Køb bogen her!
Ekstra Bladet 7. maj 2006, 1. sektion, side 33
5 ud af 6 stjerner
Henrik List og Anders Askegaard: 'Bangkok Ladyboys'. 96 s. 299 kr. Tiderne Skifter/Shooting Gallery Press.
Kulturjournalisten Henrik List rapporterer endnu en gang fra de sociale og seksuelle randområder. Denne gang i samarbejde med fotografen Anders Askegaard. De to herrer har været en tur i Bangkok for at komme nærmere de såkaldte kathoeys eller ladyboys , 'denne kønshybrid af kromosomer og kropsmodifikationer'. Drenge eller mæ¦nd, som via kropssprog, kosmetik eller ligefrem kirurgi forsøger at fremstå som kvinder, fordi det er sådan, de føler sig og ønsker at blive betragtet af omverden. Og som derfor også seksuelt først og fremmest henvender sig til mæ¦nd, der normalt opfatter sig selv som heteroseksuelle frem for som bøsser eller biseksuelle.
List og Askegaard har delt bogen ligeligt mellem sig. List beretter besnæ¦rende og begavet om fæ¦nomenet, som sædvanligt med udgangspunkt i sin egen fordomsfri fascination, men også med indsigtsfulde, overordnede betragtninger om kønnets konstruktion, der jo ikke kun er biologisk, men ogs å kulturelt og historisk betinget. List har helt bogstavelig talt været der selv i syndens paladser på Sukhumvit Road . Derfor kommer læseren det også.
Og Askegaards stofmæ¦ttede, solidariske og farvestrålende, men aldrig forskønnende portræ¦tter fremstår som en kongenial uddybning af Lists pointer. Nogle savner måske refleksioner over prostitutionens og sexturismens mekanismer, men det er jo en helt anden bog.
Henrik Queitsch
Politiken 29. april 2006
Af Christian Graugaard
Pulserende indblik i Bangkoks mangekønnede natteliv.
Man behøver næppe være lektor i postfeministisk queerteori for at vide, at kønnet består af andet og mere end biologi - at køn først bliver til køn, når kromosomer møder kultur og dermed tillægges en mening, en funktion, et sprog.
Køn er kort sagt et foranderligt produkt af historiske og sociale omstændigheder, og der er himmelvid forskel på, hvordan 'maskulinitet' og
'femininitet' begribes og håndteres fra samfund til samfund, fra én historisk epoke til en anden.
Også i vores egen senmoderne tidsalder ser man et stadig knopskydende repertoire af mande- og kvindetyper - og i radikale kønspolitiske zoner findes der endog mennesker, som nægter at indordne sig under et binært enteneller, men insisterer på at bøje og iscenesætte deres krop i retning af det uigenkendelige og mangetydige. Vi taler her om 'gender benders' og 'kønsterrorister', som udfordrer biologien og lægger sten i kulturens sko.
Mellemvæsner
I mange ikkevestlige kulturer har man i århundreder kendt til socialt accepterede tredjekøn - fra indernes 'hijra' og polynesernes 'faafafine' til eskimoernes 'achnutshik', indianernes 'berdache' og thailændernes 'katoey'. Der er tale om biologiske mænd, som med lokalsamfundets accept træder ud af maskulinitetens snævre matrix og stiller sig til rådighed for en bred vifte af sociale, religiøse og erotiske funktioner. Disse 'mellemvæsner' er placeret uden for kønstænkningens vante logik, men i modsætning til Vestens transvestitter og transseksuelle er de hverken udstødte eller latterliggjorte, men derimod en integreret del af en kønsorden, som de på én og samme gang bekræfter og sætter under lup.
Deltagerobservation
I fotobogen 'Bangkok Ladyboys' er forfatteren Henrik List og fotografen Anders Askegaard på opdagelsesrejse blandt thailandske 'ladyboys' -
biomænd, som med stor kunstfærdighed stafferer sig som kvinder. Nogle ladyboys gennemgår medicinsk og kirurgisk behandling, mens andre forsøger at ramme kvindelighedens tone alene med kosmetik, gestik og beklædning. Ikke så få sælger deres krop til vesterlandske turister, og forfatternes metode er nærmest, hvad antropologerne kalder deltagerobservation: De beskriver Bangkoks pulserende sexundergrund indefra og kommer i bogstavelig forstand tæt på de mennesker, de portrætterer.
Interessant indblik
I et langt indledende essay leverer Henrik List nogle velkvalificerede overvejelser om kønnets mange ansigter, og han beretter bramfrit om sit eget møde med bordel- og klubmiljøets »drømme, masker, illusioner, roller og anderledes kønslige kicks«.
Jovist, 'Bangkok Ladyboys' provokerer uundgåeligt til refleksioner over sexturismens etik, og mens List demonstrativt forbigår problematikken, taler Askegaards snapshots af neonmørkets begærlige blegfjæs deres eget tankevækkende sprog.
Imidlertid er betalingsmomentet ikke bogens fokus - forfatternes ambition er snarere at se bag om kønnets kulisser og få adgangstegn til de sminkede gratier på Sukhumvit Road. Køber man denne præmis, fungerer bogen fint. Og uanset om man kan sympatisere med d'herrers projekt eller ej, er indblikket unægtelig interessant.
Se anmeldelsen fra det Danske Pornografi-Selskab her...
Se interview om Bangkok Ladyboys på Lorry her
Panbladet (nr. 4, 2006):
Fem ud af seks stjerner
”Dybfølt og engageret (…). Bogen er letlæst. Den er ikke avanceret. Men den er ærlig, og den giver et spændende blik ind i en sjældent set verden: den heteroseksuelle mands fascination af det feminine i det maskuline.”
PRESSEMEDDELELSE
Henrik List og Anders Askegaard: Bangkok Ladyboys
Udgivelsesdato: Onsdag den 26. april
96 sider, foto-bog, Pris: 299 kr.
Med venlig hilsen
Tiderne Skifter
Forfatteren Henrik List og fotografen Anders Askegaard rejser i denne unikke bog fra ’den heteroseksuelle matrix’ og ud af skabet, over fordommenes grænser og ind igennem spejlet til et Bangkok i starten af det 21. århundrede, hvor intet er, hvad det giver sig ud for at være – heller ikke mange af ”pigerne” i byens natteliv og red light districts. En både rå, poetisk og reflekteret skildring i tekst og billeder af Thailands ”tredje køn” – et essay om og 48 siders farvefotografier af disse såkaldte ladyboys.
De flere hundredetusinde thailandske ladyboys hører hverken hjemme i heteroernes eller homoernes fællesskab. De manipulerer med køn og krop, kultur og kromosomer i en postmoderne, multiseksuel virkelighed, hvor der er andre slags køn end de to biologiske, og andre slags seksualiteter end dem, de fleste af os kender og accepterer.
Henrik List skriver i sit lange, stærkt personlige essay i bogen ærligt og kærligt om disse ladyboys – og sin egen mangeårige fascination af dem. Han hylder deres stolte, stilfulde selviscenesættelse – uden at eksotisere, fetichere eller romantisere deres ofte hårde liv i ”storbyens onde gader”. Og han fortolker deres køns- og seksualpolitiske signifikans – uden at ville nøjes med at være en køligt distanceret observatør, en vestlig intellektuel på akademisk helgarderet chartertur til denne thailandske twilight zone. Han skildrer således nok ladyboy-miljøets stereotype overflade, som sexturisterne oplever den, men går også selv (på godt og ondt!) bag om de sminkede ansigter, forlorne attributter og kulørte kulisser, som kun få vestlige rejsende har formået det.
Også Anders Askegaard både pirrer og udfordrer med sine flotte farvefotografier af disse ladyboys, der til sammen – i ét flow over bogens sidste 48 sider – er en fortælling om ekstremer af menneskelig smerte, styrke og sårbarhed, der forfører og gør ondt på samme tid. Der er ikke tale om sensationshungrende snapshots fra et socialt freakshow, der ønsker at udstille ”skyggesidens ofre”, men om en form for alternative street-modereportager fra et ellers meget lukket, hemmelighedsfuldt miljø, der tvinger os til at forholde os til andre former for skønhed end dén, som mainstream-mediernes kavalkade af filmstjerner og fotomodeller hjernevasker os med fra vugge til grav.
Som Lars Schwander, leder af Fotografisk Center i København, skriver i sin introduktion til fotografierne i denne bog, hvor han også sammenligner dem med Brassaïs fra 1930’ernes parisiske ”underliv”: ”Det er billeder mættet af farve og varme. Anders Askegaard har en ekstraordinær sans for at skildre mennesker. Det er således vanskeligt at forestille sig, hvem som skulle kunne portrættere disse ladyboys bedre end ham.”
”Bangkok Ladyboys” er udgivet i samarbejde mellem Tiderne Skifter og det lille, uafhængige, københavnske forlag Shooting Gallery Press, Guldbergsgade 8, 2200 Kbh. N. Se www.kopenhagenshop.dk
Læs mere om bogens forfatter og fotograf på bagsiden og kontakt forlaget for interviews.
Henrik List og Anders Askegaard har arbejdet som duo i næsten 15 år i en række store gonzo-rejseessays i magasinet Euroman, utallige hardcore-reportager fra storbyernes subkulturelle miljøer i Berlingske Tidende op igennem 90’erne og ikke mindst den anmelderroste bog ”Tilbage til Tanger – En pilgrimsrejse i Beat-generationens fodspor” (Tiderne Skifter, 1997).
De har igennem alle årene – til arbejdsgiveres rædsel, kollegaers forargelse og gode borgeres oprigtige harme – ikke kun overskredet geografiske og kulturelle, men også moralske og menneskelige grænser (for slet ikke at tale om budgetter, deadlines og div. lovgivninger om illegale rusmidler!), når de har rejst, skrevet og fotograferet sammen.
Henrik List, født 1965, forfatter, journalist og indenrigsredaktør på Magasin Schäfer. Bor i København, men tager tit til Thailand.
List har tidligere fået udgivet bøger som artikeludvalget ”Deadline 2000 – Remix fra 90’erne”, novellesamlingen ”Pussyland – Historier fra Amerika”, biografien ”Katja Kxxx – Stjerne i Syndens By” (Tiderne Skifter, 2002) og filmbogen ”Kameraet i hovedet – FEAR X og Nicolas Winding Refn”.
Var i næsten 13 år fastansat som kulturskribent på Berlingske Tidende, hvor han bl.a. skrev den berømte/berygtede klumme ”Henne om hjørnet”, indtil han i 2003 sagde op og blev freelancer (nu med faste klummer i magasinerne Arena, Fokus, Wonderland og Tidens Mand).
Han har også indspillet spoken word-CD’en ”Pussyland Connection” sammen med rapperen Jokeren, og medvirkede selv med intro-nummeret ”Der er stadig bartendere…” på Jokerens første soloalbum ”Alpha-han”. List har senest oversat og skrevet efterskrift til den amerikanske kultforfatter Dennis Coopers roman ”My Loose Thread” (”Min løse tråd”), der tidligere i år blev udsendt herhjemme af Tiderne Skifter. Se www.henriklist.dk og www.pussyland.dk
Anders Askegaard, født 1965, fotograf, kosmopolit og motorcyklist. Bor i London, men tager tit alle mulige andre steder hen.
Askegaard har som kunst-, mode- og reportagefotograf arbejdet for aviser som Politiken og Berlingske Tidende og magasiner som Euroman. Har været med på en lang række fotoudstillinger i både ind- og udland, er repræsenteret i Det Kgl. Biblioteks, Brandts Klædefabriks, Fotografisk Centers og Fredriksborg Slots fotosamlinger, og har bl.a. fotograferet portrætter af navne som Nelson Mandela, Paul Auster, Paul Bowles, Joseph Heller og Andrew Vachss.
Askegaard har ligeledes fotograferet pladecovers for bl.a. Lars H.U.G., var cheffotograf på Torben Skjødt-Jensens dokumentarfilm ”It’s A Blue World” og har siden midten af 90’erne været still-fotograf på en stribe danske spillefilm. Motto: ”The world is never big enough!”