Beat & Buddhisme
(Berlingske Tidende, 28/3-1998)
SÆT JAZZ PÅ BUDHAEN!
Af Henrik List
»Jeg vil have Gud til at vise mig sit ansigt,« svarede Jack Kerouac engang, da en journalist spurgte ham, hvad han søgte efter, og det filosofiske, religiøse og spirituelle var da også afgørende katalysatorer for den amerikanske beat-forfatters liv og værk. Men i den mest produktive periode af Kerouacs forfatterskab - i de år i 1950'erne, hvor han nærmest manisk (og godt zonket på sprut og speed!) arbejdede ved skrivemaskinen med en stadig større stak manuskripter, drønede frem og tilbage over det amerikanske kontinent på vilde rejser sammen med Neal Cassady (senere beskrevet i romanklassikeren »On The Road«), og i New York og San Francisco sammen med venner som William S. Burroughs, Allen Ginsberg, Lucien Carr, Herbert Huncke, Carl Solomon, John Clellon Holmes, Gregory Corso, Gary Snyder og Lawrence Ferlinghetti lagde grunden til det, der senere skulle blive kendt som beat-generationen - var det ikke barndommens kristent-katolske Gud, han ønskede at stå ansigt til ansigt med.
I Alfred Leslie og Robert Franks eksperimentalfilm »Pull My Daisy« fra 1959, følger man et møde imellem på den ene side en katolsk biskop, dennes mor og dennes søster og på den anden en flok yngre, øldrikkende og potrygende beat-typer i en småsnusket kunstnerhybel i New York. Biskoppen er kommet for at svare på de forsamlede venners eksistentielle spørgsmål og hjælpe dem med deres religiøse dilemmaer, men efterhånden som eftermiddagen går på hæld, udvikler situationen sig dog i en helt anden retning, da de bliver ved med at udfordre ham med referencer til buddhisme og drille ham med påtaget naive spørgsmål som f.eks. »er baseball hellig?«, »er piger i stramme kjoler hellige?«, »er kakerlakker hellige?« . . .
Hipster-hovedrollerne spilles bl.a. af Allen Ginsberg, hans elsker Peter Orlovsky og digterkollegaen Gregory Corso, mens Kerouac som en beboppende rapper, en jivende eftersynkronisator, lægger kommentarer og stemmer til stumfilmspersonerne på lydsporet. Lige såvel som filmen i øvrigt var bygget over et uopført teaterstykke af selvsamme Kerouac, hvor han beskriver en virkelig konfrontation imellem en biskop og en flok beat-rødder i Neal og Carolyn Cassadys hjem i Californien nogle år tidligere. Men ud over at provokationerne af den hvide middelklasse-kristendom hang naturligt sammen med beat-generationens foragt for 50'ernes Koldkrigsamerika, for tidens snerpede seksualmoral og officielle magtsymboler af alle slags - kirkernes, politiets, militærets, de multinationale korporationers - udsprang »Kejseren uden klæder«-holdningen til de fremherskende, statsanerkendte trosretninger i hjemlandet faktisk også af en dyb, seriøs interesse for andre religioner og livsfilosofier. Ikke mindst den asiatiske buddhisme i dens forskellige afskygninger.
Forfatteren som frelser
Buddhismens ikke-institutionaliserede og individuelle vej til forløsning var det perfekte modsvar på efterkrigstidens robotiserede massesamfund, lige såvel som accepten af livets forgængelighed var det på atomtruslen, som det materielle livs manglende betydning var det på forbrugerræset, og som »den store bevidsthed« var det på McCarthy-æraens dualistiske fjendebilleder. Buddhismen var en vej ud af selvets fængsel, en frigørelse fra den vestlige verdens overfladiske stress, småborgerlighed og statussøgen, for mange af beat-generationens frontfigurer. Ideen om forfatter-bohemen som en boddhisatva eller en bhikku - en hellig mand eller en vandrende munk - appellerede selvfølgelig også til mange af dem, selvom det i længden kun var de færreste, der som en Philip Whalen eller en Gary Snyder (skildret som den prototypiske zen lunatic Japhy Ryder i Kerouacs buddhistiske roman »The Dharma Bums«) praktiserede en egentlig, streng buddhisme med askese og meditation. Dertil var der for meget jazz i højttaleren, for mange skæve tanker i knolden, for meget tryk på testosteronen, for meget knald på skrivemaskinerne og for meget sjov tobak i de hjemmerullede cigaretter.
For Kerouac især blev konflikten imellem dharma (Buddhas lære) og beat et slag imellem religiøse ekstaser, ophøjet klarhed og asketiske idealer på den ene og en turbulent tilværelse gennemsyret af sprut, sex og stoffer på den anden side. Hvilket med smertelig tydelighed afspejler sig i »Some Of The Dharma«, en stor, pragtfuld, over 400 sider lang coffee table-moppedreng; en sammenhængende serie reflektioner om buddhismen, som blev udsendt første gang sidste efterår. 40 år efter at forfatteren, efter mange forgæves forsøg, fik sit gennembrud med udgivelsen af sin anden roman - »On The Road« (»Vejene«) - og 18 år efter hans død som en alkoholiseret, forbitret og isoleret has-been hjemme hos mor i Florida.
Dharma bumser i Levis-jeans
Kerouac drømte i årene imellem 1953, da han igennem den amerikanske 1800-tals forfatter Henry David Thoreaus »Walden« opdagede buddhismen, og 1957, da »On The Road« udkom i New York, om at lancere en ny buddhisme over for sine generationsfæller: En rygsæksrevolution for vandrende dharma bumser i Levis-jeans, hvor den asiatiske buddhisme blev luftet igennem i det store, åbne, amerikanske landskab, hvor den buddhistiske vismand mødte indianske shamaner, karma cowboys og omstrejfende jernbanebumser i Det vilde Vesten, og hvor gode, gamle Buddha fik sig et ordentligt pift storbyjazz i de sortes ghettoer.
»Some Of The Dharma« er en overdådig omgang zen-automatskrift, et sprudlende flow af bebop-mantraer, portvins-haikuer og amfetamin-sutraer, spændende fra kaotisk nedskriblede strøtanker, skitser og dagbogsnotater til lommefilosofiske prosafortællinger og spontan hverdagspoesi, skrevet af en Kerouac på højden af sin ydeevne. Teksterne tog deres begyndelse i en række breve til Ginsberg, hvor han - med held i længden - prøvede at tænde vennen på buddhismen, men tog efterhånden form af et forsøg på at lave en slags håndbog for amerikanske buddhister, et omfattende pædagogisk-poetisk forsøg på at indskrive Buddhaens lære i en amerikansk kontekst. Selvom han et sted skildrer beat-vennerne som helgener - og fantaserer om at udgive deres tekster på »Beautiful Press« under titlen »Six Unpublished Saints« - finder man som en rød tråd igennem denne myldrende bog også kimen til det opgør med netop dem og deres værdier, som senere skulle isolere ham fra dén generation, han havde inkarneret i »On The Road«, og dét bevidsthedsskred i 60'erne, som hans og vennernes bøger (»On The Road« og »The Dharma Bums«/Ginsbergs »Howl«/Burroughs' »Naked Lunch« etc.) havde været med til at kickstarte i 50'erne: »The more thought of it disgusts me --- The Beat Generation , my relationships with Solomon & Allen & Holmes (...) the shame of litterature, the whole arbitrary mess of my mother's disapproval of the generation and all its modern activities & the generation's arbitrary disapproval of doting mothers, my whole room cluttered with manuscripts, the disgust of quitting making-a-living-at-writing just when my breaks were underway. --- For purity's sake I'll quit«.
I samme åndedrag afviser han Miles Davis, Bud Powell og Dizzy Gillespie - dén jazz, der ikke mindst i en roman som »The Subterraneans« (»De underjordiske«) havde været selve hjerterytmen i hans musisk improviserede prosa - og fortæller, at han ikke engang hører radio længere, fordi jazz er »smalsporet støj«. I '54, samtidig med at han kæmpede for at få forlagene til at antage hans manuskripter til selvbiografiske bøger som »On The Road«, »Doctor Sax«, »Maggie Cassady«, »Visions of Cody« og »The Subterraneans« - grundpillerne i det, han noget u-buddhistisk så som »Legenden om Duluoz« (Duluoz var et gennemgående pseudonym for ham selv) - overvejede han seriøst at droppe forfatterdrømmen og leve i en lerhytte i Mexico. Herfra skulle han kun skrive for at lære fra sig; skrive for at få folk til at forstå Buddhaen: »I should write to my agent, tell him to send back all my books because they are »Pre-Enlightenment« and I'm on a new career of Buddhist-Writing (he doesn't have to know that Buddhist-Writing is No-Writing) . . .« De sidste tekster i »Some Of The Dharma« er skrevet ind i den kosmiske logbog i foråret 1956, et års tid før det for alvor gik løs med pludselig berømmelse (og i endnu højere grad: berygtethed) post-»On The Road«.
På vildspor til Nirvana
Kerouac vendte tilbage til det vilde liv i Greenwich Village i New York, langt fra lerhytten i Mexico og de buddhistiske udgivelser på det imaginære »Beautiful Press«, drak og horede og jazzede og gled længere og længere væk fra sine kammerater - for endelig i 60'erne at vende sig helt bort fra det gamle liv. Således også fra den kærlige, altfavnende buddhisme, som i de senere år blev erstattet med en dyster, skyldbetonet katolicisme hentet fra barndommen i det fransk-canadiske miljø i Lowell, Massachusetts - og fra bunden af en flaske bourbon. Nu var der kun én Buddha tilbage i huset, og det var Gabriel Ange Kerouac, Mémêre, hans livs altdominerende
kvindeskikkelse: Mor!
Alligevel skal man ikke undervurdere Keroaucs tre-fire år lange mislykkede forsøg på igennem meditation, askese og religiøs automatskrift at følge Buddhas otte-sporede vej mod Nirvana - og da slet ikke forklejne hans og beat-generationsfællernes betydning for buddhismens brede gennembrud blandt de unge beatniks og blomsterbørn i 60'ernes USA. Sådan som det ellers har været tendensen i biografier og litteraturhistorier om disse forfattere.
Carole Tonkinsons kommenterede antologi af buddhistisk inspirerede beat-tekster, »Big Sky Mind - Buddhism And The Beat Generation « (i den nye paperback-udgave med en fremragende introduktion af filosofiprofessoren Stephen Prothero), er således et seriøst forsøg på at opvurdere det filosofiske, religiøse og spirituelles betydning for beat-generationen. Og interessen for buddhismen var ikke - hverken for Kerouac eller nogle af de andre - blot hip, eksotisk staffage eller lutter drillerier af borgerdyr på vej til søndagsgudstjeneste, lyder konklusionen dér. Beat-generationen (måske med undtagelse af Bedstefar Burroughs) delte langt hen ad vejen dyrkelsen af naturen, romantiseringen af indianere og vagabonders frie liv og fascinationen af asiatisk tankegang med Thoreau, Ralph Waldo Emerson og de andre amerikanske trancendentalister fra et århundrede tidligere, og skrev sig dermed ind i en amerikansk tradition, der også omfatter forfattere som Walt Whitman, Ezra Pound og William Carlos Williams.
Buddhismen var selvfølgelig ikke udelukkende kommet til USA ved hjælp af trancendentalisterne og efterfølgende generationer af asiatisk interesserede intellektuelle, men primært via de asiatiske indvandrere fra Kina og Japan, som i løbet af forrige århundrede kom til især den amerikanske vestkyst - f.eks. til en by som San Francisco, beat-generationens senere arnested. Men de asiatiske indvandrere fik lov at beholde den buddhistiske praksis for sig selv i 100 år, og da senere beat- og San Francisco Renæssance-digtere som Phillip Whalen, Gary Snyder og Lew Welch i slutningen af 1940'erne blev interesseret i den, var det simpelthen et problem at finde såvel tekster på engelsk som læremestre med lyst til at formidle deres viden til hvide mennesker.
Da Kerouac i '53, få år efter Whalen, Snyder og Welch - som beskrives med beundring i »The Dharma Bums« - tilfældigt faldt over hinduismen og buddhismen i »Walden«, gik han systematisk i gang med at støvsuge det lokale bibliotek i San Jose, Californien, hvor han boede hos Neal Cassady, for titler som Dwight Goddards »A Buddhist Bible«. Men fælles for dem alle var det, at de ikke havde nogen lærere eller meditationscentre at søge til og kun få bøger at læse - hvilket var medvirkende til, at deres fortolkning af buddhismen blev særdeles personlig og amerikansk. På mange måder blev beat-generationen derfor en missing link imellem 1800-tallets lænestolsbuddhister og nutidens seriøst praktiserende og gennemorganiserede buddhister i USA - dem, der serverede buddhismen på et sølvfad for 68-generationen, i form af f.eks. Kerouacs roman »The Dharma Bums« eller Ginsbergs messen i guruklæder til 117 fredsdemonstrationer.
»De sjæleligt forkrøbledes oprør«
Samtidige kritikere af beat-generationens værker i slutningen af 50'erne vendte igen og igen tilbage til disses nihilisme. Norman Podhoretz skrev således - i en legendarisk slagtning i det radikale tidsskrift »Partisan Review« af den nyudkomne »On The Road« - om beat-fænomenet, at »dette er de spirituelt underpriviligerede og de sjæleligt forkrøbledes oprør«. Hvilket naturligvis var noget fordrukkent sludder . . .
Det var den utrættelige formidler, organisator og litteraturpusher Ginsberg, som introducerede Kerouac for hans ligesindede i San Francisco i midten af 50'erne. Umiddelbart var det chokerende for Kerouac at møde andre jævnaldrende med samme stærke interesse for buddhismen som han selv - ikke mindst fordi de vidste mere om den, end han gjorde. Flere af San Francisco-digterne talte mindst ét asiatisk sprog, havde studeret asiatisk kultur på universitetet og havde mangeårig øvelse i meditation, og Gary Snyder havde sågar opholdt sig i et buddhistisk kloster i Japan for at studere hos en zen-mester. Kerouac og Snyder blev da også omdrejningspunkterne for den åndelige kobling imellem Buddha og beat, men hvor førstnævnte brændte ud efter nogle intense års studier og formidling af buddhismen, ja, som beat-buddhisten himself i medierne i slutningen af 50'erne, vedblev Snyder - med en meget lavere offentlig profil - at være praktiserende buddhist. Lige som i øvrigt flere af de andre San Francisco-digtere - Philip Whalen (i dag zen-buddhistisk abbed), Albert Saijo, Lew Welch, Lawrence Ferlinghetti m.fl. - gjorde det. Kerouacs rolle og hans specielle, jazzede, amerikanske buddhisme-fortolkning blev dog på mange måder overtaget af vennen Allen Ginsberg, som havde stiftet bekendtskab med buddhismen allerede i begyndelsen af 50'erne, men først for alvor konverterede til den efter de vilde syre- og aktivistår i 60'erne, da han begyndte at studere hos den tibetanske lærer Chogyam Trungpa Rinpoche. Sammen med Rinpoche grundlagde Ginsberg således den stadig eksisterende Jack Kerouac School of Disembodied Poetics på den tibetanske gurus Naropa Institute i Boulder, Colorado, hvor man siden - helt i Kerouacs ånd fra »Some Of The Dharma«-tiden - har udforsket grænseområderne imellem beat-skrift og Buddha-praksis. Lige så vel som Ginsberg lige til sin død - på trods af sin erklærede homoseksualitet og sit glødende politiske engagement - blev ved med at praktisere buddhisme, studere hos tibetanske mestre og skrive buddhistiske tekster i sin stadige strøm af digte.
PS fra Bedstefar Burroughs
Men én af de oprindelige, gamle beat-drenge fra New York, El Hombre Visible, heroinjunkien, våbenfetichisten, pæderasten, cut-up kunstneren og kultforfatteren William Burroughs, der ligesom Ginsberg døde i '97, bevarede til det sidste sin skepsis over for vennernes buddhistiske trip - selvom han var den allerførste af dem, der havde læst buddhistiske tekster og praktiseret yoga som ung mand tilbage i 30'erne og 40'erne.
Burroughs omtalte konsekvent og lettere ironisk Kerouac som »katolik-buddhist« og skrev allerede i '54 - i et brev til den på det tidspunkt dybt involverede Kerouac - at »buddhisme ofte ender som en slags psykisk junk«. Alligevel lod han sig - lettere modvillig og godt sur over, at han ikke måtte tage sin uundværlige skrivemaskine med - af Ginsberg lokke til at tilbringe et par uger i en øde beliggende meditationshytte sammen med førnævnte Rinpoche i midten af 70'erne. Hvilket der kom en række knivskarpe dagbogsblade - skrevet i protest i en indsmuglet notesbog med blyant og trykt i »Big Sky Mind«! - ud af.
Burroughs frakender deri ikke den buddhistiske praksis - f.eks. i form af daglig meditation - en positiv værdi, men ser den som et middel i skriveprocessen, aldrig som et mål i sig selv. Forfatteren sætter sig igennem over for buddhisten - beaten vinder over dharmaen: »Jeg bruger meditation for at få materiale til at skrive. Jeg beskæftiger mig ikke med et eller andet abstrakt nirvana. Det er lige præcist visionerne og fyrværkeriet, der er brugbart for mig, netop det alle mestrene fortæller os, vi skal lægge så lidt mærke til som muligt. Telepati, ud-af-kroppen-oplevelser - disse manifestationer er, ifølge Trungpa, rene distraktioner. Præcist. Distraktion: Sjov, lige som svæveflyvning eller surfing eller dykning. Så hvorfor ikke have noget sjov? Jeg fornemmer et underliggende dogme her, som jeg ikke vil indordne mig under. En Boddhisatvas og en kunstners formål er forskellige og måske ikke forenelige. Vis mig en god buddhistisk romanforfatter«.
Jack Kerouac: Some Of The Dharma. 420 sider. Viking, New York. (385 kr. hos Atheneum i Nørregade, København.)
Carole Tonkinson (red.): Big Sky Mind - Buddhism And The Beat Generation . 387 sider. Thorsons, London.