Selvom man er en del af et subkulturelt miljø, i medierne forbundet med bestemte værdier (eller måske snarere: mangel på samme?!), behøver man heller ikke nødvendigvis som individ at betragte sig som en omvandrende plakatsøjle for noget som helst. Og selvom punken ikke længere spiller en rolle som brændpunkt i tiden, behøver den ikke at være død for en utilpasset teenager et sted i Det Sorte Jylland, der netop har opdaget Sex Pistols, The Clash og Dead Kennedys, og stadig kan provokere sine omgivelser med hanekam, kælerotte og hullede bukser.

80'ernes ungdoms- eller subkulturer - især punkerne og yuppierne - var måske de sidste store generations-ismer, hvor brede grupper af unge bevidst identificerede sig med og iscenesatte sig ud fra én livsstil eller én æstetik - i opposition til De Andre.

Os i punkgenerationen, der rullede drømmens faner sammen, krængede de sorte læderjakker af og satte Joy Division-pladerne op på Ikea-hylderne i midten af 80'erne, bliver på dén måde muligvis de sidste, der kan fortælle vores børnebørn, at vi var med i noget i retning af et "ungdomsoprør": En samfundskritisk subkultur med en række gennemgående ideer, følelser og visioner, drejende omkring de mest kreative, originale eller rent ud rablende gale kræfter i én Generation - uden et ironisk "X" i halen. Og mange af os, der dengang foragtede de jævnaldrende yuppier lige så meget som vi hadede den bløde, venstreorienterede 68-generation (vores forældre og skolelærere!), sidder i slutningen af 90'erne alligevel selv i sorte jakkesæt og drikker Dom P. på cigarbarerne og palermo-restauranterne inde i byen, langt fra stenbroens slumlejligheder og BZ-ejendomme, mens vi taler om vores gode jobs og spørger hinanden, om der er nogen, der har noget coke...

Hvis man derudover skal sammenligne de forgangne 80'ere med de snart overståede 90'ere på tærskelen til millennium-skiftet, Den Store Deadline før det 21. århundrede og det nye årtusinde - og det skal man, når man som jeg var ung i 80'erne og blev voksen i 90'erne - er der også en afgørende forskel på subkulturernes og outsider-miljøernes fjendebilleder dengang og nu. Forfatteren og Blender-redaktøren Klaus Lynggaard opsummerede sine - og på mange måder også mine - 80'ere i den selvironiske erindringsskitse "At bide i støvet" i essaysamlingen "Febertid": "Thi for vores vedkommende handlede det dengang først og fremmest om at udslette halvfjerdserne. Eksplodere dem indefra. Mindre kunne ikke gøre det...".

Nej, mindre kunne sgu' ikke gøre det! 70'ernes dogmatiske feminisme og marxisme, hele den kvælende uldne omfavnelse fra et socialdemokratisk velfærdssamfund, fik fingeren i 80'erne, men vores ungdommelige hovmod forhindrede selvfølgelig ikke, at den politisk korrekte venstrefløj regrupperede sig og dukkede op igen i 90'erne i nye forklædninger - ofte endda i en uhellig alliance med den moralsk korrekte, småborgerlige højrefløj.

Men mens vi i det mindste endnu primært havde én voksengeneration eller ét værdihieraki at spille vores frustrationer op imod - og hér stod vi paradoksalt nok skulder ved skulder med nykonservatismens jævnaldrende KU-slipsedrenge og whiskybælte-yuppier! - er fjendebillederne i 90'erne lige så forskellige som de unge og deres mangfoldighed af miljøer selv.

De sidste hårdføre autonome hader forståeligt nok stadig politiet og magthaverne lige så brændende, som vi gjorde det dengang, da det var os, der smagte kniplerne og magtesløsheden i gaderne, men de er isolerede i deres modstand, forskanset i en sidste truet bastion som Ungdomshuset på Nørrebro, der næppe overlever millennium-deadlinen - ligesom anden generations-indvandrerne, fodbold-tilhængerne, techno-raverne, Christiania-pusherne, Hells Angels-rockerne eller nazi-skinheadsene for så vidt er det på hver deres måde (og uden sammenligninger i øvrigt!) i trods mod systemets pres, kontrol og overvågning i nutidens Danmark.

*

Selvfølgelig fortættede energien sig mere indenfor nogle kulturelle og subkulturelle områder end indenfor andre i 90'erne, selvfølgelig har også dette årti haft sine spændingsfelter og tyngdepunkter, men det er blevet risikabelt at generalisere omkring dem. Både hvad angår tendenserne i Danmark og det store udland, vi plejer at sammenligne os med.

OK, måske var techno-raverne, hip hopperne og computernørderne hippest, mest oppe på beatet eller tættest på fremtiden i 90'erne, men ingen af dem havde som ungdomsbevægelse patent på årtiet, sådan som rockerne, flipperne og discerne til sammen f.eks. havde det i 70'erne, og selv for disse enkeltområder var billedet indadtil så fragmenteret, så opdelt i sub-subkulturer, at det var umuligt at tale om Techno, Hip hop eller Computernørder/Cyberpunk med stort; umuligt at sætte technoens, hip hoppens eller computer- og cyberundergrundens miljøer og mennesker på enkle, pædagogiske formler overfor en - som altid! - uforstående omverden.

Og hvad med alle de andre: Neo-hippierne, heavy metal-headbangerne, poptøserne, graffitimalerne, rockabillierne, britpop-modsene, house-bøsserne, jet setterne, fetichisterne og sado-masochisterne, dækfræserne, bodybuilderne, beatnik-hipsterne, grungerne, øko-aktivisterne, jazzerne, kultfilm-fanatikerne, skateboarderne og snowboarderne, breakdancerne, gymnasieflipperne, Straight Edgerne og Hare Krishnaerne, VU'erne, rastaerne, interrail-globetrotterne, rollespils-dyrkerne og café-bohèmerne? Hvad med alle de sære blandinger derimellem? Og sidst men ikke mindst: Hvad med alle de såkaldt "almindelige unge mennesker" ude i samfundet, der brugte 90'erne på at tage deres eksamen, spille håndbold, drikke body tequilaer på Crazy Daisy, lytte til euro-pop på "Strax", gå i tøj fra Hennes & Mauritz og drømme om en en kæreste, en læreplads og en charterrejse til Ibiza sammen med vennerne?

Det er nok allerede her i 1999 en forslidt frase at tale om "livsstils-supermarkedet", men forslidte fraser har nu engang en forbandet evne til at ramme noget centralt i tiden. 90'erne var da også sådan et livsstils-supermarked, eller måske snarere et bugnende bevidstheds-butikscenter med døgnåbent og udsalg på alle hylder, hvor de unge selv kunne vælge til og fra, citere og sample sig til en identitet imellem tilsyneladende endeløse muligheder for mere eller mindre stilfuld selviscenesættelse.

Signalerne blev derfor sværere at aflæse; koderne stadig mere indforståede. Den bevidst dårlige smag sejrede ad helvede til: Brun blev årtiets farve (sammen med den udødelige sorte!), og trompetbukser og polyesterskjorter og lyseblå øjenskygge og Volvo-vindjakker og ruskind og nørdede briller og kasserollehår og partisantørklæder og bulede bøllehatte fik en revival sammen med lavalamper, kiksede gamle TV-serier, easy listening-musik, Adidas Gazelles, generation X-barndomsidoler som Povl Kjøller, disco, Velo Solex-knallerter, trommesalskunst, suppe, steg & is-hammondorgel, minigolf, analoge synthezisere, old school Jolly Cola-reklamer, kaffebarer med traditionel dansk mad, pastelfarvede plasticmøbler fra 60'erne og fodboldhelte med bakkenbarter og stramme shorts fra 70'erne.

Sammenhængen imellem indre og ydre udtryk, imellem form og indhold, imellem signifiant og signifiér, kortsluttede i gaderne udenfor bevidstheds-butikscenteret. Radikale feminister kunne klæde sig som lolitaludere med rottehaler, overdreven make-up, hot-pants og plateausko. Parisiske haute couture-designere kunne sælge punk som fimset mode til midaldrende overklassedamer. 40-årige jet settere kunne klæde sig som 20-årige hip hoppere - og alligevel få bord på de mest trendy gourmetrestauranter. Og den lille, grønne krokodille på Lacoste-polotrøjerne kunne lettere forvirret svømme rundt i smulte vande som symbolet på den nye tid - i 80'erne pinligt forbundet med KU-typer og midaldrende golfspillere fra Forstadsland; i 90'erne pludselig vendt på hovedet som ironisk statussymbol for storbyernes hipstere, mixet passende skødesløst sammen med et par tribal-tatoveringer, hængerøvs-cowboybukser og den nyeste model sportssko fra Nike.

*

For over 30 år siden udgav en dansk forfatter og journalist, desværre alt for tidligt afdøde Hans-Jørgen Nielsen, en slank artikel- og tekstsamling, hvis tankemæssige tyngde dog stadig kan mærkes i slutningen af 90'erne. En skammeligt glemt og skandaløst nok aldrig genoptrykt bog, hvis formulering af begrebet attituderelativisme - en efter Nielsens eget udsagn eksistentialistisk inspireret "værdirelativisme" - i forbavsende grad foregreb 80'ernes postmodernistiske filosofi: "Meget tyder på, at vi står overfor et skred af epokale dimensioner mht. vores selv- og omverdensforståelse. Et afgørende skred mod en post-individualistisk relativisme."

Nielsen var den første danske kulturskribent, der tog populærkulturen - James Bond, superhelte-tegneserier, Beatles, hippie-mode, fodbold - rigtig seriøst, og behandlede den kærligt og indsigtsfuldt på lige fod med haiku-digte, fluxus-kunst, Stockhausen, fransk meta-litteratur eller datamaskiner (som de hed dengang) i en tværkulturel, intellektuel kontekst. De 26 tekster i bogen pejler sig horisontalt frem for vertikalt igennem en verden af løsrevne tegn og flimrende fragmenter, vi tager for givet hér 30 år senere, men som må have virket som ren science fiction eller lommefilosofisk volapyk på mange læsere dengang:

"I massemedierne støder niveauerne uafladeligt sammen og hierakierne begynder at smuldre. Skillelinjer, der før var som vandtætte skodder, fluktuerer, skyder sig ind under og over hinanden, hvorved der opstår stadig nye alliancer og kombinationer på tværs af gamle skel. (...) I stedet for en verden bestående af lukkede kasser stablet oven på hinanden efter et problematisk værdisystem, er vi ved at få en verden, der er åben og horisontal. Og ved siden af denne nye verden (...) kan man skimte omridsene af en ny sensibilitet."

Andetsteds i bogen skriver Nielsen - eller fiktionen "Nielsen", bogens meta-bevidste fortællerinstans! - at han ikke kan bruge udtryk som "virkeligheden", "mennesket" eller "kunsten" uden at sætte gåseøjne omkring dem: "Den hvide verden befolkes af fænomener i gåseøjne, foreløbigheder".

90'erne befolkes i langt højere grad end de ellers nok så turbulente 60'ere, Hans-Jørgen Nielsen tog sit udgangspunkt i, af "gåseøjne" og "foreløbigheder". De består faktisk ikke af meget andet...

Den unge canadiske forfatter Douglas Coupland, der næppe har læst ""Nielsen" og den hvide verden", definerede med sin debutroman "Generation X - fortællinger for en accelererende kultur" i begyndelsen af 90'erne således det tætteste, vi er kommet på en samlende betegnelse for årtiets ellers så splintrede "nye sensibilitet": Generation X.

Couplands umiddelbart banale roman om tre nogle-og-20-årige venners dagdrivertilværelse i en provinsiel amerikansk ørkenby adskiller sig sådan set ikke fra tidligere generationers coming of age-bibler, men i sin tilbagelænede fastholdelse af nogle generelle fællestræk for en generation vokset op i den moderne medie- og massekommunikationsalder - børnene af 60'ernes forbrugsboom og Nielsens attittuderelativisme! - var bogen en charmerende genistreg. Det anonyme "X" erstattede tidligere tiders subkulturelle etiketter, og et knitrende portræt tegnede sig på tværs af landegrænser af en generation, hvis liv var en ironisk parantes imellem to sæt gåseøjne. En på én gangs rastløst zappende og ugideligt vegeterende slacker-ungdom tilfreds med tilfældige, dårligt betalte McJobs, der vendte ryggen til samfundet i stedet for at protestere imod det, og dyrkede fortidens popkulturelle kitsch med tungen lige i kinden i stedet for selv at skabe noget nyt.

Den danske forfatter og stand up-performer Gordon Inc. gav nogle år senere sin egen fortolkning af generation X-begrebet i et åndsbeslægtet omend mere freestyle-rablende generationsmanifest, skrevet i samme krydsfelt mellem computerskærme og filmlærreder, fjernsynstomgang og reklamebombardement som Couplands roman: "Harddisken - 7 dage i 90'erne":

"X er at tage det roligt, at vise stresskulturen trods ved at nægte at lade sig stresse. X er at grine ad TV-Avisen eller slukke for den. X er at sidde sammen med de andre i kulten og fortælle historier, udveksle informationer, hamre splatter, manga eller tegnefilm på video, eller mødes i cyberspace på computeren, spille tennis, at nyde sin mad, dyrke japansk blomsterbinderi. Som X'er kan man både være kreativ og kommerciel, læse Nietzsche, høre techno, hip hop, metal og Jodle-Birge og vælge en ny religion om ugen. Det er faktisk muligt at elske både sin computer, sin sampler, og samtidig alligevel være vild med naturen fordi naturen nu engang har den bedste lyd, det bedste format og den bedste billedopløsning. Nyd livet og omgiv dig med mennesker og ting du sætter højt. Skab dine egne værdier og din egen virkelighed. Den ny verdensorden skabes i dit hoved."

Imens den nye verdensorden ude i virkeligheden - en kort, naiv illusion efter Murens fald og den vestlige kapitalismes sejr på globalt plan - krakelerede med Golfkrig, Rwanda-massakrer og Balkan-blodbad, live på CNN, stod det frit for den enkelte at skabe sin egen nye verdensorden i hovedet. Selvom de franske postmodernister allerede fremførte deres tanker om De Store Fortællingers, de politiske ideologiers og de klassiske værdihierakiers sammenbrud i 80'erne, slog lige-gyldigheden - men ikke nødvendigvis ligegyldigheden - først for alvor igennem som eksistentielt grundvilkår for de yngre generationer i 90'erne.

Generation X-begrebet - den ukendte faktor i ligningen - har selvfølgelig været et mareridt for alle dem, som gerne vil kontrollere ungdommen eller sælge deres varer til den. Hvordan skulle forældrene reagere overfor den teenagedatter, der fik gode karakterer i gymnasiet, spillede badminton hver mandag og gerne ville læse jura in the end, men samtidig lignede en hårdkogt dulle med sine piercinger og tatoveringer og sexede påklædning, dansede weekenden lang (uha, måske endda på ecstasy?) til techno-raves og sparede alle sine penge sammen til en rygsækrejse til Indien efter studentereksamen? Og hvordan skulle medierne, reklamefolkene, ungdomsetnologerne og livsstilsindustrien fortolke eller forholde sig til en ungdom umulig at besnære med firkantede budskaber og "der er altid plads til en til"-klichéer?

Svarene på disse spørgsmål kunne faktisk også findes i Douglas Couplands roman, nemlig i dens undertitel om en "accelererende kultur": Der var kun én ting at gøre, hvis man ville følge med de unge i overhalingsbanen på vej mod årtusindskiftet - at træde på speederen og sætte farten op!

Lige som den franske urbanist Paul Virilio havde den canadiske forfatter erkendt, at 90'erne handlede om fart, bevægelse, speed, acceleration; ja, at 90'ernes virkelighed simpelthen blev bestemt og defineret af det tempo, den blev oplevet og iscenesat i. Og selvom generationsopgørene imellem bekymrede forældre og hormonforstyrrede unge i deres essens var de samme som altid, fandt medierne, reklamefolkene, ungdomsetnologerne og livsstilsindustrien snart ud af at geare op for at komme på omdrejningshøjde med en tidsånd, hvis hukommelse og tålmodighed ikke var meget længere end klippet imellem to kameravinkler i en MTV-video.

Bevægelsen fra subkultur til mainstream, fra kult til kasse, fra dyb undergrund til globalt gennembrud, er således i 90'erne blevet acceleret lige så meget som kommunikationen i cyberspace og transporten igennem det fysiske rum: Det, der måske starter som en joke imellem en flok nogle-og-tyve-årige venner over en joint på et kælderværelse eller en omgang cappucinoer på en café i en eller anden tilfældig vestlig storby, ender hurtigere end nogensinde som et massefænomen i tøjfirmaernes reklamekampagner og på søndagsavisernes magasinforsider. Og derfor måtte selv de hippeste og hurtigste unge i denne mediebevidste generation opfinde nye overlevelsesstrategier for at beholde deres modediller og udtryksformer for sig selv.

Den mest effektive af disse strategier var naturligvis - igen jævnfør "Generation X" - ironien, der stadig kunne efterlade de fleste over 40 tilbage i støvet med forundrede ansigtsudtryk. De løftede hænder omkring et udsagn med krummede pege- og fuck-fingre - efterfulgt af et tørt dobbeltklik med tungen - blev årtiets definitive gestus og statement.

Hans-Jørgen Nielsen kan glæde sig i sin grav: Den "post-individualistiske relativisme" er ikke længere science fiction, troldsplinten har sat sig fast i billedskærmene, tvetydighederne er blevet en del af hverdagens lingo, og de dementerende gåseøjne brænder sig fast omkring snart sagt ethvert kunstnerisk eller kulturelt udtryk som en uigennemskuelig camouflage. Og da ironien herhjemme blev inkorporeret i mainstreamen med "Tæskeholdet" for fuld skrue på P3 og retro-bevidste Cocio- eller Carl's Special-kampagner i biograferne opstod hyper-ironien, ironien over ironien, hvor man ironiserede over det at være ironisk. En subtilt subversiv strategi, jeg - i al falsk beskedenhed - personligt har været med til at rendyrke som medredaktør af københavnerbladet Magasin Schäfer, hvori parodien blev originalen, løgnen kunsten og meningsløsheden vejen til den eneste tilbageværende sandhed. Eller noget i dén stil... Hvilket lige i Schäfers tilfælde blev katalysator for masser af medieomtale, trusler om injurie-sagsanlæg og panderynkende universitetsspecialer, men naturligvis også på et bredere samfundsmæssigt plan måtte fordre en modreaktion.

*

På den anden side af 90'ernes "gåseøjne" og "foreløbigheder", ansigt til ansigt med den filosofisk transparente generation X og efterfølgerne i generation Y, var der nemlig også i tiden en omfattende higen og søgen efter ny moral, nye værdier, nye "sager", nye trosretninger, nye sandheder og nye former for inderlighed, hvis udfald desværre ofte endte lige så faststøbt i tonstung, ideologisk beton som 70'ernes marxisme blandt vestlige intellektuelle.

Politikerne talte uendelig meget om 90'erne som et moralsk årti, i hvert fald før Bill Clinton fik asken stødt af cigaren hos frække, lille Monica, hvor politik igen skulle til at handle om holdninger i stedet for blot om fordelingen af værdier (som om dét nogensinde havde været tilfældet!). Samtidig med, at de vestlige velfærdssamfunds underdogs blev marginaliseret og radikaliseret yderligere, diskret gelejdet endnu længere ud i virkelighedens periferi - bedøvet med bistandshjælp og nervemedicin, så pæne mennesker slap for at se og høre dem - levede de fleste af os i en materiel og teknologisk avanceret velstand ukendt for tidligere generationer. Samfundets behov drejede sig derfor fra det materielle over mod det åndelige, det ideologiske og det følelsesmæssige i hvad nogle beskrev som "The Dream Society" - Drømmesamfundet.

Det største slag blev slået på livsstilsområdet, hvor de grønne græsrødder blomstrede op til en hel folkebevægelse, og økologien blev selve tidens mantra. Skrabeæg fra fritgående høns hos en rar, økologisk landmand blev præsenteret som det eneste saliggørende alternativ til industriprodukter fra en kynisk, multinational kapitalisme. Det nære og decentraliserede blev fremhævet overfor det globale og centralt styrede; venstrefløjen forenede sig med højrefløjen i drømmene om at vende tilbage til en mere idyllisk tilværelse i det mytologiske lille, selvforsynende bondehus langt ude på landet.

Livsstilsjournalisterne gik i selvsving med temaartikler om rodløse generation X-unge, der genoptog bedsteforældrenes Morten Koch-idealer, og stressede storbymennesker, der genfandt lykken i den friske luft ude i syvende kartoffelrække. Kendte TV-kokke prædikede om kvalitet og gode råvarer ved de franske kobbergryder på skærmen, selv borgerlige politikere svingede pisken over privatbilismen for at få os til at gå, cykle eller bruge de kollektive trafikmidler, og tidligere ellers så nihilistiske forfattere begyndte at gå i kirke om søndagen - og belemrede os andre med at skrive om det. Samtidig med, at flere og flere derude i den hårde, postmoderne virkelighed mindsandten alligevel - næsten som i en slags uformuleret trods - stressede sig til mavesår (også generation X'erne, der hurtigt blev trætte af deres McJobs og vendte tilbage til rotteræset!), flyttede til de store byer, spredte bly i luften med deres biler og levede et usundt liv med junkfood, discountvarer, rusmidler og mediecoma.

At den grønne og økologiske tankegang ikke kun handlede om en personlig livsstrategi, hvilket ellers i sig selv kunne være sympatisk nok, men om en sammenhængende Big Brother-ideologi, afspejlede sig i en markant politisk genklang. Inspireret af de hysteriske amerikanere og de puritanske svenskere, dukkede forbudstankegangen også op igen i det Danmark, der ellers priser sig af at være noget så tolerant og liberalt. Sundhedspolitiet slog til overalt med nye beføjelser; de løftede pegefingre blev snart erstattet af egentlige lovindgreb imod tilsætningsstoffer og sprøjtemidler, reklamer og génsplejsning, druk og rygning. Det handlede ikke blot om at være sund, sætte pris på kvalitet, fjerne giftstoffer fra fødekæden og få en mere harmonisk hverdag, hvad vi vel ellers alle kunne være enige om at prøve på, men om at leve et rigtigt liv - sådan som EU-bureaukraterne og politikerne og lægerne og embedsmændene og pædagogerne instruerede os i det.

En anden af 90'ernes markante nymoralistiske tendenser havde en klarere politisk ramme - og en endnu mere ubehagelig social undertekst - ikke mindst i de socialdemokratiske, skandinaviske lighedsmodeller, hvor det ikke tolereres, at nogen har lyst til at leve på andre måder end det oplyste flertal; dem med det rigtige liv. Svinet i hjertet havde det godt bag danskhedens økologisk gødede ligusterhæk - også i dette årti - hvor 70'ernes småborgerlige backlash mod 68-ungdomsoprøret, anført af parcelhusrebeller som Mogens Glistrup og Erhard Jacobsen, omsider blev ideologisk mainstream langt ind i et stadig mere midtsøgende Socialdemokrati. Og hvor spørgsmålet om unge muslimske pigers hovedtørklæder - imens disse linier skrives - kan blive agurketidens hedeste debatemne imellem danskere, der simpelthen er noget så skuffede over, at disse stakkels undertrykte piger ikke kan se, at vi vil have dem til at smide de grimme bleer for deres egen frigørelses skyld - for at de selv kan få et rigtigt dansk liv...

Også internationalt set kunne man tale om en "middelklassificering" og privatisering af den vestlige verdens rum og livsformer, anskueliggjort i dén gentrificering, som fandt sted i storbyerne - fra New Yorks tidligere så frække og farlige Times Square-område til Københavns engang så proletariske og upolerede Vesterbro.

Udviklingen var alle steder den samme: Tidligere arbejderklassekvarterer og etniske enklaver blev - efter en mellemstation som hipster-områder for ubemidlede men kreative unge - forvandlet til forstadens fremskudte bastioner midt i storbyen, befolket af kernefamilier og skatteborgere uden lyst til at blive konfronteret med de tidligere beboere på de engang så skarpe hjørner. Altså: Ud med bumserne, drankerne, gadedrengene, junkierne, tiggerne, luderne, lommetyvene, tosserne, rockerne, perkerne og slumstormerne! Voila: Væk med natklubberne, pornobiograferne, spillebulerne, bodegaerne, metadonklinikkerne, grillbarerne, neonskiltene, BZ-husene, motorcykelværkstederne, rockerborgene, biltrafikken og alle de væmmelige virksomheder, der larmer og lugter i den nyetablerede "grønne storby"!

Den mentale ligusterhæk slog rod på stenbroen i København sammen med storbyens nye beboere - tilflytterne fra provinser og forstæder - og de billige skodlejligheder og subkulturernes gamle tilholdssteder i forfaldne baghuse måtte vige for dyre ejerboliger, aflåste gårdmiljøer, trendy erhvervslejemål, spærrede gader eller officielt sanktionerede beboerhuse, byhaver (sic!) og beskæftigelsesprojekter. Der var ikke længere plads til taberne med deres beklagelige vaner, med deres klirrende plasticposer og krykker og glammende schäferhunde og tatoveringer og hæslige joggingbukser og bandeord og fedtede grillmad, og dem, der ikke allerede var røget derud i forbindelse med 80'ernes sanering af Nørrebro, fik endelig sparket til betonslummen med 90'ernes byfornyelse af Vesterbro. Det kan godt være, nogle få drømte om at flytte ud på landet og dyrke økologiske radisser, men arbejderklassen - eller det, der er tilbage af den - bliver for tiden skubbet ud af storbyen, fordi middelklassen ønsker at vende tilbage til den efter nogle årtiers eksil ude i forstæderne.

Frelste venstrefløjstyper og formørkede højrefløjsdemagoger talte pludselig med én skinhellig stemme om "familieværdier" som svaret på alle den postmoderne tilværelses eksistentielle og sociale problemer, men mærkeligt nok var der stadig mange, som ikke ville høre efter. Og lige som Underdanmark stædigt blev ved med at æde fed mad, ryge sig mod lungecanceren, nappe sovepiller og hælde sprut lige ned i løgnhalsen, på trods af alle sundhedspolitiets advarsler og trusler, fortsatte den uansvarlige og uanfægtede ungdom tilsyneladende alligevel også med at dyrke usikker sex, se voldelige film, pierce deres hud, ryge hash, læse pornoblade, lytte til perverteret musik, køre på motorcykel, drikke sig fulde og indtage forbudte narkotiske stoffer.

Nutidens moralske majoritet, dette middelklasse-sammenrend af frustrerede 68-pampere og vrede parcelhusborgere, sad på den mediemæssige og politiske magt i 90'erne, men de umoralske minoriteter kunne desværre hverken styres med stokken eller gulerødderne... "Hvis dog bare man helt kunne forbyde taberne og indvandrerne og rodehovederne og de unge, så ville vi andre vel nok få en bedre verden at leve i!" må de tænke her op til Deadline 2000. For det var nok populært at tale om moral i 90'erne, ikke mindst når snakken faldt på "de andres" mangel på samme, men det var for sent at overtale de fleste af os til at tro, at man kunne skrue tiden tilbage og få de Store Fortællinger lodret op at stå igen. Med mindre man altså gjorde det med ironiske gåseøjne og krumme fingre som indramning.

*

Hvis mange i 90'erne fabulerede om "The Dream Society" - Drømmesamfundet - var endnu flere fascinerede af, hvad man måske kunne kalde "The Nightmare Culture": Mareridtskulturen. Imens politikerne bejlede til de ældre generationer med slagord om moral, sundhed, lov & orden og "familieværdier", dyrkede i hvert fald de yngre generationer kulturelt og subkulturelt konsekvent det diametralt modsatte - dekadencen, forfaldet og "dommedag nu"-tendenserne i musik, film, TV, litteratur og billedkunst.

En skygge lagde sig fra begyndelsen af årtiet over det kulturelle landskab, samtidig med, at Muren faldt, de klassiske fjendebilleder smuldrede, og truslerne om atomapokalypse fadede ud. Mens den virkelige verden - i hvert fald i Vesten - blev mere fredelig, længtes vi som i sin tid den store digter Tom Kristensen "mod skibskatastrofer og mod hærværk og pludselig død". Fjenden var imellem eller måske indeni os selv, og de farlige kræfter inspirerede alt fra kunst til reklame. Og mange pæne, voksne mennesker kunne absolut ikke forstå, hvordan man eksempelvis i en modeserie i ungdomsbladet Chili kunne tillade sig at referere til selvmord, og forlangte at få dén slags morbiditeter forbudt, som om snesevis af teenagere ville kaste sig i døden efter at have set et billede af en "død" fotomodel på bunden af et badekar i en våd designerkjole.

Debatten rasede i medierne - og her blev linierne igen klart trukket op langs generationsskel - omkring vold og sex (hvorfor sættes de to ting altid sammen af sarte, puritansk anlagte sjæle?!), ikke mindst i det dobbeltmoralske USA, hvor bølgerne gik højt lige fra den feministiske hetz mod Bret Easton Ellis' roman "American Psycho" til faktiske sagsanlæg mod rappere eller filminstruktører, beskyldt for at have fremprovokeret virkelige forbrydelser qua deres værker eller ytringer. I det hele taget var det som om, fiktionens vold og fantasiens dårskab i 90'erne kunne ophidse folk mere end virkelighedens ditto!

Men det onde i den kollektive underbevidsthed kunne ikke manes i jorden med besværgelser, forbud, pegefingre eller sagsanlæg. Man må tage det gode med det onde, som Lars von Trier djævelsk sagde - mens han både slog kors for sig og lavede Satan-tegnet som symbolsk helgardering - i den Hitchcock'ske coda-vignet til TV-serien "Riget". Der var ikke mange troværdige good guys eller overbevisende happy endings i 90'erne, og selvom bekymrede ældre generationer kunne fæstne deres lid til Bengt Burg, Forrest Gump, TV-2's prozac-bombede nyhedsoplæsere, Søren Ryge Petersen, Morten Korch-renæssancen, Jann Sjursen, Luciano Pavarotti, den sidste senile "Olsen-banden", Fru Hyacinth, Bill Cosby, "Matador"-genudsendelser eller Kjeld og Hilda Heick på din lokale kanal, så var det ligesom ikke dér, årtiets foruroligende rollemodeller, forførende menneskemyter eller forvrængede spejlbilleder blev fundet.

Det var simpelthen ikke cool at være pæn, høflig og velfungerende i 90'erne. For selv alle de søde, små piger ude ved TV-skærmene vidste jo godt, at den plagede, utilpassede og modsætningsfyldte Dylan var sejere end UG-dengsen Brandon i "Beverly 90210", og hvis tidligere generationer af store drenge i biografens mørke havde drømt om at være en brav John Wayne i en sort og hvid western eller en kæk Poul Reichardt i et jublende lystspil, ville nye cineast-generationer hellere fantasere om at gå ned ad de onde gader på Vester Bronx som Kim Bodnia i "Pusher" eller twiste med heroin i blodet og en ni milimeter i inderlommen som John Travolta i "Pulp Fiction".

Årtiets ultimative TV-serie blev således amerikanske Chris Carters "The X-Files" ("Strengt fortroligt"), hvis dystre uhyggestemning, beklemmende kulisser og paranoide besættelse af konspirationer, okkultisme, aliens, cover-up's, statshemmeligheder og "sandheden derude" var plugget direkte til tidens underbevidsted. Med den åndelige, intuitive Fox Mulder (spillet af David Duchovny) og hans rationelle, handlekraftige kvindelige FBI-makker Dana Scully (Gillian Anderson) som neutralt fotogene hovedpersoner blev seerne igennem efterhånden op mod 100 stadig mere formørkede afsnit (og én spillefilmsversion) trukket med ind i mareridtets labyrint - og frem mod en endelig afsløring af regeringsapparatets sammensværgelse med fremmede væsener fra andre planeter - hvorfra hverken de eller vi er sluppet ud siden. Selvom det måske alligevel ikke er små, grønne mænd med insekthoveder og den onde cigaretpulsende Cancer Man, der står bag al ondskaben på Jorden...

For mørket var magnetisk, perversiteten fashionabel, skurkene vores egentlige helte og de indre dæmoner sluppet op fra sjælens slamkiste i 90'ernes morads af psykopatiske serial killers, vrede gangster rappere, kultiverede kannibaler, cokesniffende supermodeller, hippe filmgangstere, liderlige pornobarbier, dæmoniske techno-shamaner, provokerende installationskunstnere, desillusionerede krigsreportere, suicidale rockstjerner, paranoide computerhackere, flabede Spice Girls, hæmningsløse Dogme-idioter, desperate Krone Taxa-chauffører eller traumatiserede Samsø-strissere.

Vi tog en tur on the wild side sammen med Patrick Bateman, Madonna, James Ellroy, Ice Cube, Andres Serrano, Hannibal the Cannibal, Sort Sol, Michael Douglas' D-FENSE, Kurt Cobain, Dennis Nielsen, Barton Fink, Snoop Doggy Dogg, Sharon Stone med spredte ben, Robert Mapplethorpe, stakkels Debbie, O.J. Simpson, Metallica, Batman, Mickey & Mallory, DOOM, Mike Tyson, Quentin Tarantino, Sipowichz fra "New York Blues", Mads Brenøe, Tupac Shakur, Jeff Koons og Illona Staller, John Wayne Bobbitt, Christian Lemmerz' rådne svin, Abel Ferrara, Tricky, Dennis Cooper, Marilyn Manson, Franke fra "Pusher", Shirley Manson, Jønke, Michael Hutchence, Eric Cantona, Rockbitch, Beavis & Butt-head, Robert Downey Jr., Lady Di, René fra "Taxa", Irvine Welsh, Prodigy, "Stripperkongens piger", Michael Jackson, Thomas Vinterberg, Hugh Grant og Divine Brown, Bart Simpson, Annabel Chong, Bjarne Riis, slagteren i "Seul Contre Nous", Kate Moss, Den Gale Pose, Bill Clinton, Hans Engell, John F. Kennedy Jr., Leonardo DiCaprio, Anakin Skywalker og Victor Ward i "Glamorama".

Det er symptomatisk, at jeg, mens jeg skriver dette, hvor meget jeg end anstrenger mig, ikke umiddelbart - og uden at konsultere Det Store Arkiv - kan komme i tanke om ét eneste positivt medieforbillede eller popkultur-ikon, én rigtig uspoleret helt eller heltinde af den gamle søndagsskole fra fiktionens verden, som stadig brænder sig fast i min hukommelse efter et årti i dødsdromen. Ja, det skulle da lige være den mystiske Agent Cooper fra David Lynch'es "Twin Peaks", som vist alligevel også havde sine skeletter i klædeskabet, det hjerteskærende groteske monster Lillebror i "Riget", der bare havde så svært ved at overbevise sine omgivelser om, at han kun ville det gode, eller Jim Carreys lallende naive hovedperson i "The Truman Show", der alligevel ikke selv vidste, at han blev manipuleret som en marionetdukke i en gigantisk iscenesat mediekonspiration... Kun sære enere, freaks, tabere, fjolser, tosser, ofre og stakler kunne fremstå moralsk uplettede uden at virke utroværdige.

Vores flirt med tilværelsens mørke sider, med vore egne bevidsthedsmæssige potentialer og svedbadede mareridt, blev ikke bare fastholdt i en stadig strøm af voldelige Hollywood-film, kontroversielle hip hop-udgivelser, celebre society-skandaler eller hårdkogte kriminalromaner, men også i et forbrug af forbudte rusmidler eksploderende fra jet set- og undergrundsmiljøerne ud i mainstreamen i 90'erne.

Vi tunede ind og turnede på som aldrig før, men havde af dén grund ingen lyst til også at følge det sidste led i syreguruen Timothy Learys gamle hippieslogan om at droppe ud. Recreational drug use kaldte man da også ganske præcist tendensen i USA, hvor myndighederne allerede under Reagan-administrationen ellers havde erklæret en absurd og håbløs "krig mod narko".

Trods myndighedernes massive indsats og stadig hårdere straffe for indsmugling og distribution af narkotika, der i et dansk retsapparat presset af "den offentlige mening" faktisk overgik tilsvarende domme for selv den groveste vold eller de fleste mord, så 90'erne en ny generation af "fritidsnarkomaner" eksperimentere med så vel hash og hallucinogener som hårde stoffer efter mørkets frembrud. Og hvorfor ikke? Generation X og Y var ikke naive nok til at tro på mediernes skrækhistorier og myndighedernes bandbuller. De vidste da godt, at der var risici, faldgruber og sideeffekter i alle former for stimulansmidler, men hvis det nu virkelig var så forfærdeligt at tage stoffer, som journalisterne skrev og politifolkene sagde, hvorfor pokker skulle millioner og millioner af mennesker over hele verden så blive ved med frivilligt at gøre det?

Medierne tordnede uden nogen nuancer eller reel indsigt løs mod især 90'ernes techno-miljøer (her havde intet ændret sig siden 60'ernes fordomsfulde hash- og hippiehetz!), hvor de unge ifølge overskrifterne "grillede deres hjerner med dræberpiller". Dét forhindrede selvfølgelig ikke - måske snarere tværtimod?! - ecstasyen i at brede sig som en slags LSD light fra lukkede bøsse- og techno-miljøer i København, hvor de små piller med den store effekt herhjemme blev introduceret i slutningen af 80'erne, til almindelige unges weekend-udskejelser på Diskotek Casanova i gågaden i enhver større provinsby i slutningen af 90'erne.

Samtidig forvandlede kokain, der i 80'erne alene i kraft af sin pris havde noget nær Hellig Gral-status i yuppie- og jet set-miljøerne i de vestlige storbyer, sig til 90'ernes drug of choice hos de lidt ældre X'ere, vokset op på billig æblesnaps og dårlig speed i punkæraen. Forsyningerne flød ind i landet, og priserne faldt trods den stigende efterspørgsel; coke-forbruget ændrede karakter fra udelukkende at være et mondænt partystof til også at dukke op som fræk dessert efter middagsselskaberne i bedre kredse, uden at nogen løftede et øjenbryn af dén grund. Det blev svært at gå til så meget som en reception i musik-, reklame-, film- eller kunstmiljøerne, uden at der var linet snitter op ude på toilettet.

Hvis man ikke var til det illegale kick, til den moralske pirring ved at foretage sig noget hemmeligt og ulovligt sammen med sine venner - hvilket er den største tiltrækning ved et decideret socialt, psykisk virkende stof som coke - kunne man få lykkepiller på recept hos sin læge eller hente smøger og sprut nede i supermarkedet lige så tosset man ville. For på trods af flere nye forbud mod annnoncering for og forbrug af disse ellers (endnu!) lovlige stimulanser, havde de fleste af os simpelthen brug for andet end skrabeæg, økologisk saftevand og frisk luft, når vi skulle koble af i fritiden i 90'erne.

På samme måde var det også den spændende skyggeside af vores seksualitet, de fristende anderledes kønslige kicks, som kom i fokus i 90'erne. Mens de homoseksuelle forlængst var gledet ind i Familien Danmark med registrerede partnerskaber og en mere neddæmpet sikker sex-livsstil, kom S/M-miljøet, transvestitterne og fetichismen således efterhånden også op i lyset, badet i mediernes halvt forargede, halvt nyfigne blitzer og projektører. Hardcore-pornoen spredte sig fra skumle biografer og snuskede kælderbutikker i storbyernes red light-distrikter til sexmesser i provinsens sportshaller og weekendhygge i Forstadslands parcelhuse. Regnfrakkebrigaden med de klistrede kleenexer i lommen frekventerede måske stadig de tilbageværende pornosnasker i Istedgade, men det var for mange - ikke mindst pigerne! - både nemmere og tryggere at købe sine negerdildoer, lolitadukker, håndjern eller teenage-magasiner via postordre eller over internettet, så man slap for at møde en nabo, kollega, ven eller slægtning på vej op fra en pornokælder på Vesterbro med en brun papirspose under armen og et fjoget udtryk i ansigtet.

Den blødere porno sivede ligeledes umærkeligt ind i mainstream-medierne med mandeblade som M! og Euromans letpåklædte fotomodel-forsider, TV-2's erotiske midnatstimer og endeløse doku-soaps om strippere, pornostjerner eller escortpiger - sexindustriens hidtil ukendte funktionærer blev pludselig også sofakartoflernes stjerner! - fyldte prime time-programfladen på de mindre, kommercielt orienterede stationer.

The zipless fuck og hardcore-pornoens kreative afvigelser fra forældregenerationens "en-gang-om-ugen-i-missionærstilling-i-et-mørkt-soveværelse" er blevet en selvfølgelighed, ikke mindst for generation X'ernes yngre søskende, Y'erne, hvis kønsmodning faldt heldigt sammen med, at dommedagsvarslerne om en altomfattende, heteroseksuel AIDS-epidemi falmede i den vestlige verden. "Stiv pik og håret tilbage!" lød mantraet fra de københavnske hip hop-entertainere Den Gale Pose, og en ny generation var i dén grad "spændt op til lir". Kondomerne blev hurtigt lagt på hylden igen, og trods risikoen for gonnoré, herpes, klamydia eller syfilis blev der flirtet, scoret og kneppet på livet løs, hvad mediernes fortsatte Morten Korch-føljeton eller dubiøse statistikker om det nationale underliv så end måtte indikere.

Hvis man ikke selv kunne finde en partner ude på det rå kødmarked på caféerne, spillestederne, festivalerne og diskotekerne, kunne man lade sig hooke op i blind dates via diverse radio- og TV-shows eller sætte kontaktannoncer i de mange nye, gratis ungdomsmagasiner. Og hvis heller ikke dét gav jackpot, var der i værste (?!) fald altid rige muligheder for at søge sin seksuelle tilfredsstillelse via porno, telefonsex, swinger-klubber, internet eller Ekstra Bladets massageannoncer.

*

De største ændringer i dagligdagen i den vestlige kultursfære i 90'erne handlede dog ikke om moral og økologi endsige om sex og stoffer. Den virkelige revolution var selvfølgelig teknologisk.

Hvis jeg for ti år siden havde siddet og skrevet på et intro-essay til en samling af udvalgte kulturjournalistiske tekster fra 80'erne - "Deadline 1990"! - ville jeg i bedste fald have gjort det på en elektrisk skrivemaskine, måske endda delvist med analog kuglepen og linieret A4-blok, i stedet for som nu på en bærbar PC.

Jeg ville heller ikke have haft adgang til videobåndoptager eller videokamera, CD-afspiller eller mini-disc, mobiltelefon eller internet, kabeldekoder eller widescreen-TV, CD-ROM eller remote control, telefax eller satellitparabol, playstation eller mikrobølgeovn, farvescanner eller digitalkamera. De fleste af disse maskiner og dingenoter var måske nok allerede opfundet dengang i 80'erne - for lang, lang tid siden - men de blev først allemandseje i løbet af 90'erne, hvor skoleknægte nu surfer efter Pamela Anderson-nøgenbilleder eller "Star Wars"-websites på computeren, 12-års tøser knevrer dagen lang med veninderne på mobiltelefonen, og Tante Karen og Onkel Poul Eriks sølvbryllup foreviges med videokameraer gode nok til at lave en professionel spillefilm.

Bortset fra de umættelige fagfolk, de særligt interesserede eller de deciderede teknofetichister møder vi alle nok hver enkelt ny opfindelse med en vis skepsis; forestiller os måske aldrig, at vi vil komme til at kommunikere med vores venner via e-mail eller se film på DVD som den naturligste sag i verden. Det kommer de ældre generationer måske heller ikke til i deres liv, men selv de fleste af os midt imellem - rent aldersmæssigt - som også godt han huske dengang, man endnu skrev breve i hånden, lavede mad over gasblus, spillede Ludo med sine bedsteforældre og læste de gode, gamle historier på bog, lærer efterhånden at påskønne opfindelserne som en praktisk hjælp, et underholdende tidsfordriv eller et ekstra kommunikationsmæssigt potentiale i dagligdagen. Mens de yngste generationer fra starten tager dem til sig som en selvfølge, fordi de slet ikke kender en verden uden et arsenal af metalliske og matsorte apparater fulde af elektroder og mikrochips i hvert eneste private hjem med respekt for sig selv.

Den amerikanske, i Canada bosatte forfatter William Gibson har sikret sig udødelighed med lanceringen af begrebet "cyberspace" i sin mesterlige og visionære romantrilogi - "Neuromancer"/"Count Zero"/"Mona Lisa Overdrive" - fra 80'erne, da han sammen med åndsbeslægtede kolleger som Bruce Sterling blev frontfigurer i den meget omtalte men hurtigt aflivede cyberpunk-litteratur; en génsplejsning af science fiction-genren, hvor hårdkogt kriminallitteratur og postmoderne medieteori gik op i en højere enhed med psykedeliske fremtidsvisioner.

Gibson hensatte pessimistisk sine romaner om "matrixen" til en fjern fremtid, men selvom hans visioner om en fysisk interaktion imellem denne verden og det bundløse cyberspace da også stadig er science fiction, er mange af hans ideer alligevel for længst blevet konkret virkelighed her små ti år efter - så hurtige har 90'erne faktisk været!

I dag er det ikke meget anderledes at kommunikere med andre mennesker med e-mails end ved at sende dem en fax - og de fleste af os interesserer sig lige så lidt for at forstå, hvordan cyberspace virker, som vi gør for at finde ud af, hvordan en faxmaskine ser ud indeni. Bare vi kan finde ud af at bruge lortet... Og det kan vi næsten allesammen, hvis vi da har adgang til en computer med et modem, en internet-opkobling og en letforståelig brugerflade som Lotus Notes, hvorfra man så nemt som ingenting kan klikke sig ind i Gibsons engang så abstrakte og syrede matrix med musen trygt ved højre hånd og få adgang til et endeløst univers af chatrooms og hyperlinks, til en svimlende galakse af digitale arkiver og elektroniske biblioteker ad infinitum. Hvad der i begyndelsen af dette årti groft sagt kun var en elektronisk opslagstavle (BBS) er på tærskelen til millennium-skiftet et verdensomspændende netværk uden grænser (WWW), hvor vi kan sende hilsener til venner i L.A. midt om natten, finde oplysninger om 3. divisions-fodboldklubber i Latinamerika når vi har lyst, eller downloade levende billeder med stereolyd af japanske skolepiger, der smider trusserne, i løbet af få hjertebankende sekunder.

Grænsen imellem krop og teknologi, imellem menneske og maskine, er endnu ikke blevet definitivt brudt - selvom vi i slutningen af 90'erne eksperimenterer med teknologi under huden, fra de velkendte pacemakere og kunstige hofter til indopererede høreapparater og mikrochips, silikonebryster og kunstigt forlængede tissemænd. I den canadiske filminstruktør David Cronenbergs nyeste film "EXistenZ" præsenteres i en nær fremtid et nyt virtual reality-spil, plugget direkte ind i en anuslignende "stikkontakt" i de deltagendes rygmarv, med adgang til en alternativ 3D-dimension, hvor spillernes reaktioner præger udformingen af det fiktive univers, de befinder sig i. Fra nutidens virtual reality-prototyper med klodsede "rumhjelme" og primitive grafiske illusioner er der endnu meget langt til sådan en vision...

Den berømte medieteoretiker Marshall McLuhan skrev allerede i begyndelsen af 60'erne om teknologien som en forlængelse af menneskets krop; en udvidelse af vores fysiske formåen og bevægelsesfrihed, anskueliggjort i alt fra løbehjul til samlebånd, fra motorsave til rumraketter. På samme måde kan man betragte den nye elektroniske og digitale informations- og kommunikationsteknologi som en potensering af vores hjerne og vores bevidsthed. Vi sidder stadig udenfor og kigger ind i cyberspace, uhjælpeligt fysiske med vores fedtede pølsefingre på computerens tastatur, men måske drømmende om at trænge igennem skærmen og blive en del af matrixen, ligesom cybercowboyerne i William Gibsons science fiction-romaner?

Computerteknologien har på mange måder ellers allerede gjort os mindre afhængige af den virkelige fysiske verden - ikke mindst i kunsten. William Gibson blev for første gang overhalet indenom, da han i romanen "Idoru" så at sige lod et feminint computerskabt hologramvæsen træde i karaktér i en kærlighedsaffære med en rockstjerne af kød og blod i det 21. århundredes Tokyo, for med Kyoko Date havde japanerne allerede i 90'erne skabt verdens første virtuelle popidol: En sød og sexet teenagepige, der indspillede plader, havde sin egen web-site, svarede på breve fra sine fans og gav interviews til medierne, selvom hun kun eksisterede i cyberspace. Vi mangler sådan set kun et rygte om, at hun er blevet kæreste med Robbie Williams!

CGI-effekterne i 90'ernes Hollywood-film har ligeledes konkurreret med tidens største levende stjerner om opmærksomheden på multiplexernes lærreder, og når man engang - om et par år? - har set den første film med en 100% digital-humanoid hovedrolleindehaver, vil man sikkert huske tilbage på øglerne i "Jurassic Park", den sultne "Godzilla", monsteret i "The Mummy" og alle de sære aliens i "Star Wars - The Phantom Menace" som hans eller hendes fjerne darwinistiske slægtninge.

*

Den amerikanske journalist og forfatter Douglas Rushkoff parafraserer i sin bog "Media Virus" over beat-guruen William S. Burroughs' definition af sproget som en virus ved at betegne nutidens elektroniske mediekredsløb som en smitte spredende sig igennem æteren, cyberspace og de optiske fiberkabler: "Media viruses spread through the atmosphere the same way biological ones spread through the body or a community. But instead of travelling along an organic circulatory system, a media virus travels through the networks of the mediaspace".

Rygterne om det trykte ord og de skrevne mediers død er - heldigvis for denne journalist og forfatter! - stærkt overdrevne, men der er ingen tvivl om, at de elektroniske medier fik en stadig højere profil i løbet af 90'erne, hvor vi alle blevet smittet af den elektroniske virus.

Rushkoff skriver, at medierummet - cyberspace eller datasfæren - har erstattet tidligere tiders frontier, de hvide pletter og de uudforskede områder på verdenskortet, som udfordringen for fremtidens pionérer; Stanley vil dér hilse på sin Dr. Livingstone i en digital jungle af nuller og et-taller. Hvis vi endnu ikke fysisk kan trænge ind igennem billed- og computerskærmene, ind i det usynlige og uhåndgribelige rum, hvor vi fører vores telefonsamtaler og formulerer vores visuelle drømme, kan vi i hvert fald accelerere den elektroniske smittespredning og trykke speederen i bund ude på informations-motorvejen.

Tidligere tiders kamp om land, jord, råstoffer og mineralrettigheder er erstattet af de store mediekorporationers rivalisering om medierummets endeløse territorier: Om seertal og satellitforbindelser, transmissionsrettigheder og kommunikationslinier, computerprogrammer og software-formater. Verdens rigeste mand er da heller ikke længere et royalt overhoved, en oliesheik, en jernbanebaron, en industrimagnat eller en diamantmineejer, men computernørden Bill Gates fra Microsoft.

Samtidig med, at de store mediemoguler og computermilliardærer slås om at kolonisere medierummet og ekspandere i cyberspace, er adgangen til Det Store Kredsløb paradoksalt nok også blevet demokratiseret for almindelige mennesker.

Selvom celebrity-dyrkelsen steg til uanede højder i 90'erne, hvor tabloid-medierne og paparazzi-fotografer drev de kendte til vanvid - eller bogstavelig talt, som i Lady Dianas tilfælde, i døden - og honorarerne i Hollywood eller i de internationale fodboldklubber nærmede sig astronomiske tal, kom vi til at opleve sandheden i Andy Warhols udsagn om, at alle i fremtiden kunne få deres "femten minutters berømmelse".

Fremtiden er - på dét område - lige nu: Lettere anvendelig, mere tilgængelig og billigere teknologi gjorde, at unge selv kunne lave techno-musik hjemme ved sampleren i soveværelset, instruere en splatterfilm nede i kollegiets vaskekælder eller sende en følsom samling debutdigte ud til millioner af potentielle læsere på internettet - uden nogensinde at nærme sig et pladeselskab, en filmproducent eller et bogforlag. Vi blev nok uhelbredeligt smittet af medievirusen, så snart vi samlede morgenavisen op i entréen eller tændte for radioen, computeren, walkman'en og fjernsynet i løbet af hver eneste dag, men vi kunne også selv projicere vores egen private virus ud i det blå, hvis vi ville.

Selv hvis man ikke var kreativt eller teknologisk begavet, kunne man deltage i smittespredningen i den knitrende æter under de tyst svævende satelliter. Virkelige personer, genkendelige mennesker fra normale miljøer, dukkede pludselig op i prime time på radio og TV - side om side med fotomodellerne og skuespillerne og studieværterne. Reality TV blev årtiets ultimative medietrend med udsendelser om gæve pansere på patrulje i amerikanske ghettoer eller silikoneoppumpede blondiner strippende på danske diskoteker. Skildringen af disse menneskers hverdag var naturligvis klippet til og iscenesat af tilrettelæggerne, ikke mindst i de serialiserede doku-soaps som MTV's "The Real World" eller DR's "Dahlgaards Tivoli", men den var i hvert fald tættere på de fleste sofakartoflers nutidige dagligdag end "Baywatch" eller "Seinfeld".

Den amerikanske filminstruktør Ron Howard, som jeg interviewede i forbindelse med den europæiske premiere på mediesatiren "EDtv" (om en almindelig fyr, hvis liv følges live 24 timer i døgnet af en TV-station!) i Cannes i foråret, mente, at den umættelige appetit på reality TV og doku-soaps både skyldtes identificeringsmuligheden og menneskets basale voyeurinstinkt, trangen til at se andre mennesker, næsten lige som én selv, komme galt afsted, uden personligt at være direkte involveret i deres liv.

Men hvis voyeurismen var en af medievirusens kraftigste smittebærere, var ekshibitionismen omvendt en veritabel elektronisk bakteriebombe kastet ind midt i offentligheden i 90'erne. Selvom de fleste af os trods alt stadig var passive medieforbrugere, bænket foran husalteret med kaffe og kage, kunne medieshowet ikke have kørt i så højt et gear, som det har gjort i dette årti, uden at mange af os også havde spillet med foran kameraerne og mikrofonerne.

For midaldrende dagbladsredaktører var der ikke noget bedre end at "åbne avisen op" og "komme i dialog" med læserne, og igennem lokal-TV og lokalradio kunne andre træde direkte fra et ung-i-arbejde-projekt og ind i rampelyset. TV-programmer med seernes egne hjemmevideoer af babyer, der faldt og slog sig, og pornofilm med amatøroptagelser af naboens datter, der udforskede sin spirende seksualitet, blev tidens hits. På de amerikanske trash-talkshows blev nationens mentale skraldespand dagligt tømt foran rullende kameraer, når gæsterne hos Jerry Springer & co. prøvede at overgå hinanden med uhyrlige tilståelser fra intimsfærens mest smudsige afkroge: "Jeg skal have et barn med min mor", "Skat, jeg er lesbisk transvestit", "Jeg er forelsket i min tvillingebror", "Min sorte ven er nynazist", "Min mand vil giftes med vores 12-årige babysitter" osv. - selvsvinget var sat på autopilot, og menneskehedens sidste figenblade blev flået af under blændende projektører i TV-studierne, mens publikum hujede og skreg og ville have mere, mere, mere.

Men den demokratiserede adgang til massemedierne kunne også udnyttes politisk - på godt og ondt. Herhjemme så vi det københavnske TV-Stop dokumentere en virkelighed, mainstream-medierne aldrig kom i nærheden af. I Los Angeles udløste en tilfældig mands ryste(n)de videooptagelse af fire hvide betjentes gennembankning af en sort flugtbilist de måske værste amerikanske raceoptøjer i dette århundrede. Og på internettet kunne nynazisterne frit sprede deres hadefulde, racistiske propaganda og islamiske terrorister give deres tilhængere opskriften på, hvordan de kunne lave halalbomber hjemme i deres eget køkken...

*

Men når enhver kan blive stjerne i sit eget lille mediedrama, når alle kan være med og stille sig op på den røde løber i køen til berømmelsen - hvad enten man er vinder i "Lykkehjulet", Biker-Jens på Robinson-øen eller en bonderøv i et omrejsende tivoli i provinsen, måtte de coole og mediebevidste konstant finde på noget nyt og mere ekstremt for stadig at føle sig på forkant med tiden.

Den ironiske kult- og trashdyrkelse eller smagløshedens apoteose i moden var nok et par af de mest tidstypiske fænomener i dén henseende, for når alle pludselig havde set "Motorsavsmassakren", læst "Generation X", fået trucker-overskæg, danset i et par Buffalo-sko eller købt en plade med Ole Erling måtte hyperironien også dér træde ind som et filter imellem de udenforstående og de indviede.

Demokratiseringen af medieadgangen og inflationen i berømmelseskriterierne kammede i nogles øjne over, og hvis man var virkelig hip, måtte man naturligvis gå den modsatte vej. Blandt DJ'er på jagt efter nye musikalske dansetrends for det kræsne hip hop-, house- eller techno-publikum talte man febrilsk om, at en plade var "for hemmelig"; en indforstået kompliment, der dybest set betød, at man selv var iblandt de første, der havde hørt den, og sandsynligvis også var iblandt de eneste, der havde fattet den.

Pudsigt nok var det de mest medie- og stilbevidste generation X'ere, der begyndte at dyrke "det hemmelige" og "det autentiske", "det ægte" og "det undergrundsagtige" igen. Det var simpelthen ikke længere fedt at komme i medierne, at få sin egen lille klike eller sit eget afgrænsede subkulturelle miljøs ideer, attituder, talemåder, udtryk, påklædninger, mødesteder eller samværsformer spredt ud over avisforsiderne eller sendt i heavy rotation på MTV. Og når man så, hvor ofte fremstillingen af tidens eller ungdommens fænomener blev forvrænget i mainstream-medierne, var denne udvikling såmænd forståelig. Hvorfor invitere journalisterne og fotograferne med til festen, når man sagtens kunne få sit eget miljø til at møde op, uden at risikere pinlige artikler i aviserne eller overfladiske indslag i radio og TV? Hvorfor overhovedet prøve at få omtale af sin nye bar eller sit nye galleri, når man bare risikerede, at en flok idioter mødte op og spolerede stemningen for ens venner og bekendte?

I det københavnske hip hop-miljø var årtiets favoritudtryk "respekt!", gerne suppleret med et fingerkrøllende "bandetegn" og placeret i slutningen af en sætning som den defintive pointe, umulig at modsige eller modargumentere. Hvis man betalte noget eller nogen respekt, kunne man ikke give det eller dem højere points på skalaen, og respekten blev kun uddelt imellem "brødre" og "søstre", venner og bekendte, kammerater og kollegaer, der vidste præcist hvad man talte om, og påskønnede éns uforgribelige mening.

Samme tendens til at forskanse sig i sine egne miljøer og imellem sine egne slags mennesker, bredte sig alligevel lynhurtigt fra storbyernes private medlemsklubber og "in-diskoteker" med streng dørpolitik, hvor vennerne og jet setterne altid kom foran de almindelige tabere i køen, til mainstreamen. Ethvert kollegie fik sine interne drukloger omgærdet af regler og ritualer, og selv det platteste provinsdiskotek forsynede sig med bredskuldrede, karseklippede dørmænd med headsets, øresnegle og ens pilotjakker ude på fortovet for at give gæsterne en illusion af, at de tilhørte de udvalgte få - hvis de da vel at mærke ikke f.eks. var anden generations-indvandrere og sjældent slap ind i varmen alligevel.

I sin mest ekstreme udformning lukkede denne kulturelle og subkulturelle klantendens sig om sig selv i miljøer og sammenhænge, hvortil man måtte kvalificere sig på særlige, uigennemskuelige måder for overhovedet at komme i betragtning som "medlem" - hvad enten der var tale om anarkistisk organiserede grupper af fodboldtilhængere (FC Københavns Cooligans!) eller bikernes rygmærkeklædte, stramt organiserede broderskaber (de rivaliserende Hell's Angels og Bandidos).

Tidens søgen efter det autentiske under den flimrende overflade forplantede sig også til - eller opstod måske i?! - kunsten. Dogme-"brødrene" Lars von Trier, Thomas Vinterberg, Søren Kragh-Jacobsen og Kristian Levrings meget omtalte manifest om en realistisk nutidsbaseret, teknisk simplificeret og dynamisk håndholdt filmæstetik resulterede ikke bare i en stribe internationalt succesrige, vidt debatterede og i flere tilfælde prisbelønnede danske filmværker som "Idioterne", "Festen" og "Mifunes sidste sang", men også i en voldsom overeksponering af Dogme-tankegangen. Der blev pludselig talt om Dogme-arkitektur og Dogme-teater, Dogme-journalistik og Dogme-mode, ja, Dogme-dit og Dogme-dat, i 90'ernes slutning, hvor en erkendelse af, at vi ikke skulle lade os slavebinde af metoder og teknologi, konstituerede sig i medierummet.

Finkulturen prøvede også at genindføre en slags "dørvogtere" foran dens elfensbenstårne og hellige haller, men "den gode smag" og den klassiske dannelses sidste forkæmpere (især fundet blandt ældre anmeldere og kommentatorer) forstod simpelthen ikke at accelerere i samme tempo som medie- og informationsstrømmens frie flow. Og forstod simpelthen ikke, at de yngre kulturforbrugere både ville have Det Kgl. Teater, Shakespeare, Odysseen, Michelangelo og klassisk musik og Dr. Dante, John Grisham, "Titanic", Levis-reklamer og Aqua. Også det finkulturelle immumforsvar var for længst blevet nedbrudt af den elektroniske medievirus.

Dannelsen blev remixet i 90'erne, klippet op med mixerpulte, håndholdte kameraer, samplere, remote controls og hvidglødende computere. Barrieren imellem "høj" og "lav" kunst faldt lige så tungt som Berlinmuren, skellet imellem det kunstneriske og det kommercielle blev vidsket ud, og træk fra fin- og popkultur blev blandet sammen til nye hybrider i den postmodernistiske centrifuge. Det traditionelle vestlige kulturhieraki blev bombarderet af etniske og eksotiske impulser fra andre verdensdele, hvis forfattere, kunstnere, musikere, filmskabere og tænkere skildrede virkeligheder, der var lige så væsentlige som vores, i en stadig mere globaliseret og internationaliseret hverdag.

Virkeligheden blev større og verden mindre, imens nye generationer af unge hjemmevant zappede imellem "gåseøjne" og "foreløbigheder", shoppede til de droppede i bevidstheds-butikscenteret, rejste Jorden rundt med rygsæk eller tog raketten til de indre galakser med ecstasy og techno-beats i blodet.

*