(

Du indledte din karriere som forfatter og tog så turen over i journalistikken i diverse mainstream-medier for nu at være tilbage i forfattergerningen igen. Hvordan vil du egentlig definere dig selv, er du forfatter eller journalist?

”I en lang periode var jeg måske mere journalist end forfatter, men som udgangspunkt er jeg forfatter med diverse nedslag i journalistikken. Jeg har i en eller anden forstand været journalist hele tiden, idet jeg som teenager skrev om musik i forskellige punk-blade som ”Partizan”, ”Sidste Skrig” og ”No Århus”. Siden skrev jeg til musiktidsskriftet ”MM”, hvor jeg lavede en artikel om Dead Kennedys, da jeg var 15-16 år gammel, og de skulle spille i Saltlageret i 1982. Op igennem 1980erne prioriterede jeg nok forfatterskabet i de år, hvor jeg dels skrev digte og dels læste litteratur på universitetet. Herefter gled jeg langsomt ind i freelancejournalistikken, da jeg fandt ud af, at man jo ikke kunne leve af det dér digteri. Fra midten af 1980erne og en håndfuld år frem begyndte jeg mere eller mindre at leve af at være journalist og skrev artikler og features til bl. a. Information og Politiken. I 1990erne kom journalistikken så først, primært i kraft af, at jeg var ansat på Berlingske Tidende i 13 år fra 1991 og frem. Efter årtusindeskiftet kan man så sige, at jeg er vendt tilbage til forfatterskabet igen.”

Og det er et ret bevidst valg, du har foretaget dig?

”Ja, jeg har på mange måder været glad for at være fuldtidsbeskæftiget kulturjournalist, det har været en spændende tid. Men jeg har også haft en utilfreds forfatter i maven, som mumlede og boblede og protesterede over, at der ikke var så meget plads til ham. Jeg fik skrevet bøger i 1990erne, det er ikke det, men jeg lavede færre end jeg gerne ville. Mit forfatterskab har i de år primært været af journalistisk karakter frem til og med novellesamlingen ”Pussyland”, der er en fusion af prosa og Gonzo-journalistik. Det var i arbejdet med den bog, mine gamle forfatterdrømme blomstrede op på ny. Det, at jeg oplevede, hvor fedt det var at gå i fordybelse og refleksion ved at skrive skønlitterært igen, gav mig blod på tanden. Men det var svært med en 45-50 timers arbejdsuge på et stort dagblad. Plus at jeg også lavede ting ved siden af mit job på avisen. Så hvis jeg skulle afprøve mit forfatterskab, måtte jeg ud over den konflikt, der lå i at arbejde ved siden af at ville skrive litterært igen.”

Som journalist har du ikke tilhørt den klassiske dannelsesramme. Du har ofte brugt litterære og essayistiske elementer i din journalistik, hvad der vel ikke er så mærkeligt din baggrund taget i betragtning. Du har ofte brugt af personligt stof i din måde at skrive på som journalist, men hvordan vil du selv beskrive det rent stilistisk?

”Jeg har skrevet personlig, oplevelsespræget journalistik. Gerne i jeg-form. Det er klart, at anmeldelser i sig selv er subjektive og tager udgangspunkt i en personlig sansning og analyse. Det fører igen tilbage til forfatterskabet og journalistikken og de to ting næres af og påvirker hinanden. Det litterære sprog har jeg måske forsøgt at overføre til journalistikken, mens dagbladsjournalistikken har givet mig noget både håndværksmæssigt og hvad angår disciplin. Man lærer hvad en deadline er, hvilket måske er forklaringen på, at jeg trods alt har fået lavet 11 bøger og oversat et par stykker.”

”Rent æstetisk kan jeg ikke skrive ret meget anderledes. Nogle af de værste oplevelser, jeg har haft med dagbladsjournalistikken på Berlingske Tidende har været, hvis redaktører har forsøgt at få mig til at skrive mere strømlinet og mere journalisthøjskoleagtigt. Deri ligger mit talent næppe, og jeg har da heller ikke lært det rent formelt - af den simple grund, at jeg jo ikke er uddannet journalist. Så jeg går til opgaven på nogenlunde samme måde, hvad enten jeg skriver en novelle om en dansk mand, der tuller rundt i New York, eller en reportage om den samme mand til ”Euroman”. Det er i virkeligheden en del af samme register; jeg prøver altid at skrive levende og med saft og kraft og sprødhed.”

”For mig at se er det de samme ting, der får mennesker til at tænde på at læse en artikel ,som tænder dem på at læse skønlitterære bøger, høre musik eller se film. Der skal være en energi og dynamik – et sprogligt drive, der tager læseren med ud i dimensioner, hvor vedkommende ikke har været før. Det leder så også hen til det, jeg har valgt at skrive om og de ting, jeg har specialiseret mig i. I virkeligheden har jeg vel bare forsøgt at skrive en litterær kvalitet ind i min journalistik. Jeg er vel grundlæggende den type journalist, som man i branchen vil sige ”håndskriver” selv den mindste historie eller anmeldelse.”

På anmeldersiden har du skrevet i et bredt kulturelt spektrum, der for en væsentlig dels vedkommende kan læses i værket ”Deadline 2000 – Remix fra 1990erne” og ikke mindst essayet ”Den håndholdte parabol”, hvor du giver et signalement af dig selv som en mand, der er i stand til at indfange og beskrive noget så flygtigt og uhåndgribeligt som tidsånden. Hvad har gjort dig i stand til at dykke ned i de mange subkulturelle miljøer og randområder?

”Jeg har nok altid haft en forkærlighed til outsidere og outlaws. Obskure, skæ ve personligheder og miljøer, hvilket fører tilbage til den tid, hvor jeg selv var punker i Esbjerg, hvor jeg i gymnasiet oplevede, hvor hårdt det kan være at skille sig ud fra mængden. Det har givet mig en intuitiv forståelse for den slags mennesker og den slags miljøer. Altså de mennesker og miljøer, der ligger i periferien af, hvad vi opfatter som det normale. Når man skriver om de ting, skriver man faktisk også om mainstream, fordi der implicit ligger en civilisationskritik i det. Med den iboende pointe, at der skal være plads til de mennesker og de miljøer, der ikke lige passer i borgerlige og ”rigtige” samfundsnormer. Der er også en en kritik af den politiske og moralske korrekthed, der et eller andet sted er meget tung i et lille land som Danmark, hvor vi er meget ens og homogene. I sådan et land er der brug for kaos og farver på paletten og noget, der larmer og støjer og viser andre måder at leve sit liv på, end dem vi anser for normale.”

”Der er også tale om et identifikationspunkt for mig selv, fordi jeg siden jeg var 12-13 år har følt mig som et menneske i opposition til de herskende værdier i middelklasse-Danmark. Jeg føler en solidaritet med dem, der er udenfor, dem, der er anderledes, og det har gennemsyret alt, hvad jeg har skrevet.”

”Hvad angår det med at opfatte sig som en kulturel parabol og kunne opfatte og skildre tendenser i tiden, handler det også om åbenhed og nysgerrighed, om ikke at lade sig tvinge af mainstreamkulturen til at agere på en bestemt måde, fordi man nu har nået en alder af 30, 40 eller 50 år. På den måde har jeg været meget inspireret af en mand som forfatteren og kritikeren Poul Borum, der jo langt op i alderen kunne være oppe på beatet på mange forskellige områder. De mest spændende, udfordrende og nyskabende ting sker jo netop i ungdoms- og subkulturerne. Det er dér, de nye trends, energier og signaler fødes. Og før eller siden ender det jo alligevel altid med, at de ting, der i starten er forargelige, forkerte og foragtede, siver ind i mainstream-kulturen i udvandede, kommercialiserede versioner. Og derfor kan man sige, at hvis man skriver om sub- og ungdomskultur, så skriver man indirekte også om vores alle sammens fremtid.”

Du er vel selv vokset op i en temmelig dualistisk ungdomskultur, hvor man groft sagt enten var punker eller discer. I dag er billedet af ”de unge” som samlet størrelse jo langt mere spraglet og fragmenteret. Vel i det hele taget sværere at overskue også?

”Ja, jeg tror da også det ville være svært i dag at gøre karriere på samme måde, som jeg gjorde på Berlingske Tidende i 1990erne. Jeg tror, jeg fangede modernitetens sidste krampetrækninger på sub- og populærkulturens område. Mens det hele var ved at falde fra hinanden. Der er ganske rigtigt sket en enorm fragmentering i forhold til den tid, jeg selv var teenager i, i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne, og det var den begyndende fragmentering, jeg stod i halsen til og forsøgte at beskrive som journalist med det virkefelt, jeg havde på aviserne. Også fordi fragmenteringen jo medførte, at der opstod en masse spændende multikulturelle og multimediemæssige crossover-fænomener.”

”Der er også noget interessant ved, at meget af det, der sker i dag, ret beset er gentagelser af noget, som er sket før. Efterkrigstiden og den sidste halvdel af det 20. århundrede har måske bare været en unik periode indenfor netop ungdoms- og subkulturerne. Akkurat som vi kender det fra renæssancen eller surrealismen og alle mulige andre kulturhistoriske epoker. Der har måske været nogle ting, der skulle frem i sidste halvdel af det 20. århundrede, og det kan måske være, at det så var dét. Det kan være, at idéen om et ungdomsoprør hvert femte eller tiende år ganske enkelt er død. At det kun var noget, der skete i sidste halvdel af det 20. århundrede, selv om det stadig er lidt tidligt at sige det. Men når jeg ser på, hvor lidt nyt, der reelt er kommet fra ungdoms- og subkulturerne gennem de sidste fem-otte år, i begyndelsen af det 21. århundrede, kan jeg godt få den kætterske tanke, at vi nu bare lever inde i sådan en kæmpestor lyserød I-pod, hvor gamle tendenser fra de seneste 50 år bare bliver remixet og genindspillet om og om igen.”

”Når jeg for eksempel ser meget unge teenagere over hele landet, hos hvem punken er kommet meget, meget stærkt tilbage, ser jeg hos dem et oprør mod hip hoppen og technoen og house musikken. Det, der var det nye, da jeg skrev om det, men som er mainstream og massekultur i dag. Hip hop og R&B, som jeg kæmpede for at få lov at skrive om i 1980erne og 1990erne, mens de garvde rockanmeldere kun havde hån tilovers for det, er jo pop og det, der dominerer i dagens lydbillede. Så selvfølgelig vil der være en tilbagevenden til rock & roll og punk og sort tøj igen, og dét er fedt og vigtigt for nutidens teenagere, men noget nyter det jo ikke, objektivt vurderet.”

Fortæller det dig så ikke, at der trods alt er plads til en modkultur eller hvordan ser du det?

”Jo, bestemt. Men jeg tror ikke modkulturerne er så helstøbte som førhen. Jeg tror det er en modkultur, som langt hen ad vejen mere er overfladisk stilaflæsning end ret meget andet, mere form end indhold så at sige. Man kan gå iklæde sig sort tøj og dødningehoveder uden at være anarkistist, autonom eller totalt imod den vestlige verdens samfundssystemer. Der er ikke nødvendigvis længere nogen kobling mellem et ydre signal og en indre mening,sådan som vi tidligere har oplevet det, hvad enten vi snakker beatniks og hippier i 1960erne eller punkere og flippere i slutningen af 1970erne og begyndelsen af 1980erne. I dag er vi gået ind i den store livsstilssupermarked, jeg også har beskrevet i essayet ”Den håndholdte parabol”. Det er som et butikscenter, hvor man sampler løs fra alle hylder, hvor alle stilarter frit kan blandes og kobles sammen med de værdier, man nu synes, at man kan tilslutte sig.”

Er det ikke bare en voksen og moden mands måde at anskue ungdommen på nutildags. Du er jo selv ud af en generation, der af omgivelserne fik hæftet et ”nå” på sig, hvor det egentlig var alt andet end ”nå”, når man stod i det selv?

”Pointen er vel, at de 40-årige, som i dag vil tvære ungdomskulturen ud med et prædikat som det, vil have svært ved overhovedet at finde noget som helst fællesord for nutidens unge mellem 12 og 18 år. Da hippierne og de gamle 68’ere betegnede punkerne som ”Nå-generationen”, var det jo ud fra en betragtning om, at der var et fravær af organiseret (venstreorienteret!) politisk bevidsthed. Man kaldte også generationen fra den tid for ”No Future”, og den slags generaliseringer er det meget sværere at komme med i dag. Der kommer både nye hippier, flippere, skinheads, punkere og rockabillies til, men der er en masse hybridformer de subkulturer imellem, hvor man før så mere rene og helstøbte udtryk.”

Du har ofte brugt rejsen som afsæt både for din journalistisk og for dit forfatterskab. Hvad er det, der tænder dig, når du er afsted på rejse?

”Det er nok det, at man er et andet menneske, når man rejser. Man afklæder sig sin dagligdag og sin vante hverdagsrolle. For mange mennesker på chartertur er det måske noget med, at man godt kan stå i lufthavnen med en stor fadbamse kl. 10 om formiddagen, mens jeg på min side så måske har taget det mere til ekstremer og nærmest svømmet rundt i én kæmpestor fadøl og på syre og coke og hvad ved jeg. Men det er det dér med, at du rejser ud, og du møder andre sider af dig selv i det fremmede. Du prøver at forstå det fremmede. Og i og med du gør det med den sårbarhed og usikkerhed, som en fremmed altid vil have med sig i en ny kultur, ryger der også nogle filtre; man bliver bedre i stand til at sanse og oplever tingene stærkere. Det er sådan at være forfatter og kunstner hele tiden. Altså at man er tættere på sine sansninger og sin underbevidsthed det meste af tiden – det er vel, hvad der kendetegner et kunstnerisk sind, for nu at lyde lidt patetisk. Når man rejser, får de fleste et mere kunstnerisk sind på en eller anden måde. Derfor har det været spændende for mig at lave bøger om f. eks. London, Los Angeles og Tanger, plus de andre klassiske rejseessays, for her har jeg nu fundet netop den fusion af litteratur og journalistik, jeg søger. Og som jeg måske for alvor fandt ind til i min bog ”Pussyland”.

Du ligger vel i forlængelse af anglo-amerikanske mammutter som Tom Wolfe, Hunter S. Thompson og flere af beat-generationens store forfatterstemmer?

”Helt klart. Det er store inspirationskilder. New Journalism, Beat-generationen med Burroughs og Jack Kerouac og Allen Ginsberg osv. Amerikansk hardcore-litteratur i det hele taget fra Henry Miller og John Fante til Bukowski og Hubert Selby Jr. – eller nutidige navne som Dennis Cooper, hvis roman ”Min løse tråd” jeg har oversat (Tiderne Skifter, 2006.) Men der er mange andre, for netop den anglo-amerikanske journalistik og forfattertradition har ofte brugt både outsider-positionen og rejsen ind i mørkets hjerte som udgangspunkt, og det er jo to fortællermæssige udgangspunkter, som jeg også opererer meget med. Hvor det i megen dansk journalistisk og litteratur mere handler om at ’komme hjem’, finde sin rødder, blive en del af det store fællesskab…”

Et andet af de temaer, der har båret dit liv som skribent de seneste år, har været lyst – og når jeg siger lyst er det i betydningen begær og sexualitet og erotik. Det er vel ikke helt forkert opfattet?

”Ja, det fører nok tilbage til min forkærlighed for outlaws og subkulturelle miljøer. I min afsøgning af subkulturelle miljøer er jeg stødt på de seksuelle af slagsen og der har jeg prøvet at skrive om det med en solidaritet, fordi det ofte er udstødte eksistenser som de transseksuelle mennesker, jeg skildrer i ”Bangkok Ladyboys”. Sex er jo interessant og det er blevet mere interessant at skrive om det i takt med, at der også er større og større modstand overfor det. Jeg havde en oplevelse af, at jeg både med ”Pussyland”, med min bog om Katja K (fra 2002, red.) eller mine ”Henne om hjørnet” gonzo-klummer i Berlingske Tidende, at jeg stødte på mere modstand end med noget andet, jeg nogensinde havde skrevet om. Jeg rørte åbenbart ved en nerve, som var meget øm og dirrende, og som lå lige under den ellers meget frisindede og tolerante danske mentalitet. Det frisind og den tolerance, vi i hvert fald påstår, at vi i særlig grad besidder… Der har jeg da nok været på forkant med og oppe imod en nypuritanisme, som jeg synes har vundet indpas herhjemme de seneste år, og som kulminerede i efteråret 2005 med den offentlige medieslagtning af forfatteren og filmmanden Jørgen Leth. Jeg har fået lidt af samme tur fra feminister og andre politisk korrekte prædikanter, bare spredt ud over de sidste ti år, så på den ene side er interessen for seksualitet drevet af min kærlighed til udstødte mennesker, miljøer og ting, der ikke er comme il faut i mainstream-Danmark. Men på den anden side er det samtidig blevet en personligt projekt, fordi jeg undervejs også har udforsket min egen seksualitet, og ikke vil lade mig intimidere til at lade være med at udforske så menneskeligt vigtigt et område af mit liv.”

Så du er ikke bare en liderbuk med et akademisk emblem?

”Nej, ud fra den betragtning, at jeg jo ikke rigtig har et akademisk emblem at sætte på mig ud over et bifag i litteraturvidenskab fra engang i 80’erne. Liderbuk, tjah, det er vi vel alle sammen inderst inde, men jeg er så bare ærlig omkring – i modsætning til så mange andre herhjemme. Men jeg mener faktisk, at min udforskning af seksualitet og seksualpolitik også er et eksistentielt projekt, der har ført mig ned i nogle andre dybder af mig selv, så at sige ned i underbevidsthedens slamkiste. Virkelig ned for at stå ansigt til ansigt med de dæmoner og de engle, der danser rundt dernede. Derfor er det også gået fra at være et libertinsk projekt til noget meget mere både personligt og politisk. Derfor skriver jeg også om porno og prostitution på en anden måde end for 10 år siden, for der er kommet flere nuancer på paletten og noget mere personligt på spil, som det også kunne ses i ”Bangkok Ladyboys” (se www.shoo.dk).

Det kan næsten synes som om du har fået fornyet skriveglød af at have fundet et ståsted så langt fra det, der opfattes som det normale?

”Jeg føler selv, at der er kommet noget andet ind i billedet, at der er noget større politisk og kulturelt på spil ud over mine egen eksistenstielle kvabbabelser, og jeg oplevede under Jørgen Leth-episoden for første gang i mange år, at jeg fik en brændende trang til at gå ind i noget for at påvirke det mere politisk. For der er ingen tvivl om, at vi befinder os midt i en seksuel kulturkamp imellem de frisindede og de forargede, imellem de sexpositive og de sexnegative, i disse år.”

”Det kan være enormt hårdt og personligt belastende, fordi jeg er blevet dæmoniseret af feministerne i mediebilledet i en grad, så der sidder en masse kvindelige journalister, anmeldere og akademikere, der har en personlig afsky ved mig uden nogensinde at have mødt mig, talt med mig eller for den sags skyld læst mine ting. Det kan da være belastende og frustrerende, og jeg har været bekymret for, om jeg var ved at male mig op i et hjørne som både forfatter og journalistisk skribent. På den anden side har jeg tænkt, at hvis der sættes så store følelser og ressourcer i sving for at få lille mig med nakken, så har jeg jo nok fat i noget vigtigt - for der altså virkelig brug for plads til alternative stemmer i den seksualpolitiske debat, så det ikke længere kun er bornerte feminister og politisk korrekte journalister, der sætte dens dagsorden.”

”I de senere år har jeg heldigvis oplevet, at der er andre forfattere og skribenter, som er på linje med mig. Og som synes, at den ondskabsfuldhed, Jørgen Leth-sagen var båret af, ganske enkelt var for meget. Det har måske medført en vis form for reaktion imod den meget stærke nypuritanisme, der er oppe i tiden, både fra puritanske feminister og religiøse fundamentalister, selv om dén side stadig dominerer mediebilledet, så snart der skal snakkes eller skrives om det seksuelle. Men jeg synes selv, jeg har været med til at flytte noget og overskride nogle grænser, og det er da en stor personligt tilfredsstillelse. På et andet plan har det så også betydet, at hvor jeg før kunne være mere ironisk distanceret i forhold til det konkret politiske, så melder jeg nu mere klart ud,lige såvel som jeg sætter mere af mig selv mere direkte på spil.”

Netop ironien har gennemstrømmet det miljø, du har slået dine folder i op gennem 1990erne. På den ene side har du kunnet være alvorsfuld provokatør og i opposition, men samtidig har du jo en humoristisk og meget ironisk side, du har kunnet leve ud i et tidsskrift som ”Schäfer”?

”Når man arbejder i medierne, kan man nemt blive for opblæst omkring sin egen betydning og tro, at man sidder i verdens centrum, fordi man arbejder for Danmarks Radio eller sidder på en avisredaktion i København. I virkeligheden sker der jo ikke noget i medierne, for det er i verden udenfor medierne, at tingene sker, mens vi i medierne bare beskriver det, som andre gør. Det er sådan ret parasit-eller vampyragtigt,ikke?! ”Schäfer” har været et forsøg på at tage gassen af ballonen ved subtilt at eksponere mediernes opblæsthed og manipulering med virkeligheden, ved at tage røven på selve det journalistiske sprog og alle dets overdrivelser og generaliseringer og forenklinger. Det har været en implicit mediekritik fra day one , hvor vi har parodieret mange af de genrer og sprogformer, der trives i de store dagblade og magasiner. Hvor jeg i Berlingske Tidende kunne lave et meget sobert, seriøst interview med en eller anden stor, kendt dansk instruktør, kunne jeg så omvendt i ”Schäfer” tage lidt pis på, at samtlige danske journalister – inklusive mig selv – var så desperate efter at slikke den samme instruktør i røven. Vi sagde ”fuck det” på”Schäfer”, for der er ikke nogen objektiv sandhed, det handler bare om vinkling og redigering o.s.v. Så i ”Schäfer” valgte vi også at skrive om noget, der reelt var løgn, ud fra betragtningen om, at sandheden som sådan ikke findes og i hvert fald ikke kun skal dikteres af journalister i mainstream-medier. Det var er forsøg på at undergrave nogle meget tidstypiske journalistiske genrer,der trives i alt fra Se & Hør til Søndags-Politiken.”

”Det er jo så også en side af mig, at jeg er en relativt sød og flink fyr, uanset hvor meget jeg bliver dæmoniseret. Jeg ser på mange af livets forhold med et smil og med et glimt i øjet, hvilket jeg også har forsøgt at få med i min journalistik. Men jeg synes omvendt, man går i en fælde som journalist og især som forfatter, hvis man ikke kan andet end at skrive humoristisk og ironisk, for så ender det bare som en konvention i sig selv. Så bliver det noget, man gemmer sig bag, fordi man ikke tør være ærlig og sige sin mening. Det spændende er efter min mening at bruge ironien og humoren i genrer, hvor den normalt ikke findes. Eller være alvorlig og indædt dér, hvor folk forventer, at man skal køre på det store, brede danske revygrin.”

I din klumme i det nye danske magasin ”Arena” løfter du en flig for en personlig nedtur, du har gennemlevet. Det kunne ligne en 40-års krise for en mand, der har levet hårdt i overhalingsbanen. Har du taget foden lidt af gaspedalen?

”Ja, det er meget rigtigt set. Der skete det, at jeg ramte muren omkring årtusindeskiftet. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg i perioder siden jeg var teenager har levet et hårdt liv. Fra jeg var 25 til sidst i 30erne var det sex & drugs i store upassende mængder. Og det er klart, at når man lever sådan et liv med et heltidsjob og har alle mulige andre ting, såsom en bar på Vesterbro (Imbiss, red.), plus en masse byture med coke og ecstasy og hash og druk, så får det konsekvenser. Jeg fik en dyb depression, der var en medvirkende årsag til, at jeg stoppede på Berlingske Tidende, men det påvirkede mig meget – også i tiden efter mit stop på avisen. Jeg var i mit livs værste krise og det var en blanding af udbrændthed, 40 års krise og en regulær, klinisk depression, der primært skyldtes, at jeg havde slået hårdt på min hjerne med sprut og stoffer. Det har menneskeligt været hårdt, men der er en grum, skæbnens ironi i det. Jeg kom så langt ud og ned i mit liv, at jeg pludselig virkelig var iblandt de mennesker og i de miljøer, jeg ofte havde skrevet om, men kun været en turist i. Jeg har ofte skrevet om ludere, lommetyve, junkier og andre skæve eksistenser på livets såkaldte skyggeside, så måske var det meget sundt for mig at få et par år der selv;at opleve det dér indefra. At være dér, hvor man i mere end en forstand havde kniven for struben, og skulle kæmpe for bare at overleve og have et sted at bo og komme ud af sengene om morgenen efter endnu en flere dage lang dødsdruktur.”

”Det har påvirket min skrift på den måde, at det i dag er mere liv og død end nogensinde før. At den lethed og overfaldiskhed, man kan have som dagbladsjournalist, kan jeg ikke bruge til noget. Der er kommet mere alvor og hudløshed indover. Derfor spørger jeg også mig selv, når jeg bliver spurgt om en ny opgave: Har du lyst til det? Gider du? Kan du stå inde for det? Det er helt udenfor den rummel af tryghedsnarkomani, jeg var i som fastansat på en stor avis. Nu er det sgu alvor!”

Opdateret  20-04-2007 /  af  Erna Ahmetspahic