Mørkets hjerte i Solens By
Instruktøren Asger Leth træder ud af sin berømte far
Jørgen Leths skygge med Ghosts of Cité Soleil. Han satte under
dramatiske optagelser sit liv og alt, hvad han ejede, på spil for at
realisere en dokumentarfilm om ghetto-bandemedlemmer i Haiti. Og fik blandt
andet hjælp af rapperen Wyclef Jean fra The Fugees!
Af Henrik List
”Jeg blev tilbage for at drømme mareridtet til
ende …”
(Joseph Conrad: Mørkets hjerte)
Omtrent midt i Asger Leths halvanden time lange
dokumentarfilm Ghosts of Cité Soleil ser man – som i en serie af
blitzglimt i et ellers uigennemtrængeligt mørke – en overbelyst
digitalvideo-optagelse af flere hundrede lig, smidt hulter til bulter oven
på hinanden med forvredne ansigter og lemmerne strittende i de mest
unaturlige retninger. Blitz, lig, kulsort mørke ... i så hurtige klip, at
chokeffekten nærmest bliver subliminal og desto mere uafrystelig.
”En dag i Port-au-Prince kom jeg sammen med en dansk
fotograf tilfældigt forbi det, der svarer til Rigshospitalet i København,
og så en kvinde med liget af en lille pige under armen,” fortæller Asger
Leth.
”Hun var på vej ind for at aflevere sin døde datter
på lighuset, og vi gik med derind. Jeg filmede ikke hende, da hun jo var i
dyb sorg, men blev bagefter hængende og snakkede med bedemanden og fik
efter lang tid lov til at se selve lighuset i kælderen. Der var bælgravende
mørkt dernede, ingen air-condition og ingen belysning. Der stank
forfærdeligt, ubeskriveligt, og man vadede igennem blodet på gulvet. Jeg
havde ikke nightvision med, men filmede simpelthen bare løs ind i
mørket, mens fotografen fyrede sin blitz af ved siden af mig igen og igen
for at give mig lidt lys.”
”Det var som at stirre lige ind i helvede i de glimt,
hvor man kunne se bunkerne af lig. Og det slog mig, hvor uværdigt det var
for de døde at blive behandlet så ligegyldigt. Der var vel 500 lig på
gulvet og på nogle træhylder langs væggene, og det var lidt som at se en
dukkeforretning, der var blevet bombet, fordi hoveder, arme og ben bare
hang og daskede ned fra hylderne og fik ligene til at ligne store, ødelagte
dukker. Stanken hang ved mig i dagevis, i håret og huden, og jeg måtte
vaske tøjet og koge mine sko flere gange for at få det hele nogenlunde
rent.”
Sang og endelos slum
Den 35-årige københavnske instruktør debuterer med et
brag af en dokumentarfilm om det krisehærgede Haiti, der har potentiale til
at blive såvel en kunstnerisk som en kommerciel succes – ikke bare i
Danmark, men også i udlandet, hvor den ventes at få verdenspremiere senere
på året.
Allerede i første scene af Ghosts of Cité
Soleil fornemmer man, at dette er noget helt specielt. Nogle unge
sorte mænd drøner i bil igennem et støvet, fattigt byområde med hornet i
bund, joints i kæften og skarpladte automatrifler stikkende ud af
vinduerne, mens Tupac Shakurs Never Be Peace dunker fra
båndoptageren, og chaufføren synger med på omkvædet. Det er stærk, lækkert
– og hamrende politisk ukorrekt…
Det håndholdte kamera, de vekslende filmformater, de
feberagtigt glødende, ”slidte” farver (behandlet med den nye, digitale
Magic Bullet-teknologi), de scratchende klip, det oppumpede tempo og de
hidsende, synkoperede beats på lydsporet går op i en højere, musikalsk
enhed, der suger én ind i dette kaos. Selv om tilskueren indimellem får lov
til at slappe af med enkelte poetiske stemningsvignetter – hvori man kan
ane, hvor smukt et sted Haiti kunne være! – er pulsen faretruende
høj i dette apokalyptiske adrenalinsus af en film. Og faretruende tæt på
døden. Og dermed livet…
Vi sidder i Asger Leths lejlighed på Vesterbro og
snakker om det tragikomiske i, at almennyttige boligblok-kvarterer med
pæne, moderne lejligheder og masser af grønt græs og frisk luft herhjemme
kaldes for ”ghettoer” af danske politikere, journalister og såkaldte
eksperter, der givetvis aldrig har været i en rigtig
ghetto.
Dét har Asger Leth, og han har oven i købet fået en
film med ud derfra. En film, hvis hovedpersoner siden indspilningen er endt
i det samme lighus, hvor Leth så ind i helvede. En film, der foregår i
ghettoen med det grotesk eufemistiske navn Cité Soleil i Port-au-Prince, et
slumkvarter med omkring en halv million indbyggere, flere tusinde bevæbnede
bandemedlemmer og en gennemsnitslevealder for mænd, der ligger tungt i
slutningen af 30’erne. Et slumkvarter uden vand, strøm, kloakering,
hospital, politi, skoler, butikker, mad eller så meget som én tot græs i
det endeløse, forurenede blik- og betonhelvede.
Ikke spor skudsikkert
”Jeg har filmet i mange slumkvarterer i verden – i
favelaerne i Rio de Janeiro, i Cape Flats i Sydafrika og i Bombay, og jeg
har aldrig set noget værre end Cité Soleil,” siger Asger Leth. ”Under min
anden tur til Haiti under optagelserne filmede jeg selv meget dernede i
ghettoen, og det var ikke rart. Man skal tage et valg, hvis man
påtager sig sådan en opgave: Man skal nærmest være klar til at dø for det.
Vi kunne ikke engang have skudsikre veste på, fordi der var en tendens til,
at det var dem med skudsikre veste, der blev skudt mest efter. For man
måtte jo være en vigtig person, hvis man havde en skudsikker vest
på!”
”Jeg blev selv beskudt af bandemedlemmer to gange
under optagelserne, og jeg lærte noget om mig selv. Nemlig at jeg kan tage
fat i min egen angst og beslutte mig for ikke at være bange. I
hvert fald ikke så bange, at jeg ikke kunne gøre mit arbejde færdigt. Det
var nok også en kæmpe fordel, at jeg har været så tit i Haiti. Jeg er
kommet der, siden jeg var tretten, og efter at min far flyttede fast dertil
omkring 1990, har jeg været der stort set fast en måned hvert år. Det er
selv under normale omstændigheder et barskt sted, hvor der ligger lig på
gaden, og ligene får lov at rådne op i dagevis, inden de bliver fjernet –
dén slags havde jeg set allerede.”
”Efter alle de rejser derover har jeg fattet én
grundlæggende ting, og det er, at Haiti aldrig ændrer sig. Diktatorerne og
regimerne skifter, men de rige er rige, og de fattige er fattige, og der
kommer altid et nyt kup på et eller andet tidspunkt. Det er som at læse en
åben bog, og dét har jeg længe haft lyst til at lave en film om. Jeg havde
bemærket, at utilfredsheden med præsident Aristide steg og steg, fordi han
var begyndt at blive korrumperet og bruge de samme voldelige metoder som
sine forgængere, selv om han ellers var den første demokratisk valgte
præsident i landets over 200 år lange historie som selvstændig
nation.”
”Det er, som om kriserne i Haiti har en ganske
bestemt dramaturgi, og da det væbnede oprør startede i det nordlige Haiti i
slutningen af 2003, og der var store demonstrationer imod Aristide inde i
selve Port-au-Prince, vidste jeg, at tiden var inde til at lave
min film.”
Karismatisk gangsterleder
Asger Leth gamblede, tog et stort banklån og nåede at
lande i Haiti, inden al flytrafik blev suspenderet af sikkerhedsårsager. Da
han landede i februar 2004, var det ikke blot midt i en blodig borgerkrig,
men også i et stykke virkelighed, der overgik enhver tænkelig form for
fiktion.
Ikke mindst i kraft af den karismatiske gangsterleder
2Pac (opkaldt efter den myrdede, amerikanske gangster rap-stjerne Tupac
Shakur), der er filmens omdrejningspunkt: En af de fem mest magtfulde
bosser for de berygtede, kriminelle bander les chimères
(”spøgelserne”) fra Cité Soleil – som Aristide-styret inden dets fald i
2004 forsynede med våben og satte ind imod demonstranter og rebeller som en
slags hemmelig hær. Men samtidig er 2Pac også en begavet, følsom og
talentfuld fyr i starten af 20’erne, der drømmer om at slå igennem i USA
som rapper og få et bedre liv for sin familie – og på soundtracket endda
beviser, at dét muligvis heller ikke ville have været helt udelukket. Hvis
han altså ikke lige havde levet et liv, der får de fleste amerikanske
gangster-rapperes røverhistorier til at minde om godnateventyr for børn
...
Hvor meget af en gambling det egentlig var for Leth
at tage af sted til Haiti med et banklån, han ikke havde dækning for i sin
privatøkonomi, og diverse (dyrt) lånte udstyr – uden nogen aftaler med
Filminstituttet eller noget dansk filmselskab (endsige en god forsikring)
som rygstød – fremgår af det held, det var, at han overhovedet kunne komme
i nærheden af en livsfarlig mand som 2Pac og dennes tilsyneladende
decideret psykopatiske bror Bily. For slet ikke at tale om deres stærkt
bevæbnede ”soldater”, der i filmen vælter råbende og skrigende rundt i
gaderne med død i øjnene og alt for meget crack, pot og testosteron i
blodet.
”Jeg havde tidligere i 2003 fået en kontakt til en
ung, serbisk nødarbejder, Milos Loncarevic [filmens medinstruktør], der
sammen med sin franske kæreste Lele [Éléonore Senlis] befandt sig i Cité
Soleil som de eneste to hvide tilbage, og kunne komme og gå der, som de
ville – hvilket ellers er livsfarligt for hvide! – fordi de hjalp de lokale
og var blevet venner med bandechefen 2Pac. At Milos samtidig var fotograf
og tog en masse stillbilleder der, gjorde det kun endnu bedre. Det var et
scoop i forhold til, hvilken film jeg gerne ville lave – en film, der både
var spændende som en spillefilm og meget autentisk – da jeg aldrig selv
ville kunne tage ind i Cité Soleil og filme uden nogen kontakter.”
Wyclef vild med projektet
”Det blev hurtigt klart, at filmen skulle fokusere på
de to brødre 2Pac og Bily. Især stod det klart, at 2Pac var en slags
hovedkarakter, fordi han havde haft så dramatisk et liv og var så
spændende, karismatisk og velformuleret en person. At han samtidig var
gangster rapper og drømte om at blive stjerne i USA, gav det kun en
yderligere dimension, en indre konflikt og et ydre projekt, hvis man skal
tale i spillefilmterminologi. Undervejs opstod der så også en anden
konflikt, en krig i krigen imellem de to brødre, som i løbet af
optagelserne kom mere og mere på kant med hinanden.”
– Hvorfor gik de med til at blive filmet så tæt
på?
”De var jo i en desperat situation. Uanset om de
havde lyst til at kæmpe for Aristide eller ej, så blev de nødt til det,
fordi de ellers ville blive slået ihjel af hans folk. Og samtidig var der
en oprørsstyrke på vej nordfra, som ønskede at dræbe dem, fordi de hjalp
Aristide – og for at overtage deres totale magt over Cité Soleil.”
”De vidste begge to, at de snart skulle dø, og derfor
ville de gerne have mig til at fortælle deres historie videre og være en
slags advokat for dem, fordi de normalt skildres uden nogen sympati i de
internationale medier. Jeg ønskede ikke at forherlige dem, men samtidig
kunne jeg realistisk godt se, at de var det eneste bolværk imod det totale
anarki i Cité Soleil – og at tingene sandsynligvis ville blive endnu værre
uden dem.”
”Samtidig var der utroligt nok hos dem og de andre
bandemedlemmer et spirende håb om, at det ville blive sværere for både
Aristide og rebellerne at slå dem ihjel, hvis de var blevet skildret i de
internationale medier – at filmen kunne være en form for garant for deres
liv. For 2Pac, som jeg blev rigtig god ven med, var det vel også et middel
til igennem mig at komme i kontakt med den haitiansk-amerikanske rapper
Wyclef Jean, der var hans store helt og forbillede. Vi udnyttede hinanden,
kan man vist godt sige.”
– Hvordan kom hip hop-stjernen Wyclef Jean fra
The Fugees med som executive producer og skaber af
soundtracket?
”På Haiti betyder musik fantastisk meget, og hvis
Wyclef stillede op som præsident til et valg på Haiti, ville han blive
valgt. Musikken er det eneste, alle på øen kan være fælles om. Noget andet,
der har næsten lige så stor betydning for indbyggerne, er drømmen om at
udvandre fra Haiti til USA og blive rige, så de kan hjælpe deres familier
derhjemme. Og Wyclef har realiseret begge dele – både at skabe sin egen
musik og opnå succes som indvandrer i USA – så han er nærmest en gud for de
fattige.”
”Jeg ønskede egentlig ikke først at involvere Wyclef,
fordi det ville påvirke historien for meget, men en dag, da 2Pac var inde
og besøge mig på mit hotel i byen, mødte han en haitiansk musiker, der
boede i USA og kendte Wyclef personligt. Wyclef kunne godt lide 2Pacs musik
og blev på den måde involveret i filmen. Først for at lave en plade med
2Pac og derefter for at lave soundtracket til filmen.”
”Jeg holdt senere et møde med Wyclef i New York for
at vise ham den promo, jeg på halvvejen var taget hjem til Danmark for at
klippe og vise til forskellige filmselskaber for at skaffe nogle penge, da
mit lån var ved at være brugt. Da Wyclef så promoen, blev han så vild med
projektet, at han på stedet besluttede sig for at være med til at
finansiere det. Dagen efter fløj vi sammen ned til Haiti, på trods af faren
for en kendt person som ham, og på trods af, at han ikke havde været
dernede i flere år. Han nåede heldigvis at møde 2Pac, inden det var for
sent …”
Billedsprog med barnemælken
Asger Leth har ikke filmtalentet fra fremmede. Han er
søn af filminstruktøren og cykelsport-kommentatoren Jørgen Leth (se side
XXX), hans mor er filmklipperen Ann Bierlich, der i dag er produktionschef
for Nyhederne på TV 2 – og begge har hjulpet Asger med Ghosts
of Cité Soleil.
”Jeg er vokset op med klippebord i kælderen og
filmselskab i stuen. Som dreng spillede jeg små roller i forskellige film
og rejste på optagelser med min far over hele verden. Jeg havde nok derfor
i en del år et trip med, at jeg absolut ikke skulle være ligesom
de andre filmfolks børn, der alle sammen totalt forudsigeligt ender i
filmbranchen, så jeg læste jura i fire år. Men mens jeg læste, begyndte jeg
at arbejde fra bunden med tv og reklamer, og ja, så endte jeg alligevel det
samme sted til sidst.”
”Jeg har fået min fars billedsprog ind med
barnemælken og tidligt lært, at en dokumentarfilm også kan være ekstremt
subjektiv og eksperimenterende. Den kan være et digt. I modsætning til
spillefilmen er der ingen regler, men det var alligevel en ambition for mig
at bruge noget af spillefilmens dramaturgi, så Ghosts of Cité
Soleil blev drevet af den personlige historie og samtidig var en
visuel oplevelse.”
– Er det ikke risikabelt at debutere med en
dokumentarfilm, ja, oven i købet med en dokumentarfilm om Haiti, når man er
dokumentarmesteren og Haiti-eksperten Jørgen Leths søn – selv om din film
er meget anderledes end hans?
”Jo, er du tosset, mand! Det har holdt mig tilbage i
mange år, og det er derfor, jeg primært har arbejdet på andres film indtil
nu. Men til sidst blev jeg så provokeret af den tankegang, at jeg tænkte,
at det var lige præcis dét, jeg skulle gøre: Lave en dokumentarfilm ligesom
ham, en dokumentarfilm om hans hjemmebane Haiti.”
”Jeg har ikke lavet denne film som et opgør med min
far, men som en udfordring for mig selv, fordi jeg ved, at jeg alligevel
vil blive sammenlignet med ham. Så jeg kunne lige så godt kaste mig ud i
det tilsyneladende mest vanvittige projekt med det samme i stedet for
bevidst at prøve at distancere mig fra min egen baggrund.”
Citat
”Unge sorte mænd drøner i bil igennem et fattigt
byområde med hornet i bund, joints i kæften og skarpladte automatrifler
stikkende ud af vinduerne”
”Det var som at se en dukkeforretning, der var blevet
bombet – hoveder, arme og ben hang bare og daskede ned fra hylderne”
”Vi kunne ikke engang have skudsikre veste på, for
der var en tendens til, at det var dem med skudsikre veste, der blev skudt
mest efter”
”Diktatorerne og regimerne skifter, men de rige er
rige, og de fattige er fattige, og der kommer altid et nyt kup på et eller
andet tidspunkt”
”Jeg ønskede ikke at forherlige gangsterne, men
samtidig kunne jeg realistisk godt se, at tingene sandsynligvis ville blive
endnu værre uden dem”
”Jeg havde nok i en del år et trip med, at jeg
absolut ikke skulle være ligesom de andre filmfolks børn, der alle
sammen totalt forudsigeligt ender i filmbranchen”
(Fra film- og mediemagasinet Ekko, 2006)