Henne om hjørnet - udvalgte klummer
HENRIK LIST & TORBEN WEIRUPS BOG "HENNE OM HJØRNET - UDVALGTE KLUMMER 1995-2002" (UDG. AF FORLAGET BIG CITY BOOKS) KAN STADIG BESTILLES HOS ENHVER BOGHANDLER I DANMARK. ISBN-NUMMER: 87-90822-07-5. BOGENS FORORD ER SKREVET AF FORFATTEREN JAN SONNERGAARD.
Køb bogen her!
Henne om hjørnet var en fast, ugentlig klumme i Berlingske Tidende, hadet af nogle og elsket af mange for dens på én gang realistiske, nostalgiske og satiriske gonzo-skildringer af livet i København.
Igennem otte år rapporterede kulturjournalisterne Henrik List og Torben Weirup fra de onde gader og de skarpe hjørner - ikke mindst på det Vesterbro, hvor de begge bor imellem 'Strassen'og 'Den Beskidte Boulevard'.
Opkaldt efter Osvald Helmuths klassiske vise er Henne om hjørnet-klummen en hyldest til de(t) skæve og de(t) utilpassede i et stadig mere homogeniseret Danmark. Og en hyldest til sex og sprut, snavs og snusk i en stadig mere politisk korrekt verden.
Ikke siden Dan Turèll har den lille storby København haft mere kyndige, kritiske og kærlige iagttagere. Denne bog, der har forord af forfatteren Jan Sonnergaard, er en samling af de bedste Henne om hjørnet-historier - tilsammen én stor blues om en by og dens skæbner.
Henne om hjørnet
”Jeg så min generations bedste hjerner ødelagt af galskab,
sulte hysterisk nøgne,
slæbe sig gennem negergaderne ved daggry på jagt efter
ballade,
hipstere med engleansigter tørstende efter den ældgamle him-
melske forbindelse til stjernedynamoen i nattens maski-
neri…”
Hvis man har haft en ungdom med et passende indhold af oprør, vildskab og selvdestruktion, ved man godt, hvad beat-digteren Allen Ginsberg taler om i disse berømte åbningslinier fra manifestdigtet ”Hyl”. Ja, man har måske ikke ligefrem slæbt sig gennem negergader, men i det mindste ned af forblæste, mennesketomme provinsgågader, og ude på ballade, det var man sgu, på den ene eller den anden måde, og tørstende efter en kosmisk connection og en sidste øl, et sidste kys, en sidste joint, en sidste hotdog ved den sidste grillbar, fandeme jo.
Så går tiden og årene, og man er pludselig hverken gal, sulten, tørstig eller ude på ballade mere. Det meste af ens tilværelse går endda nærmest ud på at undgå at blive gal, sulten, tørstig eller rodet ud i ballade. Man står op; man stempler ind og ud på sit job. Man venter på rødt, mens mellemgulvet bliver blødt. Man betaler sin skat og siger pænt godnat.
Ikke flere lyriske kvabbabelser (det er som læserne kan fornemme vist heldigt for alle parter, at jeg har lagt digterfjerpennen fra mig for år tilbage) - lad os komme videre i teksten. Det var noget med at blive ældre, ikke?!
Det er egentlig ikke fordi alderen (endnu) tynger denne klummebestyrer forfærdelig meget, men ind imellem bemærker man da bekymrende tegn på og signaler om, at det går den forkerte vej dér sidst i 30’erne:
Når sære, lange hår begynder at vokse ud af ørerne; når man ikke længere kan holde sig vågen til den lyse morgen på en bytur, men lusker ud af bagdøren ved fem-tiden; når ens kæreste ikke kan sove for ens snorken; når man foretrækker en god bog eller en DVD derhjemme frem for koncerten med det nye kometnavn; når tømmermændene begynder at vare i et par dage ad gangen; når rynkerne ikke længere kun er der, når FCK er ved at tabe i Parken; når der går længere og længere tid imellem, at der kommer nye pletter på praktikant- og piccolinesofaen på kontoret; når halvdelen af ens venner har været på afvænning, overvejer at flytte udenfor byen og begynder at få børn…
Med fred nu være med dét. Virkelig bekymret blev jeg faktisk først den anden dag, da jeg åbnede min post i ”Henne om hjørnet”-kontoret, hvor den tilrøgede mandehørm i sig selv ligesom giver én et par år ekstra og en ordentlig røvfuld pondus på bagen. Jeg havde nemlig fået tilsendt det første nummer af et nyt livsstilsmagasin, Opus, et glittet forum for det grå guld – eller som bladet selv formulerer det: ”De rigtigt voksne”, ”der kan, vil og gør!”
Der var engang, da man som almindelig menig medieluder altid fik tilsendt coole musikblade, sexede modeblade, rebelske undergrundsblade og pastelfarvede ungdomsblade, hvor man kunne læse interessante artikler om teenagepigers spirende seksualitet. Nu dumper et blad som Opus ned i ens postkasse, endda personligt adresseret, som et brag fra et ligkistelåg, der smækker i. Et tungt, gråhåret og mavesvært blad, der lugter langt væk af desperate weekender i alt for store forstadsvillaer udenfor golfsæsonen, og hvis målgruppe ifølge chefredaktørens nærmest hysterisk veloplagte leder starter dér, ”hvor børnene flytter hjemmefra, og hunden er død, så man har tid til sig selv og sine interesser”. Min hund er godt nok død, men hallo, jeg har ikke engang fået børn endnu, så hvad er det egentlig, I prøver at sige til mig? Hvad skal jeg med Jan Hertz og Henning Jensen (nummerets interviewstjerner), med annoncer for rejsningsproblemer og plastikkirurgi, med artikler om inkontinens og de tre tenorer, rødvin og skiferie?
Så var det, der gik et lys op for mig. Min ellers gode kollega Torben Weirup har – som ofte dokumenteret på denne side – en uheldig og ind imellem decideret skæbnesvanger hang til at udgive sig for at være mig, når han er på vulkaner. Sidst gik det galt under en ugelang druktur i London lige før jul, og nu havde Berlingske Tidendes såkaldte kunstredaktør tilsyneladende ført sig frem overfor de gode mennesker fra Opus – og stukket dem et af mine visitkort, før han sandsynligvis halvberuset tumlede ud af døren, så snart den fri bar var lukket til deres premierereception.
Torben Weirup tilhører nemlig lige præcis målgruppen, der møder angsten imellem designermøblerne i de tomme stuer, når aftenens sidste flaske bourgogne er blevet tømt, og stilheden breder sig omkring Piet Hein-bordet.
Når dette læses, er Weirup endnu en gang ved at hore og drikke sig igennem Amsterdams red light district på bladets regning – der er vist også no’ed kunst dernede, han lige skal have tjekket – men forrige søndag rundede denne gigant i dansk dagspresse, øl-, kunst-, kvinde- og Lou Reed-kenderen Torben Weirup, sit første halve århundrede. ”Henne om hjørnet”-redaktionens honcho fyldte simpelthen 50, tro det eller ej, og det er en skandale, at Opus ikke har sat ham på forsiden af deres første nummer i stedet for Henning Jensen og Solbjørg Højfeldt.
Denne mærkedag gik ikke stille af sig i Kvarteret. Der var sat flag op i vinduerne i de skumle beværtninger langs Den Beskidte Boulevard, som min redaktørkollega entusiastisk er med til at holde i live, og bordellerne i Strassens listige sidegader, der også flittigt besøges af fødselaren, annoncerede flere steder med en ”Torben Weirup Special” til en plov – yawza!
Det var kort sagt en festdag henne om hjørnet og nede i kældrene, hvor historierne gik om en hædersmand, en legendarisk bon vivant, som alle i hvert fald dén dag lod, som om de kendte personligt.
Selv havde Weirup og jeg indledt dagen på et mere ydmygt sted, hvor vi spiste en god bøf og drak adskillige flasker glimrende rødvin – efter at jeg havde holdt en gribende og dybt personlig tale. Når jeg tænker tilbage på dén eftermiddag og efterfølgende aften, hvor jeg fulgte Weirup på hans triumftog igennem Vesterbros natteliv, indtil vi slæbte os hjem ved solopgang, er det så alligevel, at jeg beslutter mig for at lade være med at lægge Opus nr. 1 på skrivebordet til ham, når han kommer tilbage fra Amsterdam.
Weirup er ganske vist en mand, ”der kan, vil og gør”, lige såvel som man ikke kan komme uden om, at han nu er blevet ”rigtigt voksen”, men inderst inde betyder det intet for mænd som ham, om de er 25, 50 eller 75. For Torben Weirup er lige så ung og nysgerrig og rastløs, som han sikkert altid har været. Hans liv er ikke blevet en døsig slummer foran fjernsynet i en magelig lænestol; han er stadig ude på ballade og kan stadig drikke en drengerøv som mig under bordet – anytime.
Der gror ikke mos på en rullesten, og en ægte hipster holder aldrig op med at tørste efter ”den ældgamle himmelske forbindelse til stjernedynamoen i nattens maskineri.” Tillykke med de 50, Torben – og rock on, broder!
Henne om hjørnet
Som et-par-og-tredive-årig kan man godt begynde at længes efter at runde det første af voksenalderens store hjørner, 40 års-dagen, hvor roen forhåbentlig begynder at sænke sig over privatlivet, og man endelig er ved at være i sin bedste alder.
Når jeg bli'r 40... vil jeg have fuldskæg ligesom min far og Torben Weirup. Jeg vil til at ryge pibe, jeg vil ønske mig ternede kameluldshjemmesko hvert år i julegave, jeg vil gå på arbejde med sort rullekravesweater og brun tweedjakke med læderlapper på ærmerne, jeg vil begynde på et udkast til mine memoirer, jeg vil overveje at forlade Vesterbros lejekaserner til fordel for et arkitekttegnet rækkehus i en nordlig forstad, jeg vil begynde at drikke rødvin i stedet for fadøl, og jeg vil holde op med at gå til techno-raves til den lyse morgen. Og sidst men ikke mindst: Når jeg bli'r 40, så vil jeg for alvor til at høre jazz.
Der er nemlig noget over jazzen og dens udøvere, formidlere og connaiseurer. Jeg ved ikke helt, hvad det er - en kerne af mystik i et gådefuldt, logeagtigt fællesskab, umuligt at gennemskue for udenforstående. Og dette »noget« har jeg misundt de dér jazzere lige siden gymnasietiden i fiskerbyen. Dengang havde jeg en særdeles intellektuel klassekammerat, der allerede havde lært at drikke rødvin og ryge pibe i sit kulturradikale barndomshjem, og nænsomt prøvede at indføre en ølbøvsende forstads-skinhead som mig i jazzologiens mysterier, lige så vel som jeg selv begyndte at støde på evindelige referencer til jazzen i dé Beat-romaner, jeg slugte på teenageværelset, mens jeg drømte om at være Jack Keroauc på vejen sammen med Neal Cassady.
Efterhånden blev min nysgerrighed da også så pirret, at jeg regelmæssigt smuglyttede til »Jazz Nyt« på P3 (ja, det var dengang...) og tilbragte lange, søvnige eftermiddage efter skoletid på det glimrende lokale musikbibliotek, hvor det af en eller anden grund var ret nemt at have Ornette Colemans, Roland Kirks, Archie Shepps, John Coltranes, Art Ensemble of Chicagos og Albert Aylers plader for sig selv, mens de jævnaldrende gymnasieflippere sloges om Pink Floyds »Dark Side of The Moon« eller Genesis' »The Lamb Lies Down On Broadway«.
Med hard core-punken fræsende i det ene øre - og no wave-musikken fra New York som et storbystinkende, fragmenteret 80'er-svar på 60'ernes free jazz - var det måske ikke ligefrem de mere subtile jazzformer, der fængede, og selvom jeg da syntes, d'Herrer Coleman & Co. var for vilde (eller hvad man nu kaldte det dengang...) med deres hæslige kaskader af hylende saxofoner og syrede synkoperinger, foretrak jeg alligevel gode popsange som Dead Kennedys' »Too Drunk To Fuck« på grammofonen derhjemme - og hver eneste torsdag, fredag og lørdag prøvede jeg at leve op til dens budskab, når jeg og mine strithårede, læderjakkeklædte punkvenner slog os løs på en blanding af billig hvidvin, tysk dåseøl og hjemmedyrket pot.
Men jazzen blev ved med at holde sig tæt på. Den fulgte med mig til København. Skinhead med seler, Fred Perry-poloer og røde Dr. Martens eller rockabilly med lakeret bananfrisure, 50'er-habit og sylespidse sko eller følsom digterspire med baret, Frelsens Hær-gear og Strunge i inderlommen - jazzen var ligeglad; den blev ved med at spille i mine ører. Jeg optrådte med digtoplæsning i en performance-gruppe sammen med en operasangerinde og en jazztrompetist, som drømte om at være Miles Davis - eller på en dårlig dag: i hvert fald Chet Baker! - og min smukke veninde fra gymnasietiden introducerede mig for Weather Report og anden fed, funky fusionsmusik fra 70'erne, som jeg ideologisk set jo godt vidste, jeg burde hade - som en ægte sortseende 80'er-dreng - men alligevel ikke kunne lade være med at holde af. Og hvad pokker, mit favoritband Sort Sol begyndte også at jazze lidt sammen med T.S. Høeg (som jeg faktisk oplevede på det samme musikbibliotek i fiskerbyen med hans band Cockpit Music i gymnasietiden!) dér midt i 80'erne, og så måtte det jo et eller andet sted være OK...
Og det blev ved, selvom jeg skulle have forsvoret det. Uden helt at blive opslugt af de islandske sweateres fodvippende brigade på Montmartre og Jazzhouse i slutningen af 80'erne og begyndelsen af 90'erne, kom jeg alligevel tættere og tættere på jazzen. Den sorte musik, jeg havde dyrket siden min omvendelse til hip hop - da jeg hørte Grandmaster Flash & The Furious Fives »The Message«, den tidligere Sex Pistols-manager Malcolm McClarens »Duck Rock« og jazzfætteren Herbie Hancocks »Rockit« i 82-83-84 - havde sine rødder i soul, funk, rhythm & blues og jazz; jazz fra dengang, jazz var noget, man dansede til, ikke noget, man vippede med foden til.
Acid jazz-scenen i London, hvor jeg boede fra 1988-89, blev et andet referencepunkt, og tilbage i København er det siden gået helt galt med cappucino-drikkende hipstere på Stereo Bar, »Yo Bebob«- og »Future Jazz«-arrangementer, Soul Anders og Peter Laugesen i Mindsprays opdatering af jazzoetry, og jazz-samplinger som ekkoer i den elektroniske dansemusik, hip hoppen og TV-reklamer for alt mellem himmel og jord. Der er ikke noget at gøre; jazzen er ikke til at slippe udenom... the beat goes on.
Men én ting er at lytte til eller lade sig inspirere af jazzen, en anden at leve den - at være jazzer med hud og hår. Sådan ligesom mine gode Berlingske-kolleger Jens Rasmussen og Kjeld Frandsen f.eks. er det: Mænd med jazz, storby og det dér »noget« i blodet; hvide negre i den globale ghetto, der uden at blinke vil svare dig på, hvem der spillede bas eller lavede kaffe på B-siden af Sam Finkelsteins »When Jazz Was Born« i Hipsterville-studiet i New Orleans i 1926, samtidig med, at de stopper deres pibe eller signalerer til tjeneren på stamværtshuset, at fadølskruset skal fyldes op. Lige nu...
Jo, de har sgu' noget, de jazzere, og jeg har vidst det og efterstræbt det lige siden gymnasiet, da jeg bare var too drunk to fuck: En indre ro; en dyb viden om livets gåder (som kommer af at høre A Love Supreme nok gange!), et perfekt synkoperet zen-beat i gangarten og gestikken (en kløen i fipskægget blandt de tunge drenge på forreste række kan som bekendt psyke enhver ung jazzmusiker helt ud ad den nede på Jazzhouse!), og en cool hang til mørkt øl, bobspil, cykelklemmer, fløjlsbukser, hjemmesmurte madpakker og Rød Orlik, som ingen wanna-be's på den indre bys stilfulde hjørner ville kunne efterligne uden at falde helt igennem.
Jeg er stadigvæk hverken gammel eller moden nok til at nå dette eksistentielle ekvilibrium, denne rene, blå tone, i min dagligdag, men jeg er på vej. Nedtællingen har været i gang, lige siden jeg lånte »Sketches of Spain« af min gymnasiekammerat og begyndte af høre »Jaaaazz Nyt« på P3. Hele mit liv har venner, bekendte og kolleger kastet perler for dette svin, og nu er jeg ved at være klar til at grave dem op af sølet. Ja, når jeg bli'r 40, så skal jeg til at høre jazz...
(Berlingske Tidende 19. december, 1997)
Henne om hjørnet
”Bliver du ikke klippet nede hos Hussein?” spørger taxachaufføren, imens hans Mercedes pløjer sig igennem snestormen på det, der burde have været en skøn forårsdag i april 2003.
Et par dage før havde selvsamme Hussein ringet til mig på min mobilos. Jeg havde haft svært ved at høre, hvad han sagde. Troede det var en af mine suspekte venner, der tog gas på mig, og svarede kækt: ”Er det dig Saddam? Hvordan går det nede i Bagdad?”
Det var dog ikke Saddam (k)himself (k), men min frisør- og musikerven Hussein Özcan, der var i røret, og det er selvfølgelig ham, den mørklødede Taxamotor-chauffør henviser til i sit spørgsmål. Og jo, det er korrekt. Hver tredje uge napper jeg en maskinklipning nede hos Özcan, og det viser sig, at chaufføren Hassan fra Iran er en nær ven af ham.
Vi snakker lidt om, hvilken fin fyr, god frisør og dygtig musiker Özcan er. Hassan har tidligere set mig i salonen på Istedgade, hvor især tyrkiske mænd ryger smøger, drikker kaffe og snakker fodbold hver eftermiddag, men da han finder ud af, at jeg er journalist i ”en gade i Europa”, spørger han mig: ”Hvorfor skriver i journalister altid så dårligt om os indvandrere i de danske aviser?”
Ikke aggressivt, men nærmest melankolsk og lidt resigneret i tonefaldet fortsætter han: ”Det handler altid kun om kriminalitet og bander og fanatiske muslimer. Men de fleste indvandrere er jo bare ligesom Özcan og mig: Vi passer vores arbejde, overholder loven, betaler skat og passer os selv med vores familier. Prøv at hør, jeg har boet i Danmark i 33 år, jeg er selvstændig vognmand og betaler topskat, men de vil stadig ikke give mig et dansk statsborgerskab. Hvorfor ikke? Er jeg ikke fin nok? Er det fordi jeg ikke er et godt nok menneske til at blive dansker?”
Jeg vrider mig på bagsædet og dækker mig ind med et par alibiparader om, at jeg skam før har skrevet positivt om indvandrermiljøer – det være sig tyrkiske eller thailandske – i f.eks. denne klumme. Men jeg ved jo godt, at manden har ret. Det er et ensidigt billede, der tegnes af indvandrere og nydanskere i danske medier, hvor multikultur er noget, man beskæftiger sig (kritisk) med; ikke noget, man selv er en del af.
Taxaen stopper foran Berlingeren, og vi når ikke længere i diskussionen. Jeg tænker på vej op i elevatoren på, at det vel mere end om egentlig racisme handler om, at vi er så helvedes bange for mennesker, der skiller sig ud fra det brede fællesskab, og grupper, der ikke passer ind i Familien Danmark. Det kan være indvandrere, men det kan lige så godt være autonome eller bikere eller fetichister eller technoravere eller narkomaner eller prostituerede eller fodboldtilhængere, uden sammenligning i øvrigt. Vi skal helst ligne hinanden, tale ens, dele de samme holdninger, tage vores tørn for samfundsmaskineriet og overholde janteloven, og hvis man går klædt for specielt, snakker for meget, har nogle alternative meninger, ikke gider være en del af systemet eller fører sig frem med høj cigarføring, er der dømt kold skulder og mediedæmonisering.
Christiania – eller ”Staden” og ”Reservatet”, som denne bydel også hedder - er et andet eksempel på det samme, aktualiseret af den borgerlige regerings og Dansk Folkedanserpartis forsøg på at camouflere en lukning af denne unikke fristad, dette på verdensplan fantastiske og vellykkede sociale eksperiment, som ”byfornyelse”.
Jo tak, det kender vi alt til på Vesterbro, og ligesom her i Kvarteret er der ingen tvivl om, at det egentlige motiv bag forslaget er at få smidt bumserne, bohémerne, grønlænderne, pusherne, flipperne, taberne, hippierne, drankerne, græsrødderne og orginialerne ud fra det gamle militærareal og få dem erstattet med økonomisk og skattemæssigt mere lukrative tilflyttere. Borger- og bonderegeringen har det ikke godt med storbyens mere anarkistiske og anti-autoritetstro miljøer, det er klart, og hver gang et nyt ”problemkvarter” kan blive forvandlet til et stykke forlænget forstad med million-ejerlejligheder og ligusterhækmentalitet, har man vundet endnu en ideologisk sejr.
Jeg skrev den anden dag under på et gækkebrev for fri hash, udsendt af Christianias Kulturforening, og jeg spiste i søndags en hyggelig frokost før FCK-Bundby på Café Sorgenfri med en flok af de tungeste rødder (tak for skænken, Kusse!) ude fra Kemoland, men det har egentlig ikke noget med dét at gøre. Jeg ryger alligevel ikke den brede længere og kommer ikke nær så tit på Reservatet, som jeg gjorde før i tiden – specielt da jeg boede ude på Havnen og ofte frekventerede købmændene ovre i Pusher Street.
Det afgørende er, at der er så mange gode argumenter for at bevare Christiania, som Christiania er – på godt og ondt:
Tænk på hvor mange ekstra penge politiet får bevilget af Folketinget til at bekæmpe en hashkriminalitet, som alligevel ikke ville blive udryddet, hvis Staden blev lukket.
Tænk på hvor mange unge, der slipper for nærkontakt med langt mere kyniske kriminelle, når de køber deres reggaetobak i Pusher Street frem for rundt omkring på de skarpe hjørner.
Tænk på hvor mange af myndighedernes påbud – bortset lige fra det om hashhandelen – de i øvrigt huslejebetalende fristadsbeboere faktisk overholder, når det f.eks. gælder om at rive illegale nybygninger ned og legalisere de før så ukontrollerede værtshuse og spillesteder.
Tænk på hvor mange sociale skæbner, der er blevet reddet i kraft af deres ophold i dette reservat for landsbytosser – og tænk på, hvad der ville blive af dem, hvis de alle sammen pludselig blev sat på gaden på én gang.
Tænk på hvor mange turister fra hele verden og Jylland, der hvert år besøger Københavns trediemest populære attraktion for at se på slemme pushermænd og store hunde og grimme huse.
Tænk på hvor mange kulturelle aktiviteter, der foregår overalt på dette område, og tænk på, hvilken gave til befolkningen denne åbne, grønne kile midt i storbyen er. Mon beboerne i det nye, ”byfornyede” Christiania ville være lige så villige til at dele områdets glæder med os andre, når første hækkene (k)er(k) skudt op?
”I kan ikke slå os ihjel, vi er en del af jer selv”, synger vi af og til ironisk på de billige pladser på nedre C i Parken, når det går skidt for Byens Hold på banen. Når det gælder Christiania, håber jeg, at denne gamle, patetiske slagsang holder mange år endnu. For københavnernes flipper-frilandsmuseum og subkulturelle åndehul skal bevares, og vi venter bare på, at Berlingerens morsomme aprilsnar – om at Fristaden var blevet fredet af UNESCO – ender som en selvopfyldt profeti.
Henne om hjørnet
”Venedig er så meget. (…) Venedig er et skatkammer, og Venedig er livet på vand, det er godt for kroppen at gå gennem gyder og over broer, og det er godt for sjælen at sejle med vaporetto’en og betragte paladsernes storhed og maleriske forfald og folkelivets og turismens ditto. Venedig er en tilstand, en levemåde og en rytme, man selv kan blive en del af, om end det kun er for en stund.”
Sådan skriver min redaktørkollega på ”Henne om hjørnet”-redaktionen, Torben Weirup, luftigt og alligevel prægnant i et lille, men fint rejseessay om Venedig, der desværre ikke er læst af mange, fordi det kun har været trykt i bogforlaget Christian Ejlers’ katalog i 2000, men forhåbentlig blot er et præludium til en bog fra denne Venedig-aficionados hånd.
Når jeg tænker på Venedig, ser jeg for mig en gammel liderbuks i lapset hvidt dandy-jakkesæt, en sminket og pudret pæderast med bævende læber og klamme hænder og konstant ulmende erektion, der belurer en blond 12-årig dreng i stram badedragt i strandkanten på Lidoen, i Thomas Manns kiddyklassiker ”Døden i Venedig”; en bog, der dunker i ens erindring som en bullen finger af betændelse, forfald og dekadence under en bleg, døende sol, og i nutidens puritanske klima formentlig ville have givet forfatteren visse imagemæssige problemer.
For nylig var jeg til filmfestival i Udine, der ligger i området Friulien, halvanden times togkørsel nord for Venedig, lidt inde i landet. Udine er en smuk, men søvnig provinsby, faktisk lidt af et mini-Venedig uden turister, med dens små kanaler, åbne piazzaer og let nedslidte, pastelgyldne renæssancepaladser. Logisk nok, eftersom Udine var styret af købmændene fra bystaten Venedig igennem århundreder. Men samtidig er byen besynderligt nok hjemsted for verdens største specialfestival for asiatisk film – uden for Asien: Far East Film. Det var derfor, jeg var der. Der er altid så mange søde, skævøjede piger, når der er asiatisk filmfestival – det er værd at rejse efter, tro mig…
Da festivalen var slut, havde jeg en hel dag i Venedig, fra hvis Marco Polo Lufthavn jeg om aftenen skulle flyve hjem. Efter at have tjekket kufferten ind og taget afsked med et par usædvanligt charmerende koreanske festivalveninder, der skulle videre til Paris, tog jeg en luksuriøs vandtaxa over til Rialto-broen midt i Venedig, ude i den stinkende forurenede lagune imellem industrihullet Mestre på fastlandet og de mange små og større øer ude i Adriaterhavet, der udgør den synkende by. ”Venezia”, som Weirup plejer at kalde den, mens han tripper et taktslag med sine velpudsede og håndsyede italienske hyttesko.
Taxasejladsen var det mest fantastiske ved dén sviptur. Ud over vandet i en lækker speedbåd med hvide lædersæder, tilbagelænet med en smøg på det bageste, åbne dæk med lugten af salt og tang i næseborene og en meget Aschenbach’sk sol et sted oppe over smoggen fra Mestres 1001 skorstene, mens Dario’en ved roret konstant knævrede løs i sin mobiltelefon og nonchalant styrede med den ene hånd. Glimt i vandet, svup-svup, op og ned på bølgerne, når man overhalede en sløv vandbus fyldt med pøbelen, der ikke rejste på en repræsentationskonto så svulmende som ”Henne om hjørnet”-redaktionens. Sådan ville Weirup gøre det, tænkte jeg, mens små øer med nedslidte bådeværfter eller enkeltstående millionærvillaer gled forbi – med stil. Jeg rejste i en verdensmands fodspor. Eller kølvand, rettere sagt…
Speedbåden snørklede sig vej ad kanalerne inde i selve byen, forbi krakelerende paladser og under romantiske, vakkelvorne broer, hvor turister dumdristigt lænede sig frem med videokameraer; forbi gondoler og tørresnore og altaner med blomsterranker, der kunne være en perfekt kulisse til ”Italiensk for begyndere” eller ”Lady og vagabonden”. Jeg betalte mine 80 euro og blev sat af ved Rialto-broen, pludselig katapulteret ind i den tætteste og mest klaustrofobifremkaldende masse af turister, jeg har oplevet siden jeg engang i drengetiden var på Mont St. Michel i Frankrig. McDonalds og Homer Simpson-slips og tyske menukort og snekugler og glasnisser og t-shirts for amerikanske basketballhold og små plasticgondoler og billige solbriller og falmede postkort og kedelige sandwiches til gourmetpriser blev falbudt til højre og venstre, og jeg flygtede sammen med adskillige charterhold anført af guides med små flag over hovedet ind i de smalle gyder imellem Canal Grande og Markuspladsen. Fanget i en turisttidslomme, hvor man egentlig kunne være hvor som helst i verden – fra Mallorca til Pattaya, fra Løkken til Det Græske Øhav.
Der var så mange turister og politibetjente og Homer Simpson-slips og onde, griske duer med plirrende orange voodooøjne på Markuspladsen, at et angstanfald trængte sig på. Vi søger efter det autentiske, når vi rejser, vi vil opleve det smukke og det skønne og det storslåede, og så ender vi med at stå i kø i timevis imellem en McDonalds og et museum og et mobiltoilet sammen med 10.000 andre, imens vi ødelægger dét ”eksotiske”, lokale miljø, der skal bevare vores illusion om, at det stadig er værd at tage dertil. Jeg var tørstig og skulle tisse, følte mig som Aschenbach på den sidste vandring mod lystens nirvana, mens jeg adspredt bemærkede horder af fnisende skolepiger i wonderbraer og hotpants tæt omkring mig. Så var det, jeg huskede, at Weirup faderligt havde anbefalet mig at starte turen med en drink på den berømte Harry’s Bar henne om hjørnet, Hemingsways gamle stamsted. ”Hjemad til Harry’s ved Ca’ Giustinian/Her er et fredeligt sted”, som Tom K. skrev i ”Rejse i Italien”…
Harry’s er faktisk også en overraskende lys og luftig bar i udkanten af turisthelvedet, og efter en tår af min Heineken – ikke særlig autentisk – begyndte jeg at falde til ro, dér imellem vodka-martini sippende japanske turister, der sikkert havde råd til at bo på et af de hundedyre, femstjernede hoteller i samme lille gade, hvor denne mytologiske bar lå.
Efter en tur på toilettet lagde jeg mærke til en tom stol ved den ellers sprængfyldte bardisk forrest i lokalet. På ryggen af stolen sad en lille messingplade skruet ind i mahognien, hvorpå der med forsirede bogstaver stod ”Torben Weirup”. Jeg tog glad min øl og satte mig op på den, men nåede ikke at bøje armen, før en tjener med pæonrødt ansigt begyndte at overfuse mig på italiensk. Der var med ét helt stille i baren, bortset fra tjenerens skingre stemme. Imellem volapykbrokkerne forstod jeg ord som ”Signor Weirup” og ”lort” og ”skrid”, og det nyttede ikke noget, at jeg prøvede at forklare, at Weirup var min gode kollega, min kammerat fra redaktionen derhjemme. Tjenerens pegefinger hen mod døren og de japanske turisters stumme, chokerede ansigter vendt imod mig var ikke til at tage fejl af, og jeg luskede flovt og duknakket ud af baren – som en Aschenbach taget på fersk gerning i drengenes omklædningsrum - for igen at blande mig med den svedende, joggingsætklædte, fotograferende hob på Markuspladsen, tilbage i mit rette element. Ar-ri-vi-der-ci Ve-ne-zia!
Næste gang jeg tager til Venedig, skal jeg derned sammen med Torben Weirup…
Henne om hjørnet
Af Henrik List
Dette er den (k)næst(k)sidste ”Henne om hjørnet”-klumme.
Jeg gentager: Dette er den næstsidste ”Henne om hjørnet”-klumme. Nå ja, vi har selvfølgelig altid holdt sommerferie i juli og august, men nej, desværre, kære trofaste læsere, dette er ikke blot den næstsidste ”Henne om hjørnet”-klumme før sommerferien, men den næstsidste ”Henne om hjørnet”-klumme for evigt. Og for mit vedkommende: Den sidste overhovedet (i og med at broder Weirup runder af på (k)næste(k) fredag her i Guide.) Nedtællingen accelererer, og denne gang kan jeg altså ikke som sædvanligt i de sidste otte år sige ”på gensyn ved stambordet efter sommerferien”…
Når dette læses, vil kryddere ryge i den gale hals i Whiskybæltet, bidder af smørrebrød blive spyttet ud igen på de hyggelige frokostrestauranter i City, ølkrus blive smækket tungt ned på fedtede brikker i søvnige centerpubber i forstadsland, og en truende mørk skygge pludselig glide ind foran vinduerne på bodegaerne på stenbroen. Men der er ikke noget at gøre ved det, selvom kæben hænger, hånden ryster og hjertet sikkert springer et par taktslag over hos alle Jer, der i dette eksakte øjeblik sidder med fredagstillægget i hånden. (k)This is the final deadline, ladies and gentlemen!(K)
Ligesom vores elskede Vesterbro skal siden hér nu nemlig byfornyes, har de højere magter i Pilestræde besluttet. En klumme, en tradition, en institution i avisen må vige for fremskridtet, for tidens trends, for nye tanker, frisk luft og pulserende energi i stedet for konservativt anarki, tung mandehørm og øllede jeremiader. Efter otte år med d’Herrer List & Weirup henne om hjørnet og neje i kælderen – for nu at citere fra dén klassiske Osvald Helmuth-sang, som efter en bedugget frokost på Kussemanns Vinstue for otte år siden sammen med en daværende chefredaktør, der ikke vidste, at han var ved at slippe et Frankensteins monster løs i Tantens spalter, kom til at lægge navn til Berlingske Tidendes nye, frække klumme – er festen forbi.
Ligesom et skummelt værtshus i en mørk sidegade, der har holdt åbent for længe om natten, har fået talrige advarsler fra myndighederne, har skænket ud for mindreårige (især hvis de var af hunkøn og så godt ud), har spillet for højt på jukeboxen, har forgiftet gæster med alt for gamle bøftoasts, har haft besøg af ordensmagten lidt for tit, har tiltrukket et skræmmende suspekt klientel, har udbetalt sorte lønninger til personalet, har ”glemt” at installere udsugningsanlæg, har indkrævet gæld med baseballbats og har sjusket med rengøringen, når sundhedsmyndighederne kom forbi efter endnu en klage af beboerforeningen, har vi omsider mistet vores bevilling. Vi må ikke længere servere Safarisæt eller tunge øl eller små skarpe ved stambordet, og snart er vi sikkert erstattet af en pastelfarvet, moderne spejl- og glascafé, hvis kunder foretrækker cappucino og danskvand og lette salater – og hellere vil høre den nye med Lars H.U.G. end vores gamle, danske travere fra Osvald, Otto B., Peter Belli og Store John Mogensen.
De gode vil græde, og de onde vil danse på vores grav. Sådan er dét nu engang med en klumme, som mange har hadet, men som endnu flere af vore læsere har elsket som en oase for politisk ukorrekthed, bramfri københavnerhumor og hårdkogt gonzoreportage. Et fristed i en stadig mere ensartet dagspresse, hvor man – som forfatteren Jan Sonnergaard så prægnant skrev i sit forord til vores udvalg af disse klummer, ”Henne om hjørnet – udvalgte klummer 1995-2002”, der udkom på bog sidste år på forlaget Big City Books – ”dyrkede en undergrundsanarkistisk hyldest til det levede liv, til det skæve liv, til oprøret mod autoriteterne og den såkaldt ”gode smag”, og alt hvad de gode og pæne og korrekte mener.”
Ja, vi tilstår: Vi har uge efter uge utrætteligt skrevet om sex og sprut, snavs og snusk i den lille storby København i vores på én gang realistiske, nostalgiske og satiriske klummer – i et Don Quijote’sk forsøg på at kæmpe imod middelklassificeringen og nydeliggørelsen af en storby, der ifølge embedsmændene, æggehovederne, politikerne og politiet åbenbart helst skal ende som en blanding af en jysk parcelhusforstad, et ”Wonderful Copenhagen”-frilandsmuseum og et livsstilsopslag i Wallpaper.
Vi har sunget vores blues om en byfornyelse på Vesterbro, der er og var en camouflage for en skjult krig imod uønskede erhverv og elementer, en social udrensning mere end en social forbedring.
Vi har hyldet de(t) skæve og de(t) utilpassede i et stadig mere homogeniseret Danmark, hvor socialdemokraternes lighedstankegang nu fuldføres med hård hånd af den nye (små)borgerlige regering.
Vi har kørt generationer af kvindelige praktikanter ind på den berømte praktikantsofa, stablet kasser af øl og pornoblade op på vores tilrøgede kontor, opbrugt en formue på den krisetruede avis’ repræsentationskonti, og givet talrige ”Guide”-redaktører nervøs mave og søvnløse nætter.
Vi har rapporteret fra de skarpe hjørner og de onde gader – ikke mindst på det Vesterbro, hvor både Torben og jeg bor og har vores daglige gang imellem ludere og lommetyve, hængehoveder og pølsemænd, baggårdspumaer og yuppietilflyttere, gangstere og forfattere, topløse servitricer og sure feminister.
Vi har i sandhedens navn – på benhård research i den store, mytologiske neonnat på Spunk Bar og Touché, Madam Pims og Lunas Lounge, Jernstangen og Postvognen, Café Yrsa og Lones Kro, Café Basker og Lange Leif, Maxim og Moder Jord, Thai Corner og Kaptajnen, men også på jetset-stederne, kulturparnasserne, gourmetrestauranterne og kunstgallerierne – drukket os til tømmermænd, der vil vare mange år endnu, selvom klummen lukker på næste fredag.
Ak ja, otte år er gået, siden vi begyndte henne om hjørnet i 1995, men minderne har vi da lov at ha’. Minderne om en klumme, man hadede eller elskede, men i hvert fald aldrig var ligeglad med, og som man som Berlingske-læser – efter den enorme, kontinuerlige mængde af post, breve og emails fra fans og modstandere igennem alle årene at dømme – næsten var (k)nødt(k) til at læse, først om søndagen og de sidste mange år om fredagen i dette tillæg. Hvad enten man var enig eller uenig i vores udgydelser!
Jeg vender mig om og kaster et sidste melankolsk blik ind på ”Henne om hjørnet”-kontoret, hvor computeren stadig gløder grønligt i tusmørket. Eventyret er snart slut. I næste uge er det Torben Weirup, der lukker og slukker beverdingen, og i aften skal jeg drikke gravøl sammen med alle drengene og Den Iskolde Bitch nede i Kvarteret. Vi ses henne om hjørnet!
Livet i Istedgade…
…var noget af det, Vesterbros klassiske besynger, forfatteren Dan Turèll, skrev mest om, især i digt-trilogien "Drive-in Digte", "3-D Digte" og "Storby-Blues" fra slutningen af 1970'erne: Ludere og lommetyve, junkier og hustlere, sexklubber og natværtshuse.
Turèll boede faktisk selv kun ét år (1975) her på Indre Vesterbro, nærmere bestemt i Istedgade 25 på fjerde sal, oppe over det notorisk berygtede rocker-hangout Comet Bar (hvor der i dag er en nydelig pakistansk restaurant.) Det var hjertet af det daværende red light district, Turèll boede i og skrev om, senere bl.a. i sine 12 kriminalromaner, efter at han var flyttet igen.
Derfor foreslår jeg, at den lille, navnløse, trekantede plads, det skarpe hjørne af "Strassen" og Abel Cathrines Gade foran Spunk Bar (hvor Turèll kom og er blevet fotograferet adskillige gange), bliver til Onkel Dannys Plads. Hampepartiets forslag om at opkalde Otto Krabbes Plads efter den inkarnerede tjaldryger Onkel Danny er også en rigtig god idé, men det var altså i den frække ende af Istedgade, henne om hjørnet og nede på "Strassen", at manden fra Vangede selv fandt sit mytologiske Vesterbro.
Henrik List
Istedgade
Forfatter og journalist