hollywood stadig af neon, natteliv og mytologi. Men stjerneglansen fra 1930’erne, 40’erne og 50’erne eller tiden som hippie-subkulturens brændpunkt i 60’erne kommer aldrig mere tilbage.
Der er særlige gader i denne verden, hvis navne i sig selv klinger af dekadent natteliv, kosmopolitisk jetset-lir og glamourøse storbyscenografier.
Sådan en gade er Sunset Strip i Los Angeles, på trods af, at den blot er et ca. tre kilometer langt udsnit af den i alt næsten 40 kilometer lange Sunset Boulevard. Sunset Boulevard, der forbinder det gamle Downtown mod øst med Malibu Beach og Stillehavet mod vest som et tværsnit igennem dette svimlende uoverskuelige, sydcaliforniske storbylandskab.
Da jeg landede på Sunset Strip denne sommer, virkede det dog umiddelbart, som om dens magi var blevet en anelse mere tyndslidt. For første gang i de 20 år, jeg har rejst til L.A., var der tomme billboards (de store reklametavler) og støvede erhvervslejemål med ”For lease”-skilte og tiggende hjemløse overalt i gaden.
Okay, rapmogulen Sean John Combs (AKA Diddy AKA P. Diddy AKA Puff Daddy) fyldte hele siden af en 10-etagers bygning med en reklame for sin herreparfume, selvfølgelig med et sort-hvidt portrætfoto af manden selv plastret ud i King Kong-størrelse. Lige såvel som der stadig var gang i café- og shoppinglivet i den parisisk stylede luksusenklave Sunset Plaza samt planer om nye, høje, eksklusive hotel- og kontorbyggerier omkring La Cienega Boulevard. Men Tower Records, engang en af verdens bedste pladebutikker, var blevet erstattet af en tøjbutik, der lige så godt kunne have ligget på en dansk provinsgågade, og visse strækninger af The Strip mindede om en spøgelsesby, fuld af lukkede restauranter, damefrisører, agentkontorer, yogacentre og drugstores.
Der er krise i USA, og det afspejler sig selvfølgelig på The Strip, hvor prisen for at leje et billboard kan koste op til 35.-40.000 dollars … om måneden. Heldigvis udnyttes en del af de ’nøgne’ reklamestandere da indimellem kreativt. Over natklubben/spillestedet House of Blues hang således en meterhøj sort-hvid tegning skabt af den lokale kunstner Raymond Pettibon, der brød igennem i starten af 80’erne med sine rå, tegneserieagtige covers til punkbandet Black Flags plader. En tegning af en resignerende skikkelse, godt nok, en mand med bøjet nakke på vej væk, med denne tekst for oven: ”I thought California would be different”.
Er den sidste sang virkelig ved at blive sunget på Sunset Strip? Er disse legendariske kilometre igennem West Hollywood reelt ved at ende som en slags frilandsmuseum for boomer-generationens turister, der prøver at fange lidt af fortidens stråleglans med deres video- og digitalkameraer?
Dekadente designerhoteller
Nej, nye sange vibrerer skam stadigvæk i luften over Sunset Strip … der er nye, elektroniske grooves i den sorte asfalt … hver eftermiddag i den blå time, når de dertil hyrede dj’s på designer- og luksushotellerne sætter nålen i vinylen og varmer op til dans og drinks i tusmørkeskær ved poolkanten. Mens solen langsomt forsvinder ned i Stillehavet bag et slør af lyserød smog … mens lysene tændes i millionvillaerne op ad de frodigt grønne bjergsider i Hollywood Hills mod nord og i skyskraberne nede i det fjernt blinkende, fata morgana-agtige Downtown mod syd.
Rygterne om Sunset Strips snarlige død er overdrevne, men en stor del af dens mere sofistikerede natte-, clubbing- og restaurationsliv har bogstavelig talt vendt ryggen til gaden og foregår nu inde bag røde fløjssnore og uniformerede dørmænd på de nye eller gamle hoteller, der ligger side om side.
Det luksuriøst bohemeagtige Chateau Marmont, bygget som en kopi af et fransk slot på toppen af en bakke i 1929, er det mest myteomspundne af dem alle; en oase og et eksil lige siden for filmfolk, modeller, forfattere, kunstnere, rockstjerner, skuespillere osv. (med budget til at betale minimum 4-500 dollars pr. nat).
Sidst jeg spiste med en ven i restauranten i haven, imellem de høje, tætte hække og orientalske bambuskrat, der ikke lader sig gennemtrænge af selv paparazziernes længste telelinser, sad vi lige ved siden af bl.a. den tidligere Bond-babe Famke Janssen og rock’n’roll-divaen Courtney Love med sit slæng af lækre unge punktøser. Ikke engang som gæst på hotellet må man imidlertid fotografere på området, og dét er - sammen med den romantiske, gotiske noir-stemning - vel en af hovedårsagerne til, at stjernerne er så loyale over for stedet.
Det var her, Howard Hughes, Boris Karloff og Greta Garbo isolerede sig fra omverdenen, F. Scott Fitzgerald fik et hjerteanfald, og Rock Hudson havde stævnemøder med sin hemmelige bøsseelsker. Det var her, James Dean og Natalie Wood blev castet til ”Vild ungdom”; her Paul Newman mødte Joanne Woodward. Det var her, Jim Morrison fra The Doors dansede på taget (som i Oliver Stones’ film om gruppen!), Led Zeppelin kørte ind igennem lobbyen på Harley Davidson-motorcykler, og komikeren John Belushi døde af en overdosis coke og heroin i en af de stilfulde, diskrete bungalower omkring poolen.
Liiidt længere ude ad Striben rejser den palmeflankerede art deco-bryllupskage Sunset Towers, hvor både John Wayne, Clark Gable og Marilyn Monroe havde lejligheder, sig også stadig majestætisk over den gule Carney’s Express-togvogn (med fast food-servering i kupéerne) og western-temarestauranten Saddle Ranch (med mannequindukker udklædt som pistolsvingende cowboys og frække saloon-piger på facaden). På Sunset Towers, der i dag er hotel i den dyre klasse, kan man træde ind i en mere autentisk, marmor- og mahognibeklædt tidsmaskine og rejse tilbage til Hollywoods belle époque med en drink i Fenix-baren eller ude på patioen ved poolen med widescreen-udsigt over byens matrix af oplyste avenuer på kryds og tværs.
I 90’erne fik The Strips hotelkorridor en saltvandsindsprøjtning med renoveringen af hensygnende steder som The Standard (der havde været plejehjem for pensionerede skuespillere), Mondrian, Grafton og Andaz (det tidligere Continental Hyatt House, bedre kendt som ”Riot House”, hvor der virkelig blev smidt nogle fjernsyn ud af vinduerne af rockstjernerne i 70’erne og 80’erne!); nu iscenesat som tidstypiske designerhoteller med hvid og cremefarvet retromodernisme, lyst, blankpoleret træ, new age-rislende vand, atmosfærisk lyssætning, fashionstylet personale, gourmetrestauranter med californisk/latino/asiatisk fusionskøkken og et mere ungdommeligt publikum. Et nyt Strip-publikum i det 21. århundrede, der fester igennem hver aften på Standards eget diskotek (hvor der ikke længere er nogen aldrende skuespillere med gangstativer blandt de vilde piger, der danser i stiletter på borde og sofaer til hårdtpumpede house-rytmer!), Graftons trendy Boa steakrestaurant, Andaz’ bar RH (med foie gras-burgere til $35!) eller Mondrians udendørs Sky Bar, en 1001 nats drøm af en lounge bar med fede flydepuder, flakkende fakler og femstjernet udsigt.
Glamour i de gyldne dage
Den amerikanske filmindustri flyttede i årene omkring 1910 til Hollywood fra Østkysten, men indtil spiritusforbuddet (1920-1933) var det nuværende Sunset Strip faktisk kun en pløret grusvej igennem citron- og avocadoplantager for foden af Hollywood Hills.
Der var to grunde til, at Sunset Strip for alvor blev opgraderet til forlystelsescentrum for den pengestærke filmbranche … ikke mindst da for de forfængelige stjerner, forfattere, instruktører og producenter; L.A.’s fremvoksende aristokrati i første halvdel af det 20. århundrede.
For det første, at flere og flere af det nye medies tunge spillere begyndte at bygge palæer mod vest i Beverly Hills og Bel-Air, Westside-området, og derfor havde brug for en ordentligt asfalteret vej at køre på imellem deres nye hjem og de store filmstudier i det centrale Hollywood.
For det andet, at West Hollywood (hvor The Strip formelt befinder sig), som en selvstændig by uden for L.A.’s kommunegrænse, ikke blev patruljeret af det velorganiserede LAPD, men af få lokale sheriffer, der ofte vendte det blinde øje til over for de illegale speakeasy-barer og bordeller langs med vejen under spritforbudet. Især hvis ejerne huskede at betale deres ’beskyttelsespenge.’ Den flotte Piazza del Sol-bygning over for mit hotel, hvor bl.a. filmselskabet Miramax i dag har til huse, var dengang Hollywoods største horehus med hundredevis af piger at vælge imellem … hver aften …
Derfor udviklede Sunset Strip sig igennem 30’erne, 40’erne og 50’erne – det gamle Hollywoods storhedstid - til at være Amerikas mest glamourøse nattelivsgade; et Las Vegas, før Vegas eksisterede. Her lå mondæne, desværre for længst lukkede in-natklubber som La Bohème (med casino i kælderen), Trocadero, Mocambo, Player’s (i dag den japanske restaurant Miyagi’s) og Ciro’s (det nuværende Comedy Shop) og gourmetrestauranter som den endnu eksisterende Le Dôme.
Når man ser sort-hvide fotografier af stjerner fra dén tid i byen i L.A. – fra Marlene Dietrich og Clark Gable, Judy Garland og James Stewart eller Marilyn Monroe og Steve McQueen til Elvis, Marlon Brando og ”The Rat Pack” – er de næsten altid taget på Sunset Strip. Men med netop Elvis, rock’n’roll og den gryende teenagekultur, med tv-mediets gennembrud og de store filmstudiers deraf følgende krise, startede en ny æra i midten af 50’erne – naturligvis også på The Strip, Hollywoods symbolske spejl, hovedstrøg og palmeomkransede udstillingsmontre.
Selvom en af de første rigtigt succesfulde af de mange nye tv-serier dog i det mindste foregik dér, nemlig krimiserien ”77 Sunset Strip”, om et fiktivt detektivbureau med kontor på en adresse, som nu huser … stripbaren The Body Shop: en trist clip-joint uden alkoholservering med sodavand til $10 og alt for dyre lapdances fra sure, slaviske piger …
Det store trip på The Strip
Selv når man spiser på Rainbow Bar & Grill, Sunset Strips uofficielle rock’n’roll-museum proppet med memorabilia fra stamgæster som Keith Richards, Brian Wilson, Ringo Starr, Neil Young, Slash fra Guns’N’Roses og Lemmy fra Motörhead, er det alligevel svært at forestille sig, at dette stykke gade i midten af 60’erne var hippie-subkulturens første brændpunkt. Et år før ”The Summer of Love” i San Francisco og hele to år før ungdomsoprøret i de europæiske storbyer …
På de velkendte rock(nat)klubber i den yderste, vestlige ende af The Strip – Whisky A Go-Go (åbnet som USA’s første diskotek i ’64), The Roxy, Cat Club, Key Club og The Viper Room (hvor skuespilleren River Phoenix døde af en narkooverdosis i ’93 som grunge-generationens første martyr, før Kurt Cobain!), er den lettere udpinte scene nu om dage nemlig præget af pay-to-play koncerter, hvor ukendte navne lejer sig ind på hverdagsaftener i håb om at blive ’opdaget’ af talentspejdere, samt heavy metal- og grunge-mutationer, langt hår, sort tøj, tatoveringer og headbanging. Det hele virker lidt som nostalgiske ekkoer fra dengang i 80’erne, da bands som Mötley Crüe, Van Halen og Guns’n’Roses styrede Striben med brede guitarriffs og stort, pjusket glamhår.
I den evigt coole Dirty Lounge, VIP-baren på Viper Room, hang vi en aften ud med tre af pigerne fra ”The Girls Next Door”, et reality-show om de modellaer, der bor sammen med den virile olding Hugh Hefner ude på The Playboy Mansion. En anden aften på den arkitektonisk og lydmæssigt toptunede Key Club, hvor vi havde fået fribilletter til en koncert med Freddies sekretærs kærestes band, Lucid Fly, blev jeg chattet op i baren af en coke-plaprende, meget storbarmet strippertype med meget langt, meget afbleget hår, der igen og igen gentog, ”at hun var her sammen med Bret Michaels.” Dette imponerede mig uheldigvis ikke tilstrækkeligt, så blondinen tændte pronto helt af på mig (selvom jeg lige havde nået at give et par stinkedyre drinks til hende, selvfølgelig!) Først senere på turen erfarede jeg, at Michaels er den lettere afdankede, altid cowboyhatte- og bandanna-klædte, væg-til-væg-tatoverede forsanger fra heavy-bandet Poison, der i det i USA voldsomt populære reality-show ”Rock of Love” er på soloturné fra kyst til kyst med en luxusbus fuld af lignende strippere og pornomodeller – imellem hvilke han til slut skal finde sit hjertes udkårne …
På en måde kan man således sige, at der er mere reality-tv end rock’n’roll over The Strips legendariske natklubber i dag, selvom også reality-stjernerne tilsyneladende lever som fortidens rockikoner - med store armbevægelser, høj cigarføring og masser af sex, drugs & rock’n’roll.
Men tilbage i 60’erne var det banebrydende L.A.-verdensnavne som Beach Boys, Love, Byrds, Doors, Frank Zappa, The Mamas & The Papas og Buffalo Springfield, der stod på scenerne, i en intens koncentration af vigtige spillesteder uden lige noget andet sted i verden. Mens kaninpigerne viftede med halerne skråt ovre på den anden side af gaden i Playboy Club, kultlederen Charles Manson fandt sine disciple på små, omkringliggende coffee-houses, og flere og flere, mere og mere langhårede unge strømmede til i en sky af hormoner, potrøg og Vietnam-modstand. Til stor forargelse for old school-segmentet af The Strips stampublikum og lokale erhvervsdrivende, der hellere ville bygge nye skyskrabere til banker og kontorer.
Kontrasterne imellem det gamle og det nye Hollywood eksploderede i gadeoptøjer med over 300 anholdte i november ’66, efter at politiet med tvang havde lukket et af de unges mest populære tilholdssteder: Pandora’s Box. Teenagere stod hver aften i lag på fortovet og langt ud på gaden foran klubben, spærrende for trafikken, for at komme ind og se de hotteste folk- og rockbands. Stephen Stills fra Buffalo Springfield var, sammen med kollegaer som Sonny & Cher og skuespillere som Dennis Hopper og Peter Fonda, med i frontlinien. Han skrev under indtryk af politiets brutalitet og de unges sammenhold sit største hit, ”For What It’s Worth (Stop, Hey, What’s That Sound)”, der skulle blive en af ungdomsoprørets signatursange.
I længden lykkedes det ikke for politi, politikere og erhvervsliv at bulldoze Sunset Strip ind i glemslen ligesom Pandora’s Box. For rockmusikken og hippie-subkulturen dræbte ikke livet på Sunset Strip, men reddede det tværtimod. ”Karma is a bitch,” som de siger i det sydlige Californien …
Popdivaer og paparazzier
Det er uden tvivl alt for tidligt at skrive gravskriften over Sunset Strip. Og disse myteomspundne par mil igennem West Hollywod er snarere end at være tæt på en forslumning måske på vej til igen at blive reduceret til en snobbet jetset-legeplads – denne gang blot for brovtende nyrige, mellemøstlige og østeuropæiske junior-playboys af den type, der går i Ed Hardy t-shirts, Christian Audigier-jeans og Gucci-hyttesko, drøner alt for hurtigt rundt i lejede røde Ferrari’er med solbrillen højt i det olierede hår og bor i suiter på toppen af luxushotellet Mondrian, betalt med daddys kreditkort?
Sunset Strip kommer under ingen omstændigheder til at opleve en glamour som fra 30’erne til 50’erne eller få en betydning for den globale pop- og subkultur som i 60’erne igen, men der er faktisk stadigvæk rock’n’roll-udskejelser og stjerner på vildspor, trusseløse unge popdivaer og paparazzi-omsværmet natteliv. Både i kultklassiske tidskapsler som Whisky A Go-Go og Rainbow eller på skinnende trendy jetset-steder som gourmetrestauranten XIV og insider-natklubben Hyde Lounge (den aften vi var forbi, var Christina Aguilera og Leonardo DiCaprio der f.eks. også!)
Det er altså ikke spor tilfældigt, når hvert afsnit af tv-serien ”Entourage” - om en ung, ny stjerneskuespiller og hans følge af venner/rygklappere fra et arbejderklassekvarter i New York - indledes med, at drengene cruiser på automatgear ud ad Sunset Strip i en cool, kromblinkende flyder. Langsomt, nysgerrigt og sensuelt panorerende langs hotellerne og restauranterne, caféerne og spillestederne, tatovørerne og stripbarerne, natklubberne og reklamestanderne – lige ind i det benzinosende, neonstrålende og stjerneglimtende hjerte af den lange nat, det mytologiske Hollywood og selve den amerikanske drøm.
Henrik List er forfatter til bl.a. romanen ”Kære fucking dagbog” og arbejder på en ny rejsebog om Los Angeles. www.henriklist.dk