Interview med List vinter 2007
fra magasinet Rumspring
En tur gennem
spejlet
Han
har givet sexturister, ladyboys og læderbøsser en stemme i medierne. Han er
blevet kaldt Danmarks eneste gonzoskribent. Og så efterlyser han flere
prostituerede journalister. Rumspringa har været på druk med fænomenet
Henrik List.
Af David
Jacobsen Turner
En halv time
senere, da slingreturen gennem den råkolde morgenluft er overstået, og jeg
igen er forskanset i parforholdets trygge idyl, hænger der et uvirkeligt
skær over nattens oplevelser. Fragmenter af interviewet rumsterer endnu i
baghovedet sammen med et par strofer fra John Mogensen. Vi var nået vidt
omkring. Havde talt om strap-ons, om Osvald Helmuth og en hel del om
sidegaderne.
Øverst i
vasketøjskurven lander den ølplettede og røgstinkende skjorte, og en
rigelig dosis tandpasta får lagt et midlertidigt låg på min spritånde. Nu
er den næsten væk – Bohèmebouqeten, der ikke længere forstyrrer
lejlighedens ufarlige duft af liguster og friværdi, men om et par timer,
når hovedpinen har indfundet sig, vil være duften af en aften med Henrik
List. På udebane. Duften af et møde med Vesterbros tro søn, baggårdenes
besynger, omvejenes spindoktor. Manden der udlever det, som Dan Turell, og
alle vi andre småhæmmede provinskøbenhavnere ville gøre, hvis vi havde
nosserne til at træde igennem spejlet.
”Rejsen
skal vare hele livet,” havde han fortalt mig i lejligheden på Istedgade, da
dåsebajerne var åbnet og båndoptageren sat i gang, og i alkoholtågens
semipoetiske optik, lige inden søvnen definitivt får overmandet mig, er jeg
overbevist om, at han har ret.
Omvejens nødvendighed
Det havde
været sin sag at få aftalen i hus. Stakken af hans bøger, alle de
nyjournalistiske provoperler, lå på skrivebordet foran mig, da jeg sendte
den første mail. ”Pussyland – historier fra Amerika”, ”Bangkok Ladyboys”,
”Katja K XXX – stjerne i syndens by”. Bøger, som for længst havde sikret
ham en unik placering i dansk journalistik. List var en af de få –
formentlig den eneste – danske repræsentant for gonzojournalistikken.
Genren, hvor stoffer, sex og musik udgør den hellige treenighed, og hvor
journalisten ikke observerer, men agerer. I hans seneste bog, Bangkok
Ladyboys, havde hans ageren mildt sagt været kontroversiel, og den
velskrevne seksuelle opdagelsesrejse blandt Thailands miljø af
transseksuelle havde for længst givet ham et større kor af feminister og
andre forargede sjæle på nakken.
Jeg så frem
til mødet. Så frem til ved selvsyn at konstatere, om der virkelig kan
findes fuldblods gonzoskribenter i konsensusDanmark. På datoen for det
planlagte interview kurerede en enkelt mail dog hurtigt enhver
tvivl.
Kære
David
Klokken
er ni morgen på Vesterbro. Er lige blevet færdig med en lang kerouacsk
skrivestrøm, der har varet siden i går aftes ved ti-tiden. Helt blasted.
Men det blev sgu ret godt. Det er til min nye sexbog. Jeg kan mærke, at jeg
er hot. Jeg skal lige sove et par timer og så skrive
videre…
Derfor,
amigo: vil jeg gerne aflyse vores interview i aften, for jeg kan mærke, at
der er mere sprog på vej, og jeg er presset af forlaget mht. deadline
(forskuddet er udbetalt og brugt for længst, hehe…) Kan vi lave det
interview og tage fotos i næste uge i stedet for, eller hvad er din
tidsramme? (…) Ring lige til mig i eftermiddag, og lad os finde en ny tid,
oki?! No sweat, jeg vil stadig skidegerne lave det!”
List
Kerouacske
skrivestrømme skal der være plads til. Det manglede vel bare. Heller ikke
den næste aftale ville dog blive til noget. Så meget stod klart på den
regnfulde onsdag aften foran hans opgang på Istedgade, da jeg havde prøvet
ringeklokken en 16-17 gange. En ny mail dagen derpå forklarede sagens
sammenhæng.
Fuck, det
må du undskylde, mand. Jeg røg på en mega druktur efter vores sejr over
Man. United med nogle hooligans med en ordentlig pose snavs, så jeg er
først kommet hjem her torsdag nat/fredag morgen. Lad os aftale en ny tid,
evt. næste torsdag samme tid og sted, og så er det mig, der gi’r en
kvajebajer!
Manden er
gonzo, ingen tvivl om det.
Samleje med byen
Der er noget
tillidsvækkende over ham, som vi slentrer hen ad strassen for at afslutte
interviewet med en godnatøl. En zenbuddhistisk ro, en hjemmevant attitude.
Man behøver ikke have læst mandens hedengangne klummer i berlingeren og
deres hyldest til Vesterbro for at vide, at dette er Henrik Lists
kvarter.
Vi må være et
underligt syn. Den stedkendte guide, tatoveret, iklædt militærbukser og med
guldkæde om halsen. Og turisten ved hans side, den unge mand i mørk frakke,
der halser lidt efter, mens han roder i hukommelsen efter brugbare
anekdoter. Det bliver svært at matche Lists historier. Taxaernes forlygter
giver genskin i den våde kørebane, og de kornede forsidebilleder på tyske
pornoblade i butiksvinduerne kæmper med værtshusenes støjsymfoni om min
opmærksomhed. I Istedgade kan man for alvor fornemme den levende syntese af
det urbane og det seksuelle, der går igen i Lists tekster.
”En
typisk aften i en storby er jo en eller anden form for samleje,” fortalte
han mig tidligere på aftenen, da vi havde indtaget lænestolene i hans
lejlighed og interviewet var kommet i gang. ”Som Tony Montana siger i
Scarface om Miami: ’This city is like one big pussy waiting to get fucked’.
Den kan vel for så vidt også være et stort røvhul, alt efter hvad man er
til, men der ligger en fallisk bevægelse i at bevæge sig ind i det der rum
i byens natteliv, der er en penetration i det.
Når du
presser en masse mennesker sammen på et lille område, og de mennesker
begynder at drikke og tage stoffer og kigge på hinanden, så bliver det
ladet med seksualitet, og det bliver selvfølgelig endnu mere ladet med
seksualitet, hvis du så er i et kvarter, hvor de røde lamper blusser, og
der ligger stripbarer og horehuse og champagnenatklubber og topløse
pornobiografer, og der står ludere på gadehjørnerne over det hele. Det er
den bevægelse gennem skumringen, aftenen og natten i den slags kvarterer,
som jeg skildrer i Pussyland.
Der er en
seksuel kurve i sådan en nat. Du kommer igennem de der stadier – forspil,
samleje, orgasme – og så en eller anden form for nedtur efter det. Det er,
når du ender pissefuld med hovedpine nede på centralen klokken otte om
morgenen og står og køber coke af en eller anden neger”.
I Kælderen
under Thai Corner på Istedgade synes Centralen, morgensolen, hovedpinen
langt, langt borte. På en storskærm i den bagerste ende af det dunkle
lokale glider thailandske karaokevideoer forbi i en kornet strøm, mens det
tonedøve, feststemte klientel stemmer i med de uforståelige gloser. Gennem
tågerne af røg og en støt stigende promille danser de spinkle kroppe i
stramtsiddende kjoler selvsikkert forbi. Asiatiske ansigter med fine, sarte
træk, der sagtens kunne være taget fra de farvemættede fotografier i
Bangkok Ladyboys. Det må være forspillet, vi er i gang med nu. List sidder
uberørt og majestætisk på sin barstol. Han griner hjemmevant og spørger,
hvad jeg synes om stedet.
Seksuelle utopier
”Jeg
vil sige det sådan, at noget af den mest intense kærlighed, jeg har
oplevet, har været uden sex, og noget af den mest intense sex, jeg har
oplevet, har været uden kærlighed”. Selv da antallet af tomme øldåser på
sofabordet tidligere på aftenen havde nået en vis størrelse, var hans
punchlines blevet skudt præcist afsted.
Vi har vel
alle en eller anden romantisk drøm om, at de to ting hang sammen,
ultimativt set i en eller anden form for monogamt forhold. Jeg tror bare
efterhånden, at jeg har levet for længe uden for et normalt borgerligt liv,
til at jeg helt kan købe den der model længere. Vi forventer det næsten
umulige i dag. Den følsomme, intense og ømme kærlighed skal være der, men
samtidig skal der være den rå, svedige, hæmningsløse sex. Og de to ting, de
ligger meget langt fra hinanden, og det kan godt være, at det er
forskellige mennesker, du kommer til at opleve de to ting
med.
Jeg synes det
er problem, at man politisk, kulturelt og mediemæssigt kun skildrer
kærligheden som noget, man kan opleve i et monogamt, heteroseksuelt
forhold, der helst skal føre til 1,7 barn. I stedet for at skildre sex og
kærlighed som noget, man kan opleve i en lang række andre sammenhænge, som
heller ikke nødvendig vis udelukker, at man får børn eller laver
alternative familier på den ene eller den anden måde.
Jeg ser ikke
mig selv som nogen Henry Miller, der skriver for at opnå et eller andet
seksuelt utopia, jeg skriver faktisk meget jordnært og realistisk for at
skabe lidt mere frihed, frisind og frigørelse inden for den samfundsramme,
vi har i Danmark. Noget som ikke en gang overskrider den lovgivning, vi har
på det seksuelle område. Inden for den lovgivning mener jeg sagtens, at
man, hvis man tør og hvis man får lov til det, kan realisere sig selv
seksuelt”. En kort pause. ”Med mindre man er pædofil. Så er det svært.” Han
havde tændt en smøg. ”Eller nekrofil.”
Em kulsort
skønhed i stramtsiddende corsage har længe kredset om vores hjørne af
disken. I diskolysets ultraviolette stråler lyser hendes øjne og de hvide
tænder op i ansigtet, da hun læner sig ind over mig. Hun er
voodoopræstinde, betror hun mig. Med varmen fra de nyligt indtagne shots
stadig boblende i kroppen og optændt af aftenens interview, forsøger jeg at
indlede en samtale. De har jo alle en historie at fortælle, disse nattens
dragende skikkelser, og måske kan også søndagsskoleknægten give den som
gonzo-mand. En snak, som den jeg har haft med List i aften, giver én lyst
til at favne del hele. At indtage byen i lange drag. Men der er noget
foruroligende i hendes blik, og hendes monolog bliver hurtigt uforståelig.
Da jeg går i baren for at hente friske forsyninger, sender den thailandske
indehaver mig et advarende blik. Hun ryster bestemt på hovedet og peger på
præstinden. I mellemtiden har List overtaget hende. Han lytter
tålmodigt.
Journalistik i øjenhøjde
”Hvad
enten man skriver om det ene eller det andet, så tror jeg, det er meget
afgørende ikke at have skrevet sine historier i forvejen, når man går ud
til et møde med et andet menneske eller et andet miljø,” havde han sagt
tidligere på aftenen. ”Der er mange danske journalister, der ikke lader
tilfældet råde og lader nogle ting ske. Det handler om at gå ud og blive en
del af historien frem for altid at være den der nøgterne neutrale
observatør.
Indenfor de
områder, som jeg beskæftiger mig med, f. eks. reportager fra
outsidermiljøer, subkulturer og minoritetsmiljøer, der skildrer du jo
mennesker, som står i en sårbar position i forhold til det store, pæne,
borgerlige flertal. Du skildrer folk, som er anderledes, og godt selv ved
at de er anderledes, som ofte gennem hele deres liv er blevet mobbet og
udstødt og dæmoniseret på grund af deres udseende, seksualitet, sociale
baggrund, eller hvad det nu end måtte være. Noget af det allervigtigste for
mig er at sætte sig selv på spil i reportagen og gøre sig selv lige så
sårbar, som de er. Rent etisk er det helt grundlæggende i min praksis som
journalistisk.
Det er jo så
også det, der er nogen, der tænder af på, fordi de er vant til, at hvis man
skal beskæftige sig med sådan nogle folk, så gør man det ud fra en
akademisk eller journalistisk vinkel, hvor man automatisk problematiserer
og patologiserer mennesker og miljøer, og jeg ønsker egentlig hverken at
problematisere eller patologisere, jeg ønsker bare at komme i øjenhøjde med
folk og prøve at forstå, hvordan de har det”.
Og han ser ud
til at mene det alvorligt, tænker jeg, mens vi drikker ud og tager afsked
med den asiatiske skærsild. Den enkelte øl på Strassen, som vi havde aftalt
at runde aftenen af med, er for længst blevet til flere, og i den spirende
beruselses glasklare optik må jeg imponeres over, hvordan aftenens forløb
formår at illustrere det foregående interviews pointer. Den særegne
kombination af hedonistiske favntag med tilværelsens randområder og
knivskarpe refleksioner, der kendetegner mandens tekster, lader til at
falde ham ganske naturligt, også til hverdag. Thaikælderens voodoopræstinde
er synligt utilfreds med at blive forladt, kan jeg se over skulderen, da
jeg stiger fra kælderbarens mørke op i Vesterbros neonnat. Gennem barens
duggede ruder ser jeg hende give ham sit telefonnummer. List sender mig et
indforstået smil, da han kommer ud af døren, og vi fortsætter odysséen.
”Det var egentlig dig, hun ville have,” betror han mig. ”Men jeg sagde til
hende, at du nok ikke var til noget”. Jeg kan ikke lade være at føle en vis
stolthed. Om rundt regnet ti timer har han deadline på sin endnu ikke
påbegyndte klumme til næste nummer af Fokus.
Flere
prostituerede journalister
Tidligere på
aftenen havde vi talt om hans tid på Berlingske Tidende. Om den
sagnomspundne epoke, da netop kulturredaktionen i Pilestræde var landets
mest progressive. Om den purunge reporter med den provokerende pen, der
blev hentet ind for at give kulturstoffet kant. Om reportageture til
obskure undergrundsscener i USA, og en del om de løsslupne
københavnerklummer ”Henne om Hjørnet”.
”Der er
mange, der tror, at vi var meget inspirerede af Dan Turells ’I
byen’-klummer, men det er faktisk en meget stor misforståelse, for ’Henne
om hjørnet’-klummen var langt, langt mere frivol, sjofel og grov end Dan
Turell nogensinde var. Dan Turell ligger ikke og boller ludere på en madras
i en eller anden kælder, sådan noget skriver han aldrig om. Jeg bryder mig
ikke om at være observatør, og jeg bryder mig ikke om at sidde og lure på
folk. Når jeg skal ud se og skrive om nogle miljøer, hvor ekstreme de end
er, så vil jeg ind og kigge folk i øjnene og fortælle dem, hvem jeg er, og
hvad jeg står for. Meget journalistik går jo ud på at forføre folk til at
sige nogle ting, de egentlig ikke har lyst til at sige, og det har jeg
aldrig brudt mig om. Og derfor er jeg nok heller ikke nogen særlig god
journalist i den forstand. Det der Watergate-traume, som de fleste
journalister har, det har jeg overhovedet ikke. Jeg har ingen interesse i
at få nogen knaldet eller afsløret. Drivkraften i mig har været
nysgerrigheden efter at møde nogle mennesker, som var anderledes end mig
selv”.
På Buddha Bar
må der være gode odds for at gøre netop det. Bølgerne af tobaksrøg danser
dovent hen over det højrøstede selskab, og jukeboksen svøber det tætpakkede
rum i velkendte toner fra Peter Belli og John Mogensen. En bælgøjet mand i
krøllet skjorte og slips tager plads ved siden af os i baren og bestiller
whisky til sine nyfundne kammerater. Han skal på arbejde om fire timer,
betror han os, men derfor kan man jo godt runde aftenen af med en Jack D.
List spørger interesseret, hvad han arbejder med. ”Socialrådgiver”, får
manden fremstammet, inden han tømmer whiskyglasset i et drag. En
overvintret 68’er ved navn Freddie har den sidste time forsøgt at sælge os
et post-cobra klatmaleri for 1500 kroner. Han holder det tæt ind til
kroppen, da han går på jagt efter nye potentielle købere. Det skal
finansiere resten af aftenens druktur. Ved min anden side harcelerer en
gråsprængt mand med sammenknebne øjne og trenchcoat over, at en jyde har
forvildet sig ind på hans værtshus. ”Prøv at se, hvor han fører sig frem,”
mumler han og peger på en jovial mand i den anden ende af lokalet. ”Man
burde rulle ham på stedet”. Da jeg igen vender mig mod List, er han faldet
i snak med en sydlandsk udseende kvinde i nedringet kjole. Hun præsenterer
sig som dronningen af Brasilien.
At gå
gennem spejlet
”Jeg
bruger det her billede med ’at gå gennem spejlet’,” kan jeg huske, at han
har sagt tidligere. ”Spejlet er den samfunds- og kulturskabte konstruktion,
vi færdes i. Så længe man står på den ene side af spejlet og ser ind i det,
så vil den måde, man ser mig selv på, være afspejlet af samfundet og
kulturen. Det, som Bangkok Ladyboys skildrer, er en mand, som går igennem
spejlet og kaster sin sidste angst, sine sidste hæmninger og borgerlige
lænker, og går igennem spejlet og kommer ud på den anden side. Så jeg er
nok omme på den anden side af spejlet nu, og det synes jeg egentlig også,
man kan mærke i mange af de ting, jeg skriver.
Jeg lever
ikke noget særligt borgerligt liv, og det er nok også det, der adskiller
mig som journalist og forfatter fra mange andre journalister og forfattere.
Meget af det, man ser i medierne, bliver produceret af journalister, som
økonomisk, socialt og kulturelt befinder sig i den øvre middelklasse eller
overklassen, og de er jo meget langt fra de miljøer, de skal ud og
beskrive, når de skal skrive om thailandske ladyboys, nigerianske
prostituerede, andengenerationsindvandrere med problemer, eller hvad pokker
vi nu kan finde på. Det bliver et meget stereotypt verdensbillede, man
opererer ud fra i både aviserne, tv-stationerne og radioerne, så vi mangler
dybest set nogle journalister, som har en anden baggrund. Vi skal have
flere indvandrere, bøsser, tidligere kriminelle eller nuværende
prostituerede til at være journalister”.
Jeg havde
studset noget ved formuleringerne. Funderet over, hvordan jeg selv ville
interviewe storbyens undergrundsskikkelser. Og hvilken særegen indsigt,
mandens uortodokse interviewredskaber har givet ham i interviewpersonerne.
Er det dér, på et snusket hotelværelse i Bangkok, i hed omfavnelse med en
ladyboy, at den ærlige kontakt og det den sande indsigt opstår? Eller
findes der bag spejlet endnu et spejl? Som jeg sad i hans sofa, lignede jeg
givetvis ikke en, der ville ændre profilen på en typisk journalist. Guilty
as charged, rundet af middelklassen, uden erfaring med hverken stoffer
eller ludere, med en vennekreds befolket af lignende konforme dydsmønstre.
Jeg havde haft svært ved at forestille mig de prostituerede gøre indtog i
den journalistiske verden, men naturligvis havde han haft argumenterne
klar.
”At
være journalist er jo at være prostitueret, det er bare en anerkendt form
for prostitution, fordi vi sælger vores sjæl, hvor de rigtige prostituerede
sælger deres krop. Det sidstnævnte er foragtet, mens det er meget anerkendt
og respekteret at sælge sin sjæl. Men for mig er det jo næsten værre at
sælge sin sjæl end at sælge sin krop”.
En pointe,
jeg stadig funderer lidt over, mens jeg giver mig hen til Buddha Bars
intense mikrokosmos og indsnuser essensen af Lists verden. Den vildfarne
jyde, der går en usikker fremtid i møde, socialrådgiveren med en formentlig
meget lang arbejdsdag foran sig i morgen, strømmene af asiatiske skønheder,
lunken Jack Daniels, thaikælderens fortryllende klientel, de dovne fadøl af
beskidte glas. I morgen venter deadline, hovedpine, hverdag, men i aften er
forbeholdt byen, omvejen, Vesterbros præstinder og
dronninger.
”Husk
at skrive, at jeg holdt ud længere end dig,” råber han grinende efter mig,
da jeg ud på morgenen baner mig vej gennem menneskemylderet og forlader
baren. Morgenluften er kold og forfriskende, da jeg hopper på
cyklen.