”Hvem fanden er hende den lille kineser i hættetrøjen, der render rundt og ta’r billeder?!”1

Pixi-essay: List in Wonderland

Af Henrik List

Artwork: Emli Bendixen

Hvis der er en historie hen over de næste fire sider, handler den vist mest om en lesbisk pige, jeg mødte for nylig, der hedder Emli – og (som altid) vel også en del om mig selv. Der er endnu ikke noget ”os”.

Overskriften? Tjah, til et Vice-party under Distortion-festivalen stillede en fuld ”skater” mig følgende spørgsmål ved fire-tiden om morgenen, da denne Emli lige havde fotograferet os: ”Hvem fanden er hende den lille kineser i hættetrøjen, der render rundt og ta’r billeder?!”

Godt spørgsmål. Lad os indledningsvist derfor få styr på det rent faktuelle (hey, jeg er oldschool!): Emli Bendixen alias Li Joo Hee, 24 år. Ikke kineser, men koreansk adoptivbarn fra Fyn. Hun har boet de sidste mange år i London og Glasgow, men er flyttet tilbage til København, hvor hun ikke helt føler sig hjemme. Hun kan godt lide at forestille sig, at hun er en lille mus, der kan komme ind alle mulige steder og tage billeder, men det får jeg først at vide noget senere. Hun ved ikke, om hun vil kalde sig fotograf eller kunstner, men har et McJob hos TDC, som hun givetvis vil beholde, indtil hun finder ud af det.

Mig: Henrik List alias Henrik List Hansen, 41 år. Arisk dansker med tysk blod fra Det Sorte Jylland. Jeg har rejst over det meste af verden og boet de sidste mange år(tier) i København, hvor jeg føler mig mindre fremmed end i resten af Danmark. Jeg er desværre blevet for gammel til at forestille mig, at jeg er noget som helst andet end mig selv. Jeg kalder mig forfatter og journalist, og arbejder for mig selv og dem, der betaler for min skrift.

Emli er lille og tynd og ung og asiatisk: Kun en pige, der ikke selv kan gøre for det – et glimrende bud på et offer i denne historie.

Jeg er stor og tyk og halvgammel og kaukasisk: Meget en mand, der bærer 500 års synder på sine skuldre, og er utroligt nem at caste som skurken.

Kort sagt: Det kan kun gå galt.

Fuck det faktuelle. Dette er nok snarere en historie om to meget forskellige mennesker, der mødte hinanden for at lave et interview til Panbladet - på en lesbisk bar, der hedder Vela, på Vesterbro i København - en måneds tid før Distortion.

Måske mødtes vi netop dér, fordi Emli som nævnt er lesbisk og således havde hjemmebanefordelen; regnede med, at sådan et sted ville gøre mig lidt nervøs. For jeg er jo – insisterer i hvert fald en hård kerne af den danske feminismes mest sure skeder – et macho-svin og en klam sexturist; en listepik og generelt en væmmelig fyr. Dét var også nogenlunde, hvad hun havde hørt ude i byen, men ligesom de fleste af de førnævnte feminister havde hun naturligvis hverken mødt mig personligt eller læst noget af det, jeg har skrevet. Det forhindrede hende dog ikke i at ville interviewe og fotografere mig til Panbladet, sandsynligvis i håbet om at kunne svine mig til. Men jeg ved det retfærdigvis ikke, og det ovenstående er muligvis kun en ynkelig afspejling af min egen paranoia.

Min allerførste tanke, da jeg så Emli, var helt ærligt blot, at jeg nok ville have lagt an på hende, hvis jeg altså ikke på forhånd havde vidst, at hun var lesbisk. Og at det egentlig var befriende ikke at være nødt til at gøre det, selvom hun var min type: Lille; asiatisk; drengepiget på hipster-måden; you name it…

Emli vidste for øvrigt ikke, at der kunne have ligget andre motiver bag min accept af at møde hende på Vela, eftersom stedet tidligere hed Orient Bar og engang var ejet af en af mine mere autentiske Vesterbro-venners onkel: Ironisk nok en dyr champagne-natklub, hvor man især kunne møde sorte piger, der ikke umiddelbart virkede særligt lesbiske og meget gerne ville tage én med op på et af værelserne på Hotel Metropole i samme bygning, hvis man vel at mærke betalte dem et par tusinde for det.

Dén slags har jeg slet ikke råd til mere, så det er fint med mig, at denne smukke, gamle bar med geisha-mosaikvinduerne i Viktoriagade er blevet til et lesbisk sted. Jeg kan godt lide lesbiske, fordi det er rart at være sammen med piger uden at tænke på sex. Jeg havde endda i forvejen været på Vela et par gange, og hvis sandheden skal frem, sagde jeg ja til at mødes der, fordi det er tæt på min egen lejlighed på Vesterbro. Det var noget så banalt som et spørgsmål om logistik. Det vidste Emli heller ikke endnu. Lige så lidt som hun formodentlig var klar over, at jeg nærmest er ambivalent heteroseksuel halv-queer med en vis svaghed for smukke, feminine drenge og thailandske transer (ja, det er sgu kompliceret!) – og har skrevet en bog om dét: ”Bangkok Ladyboys”.

Det var jo altså lige dén bog, vi skulle mødes på Vela for at snakke om dén lørdag, så jeg i bedste fald kunne dumme mig, og Emli i hvert fald kunne få bekræftet sine fordomme. Men det er igen gætterier, for jeg vidste det overhovedet ikke på det tidspunkt, og det gjorde hun sådan set heller ikke. Basal magtudredning: Vi var der begge for at udnytte hinanden i hver vores rollespil.

Sådan er det altid i medierne.

Tro mig.

Det blev en helt anden historie, må jeg indrømme, og den er stadig under udvikling her på tredje og fjerde side i træk. Hvorfor? Fordi der forbavsende hurtigt kom et ”os” - i stedet for et ”dig” og et ”mig” med en helvedes masse fordomme om hinanden - i en pludselig, uventet sprække af åbenhed imellem Emli Bendixens usikkerhed og min momentane svaghed (forklaring følger) dér på den lesbiske bar, som før har været et hetero-horehus.

Man taler om ”kærlighed ved første blik”, hvilket jeg aldrig har oplevet, men imellem os vibrerede der et klangrum af fremmedgjorthed og utilpassethed ved første blik, helt bogstaveligt allerede få sekunder efter, at vi havde hilst på hinanden og sat os ved et bord på Vela. Vi havde først og fremmest en eller anden form for outsider-følelse til fælles og genkendte instinktivt hinandens usynlige sår. Fandt vi ud af senere, da vi havde lært hinanden bedre at kende og talte om det.

Emli havde været irriteret og overbevist om, at jeg brændte hende af, fordi jeg kom et kvarter for sent - på den underskudsagtige måde. Hun havde tænkt, at det nok var, fordi hun var lesbisk. Jeg kom imidlertid det kvarter for sent (og ønskede selv bare at få det skide interview overstået i en fart), fordi jeg kunne mærke, at jeg var ved at blive syg efter en 24 timers bytur oven på receptionen for ”Bangkok Ladyboys” på Zoo Bar og en fodboldkamp imellem FC og Brøndby i Parken. Det skulle godt nok vise sig, at jeg havde fået dobbeltsidet lungebetændelse, men foreløbigt handlede det simpelthen om at sælge min hvide røv og min nye bog for de lyserøde dollars.

Min paranoia kørte specifikt på, at Emli ville lure på enhver politisk ukorrekt fejltagelse og hænge mig nådesløst ud i Panbladet, hvis jeg blottede mig så meget som et fucking sekund: At hun var en spion for de feminister, der af en eller anden grund hader mig som pesten.

Emlis paranoia var mere omfattende og knap så personlig, tilstod hun i en mail til mig et par uger efter interviewet: ”Jeg kan køre mig selv helt ned med tanker om sammensværgelser og hvordan du og alle andre kommer til at hade mig en dag, når vi lærer hinanden at kende. Jeg er så paranoid nogle gange det’ åndssvagt. Var for eksempel i flere uger overbevist om at min tidligere kæreste i virkeligheden var en heteroseksuel skuespillerinde ansat til at tage pis på mig – og at vi uden jeg vidste det hele tiden var på noget á la The Truman Show… Hvor hele verden bare grinede af mig…”

Det grundlæggende var vel, at Emli glemte sine attituder i nervøsiteten og jeg mine parader i febertågen. Lige såvel som vi glemte (eller bare ikke havde overskud til at opretholde) vores roller i mediespillet som henholdsvis aggressiv kultur-wannabe vs. selvfed kultur-ronkedor, kvindeligt ”offer” vs. mandlig ”forbryder”, homo vs. hetero… Selvom om så mange andre sikkert stadig vil foretrække at se os sådan, fordi de ikke kan gennemskue de latterlige spil, som større kræfter iscenesætter dem i. Dem om dét. Dem om deres sublimerede angst, usikkerhed og paranoia.

Vi så på hinanden med åbne øjne, lyttede til hinanden med åbne ører og talte med hinanden med åbne sind. For vi fandt f.eks. ud af, at vi begge er fans af Paul Auster, og at Emli engang havde givet ham en bog af J.T. Leroy i en boghandel i London, og at jeg engang havde røget cerutter og snakket om baseball med ham i hans hus i Brooklyn. Vi fandt ud af, at en af hendes bedste veninder i London er kæreste med Chris Conner fra det ultracoole trip hop-band Sneaker Pimps, som jeg engang forsynede med et par gram af den hvide, da de spillede på Roskilde Festivalen i 90’erne.

Vi fandt ud af, at vi begge er lidt bange for Anika Lori, at vi begge elsker sushi, at vi begge har en tendens til at føle os ”udenfor”, at vi begge hader at blive fotograferet, og at jeg har en tatovering af en lille asiatisk pige, der ligner Emli, på min højre arm. Og vi fandt selvfølgelig også ud af, at vi godt kunne lide hinanden. Nok fordi vi faktisk begge to er ret søde, når det kommer til stykket. Synes vi da selv.

Vi ramte under alle omstændigheder (og helt seriøst!) en ren tone sammen dér på Vela. Vi lagde – og lægger i dette pixi-essay – vores kort på bordet. Vi snakkede og tog billeder og jazzede og grinede og gik ud og købte sodavand i 7-Eleven og hjem til mig i Istedgade og snakkede videre og hørte musik i mange timer dén lørdag, hvor det hele ellers sagtens kunne være endt i én stor, sammenbidt skyttegravskrig af kolde, falske smil og onde, indebrændte tanker.

Vi kravlede op af hver vores skyttegrav og mødte hinanden i Wonderland i stedet for, og dét er hverken et eventyr eller en større sensation, men – et eller andet sted – trods alt et mindre mirakel.

Muligvis fordi det sker så pokkers forbandet sjældent efterhånden.

Og i hvert fald mindst fire sider værd.

www.henriklist.dk

www.emli.dk