Kønnenes Kabaret
Et deep house-remix til forsvar for
multiseksualiteten i det 21. århundrede
”I Thailand færdedes transvestitterne frit – i hvert
fald blev de næppe omgærdet af specielle moralske vurderinger. Forresten
kunne man heller ikke se forskel – kvinder og transvestitter var ét fedt.
Med deres spinkle håndled, delikate hænder og yndige elfenbenskroppe kunne
thai mænd uden større falbelader eller besvær gøre det ud for kvinder.”
(Suzanne Brøgger: ”Fri os fra kærligheden”)
I:
Vi lever i Vesten i en multikulturel, men endnu ikke
særlig multiseksuel verden i starten af det 21. århundrede. For de
fleste (heteroseksuelle) mennesker er der nemlig overhovedet ingen tvivl
om, at barnets køn og seksualitet designes udelukkende af kromosomer og
hormoner i livmoderen efter seks til syv ugers graviditet.
Der er altså umiddelbart kun to roller i Kønnenes
Kabaret. XY eller XX. Dreng eller pige. Mand eller kvinde. Maskulin eller
feminin. Den mest fundamentale distinktion. Selvom mange af os jo udmærket
er klare over, at vi formes af det samme fysiske væv efter undfangelsen, at
vi indeholder både mandlige og kvindelige “komponenter”, og at biologien,
neurologien, psykologien og kønsforskningen efterhånden har tilbudt os en
mangfoldighed af genetiske og kulturelle kombinationer at orientere os ud
fra – f.eks. en “kvindelig” bevidsthed i en mandlig krop eller en “mandlig”
bevidsthed i en kvindelig ditto (eller diverse, delvise variationer over
dette tema); for slet ikke at tale om en biseksuel bevidsthed i en
tilsyneladende heteroseksuel krop eller en transseksuel bevidsthed i en
tilsyneladende monoseksuel krop…
Der findes altså en mere nuanceret virkelighed omme
bag kulisserne i Kønnenes Kabaret. En virkelighed, hvor f.eks.
transvestitten stadig er en af den vestlige (sub)kulturs mest
stigmatiserede seksuelle skyggefigurer: Den midaldrende, sandsynligvis
heteroseksuelle mand, der med hamrende hjerte og rystende hænder tager
parykken på, maler læberne, pudrer skægstubbene, propper sokker i en BH,
skjuler de lodne ben i netstrømper og vakler klodset rundt på et par
stiletsko i størrelse 44 hjemme foran spejlet. For senere at dukke op som
statist i medie-freakshowet, et tragisk ”offer” i søndagsavisernes
livsstilstillæg eller endnu en reality-serie på TV-Danmark.
Mere almindeligt ”accepteret” er transvestitten som
en (u)frivilligt komisk eller endda grotesk kvindeparodi, kendt fra
pseudo-folkelige varietéshows, hvor skraldgrinende revystjerner optræder
med ballonbryster i usmagelige farmor-kjoler. Og i bedste fald vil andre
snarere opfatte transvestitten som et ikon for maximal-outed
bøsseliv: Den radmagre drag queen med bimboparyk, fjerboa og fuld
krigsmaling, der giver den gas med helikopterhåndleddene og
plateaustøvlerne, vrikkende med røven på en vogn til en Gay Pride-parade
eller på et dansepodium i en houseklub.
Kun en homofob, der er dybt paranoid over sine egne
seksuelle fortrængninger, kan vel blive skræmt eller provokeret af disse
pop- og subkulturelle klichéer i en tid, hvor homoseksualitet trods alt er
blevet næsten mainstream - et skægt pift i slutningen af
TV2-Nyhederne, introduceret af en smilende, overbærende studievært –
tæmmet, normaliseret og borgerliggjort af mediernes jagt på kulørt pirrende
underholdning, loven om registreret partnerskab, politisk korrekthed og
omklamring (fra selv en borgerlig statsminister!), trenden omkring såkaldt
str8-acting1 blandt yngre homoseksuelle mænd, og ikke mindst
homoseksuelle aktivisters egen agenda om ligestilling i forhold til
heteroseksuelle (modsat en insistéren på netop de homoseksuelles
anderledeshed og et krav om de heteroseksuelles ubetingede accept af
denne…)
Ingen af de ovennævnte transvestittyper udfordrer
således for alvor en moderne heteromands seksualitet, for alene tanken om
at have sex med nogle af dem fremstår for ham som et mareridt - hvad enten
han sympatiserer med deres eventuelle “sag” eller ej. Sværere bliver det
med en fjerde type transvestitter; hverken granvoksne heteroherrer
i dametøj, folkekomedie-karrikaturer fra fjernsynets lørdagsunderholdning
eller opgejlede homoer i alt for små underbukser. En fjerde
transtype, der trives i særlige subkulturer langt fra såvel heteroernes grå
normalitet som homoernes regnbuefarvede stammefællesskab. En fjerde
transtype, der stræber efter den ultimative illusion i et kønsoverskridende
gender bender-trylleri, og ved hjælp af hudbehandlinger,
hårfjerning og hormoninjektioner, ved hjælp af stil, sminke og silikone -
og måske endda det definitive snit, der gør en transvestit til en
transseksuel? - forvandler sig fra drenge/mænd til piger/kvinder.
Drenge og mænd, der føler sig som, opfører sig som og
ser ud som hunkønsvæsener, og primært ønsker at blive betragtet som
sådanne. Drenge og mænd, der ikke tiltrækkes af seksuelt måske mere
ligesindede bøsser (som i øvrigt jo sædvanligvis heller ikke er tiltrukket
af transer!), men ønsker at spejle sig i bekræftelsen i en “rigtig”
heteromands begærende blik. Drenge og mænd, der skulpturerer deres
seksuelle femi-personlighed ud fra pornografiske kvindeidealer; hyper- og
cyberduller, der nogle gange - i de heldigstes tilfælde - er mere feminine
og kvindelige end flertallet af denne planets biologiske kvinder. Selvom de
i virkeligheden er både-og + hverken-eller, denne kult af transvestitter og
transseksuelle, disse levende fantasifigurer i kød og blod;
he-shes, she-males og chicks with dicks, der
kombinerer mandlige instinkter og kvindelige træk i en af dén slags roller,
der ikke står i manuskriptet i Kønnenes Kabaret.
Jeg har igennem de sidste 15-20 år mødt dem i
Bangkoks red light districts og i thai-miljøet på Vesterbro i
København; i Paris og Singapore, Tokyo og Los Angeles, Berlin og San
Francisco. Når jeg lukker mine øjne om natten, vender de tilbage som
feberbilleder fra andre nætter: Billeder af glatte, gyldenbrune kroppe
slængende sig sensuelt på hvide lagener på anonyme hotelværelser, halvt
mandlige og halvt kvindelige, i en kønslig twilight zone, der
åbner sig inderst inde i mørket. Men det hele begyndte – for alvor og for
mig i hvert fald! – i New York i starten af 90’erne.
”Transvestitterne står helt ude på kønsfronten, hvor
kun de færreste kommer. (…) Transvestitterne har revolutionære kromosomer –
de kan ikke rekuperes.” (Suzanne Brøgger: ”Fri os fra kærligheden”)
II:
Tirsdag var aftenen på natklubben Jackie 60,
dengang da Meat Packing District i New York endnu ikke var blevet mondæn
“Sex & The City”-scenografi. Tirsdag aften, når Midnatsmenneskernes
Moderdyr og Downtowns Dronning, Chi Chi Valenti, inviterede til bal uden
trusser i Kødbyen sammen med sin DJ-mand Johnny Dynell.
Med et hipt mix af house-musik, fetich-party, drag
queen-scene, gay-klub, S/M-kælder og performance-kunst forvandlede dette
bizarre, biseksuelle ægtepar en lang nat hver uge et slagteripakhus på
14th. Street på det sydvestlige Manhattan, hvor tårnhøje sorte transer og
tynde, dopede drenge trak i gaderne ned mod Hudson-floden, til en
nattelivs-nexus for New Yorks undergrundsmiljøer; en slags privatfest for
500 af “de nærmeste”, som Chi-Chi plejede at sige. Altså dengang før den
konservative, puritanske borgmester Rudy Giuliani i løbet af 90’erne
omsider fik sat en stopper for festen med omfattende byfornyelsesplaner,
opstramninger af bevillingslovene og massiv politikontrol overalt.
Chi Chi: En frodigt erotisk bombe af en kvinde, der
med sine konditorkage-frisurer, selskabskjoler og svulmende dekolletage
mindede om en operadiva fra 1800-tallet. Johnny: En latino-Elvis med
glinsende rockabilly-hår og glamourøst ekstravagante outfits. Samt ikke at
forglemme deres dekadente hof af drags, bøsser og lesbiske, punkere,
skinheads og techno-ravere, forfattere, modeller og kunstnerspirer,
fetichister, swingere og ekshibitionister, alfonser, pushere og ludere - og
alle mulige og umulige originaler fra downtowns dybeste ende.
Det var netop sådan en tirsdag aften. Sorte transer,
der ville kunne blæse Naomi Campbell eller Tyra Banks ned af enhver
catwalk, voguede på scenen til Johnnys pumpende housebeats, mens Chi-Chi
som ceremonimester med mikrofonen chantede sin rituelle introrap - “Jackie
Six-Oh; Jackie Six-Oh…” - i takt til musikken. Hvorefter en digter kom ind
fra højre og reciterede en hyldest til drag queens, hvorfra jeg kun husker
én linie: “Sometimes I think the strength of America is found in
transvestite bars…” Kort sagt: Just another Tuesday night at Jackie
60…
Fotografen og jeg sad nede i kælderen og tog snitter
på kanten af et poolbord sammen med et par fashionbøsser med den gode vare
i posen, mens pakhusets fundament skælvede som en krop til basrytmerne fra
højttalerne oven på. Vi havde stået på gæstelisten, fordi jeg et års tid
før skrev en artikel om Jackie 60-scenen og var blevet ven med Chi-Chi og
Johnny. Der var dampende hedt dernede, som i en sauna, men jeg var cool,
helvedes cool, knitrende euforisk og trippende på kokainens kølige
selv-hype dér i halvmørket. Jeg var manden i midten af Mælkevejen…
Måske var det derfor, jeg ikke tog øjnene til mig, da en usædvanligt smuk
og usædvanligt høj asiatisk pige med en russer-pelshue over de lange,
blåsorte fletninger fangede mit blik, valsende selvsikkert ind i
pool-loungen sammen med et par lige så blændende babede veninder
på lige så svimlende høje stilethæle. Jeg tog heller ikke øjnene fra
hendes, da hun fortsatte direkte ned imod os, bøjede sig ind foran mig, tog
en sammenrullet dollarseddel og fuldstændig uhæmmet sniffede en af de baner
coke, jeg sekundet før havde cuttet op med mit firmakreditkort fra
Berlingske Tidende. Derefter gav hun mig et tungekys, der smagte let
bittert af kemikalier, og satte sig ned, som om vi havde kendt hinanden i
årevis!
Whatever… Vi snakkede med bøsserne og
pigerne; vi bestilte flere drinks og tog mere coke; vi kyssede igen
hinanden ind imellem, men nu mere forsigtigt. Langsomt gik det op for mig,
at Tika, som denne 25-årige, vietnamesisk-amerikanske skønhed hed, vist
ikke ligefrem var nogen helt almindelig pige. Det var næsten umuligt at se
eller sanse det i dunkelheden – naturligvis også fordi hun var så tynd,
feminin og elegant, havde hvad der umiskendeligt lignede en C-skål gemt
under den hvide herreskjorte og talte med så blid en stemme ind i mit
summende øre for at overdøve musikken, at jeg næsten blev hypnotiseret -
men der var alligevel et eller andet ved dén stemme, ved de lidt
for lange hænder og de lidt for store fødder. Ikke meget, detaljer, mange
andre ville overse, men nok til at få mig til at fatte, at hun var en han –
eller noget imellem en hun og en han, som jeg aldrig før havde været så tæt
på, selvom jeg i en periode godt nok kom en del på drag-cabareten Madam
Jo-Jo’s, da jeg i 80’erne boede i London.
Derfor var det ikke så meget denne opdagelse i sig
selv, men snarere min egen reaktion på den, der forbløffede mig, fordi jeg
ellers – uden nogensinde i praksis at have udsat det for en test –
opfattede mig selv som noget i retning af 99% maskulin hetero. Med én
sidste procent overladt til skæbnen og den almindelige nysgerrighed.
Alligevel blev jeg ikke spor frastødt, tværtimod endnu mere tændt, fordi
det var noget anderledes, ukendt, spændende, der åbenbarede sig igennem
tobakstågerne og det lumre lys i form af dette yndige, overjordisk smukke
væsen, der pressede sig op ad mig og holdt mig let i hånden, for ind
imellem at lede efter feedback på sine tilnærmelser i mine øjne. Det var
ikke længere kun coken, der fik hjertet til at banke hårdere og hurtigere.
Det var begæret efter at overskride en grænse og bryde et tabu, som jeg
indtil da aldrig havde reflekteret synderlig meget over. Begæret efter en
anderledes pige, der i virkeligheden var en køn dreng i forklædning. Med
alt hvad denne pakke indebar af anatomisk-seksuelle plusser og
minusser.
Tika og hendes lige så tve- eller transkønnede
veninder begyndte at blive rastløse af coken og ville have Fotografen og
mig med på en anden natklub, der hed Edelweiss. “Come on, baby!” blev den
ene af dem ved med at hyle til Fotografen, mens hun trak ham utålmodigt i
jakkeærmet. De to fashionbøsser var pigerne ligeglade med, selvom de ellers
havde gjort et solidt indhug i deres coke-pose. Det var os, de var
interesserede i, og selvom det næsten var for godt til at være sandt, følte
jeg ingen paranoia. Jeg vidste allerede instinktivt, at jeg var klar til at
gå hele vejen, hvis det udviklede sig sådan, da vi masede os igennem
crowden oven på sammen med de tre veninder. Heroppe var slagtehallen i
mellemtiden blevet fyldt med dansende mennesker fra væg til væg. Stemningen
var på kogepunktet, og aftenens højdepunkt - skønhedskonkurrencen for
kvarterets transvestitludere: “Miss Meatpacker” – gik i det samme i gang på
scenen, mens en regn af glimmer dalede ned fra loftet som et meteorologisk
fænomen, der kun eksisterede i dette univers. Jeg ville blive hængende der
en stund endnu for at se showet, trods pigernes og Fotografens protester.
Jeg mener, at jeg var oprigtig bevæget i nogle minutter, måske et kvarters
tid, svajende med en klump i halsen og Tika i hånden imellem alle disse
dansende mennesker og al denne frigjorte kærlighed, men det er et af dén
slags tricks, coken kan narre ens hjerne med.
“If you want to walk, WALK! Streetwalk or catwalk -
just walk, WALK!” befalede Chi-Chi sine undersåtter i strobo-blitzhelvedet.
Som i en Miss America-konkurrence interviewede hun konkurrenterne. “I
really like to give head,” svarede en af deltagerne, en benet latina i
leopardnederdel med et par ordentlige silikonetorpedoer, da
ceremonimesteren spurgte, hvad hun bedst kunne lide at foretage sig i sin
fritid. Øredøvende jubel blandt publikum – og en tilføjelse, der kun fik
bifaldet til at stige yderligere: “And I love to shop for Prada at
Macy's...”
Det var iskold frostnat udenfor med rim på brostenene
under ludernes klikkende hæle. Skjorten føltes ubehageligt klam under
læderjakken, men der var én, som havde en lommelærke med cognac til at få
tændt op under blusset indeni. Vi røg uptown i en gul taxa, og jeg var på
én gang totalt rundtosset og mere klar i hovedet end nogensinde imellem de
blinkende, himmelstræbende skyskrabere på begge sider af avenuen. Tika og
jeg dansede resten af natten til et soundtrack af discoklassikere på
Edelweiss, som viste sig at være en natklub for transvestitter og
transseksuelle – og disses (især heteroseksuelle) beundrere – imens
Fotografen rendte rundt med sit kamera og tog billeder af de mange
poserende “modeller”, der kørte divanykkerne ud til den yderste tangent.
Men vi var okay, fordi vi var ankommet sammen med de tre party-prinsesser,
og om morgenen fulgtes vi sammen med en hel flok af dem hen på en
diner i nærheden for at spise brunch. Jeg bemærkede, hvordan deres
stemmer forandrede sig, hvordan de blev (endnu!) mere grove i munden og
afslappede i kropssproget, når der ikke var potentielle elskere, kærester
eller kunder i nærheden. Akkurat ligesom biologiske kvinder, når de er
alene, væk fra mændenes (for)dømmende blikke. Og jeg var sikker på, at det
kun var på grund af min tilstedeværelse, at Tika holdt sig så meget
tilbage, som hun gjorde, og sad så rørende “urfeminint” og skar baconen i
stykker og madede mig med en gaffel.
Jeg lyttede til transetøsernes coke-plaprende samtale
om tøj og hår og sminke, til deres giftige sladder om andre veninder og de
dumme svin af nogle mænd, der kom på Edelweiss, og betragtede dem med en
underlig form for beundring, der nærmede sig misundelse. Misundelse overfor
et fællesskab, Fotografen og jeg – eller for dén sags skyld alverdens
biologiske kvinder - altid ville være udenfor, fordi vi ikke havde
overskredet kønnets grænse ligesom dem. For trods al deres bitchen, trods
deres hormonelle hysteri og ind imellem belastende excentriske opførsel,
var de som en ny slags familie, en flok søstre på tværs af etniske, sociale
og kønslige skel.
Tika og jeg tog noget mere coke, hun havde skaffet på
gaden undervejs, og gik i gang med at tømme minibaren for sodavand oppe på
mit værelse på tyvende sal af Hotel Paramount, der lå tæt på Edelweiss. Vi
havde rullet persiennen ned med det samme, da vi kom derop, for at holde
dagslyset ude af denne version af virkeligheden, men jeg havde kortvarigt
nået at se Tika, eksponeret i de første solstråler, men stadig så
dejlig, at jeg var ved at tro, hun var en hallucination. Vi var begge
defintitivt røget over i den dér coke-trance af overfølsomt klarsyn og
nærmest telepatisk intim kontakt, som egentlig overflødiggør sex, så det
var først efter at have ligget og kælet og kysset, røget og snakket i
sengen i timevis, med fjernsynet flimrende uden lyd i baggrunden, at vi
delte en valium fra hendes håndtaske, klædte os helt af og kravlede ned
under dynen sammen, konspiratorisk grinende til hinanden.
Vil aldrig glemme Tikas velduftende krop under mig i
sengen på Paramount, da det var blevet tusmørke udenfor og rummet henlå i
bløde skygger: Fletningerne bundet op, så det lange, blåsorte hår flød i en
vifte ned over puden; de slanke hænder med de røde negle strammet om
gærdet; den markerede rygsøjle og de tydelige, buede ribben med deres
bittesmå, trillende perler af sved; øjnenes fine, skæve sprækker i glimt
under pandehåret; ansigtet fordrejet af lyst og smerte - vendt tilbage imod
mig som i en bøn om en umulig kærlighed - mens jeg stødte og stødte uden at
tænke på noget som helst andet, og uden at det for så vidt var anderledes
end analsex med en pige. Men på et tidspunkt åbnede hun med ét sine øjne og
fastholdt intenst mit blik, og jeg forstod da, høj på kokainens og
seksualitetens vibe, på denne fælles, telepatiske frekvens, at jeg
måtte elske hende, som den hun var. Der var ingen vej tilbage, og jeg var
ikke bange for, hvad der skulle ske, selvom jeg ikke havde forestillet mig,
at dette nogensinde ville komme til at ske.
Selv hendes duft var ved at blive mere fortættet og
stærk i mørket. Mere maskulin? Jeg vendte hende forsigtigt om på ryggen,
mens hun klynkede dæmpet. Jeg løftede de lange, silkebløde ben op over
skuldrene og tog hende forfra, hvor hun pludselig var meget mere dreng end
pige: Meget mere helt, virkeligt menneske end en halv, parfumeret
fantasifigur, hvis falske C-skål lå nede på gulvet ved siden af sengen
sammen med pelshuen, med sit udfordrende liderlige blik, sin flade
brystkasse og sin erigerede pik, dunkende imod mit maveskind, mens hun
spillede den af på sig selv med den ene hånd.
Vi kom samtidigt, begge stønnende højt og maskulint
og stirrende hinanden dybt i øjnene i nogle evige sekunder, og der var
vistnok en satori-agtig følelse af, at dette var mere ægte end sex
med en “rigtig” kvinde, fordi ingen af os – i modsætning til en sådan –
kunne fake vores orgasmer. I sidste øjeblik havde jeg trukket mig
ud af det snævre hul og sprøjtet i lange, seje jag ud over hans/hendes
mave, hvor vores sæd blev blandet, før jeg faldt udmattet sammen. Tom,
lykkelig, langt om længe træt og afslappet efter kokainrusen.
Dybt, dybt i mørket faldt jeg imellem de atter
strålende skyskrabere udenfor hotellets vindue på tyvende sal...
III:
”Transvestitterne forkynder netop kvinden som begreb,
en idé… Deres forbrydelse består i at holde ideen klar og ikke at forveksle
den med natur.”(Suzanne Brøgger: ”Fri os fra kærligheden”)
“Det kan godt være, de dér ombyggede kinesere ligner
rigtige damer, men helt ærligt, er det ikke bare en undskyldning for sådan
nogle skabsbøsser, der gerne vil have en stor pik op i røven?” spørger en
af mine venner koldt, iskoldt, da jeg forgæves prøver at forklare
ham om min fascination af ladyboys i en brandert på en københavnsk bodega,
nogle uger efter hjemkomsten fra endnu en rejse til Bangkok. Er det
vitterlig så enkelt: En bagdør ud af heteroseksualitetens skab? En
modificeret, forklædt og derfor mere “legitim” form for
homoseksualitet?
Muligvis har han ret, denne homeboy fra
bodegaen henne om hjørnet, men hvis jeg inderst inde var bøsse, ville jeg
nu om dage vel ikke behøve nogen undskyldning for at springe lige ud af
fordøren på skabet og tage en taxa ind på Pan - og nok heller ikke
udelukkende altid gå efter nogle fyre, der var så pigede/kvindelige i
udseende, opførsel og væsen.
I Thailand kalder de denne ”fjerde type” af
transvestitter og transseksuelle, denne kønshybrid af kromosomer og
kropsmodifikationer, for kathoey eller ladyboy – hvad
enten de er pre-op (dvs. ikke har fået foretaget en
kønsskifteoperation) eller post-op (dvs. at de har en
kunstig vagina). Eksperter anslår, at der er ca. 300.000 af dem i hele
Thailand, hvilket vil sige, at ca. én ud af hver hundrede thailandske mand
på en måde er en slags kvinder. Fænomenet er kendt selv ude i de mindste
landsbyer og tilsyneladende almindeligt socialt accepteret af menigmand, og
der er endda eksempler på, at thailandske forældre tager deres 10-12 årige
sønner med til lægen for at få ordineret kvindelige hormoner, fordi
drengene føler sig som piger og kan nå at få et mere feminint udseende,
hvis de får hormonbehandling, før de kommer i puberteten. Velkommen til den
nye multiseksuelle virkelighed, mine damer og herrer af det ene, det andet
eller det tredie køn!
Der er ladyboys overalt i hovedstaden Bangkok, dag og
nat, ikke mindst i forlystelseskvarteret Nana Plaza, som ellers udelukkende
henvender sig til heteroseksuelle falang-mænd2. De homoseksuelle sexturister
har deres eget red light district i Patpongs Soi 2, hvor små,
brune drenge i hvide underbukser erstatter små, brune piger i bikinier
eller badedragter på scenerne. Der er en klar distinktion og åbenbart ingen
social interaktion imellem disse to scener, heller ikke – som man
umiddelbart skulle tro - imellem de thailandske trækkerdrenge og de
“professionelle” ladyboys, der dog begge er variationer over den samme
seksualitet og det samme biologiske køn. Nej, de lokale ladyboys har
tilsyneladende ikke noget som helst med homomiljøet at gøre, eftersom mænd,
der vil have sex med andre mænd, naturligvis ikke er til fyre, der ligner
piger mere end mange piger, og eftersom ladyboysene selv bevidst går efter
mænd, der kan bekræfte netop deres twistede seksualitet og tænde på netop
deres stiliserede form for kvindelighed. Samtidig er ladyboys paradoksalt
nok blevet politisk ukorrekte blandt en ny generation af thai-bøsser, der
modellerer deres seksualitet efter vestlige gay- og str8-acting-koncepter
og anser transerne for at være en nærmest pinlig anakronisme fra tider,
hvor den eneste måde at være åbenlys “homoseksuel” på var ved at forklæde
sig som kvinde…
Bangkoks titusinder af ladyboys færdes til gengæld
hjemmevante - uden at vække vrede eller afsky - i de heteroseksuelles
midnatsverden. De er unge eller gamle; smukke, grimme eller helt
almindelige at se på. De har “rigtige” piger som veninder og “rigtige” mænd
som kærester; de arbejder og fester - ud over på deciderede
transvestitbarer - på diskoteker og natklubber som servitricer,
danserinder, værtinder, prostituerede og/eller freelancere (dvs.
semi-prostituerede med anden indkomst ved siden af). Hvis de da ikke
studerer, er butiksekspedienter eller har deres egen lille gadebod med mad,
tøj eller souvenirs.
Ladyboys er således også en integreret del af den
thailandske folke- og populærkultur. Hvert andet TV-show har en grim og en
smuk transvestit på rollelisten, henholdsvis en plat klovn og en forfinet
yndighed, og den årlige Miss Tiffany-skønhedskonkurrence får lige så meget
medieomtale som den officielle Miss Thailand. Vinderen i 2002, 26-årige
Thanyaporn Thanyasiri, gik videre til Miss Queen of The Universe i USA, som
hun ligeledes vandt, og blev derefter så selvsikker, at hun erklærede, at
hendes fremtidige mål var at blive verdens første transseksuelle
statsoverhoved som premierminister m/k i Thailand. Og hvorfor egentlig
ikke?!
Nationale stjerner som boyband-idolet Sunny UFO og
fotomodellen Go fik kun konsolideret deres berømmelse i hjemlandet af deres
kønsskifteoperationer fra mand til kvinde. De såkaldte ladyboy-kabareter,
hvor nogle af de mest billedskønne transvestitter og transseksuelle
optræder i glamourøst Las Vegas-agtige varieténumre, tiltrækker både thaier
og turister i stimer, og filmen “The Iron Ladies” - om et virkeligt hold af
ladyboys og bøsser, der vandt det thailandske mesterskab i volleyball
for mænd - er blevet en af de mest sete thai-titler nogensinde i
biograferne. Landets berømteste ladyboy, Nong Toom, fik tilladelse til at
bære make-up i ringen og opnåede at blive professionel mester i den
voldsomme nationalsport kickboxing (også for mænd), men optræder nu som
TV-kommentator, allround-celebrity og skuespiller i en film om
hendes eget liv med titlen “Beautiful Boxer” - med følgende PR-slaglinie:
“He fights like a man so he can become a woman”.
Der annonceres uden omsvøb for “sex reassignment
surgery” (kønsskifteoperationer) i aviser og blade, og en 33-årig
lærer(inde) brød for et par år siden en ny social barriere, ved som den
første erklærede ladyboy at få officiel tilladelse til at arbejde i
folkeskolen. Hvilket gav anledning til masser af interviews - uden
antydning af moralsk fordømmelse - i flere lokale aviser. Det er i
sammenligning ikke særlig svært at gætte, hvad kollegaerne, eleverne og
forældrene ville sige til det, hvis en dansk folkeskolelærer mødte op i
drag på sit arbejde en mandag morgen…
Hverken de thailandske eller de udenlandske mænd, der
sværmer omkring ladyboys - med eller uden “vedhæng” - betragter imidlertid
sig selv som homoseksuelle (endsige biseksuelle). Det beror muligvis på
fortrængning, men i Bangkoks natteliv kan selv den mest inkarnerede
heteroseksuelle mand under alle omstændigheder sagtens komme i tvivl om
sine grænser, når han udfordres af ofte meget, meget smukke ladyboys, der
har gjort det til en kunst at være mere kvindelige end de fleste “rigtige”
kvinder – og på en måde jo også er kvinder, om end de er det på en
anden måde i deres ophidsende rollespil på kønsforskellenes
knivsæg. De har bare formået at isolere selve den feminine sexappeal og
selve den heteroseksuelle dynamik fra det biologiske, som man jo ikke
kommer udenom ved ”ægte” kvinder: Reproduktionen, de to køn, “far, mor
& børn”. Hvilket måske er en del af forklaringen på deres attraktion
for ellers basalt set heteroseksuelle mænd som mig: Denne
hyper-”kvindelighed”, der kan nydes uden frygt for uønsket graviditet,
romantiske komplikationer, ’parcelhusidyl’ og kimende kirkeklokker,
ovenikøbet sammen med en partner, der trods sit feminine ydre kender en
mands krop, følelser og seksualitet indefra?
“Og hvad så?” vil mange danske heterofyre (med stort
H) sikkert trodsigt spørge: “De er sgu da stadigvæk mænd, der giver sig ud
for at være kvinder, og det er fandeme ikke noget for mig. Ligner jeg måske
en svans?”
Fair enough, men det er slet ikke dét, der
er sagens kerne. Jeg har kigget længe og inderligt i selverkendelsens
spejl, splitternøgen og med bar røv for alverden, men er egentlig mere
interesseret i at komme om på den anden side af det, fordi både dette spejl
og min egen optik er en del af den heteroseksuelle matrix.
Når man kommer om på den anden side af spejlet,
bliver det til et troldspejl, der viser en verden fuld af frihed og fantasi
(ligesom dén nat på Jackie 60 i New York), og når man frigør sig fra
matrixen, ligner den en skinverden af dogmer og normer, der er mindst lige
så kunstige som en transseksuels plastikopererede kusse. Derfor er det ikke
længere så vigtigt for mig at kategorisere, problematisere og/eller
patologisere denne fascination af ladyboys og deres alternative univers ud
fra størrelser som mand/kvinde, maskulin/feminin, hetero/homo/bi/trans,
aktiv/passiv osv.: Jeg har fået et glimt af, hvordan der ser ud omme på den
anden side af spejlet, takket være mit møde med disse hankønnede
hunkønsvæsener (eller hunkønnede hankønsvæsener), der er brudt ud af
Kønnenes Kabaret og har skabt deres egen seksuelle scene. Meget mere ved
jeg ikke.
Jeg har det i dag fint med illusionerne i
tusmørkezonen. Jeg behøver ikke længere at studere operationsar i skarpt
lys eller skrabe i den hvidpudrede overflade med neglene for at finde frem
til en eller anden banal “sandhed”. Jeg drages stadig af det feminine som
seksuel energi, Det Andet og det modsatte af mig selv, hvad enten dette er
repræsenteret af en biologisk kvinde eller en “performende” kvinde – med et
drengenavn på dåbsattesten og en større eller mindre hemmelighed i
silketrusserne.
Sværere er det sådan set ikke.
Dele af dette essay har tidligere indgået i bogen
”Bangkok Ladyboys” (Shooting Gallery Press/Forlaget Tiderne Skifter,
2006)